Hvor skal man lede?..

Himmelen var hel hvid, fuldstændig lig jorden. Kun de nøgne træer, med deres lange snørklede brune arme, skildrede himmel var jorden. Den piblende fløjtelyd der så karakteristisk hørtes fra en ensom fugl i de nøgne krontoppe var at høre for Diego. Diego, som stod midt inde i skoven; mest af alt i færd med at grave efter eventuel føde. Her var ikke meget at komme efter, med mindre man var til kold bark med sne eller is på. Her var stille, men også et dejligt overblikkende udsyn. Sneen faldt nemlig ikke lige nu, kun den hvide himmel truede med det. Det var vel kun spørgsmål om tid før den ville vende over i en mere grålig farve, og derefter bryde ud i snevejr.

Med den plyssede pels, der varmede Diegos skind trygt, fortsatte hans mule på højtryk med at rode nysgerrigt i sneen. Men noget rørte på sig? Diegos hejste sit hoved hurtigt, før hans øre opmærksomt vendte og drejede sig omkring; i selskab med de levende og nysgerrige blik i de mørke øjne der så sig søgende omkring. Var her nogen eller noget?



[Reserveret til Geshia]

Hun stod inde mellem træerne. Her var koldt og hun frøs som altid. Hun havde ikke nogen specielt stor vinterpels, og hun plejede at varme sig ved hendes mor før hun kom hertil. Hun ville dog ikke varmes af nogen på denne ø, hun kendte endnu ikke nok til at hun ville det! Hun mimrede med den hvide mule. Hun satte dog frem i skridt, i en elegant skridt. Det eneste der gjorde hende synlig var hendes hvide aftegn. Hun vippede rundt med de forskelligfarvede øre. Det var brunt og hvidt. Hun vidste godt at hun var speciel af udseende, men hun lagde på ingen måde mere i det. Hun hadede heste der altid skulle føre sig frem. Dog kunne man jo godt vise sig fra sin pæne side!

Sneen var ikke i lige så tykt et lag som ude på engen og det var rart at gå her mellem træerne. Det var som om at det gav noget mere varme. Det var nok fordi at de dækkede for vinden.

Hun stoppede med et op da hun hørte nogle lyde lidt længere fremme. Hendes feminine krop blev en smule anspændt da hun ikke vidste hvad det var, og hun kunne ej se det. Her var mørkt, så det var svært. Hun brummede feminint, men varmt, for at finde ud af om det mon var en anden hest, for så ville den nok enten komme nærmere, eller svare hende?

Det kunne vel egentlig være farligt at begive sig på åben eng, en dag om i dag. Himmelen og jorden der var fuldstændig lig hinanden i farve, kunne da gøre en fuldstændig forvirret. Hverken se op eller ned på noget. Diego havde godt engang hørt fra nogle af de ældre tilbage i hans flok, at begive dig ud i sådan et vejr, hvis også der var snestorm, kunne bunde i mangel på koordination, og i værste fald død, hvis ingen fandt dig i dage, eller du selv fandt mad og drikke.

Men tilbage til denne skikkelse. Diegos mørke øjne der sprudlede livligt, fik straks øje på en skikkelse. Lyset der reflekterede i himmelen såvel som i sneen under ham, gjorde det svært at bedømme afstanden hen til denne skikkelse et godt stykke væk mellem træerne. Men hendes brummen havde han kunne ane, lige før han fik øje på hende. Hans plyssede øre vippede nysgerrigt, før han trådte frem, og begyndte at begive sig venlig sindet mod denne hest.

Snart kunne hun høre at denne hest begyndte at bevæge sig, eller dette dyr. Hun vidste endnu ikke hvad det var. Men der var noget der sagde til hende at dette var en hest, for det kom mod hende, og når den trådte i sneen lød det meget alla hendes lyde når hun trådte i sneen. Hun mimrede med den hvide mule og begav sig selv med elegante skridt frem mod hesten der kom mod hende. Og ganske rigtig, det var en rødlig hingst. Hun slog med den sorte hale bag sig og hendes olivengrønne øjne som udstrålede varme og glæde betragtede ham. Hun havde et smil om den hvide mule. "Goddag fremmede" sagde hun med den varme og blide stemme som hun ejede. "Jeg er Geshia" præsenterede hun sig selv og stoppede op et par meter fra ham, så han selv kunne tage det sidste skridt. Dog gik hun heller ikke for tæt på da hun ikke brød sig særlig meget om nærkontakt, og det havde de fleste hun havde mødt heldigvis accepteret. Undtagen 1, men ham gad hun ikke at tænke på. Det var faktisk mærkeligt for denne ene hingst som hun hadede, han formåede hele tiden at komme op i hendes tanker, dog ikke som noget positivt. Måske var hun bare blevet forskrækket over for dumme og respektløse nogle heste kunne være? Hun gad dog ikke at tænke mere på det nu. Hun kiggede nysgerrigt og tålmodigt på den fremmede foran hende.

