Under de første stjerner

{Zilla}
Den røde hoppe bevægede sig stilfærdigt frem ad mellem de høje, mørke graner som dækkede for hendes udsyn. Der var stille, kun hendes forsigtige skridt hørtes under den nu mørke himmel, hvor solen var borte og få stjerner allerede viste deres kolde ansigter. Uden bestemt retning bevægede hun sig frem, og langsomt sank hun bort i tanker hun ikke kunne sætte ord på, men som hun kunne mærke næsten helt ned i sjælen.
Hun var som suget ind i omgivelserne, i vinter landskabet der bredte sig ud for hendes hove og omgav hende til alle sider. Hun kunne lige så godt have været den eneste levende skabning tilbage i verden. Det hele kunne lige så godt være en drøm, hun vandrede rundt i. Så langt fra alting syntes hun at have sunket ind i stilheden, i det smukke og kolde vinter billede, som så mange gange før. Hendes hjerte bankede både hurtigt og langsomt på én og samme tid, det ene øjeblik glemte hun næsten at trække vejret, men kroppen fandt snart tilbage til sin indre rytme igen. Luften var kølig og klar, hendes blik søgte mod himlen over granernes toppe, efter stjernerne. Himlen var endnu blå, men den blev gradvist mørkere i takt med at stjernerne blev flere. Hun gav et lydløst pust fra sig, så en sky af varm ånde stod fra hendes mule, af ren lykke over synet af de klare stjerner. Det blev næsten overvældende, og hun lod igen de blå øjne søge ind mellem de tavse graner. Hvor hun befandt sig vidste hun ikke, men det betød ikke meget for den lille hoppe. Hun havde for længst opgivet at forstå dette mystiske land, hun var blevet ført til, og nød blot skønheden af det. Det var som om det ingen ende havde, ligesom i en drøm.

Cazador

Den prægtige hingst kom traven, i den kolde sne. Han var i sit drømme rige, der hvor han fandt sig aller bedst til rette. Det var som om han slet, ikke bed mærke i de smukke omgiveser omkring sig. Heller ikke fordi han gjorde, meget for overhoved at suge dem til sig. Ikke når han var i hans drømmeverden. Utroligt hvor klar stjernehimlen var i nat, dette var dog det eneste, han lige havde bidt mærke i. Den hvide sne kom rigtig til sin ret, her i lyset fra de mange stjerner. Gav den helt genskær, den knirkede og knagede for hver skridt han tog, i den hvide sne. Med et blev han revet ud af sin verden, og stoppede op! Det var som om et andet væsen var i nærheden. Hvem eller hvad det var, kunne han ikke sige med sikkerhed. Hurtig vippede han han ører helt frem, hvor efter han stod blot helt stille, mens han lyttede godt efter. Mon her virkelig var nogle? Selv var han ikke en hingst, af mange ord. Og slet ikke den der tog det første skridt.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun blev afbrudt. Den knagende lyd af en større skabning, som bevægede sig hen over den snedækkede skovbund nåede hendes røde ører. Den var dog ikke helt tæt på, et stykke borte alt efter lyden at dømme, men den var der. Hun standsede op, hendes hove blev næsten helt begravede i den dybe sne da hun endelig stod stille. Mulen blev løftet, ørerne spidset, og så holdte lyden pludselig op. Var det noget, hun havde fantaseret? Hun udstødte et lydløst pust, da hun skød tanken fra sig. Stjernerne og sneen var alt der havde fyldt hendes bevidsthed, denne lyd af fremmede skridt kom udefra. Den røde hoppe tøvede, men det tydede på at den anden allerede havde lagt mærke til hendes tilstedeværelse i halvmørket. Skridtene havde været tunge, rytmiske. Hun stod tavst stille nær en af de store graner, afventende, men intet skete. Og så, uden overhovedet at tænke over det, bevægede hun sig forsigtigt i retning af lyden.

