Lykke stjernen

Cazador

Den brune hingst, kom let traven over den hvide sne. Mens han undveg de mange træer på hans vej, skoven var noget nyt han var begyndt at holde af. Efter mødet med hoppen i skoven. Selv var han ny i dette lang kun 2 dage havde han været her, men det var ikke til at se på denne hingst. Han bevægede sig, som om han altid havde betrådt disse lande. Let slog han med den sorte hale. Mens han mærkede den kolde vind, tage fat i hans man og hale. Kort efter hørte han sin mors, smukke sang for sig. I hver eneste vindpust. Let lukkede han øjnene og stoppede op for en stund. Mens han nød lyden af hendes smukke sang stemme. Da vinden stille døde ud, gjorde sangen lige så. Han åbnede igen sine øjne, og satte frem i en rolig skridt. Her virkede så stille om natten, og så alligevel ikke. Der var mere liv, end der havde været de sidste par nætter. Øren var vippet helt frem, mens det krystalblå øje skimtede rundt i det fremmede landskab. Kort efter kom han til en sø, midt inde i skoven. Han stoppe brat op. Og lod det blik der virkede glide over søens klare vand, det så smukt ud som månen sejlede sig i vandet. Det blinde øje, stirrede blot stift ud i luften, som om det så ting ingen andre kunne se. Han brød sig ikke rigtig, om søen måske fordi, det mindre ham om sin barndom. Det grufulde møde med døden. Han bakkede tilbage, og satte nu i en tung trav. Ud mod skovens åbning, hvor han kunne skimte ud over de åbne vider. På den måde var det også letter, at holde øje med om der var andre i området.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Den unge sorte hingst stor alene i et åbent område. Han var ikke bange for at være alene i mørket. Heller ikke efter mødet med den sorte hoppe. Slet ikke. Han forstod ganske simpelt bare ikke, hvorfor hun havde følt en trang til at gøre ham ondt. Han stod og mimrede lidt med mulen mens han forsøgte at finde ud af hvad han skulle tage sig til. Han var ikke hjemme - ikke her. Hans hjem lå på den anden side af vandet. Det hjem han havde fået nu, i hvert fald. Hans barndomshjem huskede han ikke. Han havde ikke levet der ret mange timer før skæbnen ville at han skulle hertil. Dette land. Det var hans søsters værk - måske ikke hans søsters værk, men hans søsters ønske og en andens magiske kræfter der havde fragtet ham hertil på mystisk vis. Han havde fået fortalt at det var for både at skåne hans mors og hans eget liv. Der var ingen af dem der ellers ville have klaret det.

Titan savnede ej sin moder, for han kendte hende ikke. Han kunne ikke huske hende. Han havde ikke brug for moderens mælk. Det var en egenskab han var blevet givet. Han var uafhængig. Men det betød ikke at andres selskab ikke var velkommen. Han var stadig lille og uden bekymringer. Også efter stridighederne med den sorte hoppe. Dampen stod ud i skyer, hver gang han trak vejret, fra hans næsebor. Da han synes vinden bar en fremmeds lugt med sig, hævede han hovedet en lille smule og trak vejret dybt ned i maven trods det lille stik af smerte, og sendte et søgende hvin afsted.

Cazador

Den stille nat blev pludselig brudt, af et ungt hvin. Øren blev vippet helt frem, og blikket søgte rundt i mørket. Men lige ved første, øjekast kunne han intet se. Let slog han over i trav, og gik efter lyden. Han vrinskede ikke tilbage eller noget, da han ikke var en hingst, af mange ord. Længer fremme, kom en lille skikkelse til syne. Det var første gang han havde set unge heste i dette land. Han stoppede op og sneen knagede under hans hoved, og bum stille stod han nu. Og blikket var stadig, rettede mod den lille skabning. Og alligevel undre han sig over, hvad så ung en hest, lavede ude på denne tid af natten, og så uden forældre? De mange tanker kørte rundt, i hoved på ham. Og ikke et sek. lod han sit blik fjerne fra den fremmede.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Det var ikke meget der gjorde den lille hingst opmærksom på andres tilstedeværelse. Det var kun vinden. Og lyden….. Lyden! Han kunne høre vinden der susede, men også høre lyden af skridt der knasede i sneen. Havde sneen ikke været der havde det nok været mere lydløst. Det var mest af alt en lille bevægelse han opfangede. En skikkelse der pludselig holdt op med at bevæge sig. Titans ører gled fremad, og hans hale en smule hævet. Han trippede kun ganske kort på stedet, og virrede hovedet lidt fra side til side inden han sprang fremad i en trav med høje løft på grund af sneen. Ikke enormt høje, men lidt højere end normalt. Han var jo ikke så stor som de andre og der skulle derfor lidt højere løft til for at få de lange stænger ordentligt op over sneen. Hans grønne øjne betragtede nysgerrigt skikkelsen der ikke lod til at komme nærmere. Det var ikke meget der var at se. Ud over noget hvidt, var det kun en svag form af en hest der viste sig i månens blege lys.

