Lysets vej

Cazador

Den ædel hingst, med den pragtgie bygning. Ikke for tung ikke for spinkel. Den hvide bagpart han havde så kær, det minde ham om himmelvældet, de små prikker var stjerner på himlen. Han kunne ikke lade være med at le, af sin egen tanke. Prøv at forestille sig en kuld sort hest med stjerner over det hele, og en fuldmåne på bagparten. Sådan så han tit ud i sine drømme, ej at forveksle med at han ikke for noget i hele verden, ville af med det udsesene hans mor havde skænket ham. Men i sine drømme, kunne han se ud lige som han ønskede. Og altid med ro i sindet. Vågne op og ånde lettede op over han stadig var sig selv. Han slog let med hoved, en drømmer på vejen mod lyset. Det var lige hvad han var, for tiden kunne hans, humør slet ikke måles. Utrolig glad og lykkelig følte han sig hele tiden.

Denne verden gjorde noget ved ham, hvad det var kunne han ej sætte hov på. Men det var som om, han havde fået en chance til. En ny start om man vil. Lige med et stoppede han op. Det var som om han, blev kastet ind i en drøm. Som om han fik et hint, om nogen eller noget snart ville krydse hans vej. Han rystede på hoved, han var sikker på han, ikke var tosset. Men ej heller noget, han fortalte om. For måske vil andre tro han var tosset.

Lige med et stiller han sig op, høj og rank og med sine lungers fulde kræft siger disse ord:

''Lysets toner står på spring, dagen vender noder. Lukker harmonier ind, med blinkende dioder. Spreder varme i dit hjerte, vibrationer i din krop. Tænder lyset på din vej, hjælper morgendagen op. Åbner døren, tænder smilet, gør det værd at være til, planter ord i hjertets gange, følger lysets vej dertil.''

Han åbnede sine øjne igen, hvor disse ord kom fra. Kunne han ej med sikkerhed sige. Men han havde set lyset for sig. Som om der blev prøvet, at fortælle ham. Nu ville lyset krydse hans vej? Undren over disse ord. Stod han længe og davlede ved sine tanker.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Mørket var endnu det mest dominerende på himlen, hvor stjernerne stadigt skinnede tydeligt nok til at de kunne ses. I horisonten, der hvor himmel møder jord, kunne en lys farve anes og det tegnede på at morgengryet var på vej. Snart ville solen stå op over den sneklædte eng, og den ville lyse næsten sølvisk op. Den samme sølvfarve, som sad i manen på den måneagtige hingst, som Illana efterhånden havde mødt for længe siden. Han var endnu i hendes tanker, som så mange andre, men dette landskab fik hende netop til at tænke på ham.
Et dæmpet prust fløj fra hendes mule, da hendes tanker blev revet væk fra denne månehingst, og over på en stemme. En stemme, der snakkede; nærmest i gåder, men alligevel ikke. Måske ville mange tolke disse ord som gåder, men Illana så ikke gåder, men blot en talemåde, der var mere syngende og poetisk, end hun havde hørt før i dette land. Den gyldne hoppe forblev hvor hun var, for ej kunne hun se denne talende sjæl; hun lyttede. Hans ord, om Lyset og Lysets vej, fik hende til at studse en stund. Hun var jo Lysets Vogter, den eneste der kendte til den sande beliggenhed af Lysets kilde i dette land. Hun kunne dog ikke forestille sig, at denne fremmede havde intentioner om at søge Lysets kilde, for hvor skulle han kende den fra? Og ej heller kunne hun forestille sig, at han kendte til Lysets eksistens. Illana gjorde, fordi hun havde mødt Den Vise, fordi han havde velsignet hende med denne gave; men denne fremmede, lod til at have et sind, poetisk og åbent nok, til måske at kunne modtage Lyset og viden om dets faktiske eksistens?
Den gyldne hoppe lod en lysende kugle fremmanes i luften og langsomt lod hun den glide frem i luften, væk fra hende og længere ud på engen, hvor den kunne lyse en anelse op omkring sig. Hvis denne fremmede så dette, ville hans vej måske blive ledet til Illana, og de to sjæle kunne mødes. Måske de havde noget til fælles?

