Mod kysten

Den sorte hoppe, som endeligt var stødt på den hingst, der vel havde skræmt hende - havde fremspurgt ham om hvorfor han havde danset med slangerne. Normalt reaktion ville være, at han havde besvaret hende, men at han valgte at smide et spørgsmål tilbage i hovedet på hende, fik den sorte hoppe til at hæve hovedet med ørerne let lagt tilbage - en sådan handling var ganske uhøflig der hvor hun kom fra; for at besvare et spørgsmål, med et spørgsmål, var kun noget man gjorde, hvis ikke man havde et reelt svar og var bange for at indrømme det. Leonora fnøs ganske kort, lavt, inden hendes blå øjne veg fra ham. I og med han havde trukket dette kort han nu havde, havde han hylet hende en smule ud af den. Hvis ikke hun nu var, som hun var nu, ville hun have irettesat ham og spurgt hvordan han kunne være så uhøflig at agere som han gjorde; men hun var ustabil, ødelagt. Alt det der var sket for hende, havde sat den autoritære hoppe som hun havde været, let ud af spil. Hun kunne stadig hive elementer frem og fremstå stærk, men kun i korte perioder. Hun fnøs endnu engang, inden hun drejede hovedet tilbage imod den sorte Seth, og derpå begyndte hendes stemme at forme ord.

,,Du svarede ikke mit spørgsmål..”

Begyndte hun. Det l bare for dybt i hende, at tillade ham bare at affærdige hendes spørgsmål så let. Selvom hendes psyke nok bare søgte at få fred, gav hun den ikke lod endnu. Hun veg derpå blikket væk, mens hun afventede svaret fra den sorte hingst. Kom han med endnu et modspørgsmål, ville hun nok ikke kunne holde den nervøse og ødelagte ’hoppe’ som der var indeni hende tilbage, og det ville let kunne resultere i at hun søgte væk, for at undgå at blive frittet for flere spørgsmål.

På trods af hendes tydelige tegn på, at hun er vant til at stå højt i hierarkiet, er der alligevel et eller andet, der trækker hende ud af hendes autoritære rolle. Var hun ikke det, havde hun måske vovet sig til at give mig en reprimande - hendes tilbagelagte ører og hendes fnys fortæller mig i hvert fald, at hun ikke finder det særlig høfligt, at jeg i stedet for at svare på hendes spørgsmål blot stiller hende et nyt. Det kan jeg godt give hende ret i, for selvom jeg vælger at gøre noget andet, så har jeg absolut opdragelsen på plads. Nogle gange er det bare sjovere at skubbe den til siden.

,,Og nu svarer du ikke på mit.”

Roligt lægger jeg hovedet en anelse på skrå og lader mit blik hvile på hende. Jeg ved ikke, hvordan hun vil reagere på, at jeg endnu en gang taler uden om, men det er ikke min intention, at hun skal gå allerede. Derfor lader jeg hendes spørgsmål genlyde i mit hoved. Et spørgsmål, der lød på, hvorfor jeg rendte rundt ude ved slangerne. Et højst besynderligt spørgsmål, som jeg aldrig er blevet stillet eller nogensinde ville stille en anden. I et ryk drejer jeg hovedet til siden, ind mod det område, som jeg bevægede mig rundt i. Det område, hvor hun mener, at disse slanger skulle være.

,,Når vi befinder os på denne ø, må vi vel acceptere, at den også har andre beboere. Nok løber vi en risiko, når vi krydser øen, men jeg frygter dem ikke, Leonora. Hvorfor skulle jeg?”

[/size][/color]

Den sære stemning der lå over den ravnsorte hingst, der dansede med slangerne, var ikke en, som Leonora umiddelbart brød sig om. Nok var hun typen, der trods hendes ustabile indre, kunne sætte en facade op, men den var ikke let at holde, når hendes selskab tydeligt kunne pille den ned, ved at opfører sig stik modsat hvad han vel egentlig burde. Eller, det kunne den sorte hoppe jo sådan set ikke udtale sig om, for hun kendte ej denne sjæl, men efter hendes normer og vaner, efter hendes opdragelse, var den sorte hingst uhøflig og utilregnelig, og derfor havde hun det vel lidt svært, med at stå overfor ham. Hans modsvar fik hende endnu engang til at stikke i et fnys, for at være så ’fræk’ som hun anså det, at fortælle hende, at hun nu heller ikke svarede på hans, var ikke passende. Det gjorde man ikke. Selvfølgelig svarede hun ej på hans, fordi han havde undladt at svare på hendes.

,,Seth, ønsker man at indgå en samtale, og ikke en krydsild af modsvarende spørgsmål, må man holde på høfligheden. Jeg svarede ikke på dit, fordi du endnu ikke havde svaret på mit første, ganske simpelt. Og hvorfor frygte slangerne? Fordi de kan tage livet, både fra dig og mig, hvis de ønsker det.”

Hendes sidste ord blev umådeligt vage, fordi de minder, hun så inderligt ønskede at fortrænge, for alvor dukkede frem igen, ved den drejning som samtalen tog. Hun måtte på en måde fortælle, indirekte, at hun havde oplevet tabet af en, ved slangernes tand, for at sige hvorfor man skulle frygte slangerne. Dog forstod hun ikke, hvorfor denne hingst ikke kunne se det åbenlyse i, at slangerne var farlige - men måske han blot formåede at danse på slangernes principper? Den sorte Leonora havde trukket hovedet op og en smule mere til sig, med ørerne lagte; for hun følte allerede nu, at samtalen var for personligt mindet på hende. Hun prustede kort, en anelse anstrengt, alt imens hun ventede på, hvad den ravnsorte hingst skulle sige til de ord, hun lige havde sagt.

[Out - Ønsker du at fortsætte tråden, så skriv, så fortsætte vi ]