Glæden..

Cazador

Han havde fået sagt undskyld, på sin egen måde. Han var aldrig helt direkte, men det tror han hoppen var ved at have lært. Han gjorde og sagde tingen, på hans måde. Men intet ondt havde han på hjertet. "Lad tvivlen, komme dig til gode frøken" sagde han med mild stemme. Mens han vippede øren helt frem. Han nød denne hoppes selskab, ingen tvivl om dette. Han mærke igen hvordan, han blev revet ud af kulden. Som om en kæmpe ørn, kom og snuppede ham. Hvor efter den fløj af sted med ham, hvor efter han blev smidt på en sommer var end. Hendes stemme var så varm og blid, at man kunne drømme sig helt væk.

Selv havde, denne hingst en stor vinterpels, intet at kommet efter her. Så han mærkede ikke kulden bide så meget, kun når brisen kom. Og han mærkede hvordan det prikkede, som små nåle over det hele. Han lukkede øjnene og sagde stille for sig selv ''Kulde slår bidende mod mit ansigt. På vej mod toppen af det solbelyste bjerg, lavet i regnbuens våde is krystaller. Med mine hove spidder jeg isen, under mine frysende, kolde hove."" Han åbnede øjnene igen og kiggede på hende, med et skævt smil. Han elskede sin drømme verden, og de små finurlige ting der bare kom til ham ud i det blå.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun tog sit hovede på skrå. Hun nikkede ved hans første ord. "Skal vi ikke bevæge os lidt?" spurgte hun med sin varme og blide stemme. Hun tog atter hovedet på skrå. "Og vi du så fortælle lidt om dig selv?" spurgte hun prøvende denne gang. Hun havde et smil om mulen. Hun udstrålede varme som altid. Hun havde fået en hel del overskud. Hun havde brug for at bevæge sig, for hun frøs.

Hun betragtede ham da han sagde noget nyt. Han var virkelig en drømmer. Hans navn var langt. Mon det betød noget? Det slog hende pludselig og hun så på ham. "Hvad betyder dit navn egentlig?" spurgte hun med en oprigtig nysgerrighed. Hun slog med halen bag sig og kort vippede hendes mandelformede øre sig rundt.

Cazador

Han kunne ikke lade være med at smile, den flere farvede hoppe. Virkede som om hun også, var begyndt at få det koldt. Han nikkede som svar, til om de ikke skulle bevæge sig lidt. Uden at vente på Geshia tog det første skridt, satte han selv frem i trav. Han gik ud fra hun nok, skulle følge trop. Farten var ikke høj eller noget, det lignede mere han hang i luften, nogle sek. før han atter ramte jorden. Han elskede at få et godt af sted, og nærmest hoppe af sted. Som var han oppe på månen og gå. Øren var helt fremme og han kiggede på hoppen med de 1000 spørgsmål, og kunne ikke lade være med at smile. Han havde hørt alle hendes spørgsmål, men igen hvad var det sjove, ved at få det hele leveret på et sølvfad. Næh nej han var af den overbevisning, at svar skulle nok komme til en, især til den tålmodige. Det krystalblå øje kiggede ind i hendes grønne øjne og kort sagde han "Drømmefanger" om hun opfattede dette var svaret på, hvad hans navn betød. Eller endnu en af hans mærkelige sætninger. Dette måtte tiden vise. Kort og kontant slog han med, den kul sorte hale.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Han satte frem i trav og hun kom bag efter. Dog tog hun den ikke med ro. Hun havde fået så meget energi i kroppen at hun spænede afsted. Forbi ham og længere frem. Hun måtte bare af med noget af al den energi, om hun så skulle falde! Det var dog en dum tanke, for med et snublede hun over en sten som lå under sneen og som hun ikke lige havde været helt opmærksom på. Et forskrækket hvin kom fra hende og derefter rullede hun et par gange hen af. Der var store mærker i sneen efter hende og forskrækket lå hun på siden. Hendes åndedrag var tungt og højlydt. Hendes grønne øjne var spærret op. Måske ikke lige det smarteste. Men efter at hun lige havde fundet ud af hvad der skete grinte hun højlydt. Det var rart for hende at få brugt noget energi. Det var også en af grundene til at hun hadede vinter! Hun havde altid for meget energi i kroppen! Hun søgte efter Eldor for at se hans reaktion af hvad der skete. Hun kom med et undskyldene brum, men sendte ham derefter sit englesmil. Geshia var stadig ung, og det kunne godt mærkes på hende til tider. Hun var heller ikke hoppen der havde oplevet vildt meget, eller hun ville nok nærmere sige at hun havde oplevet andre ting end mange andre havde. Hun var anderledes på så mange måder!