Cazador

Ikke længe efter han havde, sluttet sine sætninger. Og stået i en stund, og dvale ved tanken om hvad alt dette skulle betyde? Kom et smukt lysglimt til syne ikke langt fra ham. Han var hverken overrasket eller bange. Det var som om, han var blevet varslet om dette lys. Han brummede blot og sagde der næst.

"Åh du vise lysende kugle, på en måde har jeg ventet dig, og alligevel ej. Mon du har noget at vise mig?''

Han tog nogle sikre skridt, i retningen af det underlige lys. Aldrig havde han set noget så smukt, lige for uden den stjerne, hans mor var blevet til på den mørke himmel. Intet hast var over denne hingst, han tog alt med ro, og det var næsten som om. Man skulle tro han havde set dette før, selv om det ikke var tilfældet. Han var bare van til at se de mest, mærkelige ting. At intet længer kom bag på denne hingst. Stadig undre han sig over det lille digt, der var kommet fra hans egen mund, for en lille stund siden. Måske var det, dette lys han var blevet varslet om på en måde? Det havde jo krydset hans vej.

Da han kom helt hen til kuglen, gjorde han noget uventede nok set i andres øjne. Han nejede for lyset og sagde blot.

''Frygt ej, for lyset viser vej''

Mere sagde han ikke, og rettede sig op. Det blinde øje kom rigtig til sin pragt her i skæret, for nogle måtte dette havde set. Meget bisart ud, sådan et øje med en grå hinde over. Nu næsten helt op slugt af lyset fra kuglen. Hvis det ikke var fordi han var blind på dette øje, havde han ikke kunne kigge direkte på kuglen. Det raske øje havde han lukket, mens han stod så tæt på. Og det var nok også det der gjorde han fornemmede, en fremmede duft. Der var nogle i nærheden. Han gik nærmest gennem lyset og åbnede det krystalblå øje, og kiggede nu direkte mod en gylden hoppe, med en man der nærmest stod, i lysende kontrast med selveste månen. Et smil kom frem, og med stolte og faste skridt. Gik han mod den fremmede. Ikke et eneste ord, kom fra ham. Ej at for veksle med at han var usikker nej, det var som om han havde ventede alt dette, på sin helt egen måde. Da han var kommet nærmer den gylden hoppe, gjorde han det samme som ved kuglen af lys, han nejede dybt. Og da dette var gjort, rettede han sig op igen og kiggede blot på hende. Som om han var ved at opsluge hende i sit sind. Selv røbede hans øjne eller krops sprog ikke meget. Han stod blod lige der, foran hende.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Lyset, som Illana sirligt lod glide igennem luften, blev opdaget af denne fremmede hingst, der snart lod sig, med ædle skridt, bæres op i Lysets nærhed. Det lille og skinnende lys, var lige stærkt nok, til at den gyldne hoppe, hvis blik var fæstnet i dets retning, kunne se denne noble skabning, der hilste Lyset velkommen. Han var en brun hingst, af frieseragtigt præg, med blommede aftegn over bagparten. Sokker, blis og lang og kraftig sort man der kælede sig ned over hans muskelfyldte hals. Illana, der endnu stod bag Lyset, der endnu havde fuld kontrol over det, forholdt sig i ro, for hans hilsen af Lyset var noget, som Illana ikke havde oplevet før. Mange havde næret skepsis, andre frygt, nogen forståelse, men ingen havde hilst det velkommen så åbent, som ham. Hun lagde hovedet en anelse på sned, da han lod sig bøje i et buk til ære for den evne, som Illana besad; at lade Lyset flyde i luften. Derpå, trådte hingsten, som vidste han at hun var der, frem og brød Lysets barriere og dermed endte han med at stå foran den gyldne hoppe. Illana, der kunne fornemme hvordan denne hingst virkede sikker og afslappet i sin fremtoning, lod et nik falde til hilsen, inden han ligeså endte ud i at bukke for hende. Den gyldne hoppe lod da sin elegante krop gøre ligeså, i det hans hævede sig, således at han ville kunne se det. Denne form for hilsen, der vel hørte konger og dronninger til i fjerne riger, var ikke noget hun var blevet mødt med før, og det ville være lyv at sige, at det ikke satte pulsen en anelse op. En sjæl med disse beføjelser, var en sjæl med et dybt indre, og allerede nu kunne Illana fornemme en fascination overfor denne fremmede hingst.
Da først hendes elegante krop havde genfundet den enkle, elegante holdning, lod hun sine ravfarvede øjne ramme hans, det ene blåt og det andet gråt; et blindt og et velfungerende øje. Dette skræmte hende dog langt fra, for skader kendte hun til, og skader var der plads til.
Alt imens at dette møde begyndte at finde sted, lod Lyset, der hang om hendes hals, sig bemærke. Det skinnede op i en hvid nuance, der kendetegnede nye i landet. Hvor ny denne hingst var, kunne hun ikke sige ud fra Lysets reaktion, men mange måneder havde han ej været her. Hvis overhovedet en fuld? En anden grund til Lysets reaktion, var ligeså hingstens væsen. Det kunne skelne imellem dem med åbne og lukkede sind, og denne hingst lod til at bærer et åbent sind, som Lyset hilste velkommen. Hun lod et dæmpet prust undslippe sin mule, hvorefter hun rakte den følende ud efter denne sjæl, som famlede hun i blinde. Dog gjorde hun ej, for hendes bevægelse var ikke famlende, men følende og kontrolleret. Blot var hun påpasselig og sirlig i sin måde at hilse fremmede an på, da hun ej søgte at overtræde grænser, men finde dem og dermed ærer dem. Hendes mule forblev endnu tavs, da hun først ville se denne fremmede’s reaktion; hun havde en fornemmelse af, at han var ganske unik. Og kun tiden kunne vise, om hun; om Lyset havde ret.

