Where is the snow?

//Forbeholdt El cazador de sueños //

Vinteren lå tæt i hele landet, men ikke på denne ø. Den var stadig varm og lun, selvom natten. Forundret kiggede den røde hoppe rundt. Hvordan kunne det være, at lige denne ø ikke var påvirket af vinterens kulde? Det var ganske utroligt. Selvsikkert bevægede hun sig frem i sandet. Hendes farve passede fint til sandet. Rød. Her kunne hun skjule sig en anelse mere, end så mange andre steder. Men hendes røde farve var stadig en ulempe. Af alle de farver hun kunne have, så havde den på ingen måde nogle fordele. Sorte heste kunne gemme sig om natten, hvide heste gik i ét med sneen, grå heste passede fint ind i disen, gullige ville være svære at se i en ørken. Men hendes røde, den kunne konstant afsløre hende. Ligemeget hvor hun var, hvilken årstid det var. Men det generede ikke rigtig Lune. Hun frygtede ikke andre heste. Hun var fuld af mod og selvtillid, men hun var altid vågen i nærheden af hingste, især nu hvor hun var i brunst. Man kunne aldrig rigtig stole på dem. Alligevel valgte hun, at lukke et lyst vrinsk ud i luften. Var der mon andre heste på denne varme ø?

Cazador

Det var første gang, Cazador var på denne ø. Han Måtte erkende at, det var noget mærkeligt at komme fra de andre, kolde steder. Og så lige med ét stå her i dette lune land. Det var ikke til at se, at denne hingst var ny. Nok kunne de ældre, heste kende at han var ny, i og med de ikke havde set ham betræde, disse steder før. Men med det altid selvsikre ydre, lignede han mest af alt. En der ikke havde gjort, andet end at befinde sig på disse steder. Der gik ikke mange sek. før han opfangede en letter ukendt duft, nok var han hingst og duften af brunst, glemmer man aldrig. Men det var nu ikke så meget det der optog, hans mange sanser. Det var mere det, der befandt sig en fremmede i området.

Der kom et lyst vrinsk i mod ham, havde han ikke været blind. Var han sikkert blevet blændet af det lyse vrinsk, ikke bokstavlig men billegetagelidt, så smukt lyst et vrinsk. Havde aldrig kommet denne hingst for øre før nu. Det var som om lyden skinnede om kap med solen. Det var sådan en verden, denne hingst levede i. Det var som en drøm hvor alt blev fortolket meget stærkere, end det entelig skete.

Han vrinskede venligt og mildt tilbage, og stod stolt og rank. Og afventede den fremmede skulle komme til syne, det blinde øje var ikke til megen hjælp. Så han måtte vente på det krystalblå øje opfangede ejeren til det lyse vrinsk.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun stod i lidt tid og ventede på, at nogen skulle svare på hendes vrinsk. Heldigvis skulle hun ikke stå særlig længe og vente. Et hingstet og venligt vrinsk nåede hendes små ører. Et vrinsk hun endnu ikke var stødt på før. Glæden boblede en anelse i hende. Den røde hoppe kunne godt lide, at stifte nye bekendtskaber, også selvom det i dette tilfælde var en hingst. Lune dømte aldrig fremmed på forhånd, så selvom han var en hingst så var der ingen garanti for, at han ville opføre sig som så mange andre hingste. Ret så feminint svarede hun ham igen, blot for at lade ham vide, at hun havde hørt ham og var på vej i hans retning. Det rødlige sand var ret behageligt at gå på. Noget anderledes end den våde sne. En lille støvsky dannede sig om hendes hove, hver gang hun satte dem ned igen. Det var rart at være i varmen igen. Det føltes som en lille pause, i den ellers så lange og mørke vinter.

Hendes vinterpels var dog en anelse generende. Den var jo ikke skabt til denne varme. Så hun skulle helst ikke bevæge sig for hurtigt, for det ville hurtigt gå hen og blive alt for varmt. Heldigvis var den fremmed ikke så langt væk fra hende. Lidt længere fremme kunne hun se, en relativ stor skikkelse. Hans aftegn var ikke nogle man så hver dag, men Lune kunne lide dem. Venligt brummede hun til ham. Og i en passende afstand stoppede hun op. Kort lod hun de varme øjne køre over hans krop. "Goddag du fremmed hingst." Hendes lyse og varme stemme lød klart i stilheden mellem dem. Lune var høflig, for således var hun blevet opdraget.

Cazador

Han mærkede hvordan det varme sand, opslugte sine hove. Det var en skøn følelse, især når man lige har beværtet, sig på de kolde steder. Han mærkede hvordan, hans vinterpels begyndte at være ham til gene. Det var som et tykt varmt tæppe, der viklede sig om ham, og var lige ved at tage pusten fra ham. Men dette kunne ikke ses, på ham at han var en smugle ubekvemt med varmen og kombinationen af den tykke vinterpels.

