En særlig sjæl

Deres lille øjeblik varede i fortryllende lang tid i Libertys øjne – det behagede hende, selvom hun vidste, at det kun var på grund af glæden, det havde føltes så evigt. Djange trak sig roligt tilbage, og hun mødte hans blik. Det hun så tit havde drømt om at se i disse øjne, var der pludselig. Liv. Hun var beæret over at se ham sådan, når det var på grund af hende. Stolt over at kunne glæde ham, og at han trak sig ud af sin hårde facade. Den lille sorte hoppe fortrød ikke et sekund, at hun altid havde set bort fra Djanges signaler men i stedet havde lyttet til hans ord og været præcis, som hun altid var i hans selskab.
Den lyserøde mule søgte hendes, og hun mødte den med et blidt og anerkendede puf – kort, men dog alligevel længe nok til at sommerfuglene i hendes mave fik det til at sitre under hendes skind. Han talte nu frem, og hun lyttede til ham, imens hun ej fjernede sit blik fra hans.

”Jeg har blot set dette land an. Det føles som om, man aldrig får set nok,”

Svarede hun og tænkte tilbage. Hun havde ikke mødt så frygtelig mange sjæle i den tid, de havde været adskilt, men hun havde set meget af dette smukke sted, og hun følte sig mere hjemme for hver dag der gik – især nu, hvor Djange var hendes mage, og der for én gangs skyld var et fast holdepunkt at føle sig tryg ved og stole på.

”Men jeg kan forestille mig, at du har oplevet mere spændende ting, end jeg har?”

Spurgte hun og strøg ham kort over halsen. Hun kunne næsten ikke holde mulen for sig selv, for som han stod der, var det efterhånden gået op for hende, hvor meget han betød i hendes tilværelse.

Jovist var kulden omkring dem bidende, men som han stod der; i selskab med sin nuværende mage, kunne han intet ondt føle. Ingen bidende kulde, ingen nagende tanker; og så alligevel… Hun fortjente at han betroede sig hende det der var sket i landet; skønt det var sket kun kort efter hans allerførste møde med hende, kunne det være han egentlig skulle have fortalt det noget før? Roligt udgød han da et temmelig mekanisk nik, roligt fra den ellers mere roligt holdte hals. Hans øjne så meget direkte fortsat i hendes, næsten indgående, som de endnu gnistrede af liv. Hun havde end ikke bedrevet sig det helt store; men Djange ønskede nu nærmere at vide måske hvem hun kunne have truffet i dette land? Selv efter deres mange møder, havde han endnu ingen anelse om hvorvidt hun kendte til nogle af de sjæle i landet, som han da også kendte til. Hans øre vippede sig en smule tilbage, kun en smule, før de gled forsigtigt og næsten sårbart frem igen.

”Silent Liberty… Jeg må betro Dem noget.”
Havde hans stemme stille lydt, hæst og intenst, efter hendes lette strejf over hans egen pels på halsen. Hans stemme forblev tonløs, mens ordende kunne lyder ret så alvorlige; dog uden han selv havde nogen hensigt på at dette var noget slemt han skulle betro sig hende. Næh nej, han ønskede hende ind i sit liv, tæt på sig. Hvilket bundede i at hun måtte høre om Athene. Han pustede stille ud, roligt og næsten med et tegn for tryghed her hos hende, mens dampen steg til vejrs fra hans næseborer; og en svag eksplosion slap smertefuldt løs, nær brystet; mens han atter så dybt i hendes øjne, mes en svagelig og alligevel forsikrende gnist; der næsten kunne få hans ansigt til at se ud som om det smilte, selvom hans mule forblev glat.

