Naturens musik

I faste takter bevægede en gylden skabning sig over det mere matte sand på ørkenøen. Med ørerne let tilbagelagte og de nøddebrune øjne spejdende over landskabet med en svag distance, det var tydeligt at Saint var i sin egen personlige tanketilstand. Hun nød blot at kunne slappe af og leve sig ind i elementet omkring hende hun så tydeligt komplimenterede med sine farver.

Sunrise Saint var ofte i stort samspil med sine sanser, og denne dag var det som om at hørelse havde taget over. Ofte var det som om at ørkenen med dets natur der næsten altid var i bevægelse prøvede at fortælle hende noget. Den svage hvisle af sandet der blev hvirvlet omkring af den lettere kraftige vind var en beroligende lyd i hendes ører. Vinden der komplimenterede den svage hvislen med en mere blød og mild lyd bragte hende flittigt duftende omkring hende så hun kunne føle sig mere tryg ved at vide hvad der var omkring sig. Det var alle velkendte lyde som Saint havde levet med hele sit liv, og dette var grunden til at dette sted var blevet hendes hjem.
Det svære ved at have valgt et sådant sted som hjem var at det også nemt gav anledning til at minde hende om ting fra hendes fortid. Af og til følte Saint sig selv blive ført ned i mørket af en ond spiral der ikke havde i sinde at lade hende komme op igen. Alligevel vidste hun at alle andre steder i Andromeda ville være ukendte og fjendtlige steder, og hun ville aldrig kunne føle sig godt tilpas der, specielt ikke nu hvor der var vinter.

[/size][/color]

[Forbeholdt Altaïr]

Sandet gav efter for vægten af den skimlede hingst, der havde bevæget sig væk fra de snebeklædte sletter, og ud i ingenmandslandet, ørkenen, der lå midt på den golde ø Zenobia, som mange mente ej indeholdt det store liv, eller grundlag herfor. Mulen på den skimlede havde sænket sig ned over sandet, for observerende og opfange de dufte, der gemte sig i det evigt gyldne og levende ocean, der på grund af den gennemtrængende varme, ikke var beklædt af sne. Sneen ville simpelthen ikke kunne overleve herude; for varmen var hård, og under den tykke vinterpels svedte den skimlede hingst også meget. Det gik ham dog endnu ikke voldsomt på, da hans nysgerrighed for disse sandsletter var større end behovet for at køle af; se, det var sjældent at den skimlede havde bevæget sig ud i sådanne områder, og dermed var der meget nyt for ham, meget der skulle udforskes og betænkes, førend han kunne vende opmærksomheden tilbage til de græsmarker som han kendte til.
Han vidste at slanger kunne hvile sig på de varme sandbanker, og sten der lå gemt herude, for dette var i sandhed slangernes land; men det overraskede den skimlede, at han ligeså havde observeret firben herude, edderkopper og andre dyr i den genre, som kriblede rundt på det varme sand, der sirligt krøb op omkring koderne på den skimlede, for da at prøve at hæfte sig fat højere oppe på hans ben. Sandet kunne være lumskt, især for dem der ikke kendte dets luner, så derfor var den skimlede hingst ekstra påpasselig i disse omgivelser.
Selvom hans opmærksomhed var godt optaget af sandets verden i sig selv, fik han alligevel sanset en anden sjæl. Hans hoved blev hævet, og hans blik fangede en gylden hoppe, med mørkere ben og man, der vandrede rundt herude. Det undrede først den skimlede, at se en yndefuld sjæl som hende, bevæge sig let og elegant af sted i dette land, som var det hendes eget; for han troede ej at ørkenen havde beboere. Dog måtte han nok se sig fejlagtig på dette punkt, for den hoppe havde en elegance og en overlegenhed at bevæge sig med, at hun ej kunne høre til andre steder. En smule forundret lod Altaïr et dæmpet vrinsk lyde, hvorefter han satte kursen imod denne ørkenhoppe, for at hilse hende an.

Lige fra at vingerne var blevet hende skænket, havde deres vægt føltes så naturlig som den kunne. Saint elskede den måde hvorledes de smøg sig langs hendes sider, brede og elegante i deres rene, hvide nuancer. Det var som om hun nu følte sig bare en smule mere hel. Det der gjorde at hoppen ikke kunne nyde denne nye følelse af vingerne langs hendes sider, var grunden til at hun havde fået dem.