Cazador

Det var som at blive forfulgt, af sin egen skygge! Var han godt nok ved at blive skør? Det kunne ikke passe, var det lyden af ham selv han havde hørt, her i nattens mulm og mørke. Han kunne ikke lade være med at smile, og kiggede op på den smukke himmel. Da hans tanker igen blev stoppet, af en underlige knagen, af hove i sneen. Den helt unikke lyd, dette gav. Han slog med halen, og var nu sikker i sin sag. Han var ikke alen, langt fra. Hurtigt rettede han det krystalblå øje mod lyden, et var for mørkt længer fremme, til han overhoved kunne se nogle 'endnu' men derfor var han sikker på, der var nogen eller noget. På vej lige i mod ham, han følte ej trang til at flygte eller gemme sig. Han blev blot hvor han var standset og sagde med sin rolige og letter viskeden stemme, ikke fordi han var bange eller noget. Men han snakkede ikke tit, og derfor kunne hans stemme virke lidt svag. Blot til han kom ordenlig i gang.

''Solen går ned. Skyggerne bliver lange. Men de bliver aldrig flere. Skygger spiller sammen. Skygger danser sammen. Skygger blandes sammen. Men de er kun skygger. Her i mørket, jeg fornemmer en anden, ej en skygge der danser, over den hvide sne.''

Det var som om, han blev revet ind i en drøm. Mens han stod og sagde dette. Han tænkte aldrig over det der blev sagt i det sek. det kom ud af ham. Først bag efter kom han til at tænke over, hvad det nu skulle betyde. Det var tit som om de mange drømme prøvede at fortælle ham noget, og altid så det blinde øje ud til at se ting som andre ikke kunne se. Nogle gange, var han sikker på han var tosset, og så alligevel ikke. Mon denne fremmede bedst kunne lide at holde sig til sine skygger, eller var det blot for at gøre ham opmærksom på at intet ondt kom ham i møde, det viste han aldrig før der var gået noget tid. Og han fandt meningen med det han havde stået og sagt, ikke fordi det var til nogen omkring ham, det var mere til sig selv. Men andre ville ikke kunne undgå at hører det.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Endnu mere forsigtigt end før bevægede hun sig fremad, stilfærdig var hun og stilfærdig havde hun altid været. På trods af den stilhed, som nu hang mellem granerne, kun brudt af hendes egne hovslag i sneen, så følte hun alligevel helt tydeligt en andens tilstedeværelse. En ukendt energi sneg hende i møde, hverken kold eller varm. Hvad var det mon for en skabning, der ventede bag de tavse træer? Hun drejede ørerne frem og tilbage mens hun nærmede sig, usikker på hvad hun ville møde. Pludselig syntes hun at kunne høre en stemme, en dyb røst som kun kunne tilhøre en hingst. De hovslag i sneen hun havde hørt var også tunge, tungere end hendes egne. Overraskende nok fandt hun dog ofte, at andre skabningers hovslag lød tungere end hendes, og denne gang var ingen undtagelse.
Granerne stod tætte, deres snedækkede, stadig grønne grene strakte sig langt og dækkede for hendes omgivelser. De gav hende dog også en vis tryghed, hun havde altid fundet de brede graner behagelige at vandre mellem. Hun holdt næsten vejret, mens den fremmedes stemme brød stilheden i form af ord, der forekom hende helt anderledes end noget, hun før havde hørt. Hun var tæt på nu. Med næsten ukendt mod bevægede hun sig fremad, helt frem til hun til sidst kunne skimte en bredskuldret skikkelse i sneen. Hans pels var mørkebrun. Endnu nogle få skridt nærmede hun sig, inden hun standsede op nogle meter fra den fremmede hingst, som tårnede op i mørket.

Cazador

Han havde ret, den fremmede. Var hvad han ville kalde, en skygge hest. Ender befandt sig bedst i skjul, af nattens lange skygger. Og dette gjorde ham intet. Selv var han også mere til natten, men dog søgte han ikke ly i de lange skygger. Han var helt sin egen, og intet behov for at skjule sig havde han. Det blå øje fik nu øje på en spinkel skikkelse i det fjerne, den var kommet ham nærmer. Som en listig ulv på vej til sit bytte, men dog alligevel med forsigtighed i sit sind. Han var ikke bange, den fremmede kunne bare komme an. Men alligevel mærkede han intet ondt. Dette var sikker en god skabning, hvem ved? Han skrabede i sneen med den ene forhov, slog med hoved og lod igen blikket, falde på den fremmede skikkelse. Uden tøven, trådte han nogle skridt nærmer, og nu der i skær af nattens mange lys, så han en rød hoppe. Hun virkede helt korrekt, som en der befandt sig bedst bage de mange, lange skygger fra de mørke grantræer hun gemte sig en smugle bag.

