..Forfulgt af andet end sjæle

Mine bevægelser, går igennem skovens tætte træer, med ret præciserende bevægelser. Jeg har altid færdes her, igennem alle mine tre år. Jeg er jo født her, og er måske derfor også en af dem der kender området allerbedst. Mine grå øre, er vippet en smule bagud, mens jeg bevæger mig af sted, imellem de tætte træer.
De mørke, næsten sorte øjne, glider hele tiden opmærksomt frem foran mig, for jeg er aldeles ikke interesseret i pludselig at blive overrasket af en eller anden fremmed sjæl. Min færden fører mig ned til den skovsø, der ligger i midten af den store skov, godt gemt imellem træerne. Ikke mange søger så langt ind imellem træerne som jeg gør. Men jeg kender området, og de mange små stier, som mange andre ikke kender til. Svirper med den sorte hale, idet jeg standser nede ved søen, med blikket hvilende derud. I en lidt voldsom bevægelse, lader jeg mine forben ramme imod det kolde, næsten isnende vand, og bevæger mig længere ud, til mine bagben til sidst også rammer imod vandet. Mine øre vippes nu helt bagud, idet jeg smider det ene forben hårdt ned i vandets overflade, så vandet sprøjter op langs mine side. Det er koldt, ganske rigtigt. Men det jeg ønsker ligenu, er at mindske den duft af brunst, der hænger ved mig.
Min hale slår jeg fra side til side, ned i vandet, for at få duften fra mig, ved at vaske halen, og mine ben, så godt som det nu er muligt. Men det er ikke særlig længe jeg kan stå i det kolde vand, og jeg må derfor også trippe op til sneen og jorden igen, og stå der, med dryppende ben og pels. Svirper lidt med halen, som nu er våd. Knejser nakken hårdt op, og skuler en anelse omkring mig selv, for at se, om nogen skulle have fundet mig, eller være fulgt efter mig. Hele tiden, er min nakke knejst, og kroppen samlet, og hvis det ikke var for de feminine former, og duften, ville man nok med det blotte øje, godt kunne tro at jeg var en hingsteplag, med den holdning jeg står med.

Cazador

Den brun plettede hingst, kom roligt traven. Dette var første gang han havde sat sine hove, her i denne skov. Men dette kunne ej ses, han lignede en der ikke havde, lavet andet end at betræde disse jorde hele livet. Dette var en af de mange enskaber, denne hingst var i besiddelse af. Det blinde øje, var ikke til megen hjælp nu hvor han skulle, tave ind og ud mellem de mange træer. Men her kom hans skarpe sanser ham til gode. Han fornemmede hver eneste træ længe før, han overhoved skulle tage stilling til at undvige. Og det så enormt elegant ud som han kom traven, der ind og ud mellem de mange store træer. Han ville ikke selv erkende det, men han var nok faret en smugle vildt, han var ikke kend i dette nye land. Men endnu engang var dette ikke noget man kunne, se eller fornemme på ham. Det blinde øje stirre altid tomt lige ud i luften som om det så ting, som ingen andre kunne se. Han var i sin egen verden lige nu. Den verden han holdet mest af at være i nemlig han 'drømmeverden' det var stadig som om det var en, lang drøm han befandt sig i. Og det entelig ikke var gået op for ham dette var virkeligheden. Han var jo ny i denne vidunderlige verden, men måske var det endnu ikke gået helt op for ham.

Der gik ikke længe før han fik færten, af en anden hest i det fjerne. Han stoppede op og vippede med øren det krystalblå øje kiggede rundt for at se om det kunne opfange, ejerne af den nye duft. Men Ak, det var ikke til at få øje på nogen eller noget. Han satte stille frem i skridt og ikke længe efter fik han øje på den fremmede. Ved den lille sø, stod en anden hest, ved første øjekast hingsteplag? Og plaskende i det kolde klare vand. Han blev på af stand og betratkede den fremmede. Han var ikke lige frem typen der tog det første skridt.

