En udfordring?

Den brogede hoppe kom med elegante skridt skridtene gennem sandet. Det var hårdt at gå i, men det var hun ligeglad med. Hun brød sig faktisk ikke særlig meget om at være her, men her var varmt, og derfor blev hun her, og derfor havde hun bevæget sig herind. Hun var træt af al den kulde. Geshia var ikke en hoppe der skulle vise sig frem, til trods for at hun havde et specielt udseende. Hun viste sig frem, men aldrig på en overdrevet måde. Eller man kunne ikke sige at det var at vise sig frem. Det var blot hendes måde at bevæge sig på. Det lå til hendes afstamning at have den gang hun nu havde arvet. Hun udstrålede stort set altid en stor varme, men også det at hun var meget imødekommende. Hun gav altid folk chancer. Dog maks 3, nogle gange var det 2 og andre gange ingen. Det kom helt an på hvad man havde gjort ved hende! Hun mimrede med den hvide mule og hendes varme og olivengrønne øjne så rundt i ørkenen. Her virkede dog dødt. Det var også en af grundene til at hun ikke kunne lide at være her. Her var altid så dødt og kedeligt. Og på en måde lidt uhyggeligt? Men det var varmen hun var kommet for og intet andet. Hun udsendte dog et højt, imødekommende og varmt vrinsk. Mon der var nogle der havde bevæget sig herud. Hun smaskede kort og hendes mandelformede øre vippede rundt. Hendes næsebor var let udvidede. Næseborene blev dog hurtigt tørre og det resulterede i at hun blev nød til at trække vejret igennem munden. Og det var også grunden til at hun smaskede kort. Hun slog med den sorte hale bag sig. Mon der overhovede var nogen herude?

De sorte hove, har nu igen ført mig til denne ø, som i mine øjne blot består af en stor klumpe tørt, og intetsigende sand. Jeg finder ingen skønhed i det, ikke når man vandre alene i hvert fald. Men det er nu heller ikke alle og enhver, jeg er interesseret i at få side om side med. For hvorfor gøre det, når jeg i forvejen ikke bryder mig om særlig mange heste, eller sjæle. Kun ganske få i dette land, er faldet i min smag; Illana, den gyldne sol hoppe. Og Taia, den arrede hoppe, med et ganske særpræget udseende. Mine hove slår ned imod sandet, med taktfaste bevægelser, mens mine ben strækker sig langt frem, i rummelige og store skridt. Bedst som jeg går og tænker, og nyder stilheden, stoppes stilheden brat. En hoppes vrinsk kommer frem, og da jeg nu kigger til siden, kan jeg skimte hende, derude i horisonten. Standser brat op, og hæver hovedet op, mens mine næsebor udsepiles, for at opfange hendes duft. Men det kan jeg ikke særlig godt, for vinden kommer fra min vej af, og hen til hende. Dermed er det os min lugt der bliver skubbet over til hende, og ikke omvendt. Svirper med den sorte hale, inden jeg ranker mig op, og knejser nakken dybt ned. Jeg har ikke tænkt mig at vrinske; for hvis hun bruger næsen, ved hun nu os, at hun ikke længere er alene..

Der kom intet svar på hendes vrinsk, så hun tog det som om at hun var den eneste der var her i nærheden. Så hun skridtede videre. Hun var i sin egen verden da hun pludselig kunne dufte noget andet. En fremmede duft og det fik hendes olivengrønne øjne til at se rundt i ørkenen, og der stod der en og betragtede hende. Hun stoppede op og tog hovedet på skrå. Mon hun skulle gå over til hesten, eller blot blive stående? Hesten lignede en hingst. Han var mere muskuløs end man lige ville sige at en hoppe var. Medmindre at det selvfølgelig var en koldblodshest. Hendes øre er fremme for at virke imødekommende og der er et lille smil om mulen. Hun begynder så alligevel at skridte frem mod den fremmede. Hvem mon det var? Hun slog lidt med den sorte hale bag sig og atter blev hendes mund åbnet en smule for at hendes næsebor ikke skulle tørre fuldstændig! Hun hadede det, for det gjorde ondt når det skete.

De mørke øjne hviler imod den flerfarvede hoppe, som jeg ikke før har hverken hørt, set eller duftet i dette land. Og dermed er hun mig komplet fremmed. Men det gør mig nu intet; for så er jeg også en fremmede for hende, og dermed kan hun ikke have dømt mig. Endnu. Svirper med den sorte hale, mens jeg betragter hvordan hun kommer mig nærmere og nærmere, men efter lidt tænketid dog.
Knejser min nakke godt op, og samler min krop i en maskulin holdning, inden jeg så lader et dybt, mørkt og hæst brum forlade min krop, og vige imod den fremmede, som en kort hilsen. Den er højlydt, men alligevel ikke så høj, at andre omkring os ville kunne høre den; for jeg fremsiger først den brummende lyd, da hun er i en passende afstand til at kunne høre mig. Som hun nærmer sig mere og mere, løfter jeg min hals og bringe en smule, inden jeg så vipper ørene helt bagud, for at vise ’dertil og ikke længere’, for nu skal hun ikke tættere på mig. De to meter der er mellem os nu, er fint for mig, indtil jeg ved hvem hun er. Og ikke mindst; hvad hun vil mig.