Han havde snydt hende! Snydt hende! Ingen havde formået at snøre Saint nogensinde, men denne hingst, den hingst hun havde mødt, havde formået det umulige. Hun havde vel også ladet ham gøre det, hun havde badet i hans løfter og ikke tænkt om hvor nemt et offer hun havde været. Han havde lovet hende at hun kunne slippe bort, men hendes vinger havde ikke været nok til at kunne få hende væk fra dette land. Hun var fanget her, for altid!
Endnu havde hun ikke kunnet acceptere det, men hun prøvede lige så stille at vende sig til tanken om at denne ørkenø ville forblive hende hjem for evigt. Det ville dog tage tid, og fik hun chancen vidste hun at hun ville hævne sig over den usle hingst der havde gjort dette mod hende! Det værste var følgerne, den pris hun havde betalt til sig. Under aftalen havde hun sagt han ikke skulle fortælle hende hvad det var, men hun var kløgtig, og hun havde skam lagt mærke til at hendes ellers fuldkommen magre mave var begyndt at bule bare en lille smule, og det var skam ikke fordi hun havde spist for meget. Hun tog sig tilfreds med at vingerne indtil videre heldigvis dækkede hendes mave.

Et vrinsk lød i det fjerne, og Saint vendte opmærksomt hovedet. Ørerne blev vippet en smule ned i hendes nakke, mens hun lod sine nøddebrune øjne betragte den hingst der nu var på vej mod sig. Han var nem at se i ørkens gyldne landskab med sine grå nuancer. Hvorledes hun følte for selskab var hun ikke helt klar over men hun blev som det nu så ud, stående hvor hun var. Altid havde Saint bildt sig selv ind at hun ikke ønskede sig selskab, men når det kom til stykket var hun som enhver anden hest et selskabsdyr. I Saints tilfælde var det bare ikke i så overdrevent en forstand.
Stille bakkede hun et par skridt inden hun rettede sin slanke krop op. Endnu så hun feminin og elegant ud, og med de prydende vinger kunne hun hurtigt blive et overvældende syn. Saint selv tænkte dog ikke yderligere over vingerne, deres vægt var en blevet normal på hendes skuldre, og hun overvejede ikke yderligere at andre ikke var van til synet af vinger på en hests skuldre.

[/size][/color]

Altaïr, der ganske dansende var på vej imod denne guldfarvede sjæl, han havde spottet længere ude i sandets land, mærkede efterhånden hvordan at sandet greb fat om hans ben og besværliggjorde hans dans. Ej at det var så stor en belastning, at det tyngede ham til at sætte i skridt, nej, han fortsatte ganske ædelt imod den fremmede hoppe, hvis sjæl han endnu ikke kunne se til fulde.
Der gik dog ej længe, førend hans dans havde bragt ham tæt nok på, til at han kunne se denne hoppe’s egentlig skikkelse; og der opdagede han noget, som han aldrig havde troet han skulle se. Hoppens flanker var prydet med et par vinger, store og brede nok til at kunne holde hende i luften, hvis da hun bredte dem ud. Derpå slog den skimlede hingst ned i en lidt trippende skridt, alt imens hans krop pustede sig en anelse op. Han var hverken ude på at skræmme denne fremmede hoppe, virke imponerende eller andet, det var simpelthen af forundring, at hans kropssprog blev således, og at hans krop blev båret med fornyet lethed over det ellers brændende sand.
Han nærede dog, trods det magiske og urealistiske syn, ingen frygt eller skepsis overfor denne hoppe, der bar disse vinger. Altaïr vidste, at mangt og meget var muligt, og han havde fornemmet, efter at have beskuet himlen over det punkt, hvor han selv var kommet til dette land, at der lå magi gemt i selve landet; og derfor var han langt fra i tvivl om, hvilken verden, af de to han foretrak, at han vandrede i. Han var i den virkelige verden, som andre omtalte den som; den verden hvor man var vågen og reelt levede. Der hvor man var omgivet af andre sjæle, og ej blot var sig selv og dem man forestillede sig. Han prustede dybt, men alligevel hilsende imod den noget elegante hoppe, der havde troppet op i sandets ocean; og han nåede da helt hen ved hendes side, før han standsede sig selv. Hans mule blev da langsomt ført frem imod denne fremmede, for at hilse hende an, som han gjorde overfor alle hopper han havde mødt; han var dog varsom, for hvis den gyldne sjæl afviste hans hilsen, skulle han være klar til at trække mulen til sig med det samme, for at undgå at gøre situationen værre end den så da ville blive. Han mimrede langsomt med mulespidsen, inden han forsigtigt påsatte den på hendes gyldne hals, med en hingstet og sensitiv brummen. En pegasus, i dette land. Uvirkeligt.