Cazador

Det var ikke noget han gjorde over for alle, at hilse sådan. Men der var noget inden i ham, der fortalte lyset skal man altid vensigne, når det viser sig for sig. Det var som om han havde drømt, om dette lys. Og lige med et dukkede det op, af hoppen fulgte med, viste han ikke. Men alligevel følte han at lyset og hende hørte sammen, som sol og måne. Han havde ikke bemærket at kuglen af lys, havde fuldt ham og nu hang over dem begge, og skabte sin helt egen lille sol. Blikket der kom fra det blå øje, betragtede denne gylden skabning. Han mærkede hvordan, hun også betakede ham, dette var ikke uvant for ham. Af en eller anden grund, var det som om efter den næsten royale, hilsen at hoppens puls steg en smugle, hvorfor han bemærkede dette. Viste han entelig ikke, men det var sådan nogle små ting, han bed mærke i.

Måske hun var en smugle forlegen over denne hilsen? Hun sagde intet, så han ville ej heller gøre mere ud af dette, men igen i hele hans krop. Var det som om en lille stemme sagde 'vensign den lyse, og lyset velsigner dig' og han gjorde blot som der blev sagt. Han besad, et sind som ikke mange andre. havde og det gjorde ham også unik, hvis han selv skulle sige det. Men det var ikke noget, han på nogen måde råbte højt om. Næ det lå ikke til ham at se ned på andre, det var ikke hans stil. Selv nikkede han venligt da hoppen også selv hilste ham med et buk. Smilet kom atter frem om mulen på ham, han følte sig allerede i godt selvskab. Hans blik blev dog brudt, af en lysende krystal som med et havde kastet lys fra sig, han havde aldrig set sådan en krystal før. Og hans blik faldt på den med, den dybeste beundring. Hvorfor han følte sådan en lyst til at snakke til den, viste han ikke? Men tit gjorde han ting, som han ikke selv var klar over, hvorfor han gjorde. Men altid havde han hjertet med i sine handlinger.

