Et tæppe af sne

Han svarer mig ikke. I stedet går hen et skridt væk fra mig. Til siden. Per refleks reagere mit indre. Jeg er på vagt. Han skærer tænder. Jeg bryder mig ikke så meget om det. Hvad nu, hvis han pludselig ændrer adfærd igen? Men denne gang er jeg en smule mere forberedt. Jeg kan dog ikke vide, hvad han har i tankerne. Indtilvidere bliver jeg stående. Selvom min fornuft fortæller mig, at jeg skal være på vagt, så fortæller mine hormoner mig, at jeg ikke skal forlade ham. Men lige så hurtigt som han ændrede adfærd, lige så hurtigt blev han sig selv igen. Han går nu tættere på mig. Tættere end han var før. Nu skriger en lille stemme i mit indre. Jeg skal flytte mig. Men gør det ikke. I stedet slår jeg en enkelt gang med min hale.

Førhen havde jeg flyttet mig. Sat ham på plads, selvom jeg ikke ville vinde en kamp mod ham. Men nu har jeg været i brunst et par gange, og har undgået at komme i problemer med hingste. Men denne gang har jeg mødt mange. Og jeg har været mere draget af dem. Mere end jeg plejer at være. Også af Seth, selvom han jo burde få mig til, at flytte mig væk med det samme. Vil jeg lave den samme dumhed, som jeg gjorde med Nevan? Det var nær gået galt med den unge hingst. Jeg havde nær fået et føl med ham. Hvilket ville have været en kæmpe fejl.

Jeg betragtet Seth. Mine øjne er dog hverken charmerende, eller advarende. De er neutrale. Venter på hans næste træk. Min ører er dog flyttet ud til siden. En anelse bagud. Jeg er klar til at flytte mig, hvis han skulle gå efter min næseryg igen. Generelt klar hvis han begynder at angribe mig.

Jeg er klar over, at det nok ville være at gå lidt over grænsen; først Za, så Asira. Og nu Lune? Hårdt lader jeg min hale slå omkring min bagpart, inden jeg endnu bevæger mig tættere på hende. Intet er umuligt for mit vedkommende, og man skal bestemt ikke føle sig sikker i mit selskab, medmindre jeg udtrykkeligt har lovet at opføre mig pænt. Jeg viser ikke nogle tegn på et egentligt ønske om at angribe hende, og det er heller ikke nødvendigvis det, jeg vil. Jeg giver en dyb, maskulin brummen fra mig, som skal give hende mere at lytte efter og holde øje med, inden jeg drejer min bagpart mod hende. Ikke for at sparke til hende, nej, det er for at stå side om side med hende.

Jeg kan tydeligt mærke, hvordan det skriger overalt i min krop at stå så tæt på hende. Jeg bryder mig for alt i verden ikke om det, og det er kun tanken om, at det udelukkende er for at prøve hende af, som gør, at jeg kan holde det ud. Men hun kan vel heller ikke regne med, at jeg gider holde mig tilbage, når nu hun så fint står der og dufter. Jeg lader min hale vifte fra side til side og lader den med vilje ramme hende af og til, mens jeg endnu en gang giver en dyb, hingstet brummen fra mig.

[/size][/color]

Han bevæger sig endnu tættere på mig. Og nu mærker jeg for alvor stemmen i mig. Mit ene øre ryger tilbage. Men han stiller sig nu ved siden af mig. Alt for tæt på. Jeg ved at han ikke bryder sig om, at være så tæt på. Så hvorfor gør han det? Jeg frygter at han vil angribe mig. Men hans maskuline brum fjerner igen min fornuft. I stedet svarer jeg ham, med mit feminine brum. Hvad har jeg dog gang i? Stemmen i mig vokser igen. Flyt dig, flyt dig! Men jeg gør det ikke. Jeg trodser min fornuft. Trodser det jeg er blevet opdraget til. Mine øjne og ører arbejder på højtryk. Skal, skal ikke? Vil, vil ikke? Mærker hans hale piske mod mig, hist og her. Ikke hver gang rammer han mig. Nu brummer han igen. Det maskuline brum, som gør at jeg ikke kan flytte mig.

Skal jeg slippe, og bare følge mine instinkter? Følge det mine hormoner fortæller mig? Eller skal jeg stille mig op imod ham? Men tør jeg det? Jeg ønsker ikke, at mærke hans tænder i mig igen. Istedet slår jeg to gange med min hale, og afgiver mit lyse brum igen. Denne gang måske med en lokkende undertone? Vil han reagere, eller tester han mig blot?