''Nattens gudinde er fundet, mon skyggerne stadig danser og kan opsluge endnu en sjæl?''

Han stod blot, helt roligt og betragtede den fremmede, mens han ord ebbede ud. For nogle kunne det virke som volapyk, men selv gav det mening for ham. Nok tænkte han ikke over, hvad eller hvordan han sagde tingen, men der var altid mening og hjerte bag de ord, der kom fra ham.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun så forsigtigt frem i mørket og tøvede med at nærme sig yderligere. Det var dog ikke frygt, hun følte. Hans energi var anderledes, men ikke ubehagelig. De hvide aftegn den fremmedes krop bar afslørede ham i mørket, og lyste op nærmest på samme måde som sneen. Hun så at hans holdning var urokkelig, og nysgerrigheden greb hende alligevel. Sneen knagede da han trådte nærmere, og endnu flere detaljer af ham afsløredes i det sparsomme lys fra stjernerne og den lyse sne. Hun trådte selv nogle forsigtige skridt frem ad, nu da han havde vist interesse i hendes tilstedeværelse. De blå øjne betragtede ham opmærksomt, uden at være påtrængende. Der var noget ved ham, hun ikke helt kunne sætte ord på. Igen overraskede lyden af hans stemme hende, da han brød stilheden. Og hans ord. Hun drejede ørerne frem ved lyden, mens hendes hoved nærmest ubevidst gled en anelse på skrå. Alligevel valgte hun at forholde sig tavs. Han lod ikke til at kræve et svar af hende, og hun havde ikke selv noget mod stilheden. Hans afsluttende ord gav hende en usynlig kuldegysning, men hun sagde intet. Og så stoppede hans stemme og ordene forsvandt ud i den tynde luft, lige så pludseligt som de var begyndt. Hun mærkede hans blik, som ligesom hendes ikke var mørkt. Men det var svært at se yderligere detaljer i mørket, som omsluttede dem.

Cazador

Han brød sig godt om denne nye skikkelse, det var ikke lige som de mange andre. Han have mødt, som han kaldte dem 'hopperne med de 1000 spørgsmål' et smil kom frem på, hans læber. Han slog roligt med halen. Og forsatte med at betragtede den fremmede, han lige havde stiftede bekendtskab med. Selv virkede hun ej heller til, at have mange ord at ydre. Og det passede ham fint. Selv elskede han også stilheden. Men de mange ting i hans sind, ville til tider bare ud. Det var ikke noget han selv kunne styre. Og det generede ham heller ikke, langt fra. Hun trådte ikke selv nærmer, så det gjorde han. Han ville se om der far flere detaljer, han kunne opdage. Nu kom han helt tæt på, og han tillod sig. At gå en rundt om den nye. En helt rød hoppe, med blå øjne som ham selv. Og lige der midt på den lille mule, som var det et lille snefnug. Der var landet der, en hvid plet. Smilet kom frem, om hans mule igen.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Stilheden lagde sig over dem igen, som var der aldrig blevet sagt et ord mellem dem. Hun betragtede nøje hingsten foran hende, som heller ikke lod til at have noget imod denne stilhed. Han så derimod faktisk ganske tilpas ud, hans holdning var afslappet og stærk, og han bar stadig den underlige energi. Smilede han? Hun så tøvende på ham, og blev overrasket da han igen nærmede sig med skridt, der tyngede i sneen under dem. Hun mærkede sine ben røre på sig, men flyttede sig alligevel ikke meget, selvom han nu kom væsentligt tættere på. Nøje fulgte hun ham med øjnene, ikke usikker, blot forsigtig. Hans tilstedeværelse gav hende en underlig fornemmelse i kroppen, og hun løftede mulen en tand da han begyndte at bevæge sig rundt om hende. Stadig mærkede hun hans øjne, det var tydeligt at han undersøgte hende, hun blev helt forvirret af opmærksomheden. Hun trak et skridt til siden, fulgte ham endnu med de blå øjne. Hans øjne var meget lyse, så hun. De karakteristiske pletter på hans brede bagpart fangede også hendes blik, hun havde ikke set en skabning med sådanne pletter før. Hun overvejede lettere nysgerrigt, hvad han mon ville. Aldrig havde nogen studeret hende sådan, det fik hende til at tøve yderligere. Hun vippede ørerne, lyttede til hans skridt i sneen.

