Post by Deleted on Dec 18, 2012 19:51:16 GMT 1
(Tråd forbeholdt Djange og D'zard)
The darkness is my friend
Det var hårdt for den spinkle hoppe. Ikke blot det at leve hver eneste dag, som om at det var normalt for hende. Men det var hårdt for hende, at lade som om intet sårede hende. At intet gjorde hende ondt, men hun havde svært ved at holde masken, for faktum var, at denne ulykkelig og ikke mindst plagede sjæl simpelthen ikke kunne finde ro, og hun kunne ganske enkelt ikke skjule sin elendighed, fordi alle murer var faldet til grunde på ingen tid. Hun vidste at det ville være for pinefuldt at prøve igen, så D’zard havde besluttet at hun ville love sig selv ikke at udsætte sig selv for mere smerte end hun nu havde pådraget sig.
Den mærkværdige hoppe var ikke til at gennemskue. Denne sorte hoppe vidste man aldrig hvor man lige havde hende henne af. Hun var nemlig utæmmelig. Hun skræmt og utæmmet vilddyr var det man kunne kalde hende. Hun mindede mest af alt om et vildt rådyr, som var konstant på flugt, og når endelig nogen ”fangede” hende udviste hun en stor frygt. En stor skam og ikke mindst frustration.
Hendes sind var ganske vidst splittet og ikke til at hitte ud af, men D’zard var en levende skabning med en masse forskellige erfaringer i livet. Og hun var ikke mindst noget af det mest loyale man kunne finde, hvis man først vandt hendes tillid og venskab. For man kunne stole blindt på, at hun blot ville gøre det aller bedste for alle; og hun ville vogte over dem, gøre alt for dem. Sådan var hun nemlig. Hun var omsorgsfuld og kærlig, trods hun aldrig havde været elsket, men hun ville ikke gøre den samme fejl over for nogen som helst i sit liv.
Men D’zard var bange. Bange for, at hun måske aldrig ville stifte familie. Bange for at hun måske aldrig ville blive elsket. For hvem ville elske en vanskabning som hende?
D’zard havde lært at acceptere så godt hun nu kunne hvordan alt havde lagt sig ud, men hun kunne ikke lade være med at ønsketænke sig til en bedre fremtid. En lysere fremtid, hvor hun ikke behøvede leve i en forpint verden. For det værste ved den smerte som huserede i hende, var det skyldtes hendes egen præstationsangst. Det var hende selv som forulempede sig selv mere end hun egentligt burde. Hun havde en så stor skyldsfølelse, at det var umuligt for hende, at tænke anderledes. Hun ønskede rent faktisk ikke, at tænke anderledes om man ville. For hun fortjente andres hån. Gjorde hun ikke? Hun var en vanskabning, og der var en grund til hun var født som hun var. Der var altid en grund til nogen blev hængt ud.
Og grunden her, var helt sikkert fordi hun var et udskud. En batard.