''Vensign den lyse, og lyset velsigner dig. Så det var dig der talte til mig i mine drømme, jeg bøjer mig ærbødig for dit velsignet lys, du pragtgie krystal''

Orden kom klart og tydeligt fra ham, som om han faktisk førte en samtale, med den lysende krystal. Hvorfor viste han ikke, for her lige foran ham stod, en ny venlig skabning. Og så snakkede han til hendes kæde? Men det var som en drøm, det hele havde en mening i sidste ende, det var han sikker på. Han rettede sig atter op og lod nu sit, fokus havne på den gylden hoppe som han sådan fik lyst til at kalde 'lysets hoppe' nok fordi hun, bar lyset om sin hals. Han så hvordan hendes mule, roligt kom ham i møde. Og helt uden tøven, satte han blot blidt sin mule mod hendes. Han viste dette nok kunne være en smugle 'at gå for tæt på' men han havde altid, været noget af en éner. Og dette ville han altid blive ved med.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Denne fremmede hingst, var i sandhed langt mere forskellig fra alle de andre sjæle i landet, end Illana kunne have forestillet sig. Efter den hilsen, som de to sjæle havde givet hinanden, lod hun sit blik glide over hans ædle krop, der tydeligt bar præg af styrke og robusthed. Hermed ikke sagt, at han var tung, for ligeså var det tydeligt, at denne hingst kunne danse med lethed. Hun prustede mildt, alt imens hendes ravfarvede øjne ganske direkte gjorde sig færdig, hen over hingstens krop, og da hun så mødte hans blå blik endnu engang, lød hans toner. Hans ord, der hilste Lyset an, var både forundrende og beærende. Dét at en sjæl hilste Lyset an på denne måde, rørte vel ligeså den gyldne, da hende og Lyset var et - men langt de fleste følte skepsis overfor det Lys, der kunne give liv og varme, så at en hilste det mere velkommen end den gyldne selv, var nærmest rart. Ikke at den gyldne var glad for at Lyset var vigtigere end hende, men det at nogen rent faktisk priste det og ej så sig skeptisk, var rart. Lidt efter ramte mulen fra denne fremmede hingst hendes, og hun smilede da oprigtigt. Nærkontakt var intet problem for den gyldne hoppe, der i sandhed nød at føle sig frem med sine selskaber; og det skulle skam ikke være anderledes med denne plettede hingst.
Ganske kort efter lod hun sin mule trækkes en smule tilbage igen, for at få lidt plads til at kunne lade hendes stemme lyde, uden at hun talte direkte ind i hans mule.

,,Du ædle hingst, tillad mig at præsentere mig selv. Mit navn er Illana; Lysets vogter. Jeg tillader mig at byde dig velkommen til dette land, som jeg gætter på endnu er ganske nyt for dig, og ligeså takker jeg for den hilsen som du gav Lyset. Lyset kan opsøge sjæle, i drømme og i vågen tilstand, og om det var Lyset om min hals, eller Lysets oprindelse, som har kontaktet dig, vides ikke. Men i hvert fald, hilser det dig velkommen, som jeg gør”

Sagde den gyldne hoppe, med den helt unikke stemme, der hverken var for blid, eller havde mangel på blidhed. Den lå i perfekt balance til det sind, som den gyldne hoppe besad. Hun lod derpå sin mule berøre denne plettede hingst, der havde en helt særlig fremtoning og både at tale på endnu engang; ej fordi hun ville være for direkte, men blot ønskede hun at føle hvem han var, og hvad hans hensigter var; selvom hun faktisk ikke engang var sikker på, at hingstens hensigter lå helt klart for hans nærmest poetiske sind.