[/color][/blockquote][/blockquote]

De mørke øjne, hviler ind imellem træerne, der er så tætte at de sagtens kan skjule dem, som er brunlige, ligesom træernes stammer selv er. Men den hingst der kommer travende, kan ikke skjules, for nok er han brun, men de hvide pletter og hans hovslag imod sneen, afslører ham ret hurtigt. Jeg er godt klar over, at min holdning er meget hingstet, og dette er så sandelig også meningen. For lugten af brunst, som er over mig, tiltrækker dem, og dermed kan min påtagede holdning måske holder dem fra mig, da jeg ikke ønsker dem i min nærhed. Men det er for sent.
For selvom jeg står der, tæt på søen, er han nu komme helt tæt på, ifølge mig. Og han er standset. Jeg er opdaget, men måske ikke pga. min lugt, men måske mere pga. det larm jeg før lavede, grundet det plaskende vand.

Mine grå øre, vipper omkring, inden de falder bagud i den skrå holdning. Mit hoved kastes med, og dermed krakelerer den hingstede holdning, i hele min krop. Bringen falder mere ind på plads, nakken bliver almindelig strukket, og ikke knejst, og de tilbagelænede øre vippes kort fremad, inden de igen falder tilbage. Jeg er godt klar over, man nu kan se, at jeg ikke er en hingst, men i stedet en ganske ung hoppe, på kun de 3 år. I en hurtig bevægelse, træder jeg et skridt bagud, og sidelæns, så min ene baghov rammer imod vandets kant, så det plasker en smule op af mit bagben, hvilket gør at mine næsebor bliver udspilede, grundet kulden. Idet jeg fnyser en smule forlader en diset tåge mine næsebor, grundet den varme jeg udsender fra lungerne, går i stor kontrast til den kulde der er omkring os. Usikkerheden der er i mig, viser jeg ikke særlig meget, fordi den hårdere og mere maskulin facade er lagt frem; men læser man mellem linjerne, er det jo nok egentlig ganske tydeligt, på min trippen frem og tilbage, at jeg ikke just er tryg med situationen. Men hvad jeg skal sige.. Det ved jeg ikke. For selskaber, dem har jeg ikke ligefrem haft mange af.

Cazador

Han opdagede hurtig, at den fremmede nu også havde fået øje på ham. Men det tog han nu ikke så tungt. I første øjekast troede han, dette var en ung hingst. Men da 'skaberriet' begyndte stod det klar fast, dette var en ung hoppe. Ilder som ilden og krop umulig som alle de andre. Han var ikke en hingst, der havde brugt forfærtelig meget tid på de hopper der. Nok fordi det ilter temperment og de mange humør svingninger ikke sagde ham så meget. Nej så heller være i eget selvskab, med sine drømme og tanker. Dette var der han følte sig hjemme. Han kunne ikke lade være med at smile, af den unge hoppes udbrud han så for sig en, vulkan i udbrud jorden skælvede og ilden stod til alle sider. Han var en drømmens herre, og så alt for sig som var det en drøm, det var sådan han var. Han så og oplevede ting på en anden måde, end andre gjorde. Og det var nok det der gjorde ham til den han er. Det generede ham ikke, men nogle gange kunne han helt forveksle virkligheden med en drøm. Selv om det ikke var tit han sagde noget, kunne han ikke lade være i denne situation "Vulkaner er farlige end de ser ud, men inderst inde gemmer et varmt hjerte." han snakkede tit i gåde, og det var ikke altid man helt forstod, hvad han lige snakkede om. Men her hentyde han til det ilder udbrud hun lige havde haft. Men at han var sikker på der gemte sig en varm og venlig hoppe under alt dette. Om han var sikker i sin sag, nej det var han ikke. Men nogle gange må man bare, følge sin indskydelse.