Jeg ved lige nøjagtig, hvad jeg skal gøre for at holde hende tæt på mig. Fængsle hende. Lokke hende til at blive stående. Ikke at jeg ved, hvad der måske lige virker på hende, men jeg har stået i lignende situationer nok gange til at kunne finde på noget nyt, hvis det andet ikke virker. Men indtil nu virker det, jeg gør, til at have den helt rette effekt på hende. I stedet for at flytte sig, bliver hun stående og besvarer mit dybe brum med en lys, feminin brummen. Og naturligvis påvirker det mig også. Jeg kan tydeligt mærke, hvordan min krop bliver stresset over, at jeg ikke giver efter for mit instinkt og gør, som en hingst burde gøre. Jeg er skam heller ikke sikker på, at det her ender særlig godt for hende, hvis ikke jeg når at flytte mig.

Hun giver endnu et lyst brum fra sig, og jeg skal gerne reagere på det. I en galant bevægelse træder jeg sidelæns og derfor endnu tættere på hende, inden jeg ganske kortvarigt lader min side røre hendes, men heller ikke mere end det korte øjeblik. Nej, det ville jeg ikke kunne byde mig selv. Lige nu leger jeg udelukkende med hende, men hun må gerne vide, at jeg sagtens kan komme til at mene det her alvorligt. Endnu en gang giver jeg mit dybe, hingstede brum fra mig, inden jeg løfter det forben, der står længst fra hende og kaster det hidsigt gennem luften, inden jeg kortvarigt trykker min bagpart mod hendes.

[/size][/color]

Han tager endnu et skridt mod mig. Jeg må kæmpe utrolig meget for ikke, at lade min krop køre mod hans. Jeg ved, at det vil hyle ham ud af den. Selvom jeg havde lovet mig selv, at han aldrig ville komme så tæt på mig igen. Så står han der. Så tæt på mig. Mærker kort hans pels mod mig. Men den forsvinder igen. Han har fængslet mig. Jeg er som forstenet. Han har mig i hans greb og jeg kan intet stille op. Jeg ved også, at han er stærkere end mig. Ender han først på min ryg, så vil jeg ikke kunne få ham af. Det er jeg skam godt klar over. Men hvad skal jeg dog gøre? Han trykker præcis på det knapper, som får mig til at blive stående. Og han ved det. Det er jeg ganske sikker på. Han spiller kortene helt som han skal.

Han brummer igen, men når ikke at reagere på det før et forben bliver kylet i vejret. Som respons kaster jeg med hovedet en enkelt gang, samtidig med at jeg giver et hoppet hvin fra mig. Ikke aggressivt. Nu mærker jeg hans bagpart røre min. Der rykker mine ører en smule bagud. Min opmærksomhed ligger der nu. Alligevel vælger jeg, at slå med halen to gange. Den rammer ham nok.

Jeg kan tydeligt mærke, at jeg snart bliver nødt til at træde bort fra hende for en stund, hvis det her ikke skal tage overhånd for mig. Det er meget stressende at skulle holde mig selv fra at gøre noget, som mit instinkt fortæller mig, at jeg skal gøre, mens jeg så alligevel gør alt for at vise hende, at der ikke skal meget til, før jeg ender med at gøre det alligevel. Hun giver et hoppet hvin fra sig, og det besvarer jeg refleksivt med et højlydt, hingstet hvin. Min vejrtrækning er temmelig hidsig, og det er absolut ikke en nem opgave, det her. Galant drejer jeg hovedet til siden og nipper hingstet til hendes man, inden jeg stille begynder at træde bagud.

En konstant, nærmest syngende brummen lader hende vide, hvor jeg er. Langsomt træder jeg ned mod hendes bagpart, mens jeg hidsigt slår med hovedet. Videre og videre, indtil jeg kan trykke min bringe ind mod hendes ene baglår. Jeg er klar over, at jeg står lige i zonen til et spark, men gør hun det, så håber jeg, hun ved, hvad der venter hende. Med små, ivrige nip nipper jeg fat i et par enkelte af hendes halehår, inden jeg placerer min mule ved hendes kryds. Og så er det altså nu. Må det briste eller bære. Det er meget underligt det her, for mens min krop skriger, at jeg skal flytte mig, plager mit instinkt mig om at hoppe på ryggen af hende, mens mit sind er splittet mellem det ene eller det andet.

Med en stor portion koncentration vælger jeg at handle, før det er for sent. Pludselig flyver mine ører om mod min nakke, og i et hug, der kunne være en slange værdig, blotter jeg bisserne og hugger mod hendes bagpart, mest bare for at markere mig, inden jeg træder sidelæns med lange, hastige skridt. Hele min krop er helt oppe og ringe, og det kræver en hel del at lade være med at træde tilbage mod hende. Hidsigt lader jeg mit ene forben slå lidt frem for sig, ud i luften.

[/size][/color]