Cazador

Et smil kom frem, da den lille sorte plag. Med de grønne øjne stod og trippedes. Det så en smugle morsomt ud. Det var stadig en gåde, hvad så ung et væsen lavede, ude på denne tid. Helt uden forældre? Han drejede hoved og kiggede rundt, men her var ingen andre at se i miles om kræs. Den lille fyr, gik meget godt i et, med mørket da han selv var helt sort. Kun de grønne øjne afslørede ham. Som en ulv i natten, han kiggede igen på det lille væsen, og gik med faste stolte skridt mod ham. Han sagde intet men kiggede blot, og slog et par korte slag med halen.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Titan stoppede op nogle meter fra hingsten, ligesom hingsten begyndte at træde mod ham. Han kendte ej denne fremmede. Han havde ikke mødt andre hingste end den rødlige hingst og Xenon, og Xenon var på Titans egen størrelse, og denne hingst var ikke helt af samme unge sind som den anden.Det var heller ikke de samme aftegn. Titan var ikke af mange ord. Han kendte ikke så meget til tale. Han kunne få ord selv og han kendte til betydningen af nogle ord - og derfor forholdt han sig tavs. Det nysgerrige udtryk i hans øjne talte næsten for sig selv. Han tippede hovedet lidt på skrå, stadig med et spørgende blik i de grønne øjne, som undrede hans sig over denne fremmede. Hvem var han og hvad lavede han her?

Cazador

Hurtig fangede hans blik, den unge sorte skikkelse eget blik. Han kunne se hvordan hoved blev lagt lidt på sned, og selv blev smilet om hans mule, blot større. Selv sagde han ikke meget, og når han endelig sagde noget. Var det en form for gåder og volapyk der kom ud. Så han troede ikke denne unge sjæl, ville kunne forstå ret meget alligevel. Men venlig som altid, lod han sig ikke skræmme af dette. De skulle nok finde deres helt egen måde at snakke, sammen på. Han slog let med halen, og kunne ikke lade være med at beundre, den helt sorte pels og de grønne øjne, det stod godt i kontrast med landskabet. Selv strakte han mulen lidt frem, blot lige for at opsnappe hans duft, så han kunne gemme det dybt i sin hukommelse. Det var som sagt, første gang. Han havde mødt så und en skabning. Han lage selv hoved lidt på sned, og trippede som en åring, i den hvide sne. Som om 'skal vi ikke lege' han gjorde et kast med hoved og vippede øren helt frem, mens han smilet venligt. Nogle gange skulle man tro, denne hingst var født stum, for tit kunne han bedre lide de ord der ikke blev sagt eller hørt, frem for dem der kom frem og skulle høres.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Den unge hingst betragtede den ikke talende trippende hingst. Han forstod den fremmede hingst budskab. Han ville lege. Men hvordan vidste Titan ikke. Han havde før oplevet nogen der legede mere 'vildt' end han selv gjorde. Med tænderne. Det var helt uvant at man kunne lege med tænderne, men det havde den sorte hoppe gjort. Titan vendte ørerne med det samme. Ikke surt, men mere som om han var på vagt. Han stod helt stille et øjeblik mens han overvejede hvilken leg de skulle springe ud i. Tænder eller ikke tænder. I en pludselig bevægelse nappede den lille sorte ud efter den fremmede hingst, uden tænder, og sprang selv væk som for at stikke af. Den samme leg han havde leget med andre - og han vidste at den ikke gjorde ondt.

Cazador

Det så ud til den lille fyr, havde forstået hans budskab. Men alligevel så, han noget efter tænksom ud. Cazador kunne ikke lade være med at smile, og stop letter afventede, mens han stadig trippede på stedet. Han slog let med halen, og der gik nu ikke længe. Før den lille sorte, havde besluttede sig. Og hurtig nappede ud efter ham, som en slange der huggede efter sit bytte. Dog ikke noget der gjorde ondt, men han var fascineret over hvor hurtig, den lille fyr var. Og da han så, den lille springe væk. Tog han det som en invitation, til at legen var godkendt, og nu i gang. Et hurtig kast med hoved, og elegant sprang han frem i sneen, med hoved let sænket, dog vare øren helt fremme. Han ville jo så nødig, skræmme den sorte skikkelse. Et munter smil var at finde, om hans pinke mule. Han var ung og lys af sind, selv om han alligevel var 8 vintre. Hvor gammel, mon denne sorte unge herre var? Siden han ikke havde, sine forældre nær? Mens legen var godt i dag, tog han sig selv i. At tænke tilbage på den gang han selv, var sådan en lille en. Hvor meget han selv havde savnet, nogle at lege med. Han havde kun sin mor, og det var ikke det samme. Han befandt sig på en og samme tid, i to verdener. I hans drømme rige, og den virkelig verden med den sorte skikkelse.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Selvom den unge Titan var lille, så havde han ingen moder. Hans moder var i det land hvor han var født - og det var ikke her. Hvordan han var kommet hertil vidste han ikke - med undtagelse af, at det havde noget med magi at gøre. Han var dog ikke alene. Han havde en storesøster og en måster i landet her også. Han var blevet skænket nogle egenskaber der gjorde han ikke behøvede modermælk, men i stedet levede af græs som andre, og uafhængighed. Han havde ikke brug for sin moder. Da den fremmede store hingst var med på legen og sprang frem efter den lille sorte og pjuskede, sprang han frem med et legesygt hvin, væk fra den fremmede og slog baghovene ud i nogle kåde buk.