Han stod stadig hvor han hele tiden, havde stået og betragtede blot den fremmede. Og sagde ikke mere end den ene sætning. Hvad mon hun var for en? Han var sikker på, hun ikke var ret gammel måske 3-4år selv var han en ældre herre, og dette kunne nok nemt ses, i den pæne og rolige holdning han havde. Intet skæmte denne hingst.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Mit udbrud der før kom, ser ikke ud til at have skræmt den brune hingst væk, men han er samtidig heller ikke trådt tættere på mig, hvilket er hovedsagen. Men jeg har ikke oplevet, at mine selskaber blot er blevet.. stående? At de ikke er kommet tættere på, og heller ikke at de ikke blot er bakket væk. Nej, han står bare der. Henover min ene skulder, har jeg et fint lille ar, en ridse er det vel nærmest. Arret er fra min første nærkamp, og det er vel egentlig en fin reminder til mig selv, om at det altså har været gået galt en enkelt gang før.
Længe står jeg og stirrer imod ham, men aldrig i hans øjne. Overhovedet. Der skal de ikke lande. I stedet er de rettet ’henover’ ham, som om jeg kigger på ham, men alligevel lidt bag ham. Da hans stemme pludselig bryder stilheden, er det ord, som jeg ikke er forberedt på, overhovedet. Han spørger mig ikke om noget. Kræver ikke noget. Han taler bare, ud i den blå luft. Dette får mig kort til at tabe ’mælet’, og derfor ryger mit ene øre fremad, mens mine øjne misses en smule skeptisk sammen. Hvad er det dog, han står og fabler om?
Ryster mit hoved, ikke på sådan en ’du er da dum’ eller ’nej nej nej’ måde, men en rysten på hovedet, der lige skal samle mig.

,,Hvad.. Hvad sagde du lige?”

Mine øjne hviler nu lidt imod ham, men ikke i hans øjne. Nok mere i mod hans pande, og mule. Mine øre vipper kort igen, men de finder igen vej bagud, skråt. Dog ikke vred eller truende, men heller ikke venligsindet og imødekommende. For første gang i lang tid, står jeg nogenlunde roligt, uden mine muskler er alt for spændte. Men at smide facaden og lade tingene komme og gå, det kommer jeg nok ikke til, nogensinde. Hvem skulle kunne det, med den opvækst og de oplevelser jeg har haft.

Cazador

Han kunne fornemme på hoppen, at hun ikke var van til sådan et selskab. Som han bød på det var ikke tit, han faktisk spurgte om noget, da han viste svaner nok skulle komme til ham, før eller siden. Hans krystalblå øje hvilede på hende, men uden at vise nogen form, for førelse. Man kunne ikke tolke ham på hans krops sprog. Da han var som en lukket bog. Ikke på nogen ond måde men blot, at han var god til at styre sine følelser og krops sprog. Denne hoppe virkede fortvivlet af sind, men alligevel var der noget, ganske roligt over hende. Han kunne ikke rigtigt sætte hov på hvad det var, men der var bare et eller andet. Hans øje strejfede hendes skulder, hvor han så hendes ar, selv havde han også et år. Over det blinde går øje.

Han kiggede blot på hende, da hun spurgte ham efter, hvad han havde sagt. Var hoppen mon døv eller forstod hun bare ikke hans sprog? Nej det kunne ikke være det, for selv kunne han forstå hende. Men måske hun var døv så? Heller ikke det trorede han var muligt, for hun vippede med øren, som en hest der havde en fin hørelse. Og endda måske lidt mere til? Efter at have stået lidt og kiggede på hende sagde han blot.

''Væsner er som en vulkan. Fyldt med farver, og facader, fyldt med ulmeene følelser
der når de bryder ud. Kan forårsage død, sorg og smerte.