Hun så på hingsten foran sig og da han gav tegn til at hun skulle stoppe stoppede hun. Det var også en fin afstand for hende. Hun brød sig ikke specielt meget om nærkontakt fra fremmede. Hun slog et par slag med den sorte hale og betragtede ham. "Godaften fremmede" sagde hun med den varme og blide stemme som hun nu ejede. Han var broget, men ikke broget som hende. Denne hingst havde kun 2 farver. Det var dog ikke grimt. Hun mimrede med den hvide mule.

Kort så hun rundt i landskabet, bare for at se om her var andre, men det var alt for mørkt til at man ville kunne se noget som helst. "Jeg er Geshia" præsenterede hun så sig selv. Hun var høflig, og det havde hun altid været. Undtagen over for dem hun ikke kunne lide. Egentlig var der utrolig mange der mindede om hende selv, i hvert fald i starten, dem hun havde mødt. Der var ikke mange der ville hinanden nær i starten. Men det gjorde hende ikke noget, det passede hende faktisk perfekt.

Den brogede hoppe, er nu kommet helt tæt, men dog vælger hun at stoppe, da mine signaler er tydelige, og det er kun positivt. Nogle vælger at trodse mine signaler; men så finder jeg skam blot andre metoder at stoppe vedkommende på, som måske er knapt så venlige, som disse signaler i øjeblikket er. Svirper med den sorte hale, mens mine øjne skeptisk knibes en smule sammen, idet hendes stemme kommer frem. Blid og lys, som så mange andre hoppers er; men alligevel er de alle vidt forskellige, heldigvis!

,,Godaften”

Dette bliver min hilsen. Jeg er udmærket klar over, at hun er mig fremmede, og jeg er hende fremmed, og derfor behøver jeg ikke have dette ord med, i min simple hilsen. Min stemme er hæs og ru, men dog ikke ondsindet. For jeg er jo ikke ond, medmindre det er påtvunget i en situation, hvor jeg skal beskytte mig selv, eller en jeg har kær.
Hendes navn er Geisha, og til det nikker jeg kort, inden jeg igen lader min stemme bryde frem.

,,Har du vandret her længe, Geisha?”

Jeg har intet behov for at fremsige mit eget navn; ikke endnu. For hun får ikke brug for det, medmindre jeg ønsker at møde hende igen; og så skal hun da nok få mit navn.

Hun tog hovedet på skrå. Hun nikkede da han også hilste til hende. Der var et smil omkring hendes mule og hendes ene øre var fremme mod ham, mens det andet var vendt den anden vej for at være opmærksom på omgivelserne omkring hende. Hun var ikke tryg i hingstens selvskab endnu; da hun ej kendte ham endnu. Og derfor blev hun en smule mere opmærksom, dog havde hun ikke gjort noget negativt, og ind til videre synes hun kun positivt om ham. Men nu havde de jo også kun hilst, så der kunne ske meget endnu.

Det undre hende en smule da han ikke præsentere sig. Men måske er han ligesom den grå hingst som hun endnu ikke kender navnet på, da han ikke ville sige det? Eller at det ikke skulle beskrive ham. Hun måtte enda selv vælge et navn til denne grå hingst. Hun lod det dog ligge. Hvis hingsten ikke ville sige sit navn, så var det også fint nok for hende.

Hun rettede opmærksomheden helt på ham da han begyndte at snakke igen. "Nej, jeg har ikke engang var her i 1 måned endnu" sagde hun og så på ham med de olivengrønne øjne. Som så mange andre hingste på denne ø som hun havde mødt virkede denne hingst også til at se andre an. Han virkede ikke som en åben hingst, men han skulle finde ud af hvem han stod foran. Det var forståeligt nok, for sådan havde hun det selv. "Har du været her længe? Du virker til at have været her længe, du virker til at føle dig.. tryg?" sagde hun med den samme varme og blide stemme. Hun tog hovedet på skrå og det sidste sagde hun til sidst, for hun kunne ikke helt finde ud af om han følte sig tryg, men han følte sig i hvert fald ikke skræmt på nogen måde. Selv virkede hun ikke specielt skræmt, men hun var mere opmærksom end hun ville have været hvis hun kendte stedet. Det vidste hingsten foran hende dog ikke.