Djange stod der foran hende, og hun betragtede ham kærligt. Der var meget, der havde ændret sig, siden hun var kommet til dette land. Hun havde løsgjort sig fra en dyster og undertrykkende fortid, og hun havde endelig kunne være sig selv. Det var forbløffende, som hun pludselig kunne smile og grine, lige når det passede hende. En ubeskrivelig følelse.
At hun også havde mødt en sådan sjæl som Djange, der passede så perfekt til hende, det var vist kun held. Der var nogen, der havde villet hende det godt. Det måtte der være. Måske man også skulle have en smule tilbage, når man havde været ulykkelig hele sin opvækst, men hvad vidste hun?
Djange svarede nu, men det var ikke et svar. Det var et halvt svar, hvis man kunne kalde det det. Liberty lod sit blik hvile i hans, der fornylig var blevet levende og en gang imellem gnistrede som et andet bål. Noget denne hoppe havde ventet på så længe, at hun næsten ikke turde tro sine egne øjne.

Athene, den hoppe der den seneste tid havde fyldt meget af hans liv i Andromeda, på både den ene og den anden måde; var efterhånden en del af ham. Både rent statusmæssigt, såvel som rent følelsesmæssigt. Hun var hans første afkom, nogensinde, såvel som i dette land. Men ikke nok med det, var føllet ej skabt på en anden sjæl han holdte af. Hverken holdte af, forgudede, så værdig. Nej, denne hoppe, Hawaet El Nour, havde vel godt og vel blot været på det rigtige sted, det rigtige tidspunkt. Kun de grundlæggende kriterier havde været i orden, hvilket havde været nok for Djange lige i den sammenhæng.

Det var hårdt at skulle sige, med den hensigt på at den lille sorte måske så sig stødt af at han havde gjort som han gjorde. Men han havde jo trods af alt ændret sig… meget endda, især efter han først var begyndt at få en fornemmelse af at have følelser for hende her. Det en smule gnistrende blik så atter i de turkisblå varme øjne, som blev båret så smukt i dette hvide og kolde landskab, med en dyd af tålmodighed. Skønt tankerne var mange, handlede det blot om sekunder før Djange atter åbnede mulen.

”Ser De, jeg har en datter her i landet; som jeg vil finde stor ære i at præsentere Dem for. Hun betyder utrolig meget for mig; såvel som De gør.”
Havde Djanges hæse og intense stemme lydt, stadig en smule tonløst; mens hans øre var gledet en smule ud til siden. Med en anelse af underdanighed over hans ansigt. Endnu sprudlede de krystalblå øjne, mens en vare strømmede igennem ham. Han ønskede virkelig at Silent Liberty ville tage imod hans Athene, som var hun også hendes afkom; for uanset gener, var Athene og ville forblive, hans datter.

Liberty betragtede Djange opmærksomt. Hun var spændt på, om det Djange ville fortælle, var hvad hun troede. Seth havde afsløret for hende, at Djange havde en datter. Hun havde været i tvivl, om det passede, men Seth virkede nu som en meget ærlig sjæl på trods af hans lidt specielle og kortfattede personlighed.
Ganske rigtig fortalte Djange, at han havde en datter. Den sorte hoppe betragtede ham med interesse. Ikke I, hvem moderen var. Hende og Djange havde endnu ikke været forpligtede til hinanden, og hun så intet forkert i hans handling. Men hvor gammel denne datter var, interesserede hende dog. Hun vippede ørerne fremad og hvilede kort sin mule ved hans manke, inden hun igen vendte hovedet mod ham.

"Jeg vil meget gerne møde hende. Hvor gammel er hun?"

Liberty lod sit blik hvile i hans intense blik. Endnu engang vendte hun dog hovedet en anelse og lod det hvile ved forhøjningen ved manken. Hendes hale slog et par bløde slag, og hun glædede sig til den dag, hun selv kunne være mor til et lille føl. Noget der lå hende som en personlig mission, da hun havde en stærk moderskabsfølelse.