Mere sagde han ikke, han var ikke en hingst. Fyldt med masser af ord. Men når han endelig sagde noget snakkede han som var han i en drøm, som om han snakkede i gåder eller former for digte. Men der var altid sandhed bag hans meget overvejede ord. Når han endelig sagde noget.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Da mine øjne ramler kort henover hans, bemærker jeg noget mærkværdigt. Det ene øje er helt blåt, og det andet er gråt. Det har jeg aldrig oplevet før, og det får mine øre til at vippe en anelse rundt, tænkende og overvejende. Men det går ikke længe før mine tanker bliver stoppet igen, fordi jeg i stedet holder øje med hans bevægelser. Men dem er der ikke mange af. Han står egentlig bare og kigger på mig, som om jeg er dum. Men det synes han måske også jeg er, da jeg spurgte hvad han lige sagde. Døv, det er jeg ikke. Men jeg har aldrig hørt en tale i denne form for gådesprog.

Da han igen taler, vippes mit ene øre lyttende frem imod ham. Han er den første, der har set begge mine øre fremme, som de før var, men det var nok mere fordi jeg mere eller mindre blev ganske forbavset over den måde han fik udtalt ordene på. Og nu gør han det igen. Men med flere ord denne gang.
Kort kniber jeg mine øjne en smule i, tænkende, inden jeg så lader min stemme bryde frem igen.

,,Hmm.. Du taler ikke som alle de andre, i det her land.”

Det bliver min kommentar til det. Jeg er ikke en drømmende hest. Kun i smug. Og den drømmende hest, får andre ikke at se eller føle. For jeg har en facade at holde oppe, for at beskytte mig selv imod flere nederlag. Mit hoved ryger kort på sned, mens jeg træder et enkelt skridt fremad, med overvejende, og ikke særlig standhaftigt, for jeg er aldrig trådt tættere på nogen, af mig selv. Det er dem der har gjort det. Men min nysgerrighed præger mig unge sind, og presser mig derfor det ene skridt fremad.

Cazador

Han lod stadig sit blik, hvile let på den fremmede hoppe. Hun virkede som en fyrrig ganger, der havde mange ting at skjule. Som om hun havde en hård facade for ikke at blive såret? Han gjorde intet, men stod blot og kiggede på hende. Han lod mærke til hvordan den store, skov om sluttede dem begge, hvordan det hele virkede så eventyrligt. Han havde ikke befundet, sig meget i skoven. Ikke fordi han ikke brød sig om skoven, det var skam ikke derfor. Men han følte intet, behov for at gemme sig dybt, i disse træer. Han havde intet at skjule, intet at beskytte. Han var ikke som en åben bog, men derfor kunne man alligevel hurtig fornemme, han var en hingst. Der hvilede godt i sig selv, og ikke havde noget ondt at komme med. Da hoppen sagde, at han snakkede anderledes end andre, her på disse egne. Nikkede han blot. Nærmest som en tak, og som tegn på at han havde hørt hvad hun sagde. Han svare dog ikke på tiltage. Spørgsål og svar, var ikke så meget ham. Ikke fordi han, ikke ville stille eller svare spørgsmål. Men han var af den holdning, svar skulle nok komme til en. Uanset om spørgsmålet var blevet stilede højt, eller blot inden i sig selv.

Selv virkede denne hoppe, som en kløgtig skabning. Ingen tvivl om dette, men der var alligevel så mange ting ved denne hoppe, der fik ham helt til at dvale, ved sine tanker. Som om ulykkerne hang over hoved på hende. Han lukkede sine øjne, i takt med hun gik ham en smugle nærmer. Han vippede øren helt frem, for at følge hendes, mindste bevægelser. Hver eneste lille muskel, hun spændte i sin spæde krop. Han fulgte med i det hele, ej for at bruge det til noget. For selv stod han rank og flot, som var han konge i dette land. Ej dog at forveksle med at han aldrig, så ned på nogen. Han var ikke mere værd, end denne skabning der stod, her foran ham. Mens han stod, der med sine øjne lukket. Sagde han med sin rolige, og selvsikre ryst.