Årvågent fulgte hoppens øjne den grå skikkelse der nu kom mod hende. Det var ikke en ørkenvandrer der kom mod hende nu, men hans krop gjorde et anerkendende forsøg på at blive til en. Dette fik Saints hoved til at glide let på sned, han virkede ædel, men var han det i sandhed, eller var han blot et fæ i en ædel hingsts krop.
Som kunne hun mærke tidspunktet hvorpå hans øjne mødte hendes vinger, bredtes de en smule ud fra hendes flanker. Samtidig gled hendes egne øjne ganske kort ned til det hun kunne se af vingerne. De var et imponernede syn, men et hun ikke længere kunne forholde sig til. Hun havde ikke ønsket sig dem for det smukke syn de var, hun ville have dem for deres egenskaber, men den egenskab ville hun aldrig få brug for. Et had voksede op i hendes indre og bragte en bitter smag på hendes tunge. Hun havde aldrig ønsket sig at være usynlig, men hun ønskede dog at have lov til at forblive alene når hun ønskede det. Med disse vinger ville hun nemmere lokke selskab til, så tre ting havde den onde Rumpelstiltskin allerede formået at gøre hende fortræd med. Hastigt lod hun øjnene glide op igen, hun smed tanken fra sig. Hvis hun tænkte på dæmonhesten nu, vidste hun at hun ikke ville være fuldt opmærksom på den grå hingst der nærmede sig.

Ørkenen åndede stille omkring de to skikkelser der nu stod ganske nær hinanden. Det virkede til at naturen komplimenterede hver sans i hestenes kroppe. Vinden smøg sig mildt omkring dem og opildnede hingstens lette muskus duft, den hviskede stille i deres ører, mens sandet hvislede beroligende toner. Naturen virkede tilfreds med de to hestes møde, men det var noget helt andet for den gyldne Saint, for naturens sindstilstand virkede ikke til at kunne berolige hende i denne situation.
Han var tæt på, alt for tæt på. Saint mærkede hvorledes hver en muskel i hendes krop blev spændt op. Hun havde læst ham forkert, for hun havde da han nærmede sig tænkt han kunne være en ganske behagelig sjæl, men nu pressede han sig ind på hendes personlige rum. Hun lignede en springfjeder der var klar til at eksplodere hvert øjeblik da han kom lidt op på hendes side og rakte mulen frem. Hun mærkede alarmen i hendes krop inden hun forstod hvad det var han snart ville gøre. Dengang hun var yngre havde hun påskønnet en sådan hilsen, hun ville have elsket den nærkontakt det ville føre med sig. Men hun havde oplevet for megen svigt til at kunne acceptere en sådan personlig tilgang til kontakt med andre heste.
Det sitrede gennem hele hendes krop da hans mule berørte hendes hals, det var som om hun stivnede i få sekunder, som om hendes krop lige skulle acceptere at han lige havde rørt hende. Da hendes hjerne endelig kunne forstå de signaler hendes krop prøvede at sende hende gik tingene dog også hurtigt. Hendes kæber snappede ud efter hans hals, inden hun hastigt hoppede tilbage, uden rigtigt at opfatte om hun virkelig havde bidt i hans kød, eller om han havde sluppet. Hendes bid havde dog mere været en irettesættelse, end et kraftigt bid. Hendes nøddebrune øjne lyste af panisk kulde og hele hendes kropssprog radierede irritation.

[/size][/color]