Hun kiggede ind i hans øjne, da han kiggede ind i hendes. Drømmefanger, det måtte være det hans navn betød! "Det passer godt til dig" sagde hun og blinkede kækt. Hun mimrede med den hvide mule og nu begyndte det endnu engang at blive koldt. Hun så sig lidt omkring i mørket og vippede derefter med de mandelformede øre for at høre om der var andre der havde set hendes stunt og eventuelt var begyndt at grine, men der var heldigvis ingen andre lyde. Bare at Eldor ikke blev alt for sur, eller for den sags skyld forskrækket.

"Jeg havde alt under kontrol!" sagde hun med den varme og blide stemme, men også med et kæmpe smil om mulen. Hun kæmpede virkelig for at holde et kæmpe grin tilbage. Hun så atter op på ham.

Cazador

Det var ikke tit, Eldor som sådan grinte, og slet ikke af andres ulykker. Men det havde simpelhen set for sjovt ud da, den flere farvede roulade hoppe, havde slået kolbøtter i sneen. Hun havde havde alt for travlt med at fjante rundt, og overset stenen under sneen og snuble over den. Han kom sådan til at le, selv var hans stemme varm og blid dog stadig meget hingstet. Han lo og lo det var utroligt, han kunne næsten ikke få hold i sig selv igen. Han sagde der næst, på sin helt egen måde.

''Højt at flyve, dybt at falde''

Hvor efter hun kom på bene igen, han holdte øje med om hun nu også var ok. Og det virkede sådan, han brummede roligt og nikkede til hendes svar, med at navnet passede godt på ham. De kiggede i en stund, hinanden dybt i øjnene. Han fjernede ikke sit blik på noget tidspunkt, det blev kun brudt af Geshia selv. Da hun kom med hendes kommentar, med hun havde alt under kontrol. Han nikkede blot og slog over i trav igen, rundt om hende. Mere for at få varme i kroppen igen. Han satte mulen ned i sneen, og lavede et hurtig ryk, hvor efter en fin sne klump fløj fra hans mule, diktere mod Geshia. Mens han smilet kækt til hende.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun tog hovedet på skrå. Hun nød faktisk at høre ham grine. Det var afslappende, men også rart. Han havde et dejligt grin og hun kunne ikke vente til næste gang at han ville begynde at grine, lige meget om det så var af hende! Hun mimrede med den hvide mule, det var vidst blevet en vane det med at mimre med mule. Det var vidst også ved at være et kendetegn, hendes konstante mimeren med mule. Hun lyttede til hans ord. "Det har du vidst helt ret i" sagde hun med den varme og blide stemme hun nu ejede. "Har du nogensinde prøvet det?At falde på den måde, eller springe ud fra noget, i håb om at flyve? Eller bare have en følelse af det? Eller suset i maven man får?" spurgte hun og snakkede stadig med den varme og blide stemme. Kort så hun helt drømmende ud og så fjernt væk. Det havde hun prøvet et par gange, og nøj hvor ville hun gerne kunne flyve engang! Men nogen gange gjorde det nu ret ond at falde! Det vidste hun vidst alt om.

Hun så et øjeblik helt forskrækket på ham da han kastede sne på hende. Hvor i alverden kom det lige fra? Det kom helt bag på hende, for han virkede ikke som sådan en hingst, men det var noget positivt. Så var hun ikke den eneste der var lidt gang i! Det morede hendes skam kun! Hun tog med glæde denne udfordring op. Hun grinte et varmt og højlydt grin, nydende. Hun tog selv mulen ned i sneen og kastede noget op på ham. "Kom du bare an!" sagde hun med et smil og så på ham. Hun tog atter mulen ned i jorden for at kaste noget op på ham igen.

Cazador

Han betragtede den flere farvede hoppe. Han kunne ikke lade være med at smile, det så meget morsomt ud da, hun havde slået boldkøter i sneen. Han nikkede, til svaret på det han sagde. Og igen blev smilet bragt på banen, han kunne ikke lade være, med at smile hver gang han kiggede på hende. Roligt slog han med halen, og sikke mange spørgsmål Geshia lige pludselig kom med. Blikket forlod ikke hoppens, skikkelse og han sagde roligt.