Cazador

Han betragtede den gylden hoppe, med en stemme så lys, at det var lige før den kunne oplyse mørket. Han lukkede sine øjne, mens hun hilste ham velkommen, han sugede hendes ord til sig som, en ild der varmede hele hans krop. Det var ikke noget nyt, at han oplevede tingen så virkelige og sanselige. Da hun havde afsluttede sine sætninger, åbnede han atter sine øjne. Og et skævt smil kom til syne, han kunne ikke lade være med at smile til denne gylden hoppe. Illana var hendes navn, og aldrig havde han hørt et navn med smukker klang. Roligt slog han med halen, og nikkede kort med hoved. Mens han igen lod blikket glide over hoppen, og til sidst slutte af med at kigge på lyset om hendes hals. Da hendes blide mule berørte hans krop, smilte han blot, og nippede til den smukke lyse man, som skinnede om kap med månelyset. Kort efter sagde han stille.

''Mig en ære at møde dem Illana, mit navn er El Cazador De Sueños''

Roligt kiggede han på hende, mens han vippede øren helt frem. Hans øjne kunne ikke slippe denne gylden hoppe, der var noget dragene ved hende. Hvad det var viste han ikke, men det var som et møl der blev, tiltrukket af lyset. Han kunne ikke lade være, der var så meget han ville spørge om og så alligevel ikke.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Han lyttede, denne hingst, og det var en egenskab som den gyldne sjæl straks lagde mærke til. Hun var en meget sansende sjæl, der uden at vise det for tydeligt, lagde mærke til stort set alt omkring hende. Hun havde formået at opdage hans poetiske sind, hans følende aura og hans lyttende ydre. Dog var der mange ting endnu, hun skulle opdage omkring denne frieserprægede sjæl, med det lidt atypiske udseende. De pletterm der sirligt gled ned af hans bagpart, var ikke noget Illana havde set på nogen anden, så det i sig selv kunne også fascinere. Et smil bredte sig over hendes mule, der lige netop havde berørt denne ædle hingst, da han nappede imod hendes man. Hun slog derpå hovedet en anelse op, dog kun så lidt, at det ej var til fare for den brune hingst, der stod hende så tæt. Hun mødte derop hans blå øje, for det var på den side hun befandt sig. Det var et øje, fuldt med intensitet og oprigtighed, og hun var sikker på at denne hingst rummede rigtig mange forskellige sider og ligeså meninger.
Hans ord fik endnu engang Lysets hoppe til at smile, og da han præsenterede sig selv, nikkede hun endnu engang ærbødigt. Hun havde ingen problemer med at vise denne hingst respekt og ære, især ikke når det var den måde, som han bød sig selv frem med.

,,Æren er på min side, El Cazador De Sueños. Må jeg spørge dig, om jeg må kalde dig Cazador?”

Fremspurgte den gyldne hoppe ganske mildt. Hele navnet på denne hingst, kunne godt føles langt i munden, og det var ej fordi den gyldne ej fandt det som en pænt navn; men Cazador passede lidt mere i almindelig tale. Hun strøg ham derefter forsigtigt over kæben, for da at trække sig en anelse baglæns. Hun beskuede ham endnu engang, med et smil, hvorefter hendes øjne mødte hans endnu engang. Det lod til, at han havde mange tanker, og sikkert også mange spørgsmål, så derfor valgte den gyldne at lade det kommende samtale emne være helt op til hans unikke sjæl.

Cazador

Roligt vippede han øren frem, mens han atter betraktede hende, med et venligt blik. Han kunne ikke lade være med selv at smile, da hoppen trak på smilebåndet selv. Roligt slog han med den sorte hale, mens han lod blikket strejfe hen over den gylden, hoppe endnu engang. Han kiggede på hvordan hun løftede hoved en smugle, og brummede roligt, han så kort, rundt på det hvide landskab. Endnu engang lod han blikket ramme Illana, mens han nikkede og sagde.