Han skulle være helt oppe på dupperne, den skimlede hingst, især da han sansede de første sammentrækninger i denne bevingede hoppes muskler. Hans mule, der havde søgt hendes hals, opfangede den måde hun nærmest stivnede på, og derpå lod han den søge baglæns, ganske stille og roligt, for ej at vække for stor opsigt. Hurtige bevægelser var ofte en dum idé, i en situation som denne; men netop denne gang, havde det nok gavnet den skimlede hingst, hvis han havde været hurtigere på aftrækkeren, for da hans bevægelse var begyndt at gå baglæns igen, hakkede den gyldne vingehest pludseligt ud efter ham, og et par tænder fik fat i det bløde skind yderst på mulen. Han hev da mulen til sig, det sidste stykke, i en lettere voldsom bevægelse, samtidig med at han gav et hvin fra sig. Hverken vredt, arrigt eller skræmt. Bare fortællende; hun havde ramt, og han skulle nok vige. Derpå tog han et skridt bagud, hvorefter han hoppede om sig selv, for at ende med bagparten imod denne hoppe. Der sad mere kød, hvis hun da skulle finde på at bide igen. Han blev da stående, med bagparten imod denne nærmest uvirkelige hoppe i nogen tid, hvorefter hans hoved blev drejet rundt for at beskue hende. Det lignede nærmest, at hun var bange; men for hvad, kunne han ikke tyde.
Den skimlede hingst valgte ganske simpelt, at blive stående hvor han nu var. Som regel ville han have søgt hoppens side igen med det samme, med en undskyldende mine, men ikke denne gang. Han var bange for, at nu mere han bevægede sig og gjorde, des mere bange ville denne ørkenpegasus blive. Så derfor stod han blot og betragtede hende, i håb om at hendes trækninger og spændinger ville aftage sig.
Sandet omsvøb hans hove, nu hvor han stod stille. Mens han havde været på farten, havde det ikke formået at sluge hoven helt, for hurtigt havde han haft hevet den op igen, for da at fortsætte sine bevægelser. Men nu, nu mærkede han varmen som var intens som en sommerdag, trods det var vinterens årstid.
Den skimlede hingst, der egentlig følte for at undskylde overfor denne hoppe, ventede dog. Han ville vente på at hun tillod det, for hvis han gik for hurtigt frem, ville han måske få et hak til, eller skræmme denne føniks på flugt; hvilket han absolut ikke ønskede. Nej, han ønskede at blive indhyllet i den mystik, som denne bevingede sjæl havde om sig, lærer om hende og hendes evner. Hvor kom hun fra, med disse vinger?

Hun kunne smage en ganske svag metallisk smag på spidserne af hendes tænder. Hendes bid havde ramt, men ikke hårdt, og ikke meget. Hvis hun skulle gætte var det blot det forreste af hans mulespids der havde fået et hak. Det var også helt fint, en advarsel var nok for hende, han skulle blot vide at det han gjorde var ganske forkert, han havde gået langt over hendes grænser! Hun mærkede endnu hvorledes hendes øjne lyste af svag panik og irritation, for hvor var han dog respektløs. Der skete dog så meget de næste sekunder at hun ikke fik tiden til at tænke, det eneste hun kunne mærke var hvorledes hendes krop radierede af varmen fra det svage raseri der svømmede gennem hendes blodbane.

Han stod med røven til hende. Hvor upassende... Saint kiggede med sammenknebne øjne på den fine bagpart der nu stod presset op mod hende. Hvad var dette dog for en underlig gestus. Det var som at lukke luft ud af en ballon, for Saint mærkede straks panikken og raseriet forsvinde, i stedet mærkede hun en stor undren i sin krop mens hun så ned på den grå bag og mørkere hale der nu var inde mod hendes krop. Det måtte for andre ligne at han i denne situation var hoppen og hun hingsten der snart skulle til at springe op på hans ryg. Det gav ingen mening hvad denne hingst gjorde, eller hvorfor i hendes øjne.
Stille blev Saints mule sænket ned mod hingstens bagpart. Hun rørte blot ganske svagt ved hans skind ved det øverste sted på hans bagpart. Han måtte være lige så høj som hendes selv, for hun kunne nemt nå. Her lod hun sine tænder blotte, og ganske svagt nippe i ham. Det var ikke en arrig handling, nok mere en markering for endnu at understrege at hendes tænder gerne måtte berøre ham, så længe han gjorde noget upassende. Måske det også var for at give bare en eller anden reaktion på hans mærkværdige opførsel i stedet for blot at blive stående og stirre. Hendes nøddebrune øjne hvilede samtidig mod hans hoved. Han var en ædel hingst af udseende, men af person virkede han allerede langt under den standard hans krop gav ham.
Roligt blev hoppens smalle hoved rejst fra hingstens krop og hun trådte et stille skridt tilbage så hun ikke længere berørte ham med noget af sin krop. Først nu kunne hun mærke hvor meget hun før havde spændt i sin krop, for nu hvor hun ikke længere berørte ham slappede hun automatisk af i sine muskler. Hendes kolde øjne forblev dog på hingstens ansigtet, vagtsomt. Han skulle ikke vove på noget!