''Hvis jeg kunne flyve gennem natten, som en stille flagermus. Og mærke vindens sus. Suset fra vingeren, ville kærtegne vindens blive brise, suset i maven man ville kunne mærke, og ej være for uden''

Hurtig hoppede han til siden, og kunne nu ikke lade være med at le igen. Hun havde accepteret hans udfordring. Smilet pryde igen hans mule, og i samme sek. hun satte mulen i sneen. Gjorde han det samme. Han hyggede sig i denne hoppes selskab.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun så på ham da han snakkede. Hun kunne ikke lade vær med at tænke over om han mente det, at han godt kunne tænkte sig at flyve, eller om det blot var flere ordspil. Dog havde hun fundet ud af med ham at det ikke nyttede noget hvis hun blev ved med at stille spørgsmål, derfor forblev hun stille og nikkede blot.

Hun gjorde sig dog straks klar til krig igen. Sneboldkrig! Eller snekrig! Hun grinede højlydt, og ham med. Det var sjovt og hun nød det bestemt, mere en hun lige havde forventet at hun ville det. Det var egentlig ret smart fundet på! Bare de ikke skulle for tæt på hinanden. Hun tog atter mulen ned i jorden og kastede op på ham. Bag efter tog hun det dog i munden og spyttede efter ham. Lidt klamt, men vældig morsomt synes hun selv. Så længe at det ikke gik ud over hende! (xD) Typisk Geshia ting. Det var sjovt så længe tingene ikke gik ud over hende.

Cazador

Han betragtede, hvordan hoppen blev stille. Hvordan hun lige med et, var begyndt at lytte. Og ikke stille så mange spørgsmål. Han slog let med halen og vippede øren helt frem, mens han lod et smil komme frem. Da hun atter ville kæmpe i sne, kunne kan ikke lade være med at le højt, denne hoppe var bestemt unik. Han hoppede og sprang, til alle sider for at prøve ikke at blive ramt, det lykkes til tider men, meget sne fik han dog også på sig. Han kunne ikke lade være med at komme med nogle bukke spring, bare af ren fryd. Da hun tog sneen i munden, og spættede efter ham, stoppede han i et sek. op og kunne ikke lade være, med at ligge hoved på skrå. Det skulle hun ikke slippe godt fra. Han tog selv en ordenlig mundfuld, det var lige før hans tunge var frosset til is, så meget havde han i munden, og da det var godt smeltedet spyttede han selv en stråle efter hende, mens han stod med et letter undre blik, men ret hurtig knækkede hans facade og han begyndte, at skrald grine. Han blev en smugle forbavset, over sådan en fin herre som ham, overhoved kunne finde på sådan noget. Men tja hun var jo selv startet, og man skal jo være mod andre, som de er mod en selv.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Fornøjet slog hun med halen. Hun nød bestemt denne leg. Og det så ud som om at han godt kunne lide at hun ikke blev ved med at spørge så meget. Men det var ikke noget han skulle vænne sig til! For Geshia var ikke færdig med alle hendes spørgsmål, og det var ikke altid at hun havde så forfærdelig meget tålmodighed! Hun grinede selv da han grinede. Hun nød det bestemt når han grinede. Men han var heller ikke så kedelig som hun var begyndt at tro. Hun var jo stadig ung, så hun elskede når der var lidt gang i andre. Eller det gjorde hun nu. For der hvor hun kom fra var hun meget indelukket og stille, men hun havde besluttet sig for at starte et helt nyt liv, og prøve at være mere åben, og utroligt nok havde det hjulpet meget, men det var også overraskende nemt for hende!

Hun stoppede dog op da hun fik en stråle af sne og savl. "Adrk" sagde hun med et grin. "Sådanne noget gør man altså ikke" sagde hun og kom med et uskyldigt smil. Hendes olivengrønne øjne som i forvejen blev store blev lavet endnu større. Dog kunne hun ikke holde masken ret længe før at hun grinte. Hun skulle nok hellere have sagt: 'sådanne noget gør DU ikke'. For hun ville jo ikke have at han gjorde det, men hun var jo selv uden om det! Og hun var et eller andet sted faktisk også forberedt på det.

Cazador

Han kunne ikke lade være med at blive ved, med at grine. Da hun sagde som hun gjorde, han havde blot gjort det samme som hende, at hun ikke havde ramt, og han havde ramt plet. Kunne han jo ikke gøre noget ved. haha. Han slog let med halen mens han kiggede ind i hendes grønne øjne. Med et hoppede han frem i en roligt galop, og havde kursen lige i mod hende, nu skulle hun få sne. Han bumpende blidt ind i hende og håbede hun ville trille blidt ned i sneen, så han kunne give hende en 'vasker' XD lol.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun kunne ikke lade vær med at grine da han gjorde det. De lignede to mærkelige grinebidere de to. Men hun elskede jo at grine! Det gjorde at hun slappede mere af, eller hun fik afspændt alle musklerne. Og det var dejligt befriende.