''De må kalde mig hvad de vil, mange navne er til. I lyset jeg står og mærker, livets kræft. I lyset fyldes jeg med glæde, som du giver mig. Lyset kalder ej mit navn, men på sjælen min. Så vensign mig med lyset, og kald mig ved navnet du ønsker.''

Igen nikkede han til hendes spørgsmål, om hun måtte kalde ham Cazador. Og hun måtte kalde ham lige hvad hun havde lyst til. Han viste hans, navn var langt. Men har bar det med stolthed. For ham var det ikke blot et navn, men hele hans eksistens, men kælenavne gjorde livet værd at leve, det er hvad de enkle sjæle finder på, det giver nyt liv. Og det kunne han ikke undvære, altid sjovt at se hvad, de forskellige finder på. Han mærkede hvordan den gylden mule blidt og varmt, strøg hans kæbe, han brummede og pustede svagt, det var som en engel der kærtegnede, hans kind. Han lukkede øjnene i et kort sek. blot for at suge, nydelsen helt tæt ind til sig. Han åbnede sine øjne, og atter engang mødtes deres blikke, han smilede blidt, til Illana. Hendes kastanjebrune øjne, hvilede blidt på ham. Som om hun af ventede noget af ham? Hvad hun ville viste han ej. Men han var sikker på det nok, skulle komme til ham. Nu var han ikke selv, en hingst med mange spørgsmål, og ej mange svar. Men denne hoppe, blev han draget af, hende og lyset. Der var noget over dem. Han slog roligt med halen og betragtede hende med et mildt blik.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Den brune hingst, som havde indfundet sig i den gyldnes selskab, og ligeså omvendt, lod til at have en ganske rolig natur, der lå side om side med det poetiske og noble ydre. Hans blik, var et som Illana allerede nu fandt fascinerende, fordi han viste så meget med det, og da hans blå øje endnu engang ramte hendes krop, nikkede hun en anelse bekræftende; hans selskab var allerede et, der behagede hende, og det havde hun ingen problemer i at fortælle ham, på denne diskret måde. Derpå blev hendes ører vippet lyttende fremad, da hans poetiske toner endnu engang lød, som en sang der bugtede sig over stilhedens hav, med det formål at berige alle der lyttede med. Og hun lyttede, den gyldne, det gjorde hun.
Hans ord, vakte endnu et smil på den gyldne hoppes mule og derpå strøg hun ham over kinden. Nænsomt, forsigtigt; dog ej på samme måde, som hingsten kærtegner hoppen, blot var hun følsom og blid. Derpå lod hun sin mule besvarer hans syngende toner, med sin egen milde og ganske unikke stemme.

,,I så fald, Cazador, vil jeg kalde dig ved det. Og sig mig, du ædle hingst, hvad er dit kendskab til Lyset?”

Spurgte hun da, oprigtigt nysgerrigt, men ej granskende. Lyset, der lyste klart og hvidt, lod i sandhed til at prise hans opmærksomhed velkommen, selvom det ej kendte til grådighed eller forfængelighed. Lyset var rent, god og i al sin magt ædelt. Men det afholdt det ej fra, at prise tilbedelse velkommen og ligeså returnere det, ved at fortælle denne brune hingst, at det havde lagt mærke til ham. Alt imens hang lyskuglen over de to sjæle og lyste dem op i nattens tætte mørke, således at de ikke havde svært ved at beskue hinanden; og endda få detaljerne med. Hun så dermed afventende på denne hingst, med en forkærlighed for Lyset. Hvad vidste han? Og i så fald, var hans viden en, som han ikke burde have?