Cazador

Han kunne ikke lade være med at le, da den lille sorte kom med et legesygt hvin. Selv gjorde han det samme som 'sorte' som han i sit eget hoved havde, døbt ham 'lille sorte' han var ikke typen der gik så meget op i, at kende alles navne. Han mente at svar kom til en uanset om man havde bedt om dem eller ej. Og selv havde han det godt i selskab med andre, som han end ikke kendte navnet på. Det var deres personlighed der talte, efter hans mening. Lille sorte manglede intet, det var han sikker på. Han virkede selvsikker og egenrådig. Som om denne verden var til for ham, og så alligevel ikke. Et snært af usikkerhed havde dog ramt lille sorte, det havde han lagt mærke til, da han ville starte legen op. Hvad mon han gemte på, af alverdens ting. Selv mente han at så unge nogle sjæle, ingen bekymringer skulle have. Blot nyde livet og suge alt den viden og info, til sig som de kunne. Et hurtigt buk kom endnu engang fra ham, og han puffede blidt ud efter lille sorte. Mens han smilet stort, og det blå øje fæstnet på ham, det andet øje havde en grå hinde over sig. Da han var blind på dette øje. Men ikke noget der gik ham på, tvært i mod. Dog havde det blinde øje, altid et blik over sig, som det så ting som ingen andre kunne se. Ting som entelig ikke var virkelig, men ren fantasi.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Titan stoppede op. De fire ben adspredte så de næsten pegede ud i hver sin retning, og hovedet hævet, som havde han trukket nakken så langt tilbage som overhovedet. Muligt. Hans bagdel stak en smule op i vejret, med halen strittende. Titan var stadig midt i legen, men skulle af og til stoppe op for lige at få pusten igen. Den forsvandt hurtigere når der var så koldt som der var. Men der var meget mere energi at tage af. Han var bare god til at brænde det hele af på én gang.

Som han stod der med røven i vejret, ventede han på hingsten. Det var jo meningen han skulle forsøge at fange ham. Og når han så gjorde, så ville Titan spæne alt hvad han kunne efter hingsten, der sikkert med lethed ville kunne løbe fra ham. Men det tog han sig ikke af! Han kunne ikke være sikker på at han ikke ville kunne følge med, hvis han aldrig havde prøvet.

Cazador

Han lod blikket falde på lille sorte, da han stoppede op. Så alle 4 ben pegede i hver deres regning. Det så ret morsomt ud, med de alt for lange ben og den ellers mindre krop. Det var let at se han var noget af, en energi bombe. Han huskede selv, da han var i den alder. Det hele handlede om fart og tempo, men at spare på energien, var ikke noget man tænkte så meget over i den alder. Det skulle nok komme, det var han sikker på.

Hurtig traved han hen til 'lille sorte' og puffede blidt til hans bagpart, som strittere lige op i luften. Og satte rundt, og lavede et par bukkespring. Hvor på han holte, sin stabile trav, da han ikke ville drøne fra den lille sorte, han skulle jo have en chance.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Da Titan blev puffet til vendte han hurtigt rundt. Han stod dog stadig stille, men han betragtede nysgerrigt og opmærksomt denne fremmede hingsts måde at lege på. Han var langsommere end andre. Han var måske ældre end andre han havde leget med? Hans sind virkede ej lige så ungt som nogle af dem Titan før havde opfordret til leg, men det betød intet! Han sprang fremad i et par gåde buk efter den fremmede hingst, og strakte halsen ud for at nappe efter hans bagben. Dog uden risikoen for at for en hov i hovedet.

Han virrede lidt med hovedet. Og sagtnede farten en smule igen fordi energien lige så stille slap op. Han var dog ikke helt med på idéen at opgive legen. Slet ikke. At give op var ikke engang noget Titan kendte til.

Cazador

Han kunne ikke lade være med at smile, det var enormt livsbekræftende. Sådan at tumle med den lille sorte skabning, det var ikke noget han havde gjort, i meget lang tid og han nød det bestemt. Han elskede at føle sig i live, og det gjorde man bestemt i den lilles selskab.

Han betraktede hvordan den lille prøvede at få fat i ham, og med en hurtig bevægelse, lavede han et hop frem. For at sikre sig at han ikke fik fanget ham med det samme, men også meget nænsomt så der ikke ville ske den lille noget. Da han så hvordan lille sorte skulle have pusten, stoppede han lidt op. Og brummede roligt til ham, som en opmuntring til ham, at han var sikker på han nok skulle få fat i ham. Selv om der ikke blev sagt meget, hyggede Cazador sig utroligt meget med 'lille sorte' som han kaldte ham inden i sig selv. Han havde vel et navn, men selv stillede han ikke mange spørgsmål, da han viste svaner nok skulle komme til ham, og navne var ikke vigtige for ham, mere om han syntes om selvskabt.

[/color][/blockquote][/blockquote]