Det slog Djange, at den lille sorte var præcis som håbet. Han havde ærligtalt ikke haft nogen som helst anelse om hvorvidt hun egentlig ville reagere? Hopper var normalt ikke til at gøre sig kloge på; men alligevel havde det lykkedes ham at finde en oprigtig sjæl, der som han havde sagt helt fra start af; ej var som alle andre! Specielt ikke i hans øjne. Hans hjerte slog hårdere mod hans bryst, inde bag det varme skind der såvel isolerede ham godt på denne kolde vinterdag. Libetry ønskede at møde Athene, hvilket gav et lille usynligt sæt i ham.

”Det glæder mig Kære.”
Havde hans stemme lydt hæst og intenst; tonløst, trods hans ord var yderst lettede mod den lille sorte. Hans øre vippede i forsigtig form, da det ene stille gled lidt tilbage, i en lettere tænkende form; skønt blikket pludselig blev en smule koldt igen.

”Athene, min datter; skulle gerne være tre år, i år.”
Svarede han så, på hendes sidste spørgsmål; mens hans øjne langsomt havde gnistret så småt op igen. Hans mule mimrede sig stille, mens han mærkede den fysiske kontakt mellem dem. Den fysiske kontakt der startede små kædereaktioner af eksplosioner i hans indre. Hans følsomme indre.

Nogle tanker flød igennem Libertys hoved, da talen faldt på Djanges datter, Athene. Hvordan mon hun var? Ligesom Djange? Og lignede hun ham mon? Blikket lå stadig roligt ned mod Djanges man, men da han talte løftede hun igen hovedet og drejede det mod ham. Hun var tre år gammel og nu en voksen, hvis man kunne opstille det således.

Hendes blik lå stadig i hans smukke øjne, da hun brummede en smule kærligt og talte:

"Jeg vil se frem til mødet. Du har måske tilbragt meget tid med hende?"

atter strøg den sorte ham let over manen og flyttede lidt på sig, imens hun dog holdt sit blik på ham. Der var meget, hun var gået glip af. Noget hun håbede, der ikke ville ske igen.

Uanset hvordan han selv havde haft det med sin datter, betød det alligevel ubeskrivelig meget hvordan den lille sorte blot godtog at han holdte af sin datter; at han ønskede at dele denne datter med hende også! Hun virkede ikke just vigende, og på ingen måde lå her nogen jalousi heller. Hendes varme brummen, fik Djanges hjerte til at slå et slag hårdere, før han lyttede til hendes ord.

”Sagen er den; efter hendes moder havde folet hende, kom jeg op og toppes med hendes moder. Hvorefter de kort tid efter forsvandt; og jeg fandt først Athene igen da hun var knap to år gammel og næsten fuldvoksen.”
Forklarede Djange med den hæse og intense stemme; som en smule tonløs havde lydt under de hele sætninger, skønt hans blik atter gnistrede en anelse levende for Silent Liberty. Roligt lå hans øre stadig let fremme, mens de i ny og næ havde trang til at glide stille tilbage, næsten hvilende.

”Men siden da; har jeg tilbragt sådan nogenlunde tid med hende, så meget der har været muligt når jeg har haft stødt på hende.”
Havde hans stemme lydt, mens han havde nikket let; næsten i en fornøjet form, skønt den atter virkede mekanisk.

Varmen der lå Djanges øjne, når han talte om sin datter, fik Liberty til at smile lidt. Det var betagende at se ham sådan her. Aldrig havde hun forestillet sig, at deres forhold skulle ende således, men med Djanges skjold havde hun heller ikke forventet, at han kunne virke så levende igen. For hvert ord han fortalte om sin datter, virkede han til at live op. Han var stolt af hende, det kunne hun høre i stemmen. Så vidt hun vidste, var det vel også hans første føl. Lidt kunne hun godt misunde hoppen, der havde haft æren at bære et føl efter hendes mage. Både på grund af Djange der var en fantastisk sjæl, men også på grund af det at have et føl. Være moder til sit eget kød og blod. Opdrage, beskytte og lære det alt, hvad det har brug for for at leve et prægtigt liv og føre generne videre.
Konflikten mellem moderen og Djange blev ikke uddybet, og Liberty så ingen grund til at rode i noget, der havde frataget Djange hans datter i længere tid. Derfor nikkede hun roligt undervejs blot for at vise ham, at hun stadig lyttede interesseret til hans fortællen.