Cazador

Han kunne mærke de, var kommet godt ind på hinanden. Og hun virkede selv som en hoppe med alle 4 ben, solidt plantet på jorden. Lige som han også selv, var meget nede på jorden. Trods han var en kæmpe drømmer, var han nu stadig meget jordnær. Ikke bedre vidren end andre, altid ydmyg og venlig. Han slog roligt med halen, og da han havde snakket færdigt, kunne han se hvordan den gylden hoppe, nikkede og kort efter strøg ham blidt over kinden. Han smilede og brummede svagt som tak. Hun var mild og blid af sind, som han selv også var. Og han puffede blidt til hendes, lange lyse man. Hvor på han rettede blikkede direkte på hende, da hun spurgte ham om, hvad hans kendskab til lyset var. Som sådan kendte han ikke lyset, men det havde optrådt i hans drømme, fra han var gange lille. Hvad eller hvorfor viste an ej, men det var som om lyset, var blevet stærkere efter han var kommet her til. Han glemte aldrig det lys, der mødte ham inden han kom her. Hvis det ikke var fordi han allerede var ½ blind, var han sikker på lyset ville havde gjort ham blind. Roligt sagde han nu.

''Kendskabet til lyset er ej stort, det har topråt i drømmeden mine. Varme, håb og glæde bragte det med sig, aldrig har jeg set lyset som, her hvor jeg så det på bakken. Og jeg er sikker på der er mere mellem himmel og jord'

Igen bemærkede han lyset der var overdem, det var som om han følte sig tryk. Nærheden af lyset, var lige som da han var lille. Da han måtte leve i skyggerne med sin mor, altid på flugt. Det var som om lyset fortalte ham, at han ej skulle frygte dette sted, lyset ville vise vej, give hjertevarme og trykhed. Og han følte sig utroligt godt tilpas. At lyset også havde ført ham til denne gylden hoppe, ved navn Illana, var han kun taknemlig for. For hendes selskab ville han ikke være for uden, her i den sorte nat. Ikke mindst fordi, hun var en dragene person. Der var noget over hende, som han godt kunne lide. Der var masser endnu at finde ud af, ved denne gylden skabning. Og han elskede at møde ny, spæneden personer.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Det milde væsen der lå over den brune hingst, med den plettede bagpart, var ganske behageligt at være i selskab med, og Illana ville da lyve, hvis hun sagde at hun ikke brød sig om ham. Han var anderledes end andre, nok mest på hans poetiske sind, og samtidig også hans væremåde, der både var ærbødig og afslappet. Hans puf der faldt imod den gyldne hoppe, som tak for hendes kærtegn, fik hende til at løfte hovedet en anelse og brumme tilfreds, og da begyndte hans ord at lyde; de ord, som hun vel både kunne frygte og håbe på. Hun undrede sig nemlig lidt, over hans interesse og tiltrækning fra Lyset; for hun var blevet advaret af den spraglede Volontaire, om at skyggerne søgte at tage hendes Lys. Og måske havde Caza været en sjæl, der var fordærvet af skyggerne? Dog lod han langt fra til at være sådan, og da han begyndte at snakke, smilede den gyldne for sig selv.

,,Du ædle, jeg er sikker på at dit kendskab til Lyset vil blive større, hvis du ønsker at lytte til det. Selv ved jeg langt fra alt om det endnu, selvom jeg bærer det om min hals; men jeg kan føle det, og det kan føle mig.”

Sagde den gyldne hoppe ganske stilfærdigt, inden hun nappede ham let på den bredde hals. Hans type virkede ganske solid, og han lod til at være en, der kunne klare langt det meste. Både fysisk og psykisk. Hun prustede ganske kort, inden hun rankede den gyldne og spinkle krop en anelse op, således at hendes naturlige elegance for alvor skinnede igennem.

,,Cazador, du hingst af poetiske ord, vil du ikke fortælle mig lidt om dit hjemland, der hvor du kommer fra?”

Spurgte hun da, med en oprigtig tone i sin stemme. Den gyldne hoppe var typen, der altid stillede spørgsmål således, at det var helt op til hendes selskab, om de ville svarer eller ej. Hun brød sig ikke om at forvente et svar, især ikke af sjæle hun endnu ikke kendte så godt. Derfor var det helt op til den poetiske hingst, om han ville besvarer hende eller undlade det; hun ville i hvert fald acceptere hans valg.