Kedsomheden tager over..

Den brogede hoppe kom skridtene igennem træerne. Det ville altså sige at hun lavede slalom. Kedsomheden havde taget over. Tro det eller lad vær, men hun kedede sig, selv om at hun havde mødt en hel del heste her på det sidste. Det havde overhovede ikke gjort hende træt. Måske var det den evige sitren i hendes krop? Den evige energi hun havde som hun bare ikke kunne slippe. Hun fik ikke lov til at bruge den på grund af sneen! Det dræbte hende jo langsomt! Det var godt at være så lille som hun var, for hun kunne snildt gå inde mellem træerne uden det store besvær. Hun mimrede med den hvide mule for at opfange nogle dufte, men her var ikke rigtig nogen. Hun havde både haft gode og dårlige møder. Dog var der 1 møde hun aldrig ville glemme! Og det var mødet med Ahearn. Hvordan kunne han dog finde på at være sådan. Det måtte virkelig være t kedeligt liv han havde!

Her var stille. Ikke engang fuglene sang. Men det var jo klart, de var sikkert taget syd på nu hvor det var blevet koldt. Og det var forståeligt nok! Gid at hun også kunne tage derhen! Hun frøs en hel del, og det var ikke ligefrem det fedeste! Grenene knækkede under sneen, som var under hendes hove. Sneen var heldigvis ved at smelte og varmen var på vej frem. Hvorfor opholdt hun sig ikke noget mere i ørkenen? Nej, det gjorde hun ikke fordi at der var kedeligt i længden. Hun brød sig ikke rigtig så meget om det. Dog var det rart nogle gange. Men alligevel blev det bare ekstra koldt når man gik derfra. Dog blev det også meget koldt i ørkenen om natten.

Inde i skoven stod en gnaven sjæl. Han var godt gemt væk mellem stammerne, men sneen afslørede dog hans tilstedeværelse. Om det var det der gjorde den spraglede Mindraper så irritabel var ikke til at vide, for han havde alle dage været en anelse sær i følge andre. For tiden var det dog slemt. Han kedede sig på øen og ønskede blot at lave ravage og lyden af skridt og grene der knækkede nær ham var blot med til friste og irritere ham yderligere. Vedkommende skulle håbe på at den ej var en svag sjæl, hvertfald svagere end ham. For der skulle ej meget til at tirre denne hingst på sådan en dag som i dag. Mindraper var direkte utilregnelig og det viste han bestemt tegn på netop mens de gule øjne borrede sig fast på skikkelsen der langsomt kom nærmere.

Hun håbede inderligt at hun aldrig ville møde så nærgående en hest som Ahearn. Han havde ingen respekt, og hun havde ingen respekt for denne hingst. Hun slog med den sorte hale bag sig og mimrede svagt med den hvide mule. Hun var i brunst, men hun gjorde alt for at duften blev så mild som muligt, det var dog svært da duften jo ville være om hende hele tiden. Lige meget hvad hun gjorde. Dog var hun også ekstra opmærksom og ekstra sippet med andres heste nærvær. Hun så rundt og snart opdagede hun en stor og brun hingst. Denne hingst var meget som hendes udseende. Han havde en masse mærkelige pletter. Der var vidst også sket en mutation i hans gener. Det gjorde hende faktisk på en måde glad at det var sådan! Hun lagde dog godt mærke til de gule øjne, der stod så tydeligt i hans store og hingstede hovede. Hendes olivengrønne der altid var varme og blide betragtede ham. Hun var dog på vagt. Denne hingst virkede ikke som en glad hest. Hun stoppede op et par meter fra ham og blot så på ham. Hvad ville han mon? Ville han bare have at hun gik?

Først var Mindraper overrasket over den slående lighed mellem ham og hoppen, men kastede det så til siden. Han fokuserede på hende som hun stoppede op og han trådte frem mod hende. Han var pustet helt op og musklerne var spændt under hans hårlag. Nakken var knejset og han fnyste. Duften af brunst ramte straks han følsomme næsebor, men han foretrak ikke en mine. Han havde massere af selvbeherskelse hvilket sås tydeligt på den måde han blot stod og stirrede på hoppen. Hvad ville hun? Han trådte nu tæt på hoppen, men ikke så tæt så han kunne røre hende og omvendt. Han hævede hovedet og fnyste endnu engang. På intet tidspunkt slap han øjenkontakten med hoppen. Hun skulle bestemt vide han holdte øje med hende.

Denne hingst var en meget frembrusende, men også meget dominerende hingst. Det var mærkeligt, for Geshia blev tiltrukket af det hårde ved mange hingste. Hun havde brug for udfordring, og det havde hun altid haft brug for. Hun havde altid haft brug for at kæmpe for noget. Dog sås de ikke på hende, det sås ikke på hende at hun på et vis punkt var en smule fascineret. Dog kunne søde hingste også være rart. For det kunne jo også blive for meget. Hun mimrede atter med den hvide mule, det var blevet en slem vane for hende. Hun tog hovedet på skrå. Han blev ved med at komme nærmere og hun holdt øje med at han ikke kom for tæt på. Hun blev dog stående, for hun ville på et vis punkt heller ikke vige tilbage for ham, for det var jo også et svaghedstegn? Men hun vidste at hun ville rykke sig hvis det blev for meget.

"Godaften fremmede" sagde hun med den varme og blide stemme hun ejede. Hendes grønne øjne så direkte ind i hans, han fastholdt dem. Dog var der intet tegn på frygt, for hun var ikke bange for ham.