"Det er godt, du har fundet hende igen,"

konstaterede Liberty så med en mild tone. Hun kunne forestille sig glæden ved at finde sit førstfødte afkom igen, selvom man troede, det måske var forsvundet.

Silent Liberty virkede intet mindre end glædelig ved hans egen glæde over Athene, hvilket fik det til at krible stille i hans indre; efter at skulle præsenterede dem for hinanden. Ikke fordi han just kunne se frem til nogen succes, men heller ej tragedie; men blot det at de skulle mødes; at de praktisk talt alle tre var mere eller mindre i familie nu – ak, den tanke varmede nu alligevel. Roligt fandt et stille skævt smil vej over hans mule, før det hurtigt forsvandt igen.

”Man skulle næsten tro at nogen holdte hånde over mig ja.”
Konstaterede han med den let tonløse hæse og intense stemme atter, mens han tydeligt hentydede til også at være i hendes nærvær igen. Uanset om hun ville tro det eller ej, var Djange ej i tvivl om at hun godt vidste at han holdte af hende. Stille fandt hans lyserøde mule vej til hende, for da at puffe hende næsten kærtegnene over kæben.

Hun brummede mildt til ham. Hvis nogen fortjente at få holdt en hånd over sig, så var det også Djange. Et lille smil gled over hendes mule.

"Det fortjener du,"

sagde hun så og betragtede ham. Så levende og glad han så ud. Det varmede om hendes hjerte at se ham sådan. Hun ville aldrig glemme deres første møde, hvor han havde virket som en sjæl, der ikke ønskede at komme ud af sin skal.

Hans hjerte slog stille et ekstra slag; ved hendes smil over den fine hvide mule. Stille gled hans øre tilbage, ej afvisende eller af humørskift; nærmere som var det helt hårdt at beholde dem fremadrettede. De lå stille let ude til siden, mens han roligt nød hendes selskab, og efter så lang tid – hendes nærvær. Hendes ord, startede en lille eksplosion, mens han kort og roligt lukkede de krystalblå øjne, som endnu gnistrede svagt bag det kolde og tomme blik.

”Men sig mig; hvem har De så truffet i landet egentlig?”
Havde hans hæse og intense stemme lydt atter lidt tonløst; trods han var ret så interesseret. Især i hvem hun mon kendte, eller ikke kendte til. Mon hun havde mødt nogle uvenlige sjæle. Måske som denne Seth, som både hans Athene og Illana havde været ude og toppes lidt med. Hans blik blev kort helt koldt og tomt, før det koncentreret og fokuserende granskede hendes krop let. Hans blik landede da atter i hendes turkisblå, før de så småt gnistrede levende igen. Hun var uskadt, i hvert fald ud ad til.

Liberty betragtede sin kære Djange, der stod der med de lidt hængende ører, som normalt befandt sig bedst i nakken af ham. Der var meget, der havde ændret sig, siden deres første møde, hvor han havde været en mere lukket sjæl, der havde udsendt signaler, de fleste ville tolk som fjendtlige eller ligeglade. Liberty havde lyttet til Djange og ignoreret hans lidt specielle signaler. Noget hun prisede sig selv lykkelig over nu. Tænk hvis hun ikke havde set den kærlige og fantastiske side af Djange, som hun så altid i disse tider?
Hendes brogede mage spurgte til, hvilke sjæle hun havde mødt i landet i den tid, de havde været adskilt. Generelt var det kun flygtigt, hun havde mødt andre, men Seth havde hun haft et længere møde med, og selvom han ikke var decideret sprælsk og smilende, kunne hun alligevel godt lide ham.