Cazador

Han fornemmede straks, hvordan den røde hoppe. Med et havde lyst til at rykke sig bort. Men sagde intet, han lod som ingen ting. Og forsatte blot videre rundt, om hoppen. For at se om der var flere ting af opdage. Men nej der var kun den hvide, plet på mulen. Som i et kort øjeblik, tryllebandt ham og han flød ind i sin drømme verden. Det var ikke til at se, at hans sind var et andet sted. Han var ikke sådan lige at tolke, ej i øjnene eller på hans krops sprog. Natten lå tungt over dem, og selv havde han ikke så meget at sige. Og afventede heller ikke at den anden havde noget at sige. Han stillede sig ved hendes side, og kiggede op på den smukke himmel. Intet andet gjorde han, hun måtte jo selv åbne munden, hvis hun havde noget på hjertet.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun fulgte ham nøje, lige til hans tanker lod til at flyde andetsteds hen. Nysgerrig var hun, men det var mere en undren hun følte, det var noget af en speciel skabning hun var stødt på her i mørket. Hurtigt havde hun opfanget hans duft, så tæt på han bevægede sig. Han gjorde sin cirkel færdig, og placerede sig til hendes overraskelse ved hendes side, for blot at studere himlen derfra. Hun så på ham lidt endnu, stilheden lå stadig som et naturligt slør omkring omgivelserne og hun lagde selv mærke til ud af øjenkrogen, hvordan flere stjerner viste sig på himlen. Der var også helt mørkt nu, og skoven var stille. Men hun kunne ikke helt lade være med at være nysgerrig over den fremmede skabning. Hun tog sig i let at puffe ud i retningen af hans brede skulder, som han stod dér ved siden af. Så tilpas følte hun sig alligevel i hans selskab. Hun rørte hun akkurat, inden hun igen trak mulen til sig og selv kastede et blik op mod stjernerne.

Cazador

Det var ikke tit, han faldt over en anden skabning, som nød stilheden så meget, som han også gjorde. Det var ikke fordi der var en pinlig tavshed. Nej det var en helt naturlig, stilhed der opslugte de to heste. Der stod der side om side. Han nød faktisk hendes selvskabt. Selv om de ikke rigtig havde udvekslet nogle ord. Han nød det til fulde, det var en ren fornøjelse. Han var den type, der ikke svare eller stillede ret mange spørgsmål. Også fordi han viste, svare skulle nok komme til en, hen af vejen. I mens han stod, der og kiggede på den smukke himmel. Mærkede han et blidt kort puf, på sin skulder mod den fremmede hoppe. Han drejede ikke hoved eller noget. Smilede blot, og tog det som et tegn på hun havde, accepteret hans tilstedeværelse. Efter i en rum tid, at have funderet over de smukke stjerne. Drengede han blikkede, atter engang mod den røde hoppe. Hendes pels farve stod i godt kontrast til den sorte, man og hale hun bar. Det blinde grå øje stirrede tomt ud i lufte, som om det så ind i en anden verden, som om det kunne se noget andre ikke kunne se. Sådan et tomt blik havde det højre øje, hvor i mod det venstre krystalblå øje var en smugle mere livligt at se på, man følte han var til stede, men ingen følelser røbede øjnene. Han var som en ulæselig bog, han lukkede kun op for dem, han ønskede skulle læse i ham. Ellers måtte man selv, vente tålmodigt på at blive inviteret inden for.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun blev helt grebet af stjernebilledet og sank langsomt ind i sig selv, uden helt at glemme skabningen ved hendes skulder. Ikke en vind rørte sig, himlen var krystalklar og luften var kold, hendes åndredræt sås gradvist tydeligere som natten krøb frem, og med den kulden. Hun slappede af i sine lemmer, med fare for at blive for kold, men det gjorde ikke så meget. Hvis man sank langt nok væk, ja, så mærkede man slet ikke kulden. Eller noget som helst andet for den skyld, der var kun den mørke himmel og den tynde luft. Landskabet var sparsomt her, de snedækkede graner tårnede sig højt op over dem og spærrede for noget af udsigten. Hun bemærkede knap nok hans blik på sig, lagde ikke mærke til detaljerne hos ham på trods af hvor tæt de stod. Det gjorde hende ikke noget, hans selskab var bestemt ikke ubehageligt. Hun følte på en eller anden måde, at han heller ikke var helt utilfreds med hende. Så mon ikke han blev lidt endnu? Hun døsede næsten hen, ikke i søvn, men blot i tanker og rystede i vane pandelokken fra øjnene. Den faldt hurtigt tilbage på sin sædvanlige plads, men det mærkede hun knap nok. Hun gav et stilfærdigt pust fra sig, inden hun igen lod blikket falde på skabningen ved sin side, op på hans ansigt. Han var alligevel nogle få centimeter højere end hun, bemærkede hun.