''Jeg gemmer mig, bag mit slør og min facade, udadtil har jeg det rigtig godt, men indadtil har jeg det ikke godt, jeg prøver at udfylde andres behov, men glemmer helt mine egne, jeg hænger fast i fortiden, men prøver på at lægge den bag mig.''

Hvorfor han kom med denne sætning, viste han ikke helt. Men det var som en drøm, en lille stemme der hviskede ham i øret. Og fortalte noget om denne hoppe, om det var korrekt viste han ikke. Og han tænkte aldrig over de ting der blev sagt, i det sek. han kom med dem. Først da han havde sagt det sidste ord. Kom han til at tænke, over hvad mon det betød. Var det hende der havde en byrde at bære på? For selv led han ikke af nogen sorg, ikke som ham fortalte om, og ej heller noget som nogen kunne se eller mærke. Havde denne fyrrige vulkan, mon lidt under noget? Måske fik han aldrig svar, og måske gjorde han? Men for nu var dette stadig uvist. Og han åbnede sine øjne, og kiggede direkte på den fremmede skikkelse.

[/color][/blockquote][/blockquote]

De mørke øjne, hviler frem imod den hingst der er foran. Brun, med mørkere man og hale, men med lyse pletter på bagparten. Sådanne pletter har jeg ikke før, aldrig faktisk. Men man lærer jo vel også noget nyt hver dag. Noget rammer hele tiden mine næsebor i disse dage; nye lugte, fordi så mange nye åbenbart kommer til. Hvordan de havner her, det aner jeg ikke. For jeg er jo selv født inde i dette land, så for mig, er der ingen andre lande, udover dette.
Den brune hingst, rykker sig hverken fra mig, eller tættere på, og det passer mig ganske godt. For så er det mig, der dermed kan finde ud af, hvilken afstand vi skal have. Mit hoved er ikke voldsomt hævet, men det er heller ikke lagt underdanigt ned. Overhovedet. Det holder sig blot ganske neutral, da jeg ikke kan se nogen grund til at hæve hovedet op, når hingsten foran mig ingen tegn viser på, at ville angribe eller dominere.

Da hans øjne lukkes, kniber jeg mine skeptisk sammen, mens jeg betragtende ser over ham. Men jeg bliver stoppet i det, fordi hans stemme nu bryder stilheden igen. Denne gang, med endnu en omgang gådesnak, som aldeles ikke falder mig naturligt. Men jeg forstår skam godt hvad han siger. Hiver mit hoved en anelse op, da det han siger, godt kunne være henvendt til mig. Fnyser dæmpet, og virrer kort med hovedet endnu en gang.

,,Det er en omgang gådesnak, du snakker.”

Mumler jeg en smule. Jeg besvarer det ikke med gåder, for jeg kan ingen. Kun nogle helt få og simple, men de er personlige, og skal ikke ud til en fremmed hingst, mener jeg i hvert fald ikke. Kort træder jeg igen bagud. Min nysgerrighed er der stadig, men jeg vil bare ikke stå så ’tæt’ alligevel.

Cazador

Han havde fornemmet, at denne unge hoppe. Ikke havde så meget at sige. Og det passede ham nu også fint, selv virkede hun en smugle skeptisk, ved hele stirationene. Han forstod hende godt. Det var ikke sådan at møde ny, og selv var han en mærkelig type, ikke ond på nogen måde. Godheden selv, men han var ærlig og snakkede i gåder som hun nu mente, selv om det til tider gav god mening for ham selv.