”Jeg har flygtigt mødt en hingst – hvid som sneen med nattefarvede aftegn. Ahearn var hans navn. En anden var den brogede og stolte Brêgo, og sidst men ikke mindst havde jeg et længere møde med en ravnesort hingst ved navn Seth,”

Svarede Liberty og vippede let med sine ører til Djange og brummede mildt. Hun havde savnet ham, og hun var lykkelig for, at han stod her ved hendes side igen. Det var her, hun hørte til. Hos ham.

Kulden omkring to sjæle, gjorde blot blottelsen af ham selv, ved de fremadvendte øre; mere ubehagelig. Han følte ubehag, mens han samtidig følte sig en smule skrøbelig; selv i selskab med sin lille sorte. Sin mage; sin Silent Liberty. Han lod dog ørene forblive fremme, med let anstrengelser; mens hans kolde og tomme blik hvilede i hendes turkisblå øjne. Dog gnistrede en vis følelse i blikket; kærlighed, liv, næsten varme? Men endnu ganske svagt.
Da den lille sorte talte, rankede han hovedet en smule op, så han ej så nær så sårbar ud mere; nærmere opmærksom – mens han lyttede.

Ahearn… Brêgo… Ingen af disse navne sagde ham noget, og let nikkede han blot; for at understrege at han lyttede til hendes ord. Seth! Straks forsvandt al liv og følelser fra hans blik, som blev koldt og tomt; stirrende imod hendes turkisblå øjne. Mens ørene straks røg tilbage i nakken, som brød han al den varme og tryghed der lå omkring dem.

”Seth!”
Udbrød han hurtigt, hæst og intenst; direkte tonløst; mens en rynke af væmmelse fandt på hans mule. Han missede hurtigt de krystalblå øjne sammen, vigende; skeptisk, før de hurtigt spærrede sig op. Straks gled ørene frem, efter hans kommentar, efter han lidt hurtigt sænkede hovedet og strakte mulen imod hendes sorte skind. Han snuste en smule hastigt, mens hans mule hurtigt søgte over hendes pels på halsen. Hurtigt i samme bevægelse røg hovedet atter op, mens han kastede et granskende blik over hende, hurtigt; med det kolde og tomme blik, der svagt udviste bekymring. Men der var intet at se?

”Seth siger du?”
Havde hans stemme så lydt, i takt med begge hans øre, langsomt gled tilbage. Hvilende, mens han anstrengende forsøgte at holde vreden nede. Stille gnistrede lidt liv tilbage i hans øjne, men kun meget lidt.

Hun nød at stå her med Djange. Som hun havde savnet ham! Selvom savnet var størst, når de var fra hinanden, blev det bare bekræftet i allerhøjeste grad, når de endelig var sammen. Det var ligesom Djange var blevet en del af hende. En del, der manglede, når han ikke var ved hendes side. Hun var evigt taknemmelig for at have mødt en så dejlig hingst. Som hun talte, lyttede han - det kunne hun se på hans nikken. Pludselig valgte han dog i en meget toneløs og voldsom tone at sige Seths navn. Det gav et gib i den sorte hoppe, og hun betragtede Djange, hvis ører røg bagud. Han lignede én, der havde smagt noget væmmeligt - afsky var malet i hans ansigt, og hans ører vippede frem igen, før de atter røg en smule eftertænksomt bagud.

Liberty kiggede en smule undersøgende på ham, da han havde gransket hendes pels og atter talt. Så nikkede hun. Hendes blik var fyldt med undren. Hun forstod ikke Djanges opførsel, men så huskede hun Seths ord. Djange og Seth havde mødt hinanden.

"Du har mødt Seth. Må jeg høre, hvad han har gjort?"

Liberty vidste, at Djange ikke afskyeede Seth uden grund. Derfor sagde hun, som hun gjorde. Tonen i stemmen bar et lidt omsorgsfuldt præg, og hun kiggede en smule bekymret på ham.

Undskyld den lange ventetid