I centrum af alt det hvide, fandt en elegant gående skikkelse sig vej mellem de snørklede stier man satte sig for, når man begav sig i skovende på Chibale. Duften af hoppe var tydelig snart, mens Diego roligt selv spadserede nysgerrigt imod denne hoppe. Hoppen med yderst specielle aftegn. Den sorte hale bed han sig mærke i, af en eller anden grund, før han stoppede pænt op, kort efter hun selv gjorde. Der var en passe anstand imellem dem, før hoppen straks præsenterede sig, med en varm og blid stemme. De plyssede rødbrune øre vippede sig nysgerrigt imod hoppens stemme, hvis navn var Geshia. Over hans mule, fandt der sig hurtigt et drenget og venligt smil sig vej. Han nikkede selv smidigt og hilsende i halsen, før hun atter mødte hans mørke øjne der besad det sprudlende, energiske og unge blik.

”Goddag Geshia. Mit navn er Diego.”
Svarede han roligt, mens den drengede og unge stemme spillede yderst venligtsindet for hende.

Hun nød denne hingst udstråling. Der var noget i ham der virkede til at han var en hingst der var frisk på noget sjovt. Han virkede stadig ung, men ej heller naiv og umoden. Hun havde et stort smil om den hvide mule og hendes hovede blev nysgerrigt taget på skrå. Geshia var endnu meget ung af sind. Det kunne også ses på hende. Hun var ikke hoppen der stod stille i længere tid, dog kunne hun godt tage ting seriøst. Hun slog med den sorte hale. Hun var i brunst og derfor så hun opmærksomt på ham, for at se hvordan han reagerede ved brunsten. Hun mimrede med mulen. "Heeej Diego, må jeg kalde dig Iego?" spurgte hun og var oprigtigt glad for det kaldenavn hun havde fundet. Det elskede hun, at finde på kaldenavne. Hendes grønne øjne der var fulde af liv betragtede ham. "Er du så her fra landet, eller udefra?" spurgte hun. Geshia var en meget spørgende hoppe, men det var måske meget godt?

Hvidt som landskabet var beklædt, nærmest strålede det op omkring den brogede hoppe, som bare en sjov form for skarpe linjer over de aftegn hun bar. Nysgerrigt og tilmed forundret, betragtede han hende med de mørke og unge øjne. Sprudlende så hans blik til, mens hans næseborer pludselig opfangede det. Duften! Duften af brunst. Han pustede dog roligt duften ud af næseborende, mens damp steg til vejrs fra hans hvide og smilende mule. Han slog lidt tanken ud af hovedet, selvom han vidste at han skulle holde sig pænt på denne afstand, da hoppen her trods af alt var meget attraktiv, rent udseendemæssigt. Men noget slog Diego en smule ud af kurs, da en kort undrende udtryk var at se over hans ansigt. Let røg hovedet en smule på sned, mens et lettere fortumlet smil lå over hans mule.

”Jeg ville nu bare fortrække Diego.”
Lød hans stemme venligt i den drengede og unge tone, mens en munter og små lattermild tone lød fra hans mule. En smule overbærende, med et smil; over om hoppen mon havde været alvorlig, eller om det blot var ren humor hun fyrrede af med det samme!

”Jeg er udefra; eller det er et par år siden nu.”
Svarede Diego da hoppen havde spurgt ind til hans status her i landet vel. Oprigtigt havde hans stemme lydt, mens hans øre vippede nysgerrigt imod hoppen; der virkede så munter og lystig af ren natur.

”Men hvad med dig selv? Jeg syntes ikke at jeg har stødt på dig før?”
Havde han hurtigt ført sætningen videre, med et imødekommende, drenget smil; mens hans øjne sprudlende og energisk havde set nysgerrigt til.