Der gik ikke længe, før det blå øje. Opfangede en rød skikkelse i det fjerne, han var i et øjeblik i tvivl om, det var et fatamorgana da det røde kunne forveksles med sandet. Men så alligevel ikke, det var som om denne røde farve, var mere intenst end sandet. Igen stoppede den nye op et stykke fra ham, det havde han oplevet tidligere i dag også ved mødet med den anden hoppe. Det var som om de ikke ture, komme ham nær? Han smilet blot inden i sig selv, ved tanken. Da det ikke gjorde ham noget. Han er heller ikke selv den aller mest kropslige, her på jorden. Han nikkede da hun hilste med sin lyse stemme, og igen følte han sig helt blændet, af den lyse stemme.

Han betratkede blot den røde hoppe, og sagde ikke selv noget. Da han stod og sugede alle de nye indtryk dybt ind til sig.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Han svarede hende ikke, men det generede ikke Lune. Hun havde erfaret, at heste var meget anderledes i dette land. Hver enkelt individ var blevet opdraget, på hver sin måde. Så hun nikkede blot fint tilbage. Hurtigt havde hun lagt mærke til, at hans ene øje var blåt og det andet gråt. Var der mon sket ham noget? Det så ud som om, at hun fokuserede bedst med det blå øje. Det grå virkede, anderledes, som om han ikke kunne se med det? Kunne det passe? Lune havde endnu ikke mødt en hest, som ikke kunne se på det ene øje, så hun kendte ikke rigtig noget til det. For selvom hun virkede som en erfaren hoppe, ja så var hun jo slet ikke så gammel. Meget manglede hun at opdage og lære. Men det skulle jo nok komme.

Selvom hun ikke forventede et svar. Så valgte hun alligevel, at introducere sig helt. "Mit navn er Lune Rouge. Er du ny her i landet?" Roligt tog hun nogle få skridt tættere på ham. Han virkede hverken generet af hendes brunst, eller tilstedeværelse. Så hun turde godt nærme sig lidt mere. Forhåbentlig var han hverken som Seth eller Kodiak.

Cazador

Han bemærkede hvordan, hun betraktede hans øjne. Men det var han ved at være van til, han havde intet imod andre kiggede. Og hvis man så godt efter, kunne man se arret over det blinde øje. Han brummede og slog let med halen, han var ikke en hingst af mange ord. Men han havde erfaret at hopperne i dette land, vist godt kunne lide at stille en masse spørgsmål. Selv var spørgsmål ikke lige ham, han var mere typen der kunne lide, de spørgsmål man stilet i stilhed, og med tiden fik svar på. Selv var han en ældre herre, som havde en del livs erfaring, selv virkede denne hoppe, ung af sind men alligevel med masser af erfaring og viden gemt i sig.

Han kiggede på hende "Mig en fornøjelse at træffe dem frøken, Lune Rouge" sagde han med den milde, og altid rolige stemme. Men en smugle svag var den at lytte til. Ikke svag som i usikker nej. Men nærmest som en hvisken, da han ikke snakkede så tit så stemmen skulle, lige varmes op. Han sagde der efter med mild stemme, "El cazador de sueños" Da han lige som syntes, det var på sin plads hun i det mindste også fik hans navn af vide. Nu hvor hun havde været så høflig at fortælle hendes. Men svaret på hendes spørgsmål om han var ny i dette land, svarede han ikke på. Dette var ikke fordi han ikke ville eller ikke havde hørt, hendes spørgsmål. Men mon ikke svaret kom til hende hen af vejen.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun lod ham tage sin tid. Han mindede hende om en, men hvem det var kunne hun ikke huske. Det virkede bare som om, at hun havde mødt ham før. Eller en som ham. Hans stemme endte dog med at komme frem. En behagelig en af slagsen. En anelse svag i styrken, men stadig fuld af autoritet og selvbeherskelse. Med det samme fandt hun den ganske behagelig og hun slappede en anelse mere af. Det var rart, at han valgte at svare hende. For derefter at præsentere sig. Sikken et langt navn han dog havde! Hvordan skulle hun dog kunne huske det hele? Selvom Lune på ingen måde var dårlig til navne, så var dette længere end de fleste. Hun tog hovedet en anelse på sned, og kiggede derefter op på ham. "Må jeg kalde dig Cazador?" Hun slog afslappet med halen bag sig. Og trak det ene bagben under sig og støttede på det. Hvor mon han var kommet fra?

Cazador

Det var ikke første gang, han fik det blik, som hoppen Lune gav ham. Da hun fik hans lange navn præsenteret. Han var bekendt med dette var et langt navn, men for ham havde dette lange navn, sin helt egen betydning. Dette var navnet hans mor havde givet ham, og det passede også godt på ham. Det var spansk og betød Drømme fanger. Hvilket han også var, han elskede at drømme og leve i sin egen verden. Og til tider kunne han godt virke fjern for andre. Men altid havde han hjertet med i sine drømme og tanker, så vel også i virkligheden.