Den mange farvede hoppe, ser ikke ud til i første omgang, at se mit selskab som et problem, eller et selskab hvor hun føler hun skal hive sig selv i gang, for at holde liv i samtalen. Men jeg er en hingst af få ord; oftest fordi at hvis jeg ikke synes jeg har noget brugbart at sige, jamen så ser jeg ingen grund til at åbne munden, og sige ord som ingen steder hører henne; desuden kan man også komme til at sige ting, som man måske i sidste ende ikke mener. Så hellere blot holde mund.

Hendes undren over min manglende præsentation af mig selv, lægger jeg svagt mærke til. Ikke fordi hun viser det tydeligt, men dog er det at se en smule på hendes ansigtstræk, da man altid laver små trækninger i ansigtet, hvis noget undre en, gør en bange, overrasket eller glad. Så derfor lægger jeg skam mærke til den undren der er over hende; og det passer mig fint.

En måned, har hun været her. Altså er hun en af de helt nye, som er kommet til Andromeda. Mange nye er faktisk kommet hertil, jeg har i hvert fald opfattet ganske mange nye lugte, fra fremmede individer; og det gør min opgave med at beskytte Hende og Lyset, langt svære. For jeg ved ikke hvad de fremmede kommer med af henseender, og derfor kræver det os, at jeg møder mange af dem, selvom jeg ikke har lyst som sådan. Mine mørke næsten sorte øre, vipper kort omkring, inden de finder deres vante plads skråt bagud, da hendes spørgsmål til mig er færdigt. Tryg, er nok så meget sagt; ikke at jeg er utryg, aldeles ikke, og jeg er aldeles heller ikke bange for at være i dette land. Men jeg er utryg på den facon, at jeg har viget min beskyttelse til en, og hende agter jeg dermed at gøre mit for at beskytte.

,,Jeg har ingen grund til, ikke at være tryg, Geisha. Jeg har vandret her længe, længere end de fleste. Dette er min 2. vinter, i dette land”

Besvarer jeg hende, med den dybe og maskuline tone, samtidig med at jeg kort nikker, for at understrege det.

Han ville stadig ikke præsentere sig selv, og derfor vælger hun også at lade den tanke ligge og så have at han på et tidspunkt vil sige sit navn. Hun vender ørene mod ham for at lytte til det han siger. "Hold da op, 2 vintre" sagde hun og så tænkende, men stadig smilende ud i luften. Ikke fordi at det var dårligt at være her i 2 vintre, men så må man have været her i ret lang tid. Hun fik pludselig et nysgerrigt glimt i øjet. "Kender du så nogle hemmeligheder?" spurgte hun lidt lavere og lidt hemmelighedsfuldt, som om ingen andre måtte høre hende. På nogle punkter kunne man godt mærke at Geshia stadig var en ung og rimelig uerfaren hoppe. Selv om at hun allerede havde fået nogen historier i dette land. Dog ikke om landet, men om hvor hestene kom fra før de kom til landet, og det lød bestemt ikke kedeligt i forhold til hendes korte historie!

Den brogede hoppe, med de forskellige brunlige nuancer, virker meget ung af sind. Jeg selv er ikke som sådan ung, men jeg er heller ikke gammel. Men af sind, er jeg nok ældre i forhold til hvor mange vintre og somre jeg har levet i. Svirper med den grå hale, mens hun konstaterer at mine to vintre her, nok er meget, ud fra hende ’hold da op’. Men da hun pludselig får et glimt i øjet, og sænker stemmen, for derefter at spørge om jeg kender nogen hemmeligheder, bliver mit ansigt en smule stift, men kun kortvarigt.Lader ørene forblive bagud, og nok en smule mere ligenu. Da jeg i lidt tid har kigget på hende, tænkende, lader jeg så min maskuline og ru stemme glide frem imod hende.

,,Geisha, der er en grund til, at det er hemmeligheder: det er ting, som ikke siges videre til andre. Noget, man beholder for sig selv, hvis man har været så heldig at få en hemmelighed delt imellem en selv, og en anden sjæl. Så hvis jeg havde nogen hemmeligheder, unge hoppe, så ville de ikke blive fortalt videre, heller ikke til dig.”

Min tone er måske en smule belærende ligenu, men hvis hun ikke kender til hvad en hemmelighed egentlig er, så er det dælme på tide at hun får det af vide nu. Og om hun så bliver fornærmet eller hvad hun gør, det kan jeg ikke tage mig af. Jeg bærer en stor hemmelighed, for en anden sjæl, og jeg kunne aldrig drømme om at fortælle den hemmelighed videre til nogen; og slet ikke en som Geisha, som jeg slet ikke kender endnu.