[/size][/color]

Alt imens at den skimlede hingst havde drejet sig rundt, havde den bevingede hoppe vidst for alvor set sig sur på ham. Hendes tænder sneg sig langsomt ind imod hans solide bagpart, men den skimlede rørte sig ikke. Han ville få situationen til nærmest at gå over af sig selv, og først røre sig når hun selv forholdt sig stille, for ikke at gøre tingene værre. En hoppe, med det temperament, ville han ikke skræmme, eller provokere mere, end han allerede havde gjort. Hendes tænder blev snart blottet over hans bagdel og da hun nappede, rykkede han hovedet op i en kvik bevægelse og afgav et hvin, der var så lavt, at hun nok nærmest ikke ville kunne høre det. Bare hun ikke ville bide ham i stykker. Han brokkede sig dog ikke yderligere, men blev stående med ørene vendt i nakken og hovedet højt hævet, klar til at flytte sig så snart hendes sultne tænder havde fundet vej væk fra hans skimlede bagpart igen. Ja, det måtte se komisk ud, dette, med en hingst der havde vendt rumpen til og en arrig hoppe der bider i ham. Men nu var det sådan, at Altaïr vidste, at netop dette måske kunne få hendes opmærksomhed tilstrækkelig væk fra ham, så han kunne hoppe lidt på afstand, uden at få endnu et hak. Han brød sig langt fra om at blive slået på; men ej heller at slå igen, og derfor var hans bagben, der ellers kunne afgive et spark eller to, også helt i ro, imens hoppen gjorde sine krigeriske handlinger færdige. Han skulle nok underkaste sig krigeren, hvis hun ønskede dominans; men nok ikke på den måde, som mange ville ønske. Altaïr var nemlig ikke en type, der underlagde sig andre mentalt. Fysisk kunne han sagtens, fordi han ikke var en slagsbror, og fysiske handlinger betød langt fra særligt meget for ham, i forhold til de psykiske.
Da hun så trådte tilbage, fjernede sig fra ham, sprang han et par kvikke trin fremad, drejede sig rundt og endte nu med fronten imod denne pegasus, dette sagnsvæsen igen. Han lagde hovedet på skrå og lod de mørkeblå øjne ramme hendes krop, der tydeligt fortalte ham, at han ikke skulle nærme sig hende igen. Normalt ville en undskyldning kunne rode bod på den nærgående adfærd Altaïr havde; fordi han yndede at tilbede hopperne, men ikke her. Så han forblev tavs og kiggede blot yderst observant på hende; nærmest, som en unghingst der for første gang møder noget farligt. Hvordan han skulle tackle dette, var ham endnu uvist.

Hele tiden var hoppens nøddebrune øjne stift rettet mod hingstens hoved. Han gjorde klogt i ikke at gøre noget, men blive stående. Saint var som det sand hun gik på i denne ørken, uforudsigelig og listig men også af og til meget vredesfyldt som heden her i hendes hjem. Havde han valgt at gøre modstand mod hendes små nap havde hun muligvis forsøgt at tage endnu en bid af ham. Måske det kunne have været en god ting at få lov at give hingsten endnu en lærestreg, men hun lod være. Saint var kun voldelig når panik greb om hendes hjerte, og det var hvad denne fremmede sjæl havde gjort ved hende, han havde vagt noget af det værste fra hendes minder. Ingen kunne vide at nærkontakt var så stor en ting for hende, men nu ville han forhåbentlig ikke nærme sig igen, nu skulle hun forhåbentlig ikke lære ham det igen! Endelig havde hendes hjerterytme sænket sig, pulsen drønede ikke længere i hendes ører og hun kunne endelig mærke sin krop slappe en smule af.
Da hingstens krop pludselig bevægede sig igen kastede hun med hovedet og mærkede kort panik i sin krop. Hvad nu hvis han nu ønskede at give igen? Den skimlede sjæl endte dog foran hende og stod endnu engang stille hvor han var, så hun slappede hurtigt af igen. Hendes krop var dog stadig anspændt og hendes blik køligt mens det granskede hans krop. Hvilken mærkværdig skabning? På mange måder havde Saint sikkert bedømt denne hingst til at ville være en ædel skabning, en gentleman med hovedet på plads, og alligevel havde han lagt hendes advarsler på hylden og berørt hendes krop. Hoppens øjne blev knebet en smule sammen. Han skulle nok afsløre hvad han i virkeligheden var. Indtil videre ventede hun på at se hans næste træk.

[/size][/color]

//Out, tråde nulstilles