Han nikkede til at hun måtte kalde, ham lige hvad hun ønskede. Men han kunne alligevel ikke lade være med at komme med et skævt smil "Kun hvis jeg må, kalde dem Lune?" det var let at hører, at han var meget vel formuleret, og bestemt en høflig herre.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Et smil kom frem på hende, da han spurgte ind til, om han måtte kalde hende Lune. Hun kunne lide det navn. Bedre end Rouge. At kalde hende Rouge virkede for hende, ret underligt. Rød. Men Lune, som betød måne, det elskede hun. En fin lille rød måne. Men hun var slet ikke så uskyldig som så mange troede. Men hun vidste godt, hvordan hun skulle behandle andre. Så længe de respekterede hende og ikke virkede for kæphøje, så længe ville hun opføre sig ordenligt. Hvis de krydsede hendes grænser, ja så ville hun da hurtigt sætte dem på plads. Men hun troede ikke, at Cazador ville gøre noget som helst forkert. Han virkede som en meget anstændig herre.

"Det kan du tro at du må." Hendes stemme var lys og kæk. Fuld af liv. Kort rystede hun på hovedet, så den lange mane faldt rigtigt på plads igen. Hvad hun skulle stille op med denne hingst, var hun dog lidt usikker på. Hun ville jo heller ikke presse ham med for mange spørgsmål.

Cazador

Han fornemmede smilet, der kom fra Lune. Han syntes selv dette navn passede godt til hende. Som en rød måne, selv elskede han månen over alt på jorden, så hvad var mere passende, end at kalde den venlige hoppe ved hendes månenavn. Han slog blidt med halen og betragtede den røde hoppe, som næsten gik i et med det varme sand.

Han mærkede hvordan denne hoppes hjerte bankede, for retfærdighed. Han lod sit ene blik glide hen over hoppen, mens han stille sagde. "Retfærdighed i dit bryst banker, mon der er flere tanker?" Han var typen der når han endelig sagde noget, snakkede i gåder, digte og poesi. Sådan var han bare og han kunne ikke lade være, det kom bare til ham. Før han overhoved havde tænkt over det, havde han allerede sagt det. Han følte sig i godt selvskab, med Lune hun virkede nede på jorden, og af samme støbning som ham selv. Man behandler andre som man gerne vil have de, behandler en selv.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Undrende tog hun hovedet på sned. Endnu en der snakkede i gåder og smukke ord. Nu vidste hun hvem han mindede hende om! Den grå hingst! Den første hingst hun mødte i dette land. Ak ja! Nu hun tænkte over det, så virkede de så ens. Bortset fra farven selvfølgelig. Derfor var hun afslappet i Cazador's selskab. Hans sind var som den grå! Retfærdighed? Hvordan kunne han vide, at hun gik op i det. Hun havde jo på ingen måde nævnt det. Endnu engang smilede hun fint til ham. Hun kunne lide sådan nogle gåder, hun var bare så dårlig til, at løse dem. "Jeg har mange tanker i mit hjerte og i mit sind." Et tilfreds brum kom fra hende. "Hvad med dig Cazador? Hvad banker dit hjerte for?" Hendes ord var meget mere lige til end hans. Men mon ikke de i bund og grund havde lidt samme mening?

Cazador

Han kunne lide det blik Lune fik i øjne. Efter han havde sagt, som han nu gjorde. Det var ikke fordi han på nogen måde havde, fået fortalt. At hun gik op i det, det var som en drøm. Som om han havde set og hørt fra nogen eller noget. At sådan var denne hoppe. Det var nok tit det der skæmte nogle af de andre væk.

Han syntes også rigtig godt, om hendes modspil. Det var ikke alle der kunne spille, med på de mange ting han kom med. Øren blev vippet helt frem, og det krystalblå øje gled blidt, hen over den røde hoppe mens han svarede.

''Jeg er ligesom et snefnug, højt oppe over himmelen, indtil jeg falder. Et spørgsmål fare igennem hovedet på mig i samme hastighed som lysets. Mit hjerte banker, ikke blot for mig selv. Men alle dem jeg har nær mig. Ej at forglemme, dem jeg blot lige har lært at kende. Intet ondt kommer jeg med, ej heller fred. Jeg er helt min egen, og spørg mig ej. Hvis du ikke sandheden vil hører''

Da han havde sluttet sin, lange sætning. Kiggede han blot på hoppen. Det var ikke som sådan et svar på det hun spurgte om, men som hun nok havde erfaret allerede, var han ikke så meget for de spørgsmål der. Og det med at give et svar var heller ikke lige ham, for igen svaret skulle nok komme. Men alligevel var det dog et svar, for det var lidt om ham. Hvem han var og hvad hans hjerte faktisk bankede for.

[/color][/blockquote][/blockquote]

/ Out