Cazador

Han stod blot og betragtede, hende mens hun så ud til at dvale lidt hen i sine egne tanker. Sådan havde han det også tit, og selv stod han da også i sin egen lille verden. I sine egne tanker. Da hun kiggede på ham smilet han blot. Og lod ikke blikket fare, som så mange andre ville have gjort. I denne situation, han var på ingen måde forlegen. Han følte sig ikke, skyldig på nogen måde, i at stå og 'stirre' på hende. Roligt mimrede han med mulen, for at opfange hendes duft. Så han kunne lagre den i sin hukommelse. Af en eller anden underlig grund, følte han stadig igen trang. Til at spørge hvem hun var eller noget, ikke fordi han ikke ville vide det. Dette måtte man ikke tro, for det ville han bestemt, han nød selvskabt. Først nu bed han mærke i hvor koldt, der entelig var. Da han så de små damp skyer der kom ud af hans egen næse, men også hoppen ved siden af. Hans blik var stadig, fæstnet på hoppen, mens han dvalede hen i sine egne tanker.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Han så på hende. Men hun havde allerede mærket hans blik før hun så ind i det, og det gjorde hende ikke så meget. Det var som om hun blot havde accepteret situationen og valgt ikke at bekymre sig for meget over den. Det var mørkt nu, og hun kunne ikke se alt af ham, men hun havde tidligere lagt mærke til hvor kraftigt han var bygget. Hun drejede nysgerrigt på ørerne, hele hans væsen undrede hende, men hun følte ingen trang til at spørge. Det gjorde hun sjældent, medmindre det var en.. Ja, en god ven. Et øjeblik blev hendes blik fjernt ved et minde, hun mærkede sit hjerte slå langsommere og rystede det af sig i en let bevægelse. I stedet så hun hans smil og vippede ørerne frem ad, han lod til at være borte i tanker samtidig, og hun forsøgte sig igen med et forsigtigt puf mod hans skulder. Så meget følte hun alligevel, at hun kunne tillade sig. Hun følte en glæde hun ikke helt kunne forklare - en glæde ved at være her, ved at allerede have mødt flere interessante skabninger, han var bestemt en af dem. Og så følte hun sig ganske tilpas her, i en anden hests selskab, hos en som ikke krævede så forfærdeligt meget. Ikke endnu, i hvert fald. Hun følte lidt at det lå og ventede et sted inden i ham, at noget ville bryde ud. At der måske var mere bag. Men man vidste aldrig, og hun havde det helt fint, som det var lige nu. Der var stille, hele verden var stille og hun var ikke helt sikker på, om hun stadig var i sin drøm eller ej.