Little Glowing Island

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Zenobia var i Sunrise Saints øjne det eneste behagelige opholdssted i hele Andromeda for tiden. Hun fordømte sne, og kulde og dets uforudsigelige vinde. Dette var grunden til at den gyldne hoppe så hurtigt havde følt sig hjemme på ørkenøen. Efter det der kun havde virket som en lille uges tid havde hun allerede erklæret øen for sit hjem, og dette var længe siden. Nu kendte Saint øen som hendes egne forhove, og til alle de lyde som kom her. Dagene brugte hun på at vandre af sted og føle varmen mod sin pels, mens nætterne gik med at falde til ro på en let bakketop og stirre på stjernerne.
Således stod den feminine shilloette nu, med hovedet hævet mod himmelens indre, mens de nøddebrune øjne i hoppens ansigt stirrede længselsfuldt mod lysene på himmelen. Dette var tiden hvor man kunne se hoppen mest fredfuld, og måske også mest poetisk. Saint kunne hurtigt fremstå kort for hovedet, koldt og provokerende, og var det skam også på sin vis, men hoppen havde dybere sider, som blot var reserveret til hendes eget selskab. Hun værdsatte naturen og dets fænomener, men udover ørkenen var det hun elskede mest stjernerne og månen på en klar nattehimmel. Hun følte at hun blev opslugt af det oplyste mørket når hun blev badet i det spøgelsesagtige blålige lys fra himmelen, og hun følte sig på en gang så ufatteligt alene, og alligevel så ufatteligt meget overvældet af selskab. Der var ikke andre tidspunkter end dette hvor Saint følte sig mere hjemme.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Ørken, sand, varme. Han var der igen. På den varme ø, hvor han havde sat tænderne i en grå hoppe. For den hvide hingst, så var varmen ganske irriterende. Han kunne lide kulden, den dejlige hvide sne, som næsten skjulte ham. Det gjorde denne ørken ikke. Han var langt mere udsat her, med den hvide farve som hans pels havde. Men Ahearn var ikke skræmt. Den stolte og selvsikre hingst, var ikke typen som lod sig gå på, at sådanne fornemmelser. I stedet gik han raskt afsted i det varme sand. Støvet fløj en anelse op, rundt om hans hove. Holdningen var rank og stolt, halsen fint hvælvet. Ahearn havde dog ikke altid været en stolt hingst. Fortiden var mørk, minderne skar dybe sår i hans sjæl. Men han gemte det. Både for ham selv og for andre. Af og til blev minderne dog tvunget frem, men kun af andre heste. Som den hoppe Shadow. Hun havde svækket ham, hans minder var kommet frem igen. Hendes stemme, den lyse og fortryllende stemme. Den havde været akkurat som en anden hoppes. En hoppe han havde dræbt for så mange år siden. Aldrig ville han kunne se Shadow igen. Det var for farligt. Både for hende, men i særdeleshed også for ham. Et fnys kom hårdt fra ham, imens han rystede tankerne ud af hovedet. Han kunne ikke knækkes af en enkelt hoppe. Der skulle meget mere til.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Himmelens stjerner funklede klart i himmelens mørke rum, som kiggede tusinde af øjne ned på hende i dette øjeblik, som ventede de på noget. Saint vidste dog ikke hvad disse stjerner ønskede af hende eller resten af de væsner der bevægede sig rundt under deres blikke, så hun måtte sænke hovedet, for hun skulle ikke lade sig gå på. Trods himmelen var et fortryllende syn mindede det hende også om hvor meget hun ønskede at komme så fjernt væk som stjernerne var det, hvorledes hun bare ønskede at kunne blive opslugt og forsvinde fra dette sted.
Som hun lod sine nøddebrune øjne betragte den månebskinnede ørken fik hun hurtigt øje på en skikkelse i det fjerne. Denne fremmede var nem at se, med sin hvide pels der lyste op i mørket. På en måde kunne Saint godt lide hingsten sårbarhed, og det fik hende til at falde en smule til ro for han ville tydeligvis ikke kunne snige sig ind på hende med den pels han bar. Saint var heldigvis ikke lige så udsat, hun lyste selvfølgelig en smule op ligesom alle andre gjorde når månen var oppe, men hendes gyldne pels der passede så godt til ørkenens, gjorde at hun kunne holde sig mere anonym end denne anden kunne det. Trods hun ikke ønskede at få sig selv til at virke interesseret forblev hendes lettere kølige øjne dog på hingsten, for han skulle skam ikke have chancen for at se hende opslugt i himmelhvælvingen.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Det føltes for den hvide hingst som om, at nogen eller noget betragtede ham. Var der mon andre i ørkenen på sådan en mørk aften? Stadig med en ganske stolt holdning, lod han de sorte øjne kigge omkring. Dér. Længere fremme stod en gullig hoppe og kiggede på ham. Ikke interesseret, ej heller afvisende. Blot opmærksomt. Hvilken type var hun mon? Den stille, arrige, sørgmodige eller stædige? Hun virkede i hvert fald ikke til, at være den venlige sjæl som bød alle velkommen. Så havde hun vrinsket til ham. Ahearn valgte derfor ikke, at vrinske til hende. Istedet begyndte han at gå hen imod hende. Med taktfaste og stolte skridt. Selvom hans indre var blevet åbnet en anelse for Shadow, så var det hurtigt blevet lukket igen. Hun havde valgt at sige de forkerte ord. Han var blevet endnu mere hård. Mørket havde overtaget endnu mere. Lysten til at se andre lide, var vokset i ham. Mon han nogensinde ville kunne slippe af med det mørke?

Da han havde nærmet sig noget mere, stoppede han op. Hovedet højt hævet, halsen hvælvet. Ja det kunne godt tolkes som dominerende, men det var det ikke. Ikke endnu. Han førte sig blot altid frem på en sådan måde. Om hoppen foran ham ville blive fornærmet eller ej, det var skam hendes problem. Det kunne han på ingen måde tage sig af.

Saints vinger lå tæt omkring hendes sider, som en ekstra varme her i det lette mørke. Om dagen var der varmt her i Andromedas land, men om natten kunne man mærke vinteren trække ind og give en svag kulde som fik det til at sitre svagt i hendes spinkle krop.
Opmærksomt lod Saint øjnene glide en smule op af deres vante sted i hendes nakke, så hun blev mere opmærksom på den fremmede lyse hingst. Han lyste op i mørket, så han var nem at følge, det samme var hun dog, så hvis hingsten fik øje på hende ville hun være et nemt bytte for øjnenes søgen. Ganske vidst fandt hingsten hende hurtigt. Selv på afstand kunne Saint fornemme en vis aura fra den fremmede. Han virkede som hende selv ikke som en venlig sjæl, han virkede nærmere tilbageholden og måske en smule dominerende i sin kropsholdning. Han var en stolt skabning, det kunne man ikke tage fejl af ved hans fine bygning.
Da hingsten satte i bevægelse mærkede Saint sin krop rette sig op. Han var ikke den eneste stolte skabning i ørkenen, og dette var hendes hjem, hendes sted at vise sig frem. Hendes nøddebrune øjne betragtede hver en bevægelse han gjorde sig, og fokuserede først på hans øjne da han var stoppet op ikke langt fra hende. Hoppens hoved gled let på sned, for hvad ønskede han med sin tilnærmelse?

[/size][/color]