Hun spændte dog fuldstændig op da han kom mod hende. Hun gik i panik. Hvad skulle hun gøre?! Hun følte at hun blev angribet. Forstået på den måde at hun jo ikke brød sig om nærkontakt. Hun sprang frem, men det var for sent. Han havde allerede stødt ind i hende og hun faldt ned i den kolde sne. Et hvin undslap fra hende. Mere rædselslagen end sjovt. Han vidste det selvfølgelig ikke, men hun kunne bare ikke lide det. Hun kendte ham ikke godt nok endnu til at han kunne gøre det mod hende. Det var også lidt med vilje at hun overreagerede, for hun var bange for at han ikke forstod det ellers. Hun ville dog ikke blive sur, det kunne man måske godt tro. Man skulle jo bare lige lære hende at kende først.

Cazador

Han lage mærke til, hvor dejligt varmt og livsbekræftende, denne hoppes grin var. Igen blev han revet lidt ud af vireligheden, og mærkede hvordan varmen strømmede gennem hans krop. Hun fik ham til at føle at han stod på en varm sommer eng, med den varme stemme hun havde. Og ikke mindst den varme latter hun havde. Efter han havde faret mod hende, og bumpet blidt og forsigtigt ind i hende, rejste han sig som lynet. I frygt for han havde gjort hende skade? Sådan som hun skreg!

Han stod og så ned på hende, med store øjne. For første gang så man det krystalblå øje fyldt med følelser, men denne gang frygt! Ellers var hans øjne altid tomme og intet kunne man tyde i dem. Men han stod der og så ned på hoppe, som om han havde knuset hver eneste lille knogle i hendes krop. Havde han virkelig, været for voldsom eller ? Han viste ikke sine levende råd. Hvad skulle han gøre? Han tog et par skridt tilbage, kiggede forvirret rundt. Og havde mest af alt lyst til at stikke af, så forskrækket var han blevet. Dog var hen ikke en hingst, der sådan stak halen mellem benene, så han blev ståeden og kiggede ned på den rødlige hoppe med de grønne øjne. What to do? Han ture slet ikke røre hende, ej heller at sige noget.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun mærkede godt hvor hurtigt han reagerede, og det var hun ham taknemlig for! Hun så på ham, hun havde et undskyldende udtryk, men hun følte af en eller anden grund at hun blev nød til det. Det gjorde hun altid når der var nogle der rørte ved hende. Hun var dog ikke sur. Hun kom hurtigt på benene og så ind i hans øjne, der for første gange vise en følelse; frygt. Hun mimrede med den hvide mule. "Undskyld, jeg overragerede, men jeg kan ikke lide at andre rør ved mig. Jeg stoler og kender dig endnu ikke godt nok endnu" sagde hun med den varme og blide stemme, helt rolig. Hendes sorte hale slog bag hende. Mon han ville blive sur over at hun overreagerede? Hun havde dog ikke regnet med at han ville tage det så alvorligt. Havde det virkelig lydt så alvorligt? Det havd det åbenbart, det kunne hun se på ham, men det var ikke meningen at skræmme livet ud af ham. Blot få ham væk. Hendes grønne øjnede blev ved med at se ind i hans øjne. Holdt dem fast. "Undskyld" sagde hun lidt lavere.

Cazador

Han ånde helt lettede op, da hun var kommet til sig selv. Og holdt op med at skrive, han var så bange for at han havde, gjort hende ondt. Da hun sagde undskyldt, nikkede han blot, og lod sig igen rive ind i 'sommerland' da hun talte. Hendes stemme var så varm, og fin. At han helt glemte hvor koldt der entelig var. Han følte han stod, der midt ude på en varm eng. Og nød solens stråler. Når hun sluttede, sin sætning. Mærkede han hvordan, kulden atter tog fat i ham. Endnu engang sagde hun undskyld og han brummede venlig til hende.

''De må ej undskylde frøken, det er mig der undskylder''

Han lavede et lille buk, foran hende for at vise. At han virkelig mente det han sagde. Det var ham der havde skubbet til hende, ham der havde overskredet hendes grænse. Og derfor ham der skulle, undskylde.

[/color][/blockquote][/blockquote]