Kort nikkede han til hoppen og smilet kom frem om hans mule. Hun var en spøjs en, men på den gode måde. Han forventede ingen svar på de ting han sagde, nok fordi det mere var ting han sagde, højt til sig selv. Han kunne dog alligevel se, at den unge hoppe reflekterende over det han havde sagt. Som om det faktisk passede godt til hende. Han slog let med halen, og selv mærkede han at hun, var tilfreds med af standen. Selv havde han ikke noget i mod at komme tætter på, men han respekterende at hun havde det bedst sådan. Selv vippede han øren helt frem, og kiggede på hende med et venligt blik. Det var stadig som om, denne unge hoppe bar på tunge byrder. Eller noget nagede hende, men han ville ikke grave det kom jo ikke ham ved. Han stak mulen lidt frem, for at opfange hendes duft. Han davlede lidt ind i sin drømme verden, og rettede sig ikke op igen, det var som om mulen og halsen var hang der i luften. Som om han ventede på noget. Men det gjorde han ikke.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Den brune hingst, med pletterne på bagen, er ikke som andre jeg lige har mødt i dette land. Men nu har jeg heller ikke mødt så pokkers mange. Men han er anderledes på den måde, at han taler, uden at kræve et svar. Han kræver ikke, at jeg lader min stemme flyde frem, faktisk, så kræver han nærmest ingenting. Han mindsker heller ikke afstanden imellem os, som jeg nok egentlig havde regnet med; og det behager mig skam!

Mine øre vipper kort omkring, inden de finder deres mere vante plads bagud. Ikke helt nede i nakken, men bagud på en skeptisk måde, mens mine øjne studerer hans træk en smule. Og dér, der ved det ene øje, er der noget jeg ikke har set før. Det ser nærmest gråligt ud, som om en tåge hænger over det, selvom jeg jo godt ved, at det ikke kan lade sig gøre, overhovedet. Men hvad er det så? Mimre tænkende med mulen, og i et kort øjeblik tager jeg mig selv i, faktisk at være trådt ham et skridt nærmere, af ren nysgerrighed. Dette får mig til at virrer med hovedet, og træde to skridt bagud igen. Jeg skal aldeles ikke derhen, skal jeg? Svirper med den sorte hale bag mig, inden jeg skuler omkring os, tænkende og skeptisk, men vi er alene. Han har ikke taget andre med sig; heldigvis!

Cazador

Han kunne ikke lade være med at betrakte, hende hvordan hun virkede så mistroisk. Han ville hende intet ondt, langt fra. Han brummede roligt, og lod hans hoved sænke. Han var ikke ude på ballade af nogen form. Roligt, betragtede han hvordan hun havde, trådt ham ét skridt nærmer, mens hun havde kigget på hans blinde øje, hvor han også havde et ar hen over. Hun gik dog hurtig 2 skridt tilbage. Selv rørte han sig ikke ud af stedet, nok fordi han kunne fornemme hvor usikker denne hoppe var. Han brummede roligt og sagde venligt.

''Mit navn er El Cazador De Sueños , hvem er de frøken?''

[/color][/blockquote][/blockquote]

Kort virrer mit hoved en smule op og til siden, inden jeg igen genvinder den mere rolige væremåde, og derefter falder der en nogenlunde ro over min krop, men jeg er ikke afslappet. Slet ikke. Jeg tror aldrig jeg er afslappet i nogens selskab; for hvordan skulle jeg kunne være det, når mine selskaber som regel har misforstået alle mine signaler, eller blot har ignoreret dem? Dog virker denne Gådehingst, til ikke at træde over nogle grænser af mine, endnu i hvert fald. Hans stemme kommer frem, og denne gang er det ikke gådesnak. Det er i stedet en præsentation, af ham selv, og derefter en forspørgsel om at vide, hvem jeg er.

,,Hvem jeg er? Det kan jeg ikke svare på. Men mit navn er Asira”

Besvarer jeg ham kort, inden jeg knejser nakken lidt op, så jeg kan få mit hoved lidt beskyttende ind foran min hals, af ren instinkt overfor denne fremmede sjæl. Hvem jeg er, kan jeg ikke svare på. For jeg ved det ikke selv. Men jeg er godt klar over, han jo bare ønsker mit navn, og det fik han også.

/ Out hvis det er vil jeg super gerne starte en ny tråd, nu hvor de kender hinandens navne