Hvor Lyset berører ørkensandet...

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Luften havde været bidende og modbydelig, da den mørke hingst havde trodset havet, og svømmet side om side med den røde hoppe over mod den sandbeklædte ø. En lille, diskret fornemmelse sagde ham, at der også måtte være sne og kulde på denne ø, men nej. Over alt omringede det gyldne sand øen og gjord det umuligt at få et overblik over området. Med dansende skridt forlod Jaidev vandets kolde greb, og bevægede sig ind mod bredden. Hans sortnede øjne gled tomt ud over det intetsigende område, inden han strakte mulen mod Armonias, for at forsikre sig selv om, at hun stadig fulgte med ham. Hun var trofast, den røde hoppe. End havde hun ikke veget fra ham, trods han havde foræret hende en voldsom gave; hans have. Hans fortid. En fortid, ingen andre nogensinde havde fået af vide. Hans mørke øjne betragtede længe Armonia, inden hans øjne gled ud over den ø, de to sjæle befandt sig på. Sand, sand, sand. Jo længere øjet rakte, jo mere sand var der at bespotte. Jaidev brød sig på ingen måde om dette; det var ikke et område, der mindede om det han var van til, eller det han holdte af. Sandet var sådan en forræderisk ting. Ak, hvor mange sjæle var ikke vandret i vilde igennem sandet, bedraget af synet af at det virker ens overalt. En rynke var blevet dannet på Jaidevs silkebløde mule, inden han trådte frem gennem det bløde sand med et dansende skridt, og en brummende kalden efter Armonia.
Det var overraskende lunt på øen. Ingen sne var at finde. Ikke det mindste snefnug. Langsomt søgte Jaidevs mule ned mod sandet, som han fnøs hårdt til. Inden det nåede at fuge omkring ham, slog han hovedet hårdt i vejret, spændte i musklerne og kneb de mørke øjne sammen. Hvor han dog foragtede det sand. Næseborende udspilede sig sagte, idet et dybt suk forlod ham, og øjnene gled tilbage mod Armonia, den godtroende hoppe, der agtede at trodse hav og sand, for stadig at følge ham, stole blindt på hvor han ville føre hende hen. Galant stoppede han op i en samlede parade, ventede på at hun gjord ham selskab, og da lod han så sit ædle hoved læne sig tæt på hendes, for atter at beære hendes øre med visdom, som ingen anden sjæl havde hørt om før.

”Kære Armonia, jeg ved at der findes et lys i dig. Et lys, stærkere end hos andre. Forstår De, mit lys er ej stærkt, ikke længere, ikke indtil selve Lyset fandt mig. De ved, hvordan lyset skræmmer skyggerne på flugt, og det er netop denne oplevelse, De skal få, Armonia. Disse skygger er dog dæmoniske, forstår De. Disse skygger er ej at se, ikke for Dem. Men Lyset og jeg, vi ser dem. Jeg vil vise Dem dette Lys, hvis De blot følger mig.”

Stemmen var end ikke mere end en saglig hvisken. En dyb, ru stemme, hvor unikke undertoner af melodi og harmoni af maskulinitet og behaglighed snorede sig legesygt sammen. Stemmen var smuk, dragende ligefrem. Øjnene, sorte og spejlende som søens mørkeste vand, betragtede Armonias varme, chokoladefarvet øjne, dybt og intenst, men uden at æde hende indefra. Tværtimod, de lod hende indtræde hans grænse, lod hende se glimt af hans lille glød i de mørke øjne. Han behøvede ej svar på tiltale, blot en reaktion. Langsomt og fjerblidt puffede han til hendes mule, en invitation, inden han atter drog afsted gennem det ørkenbeklædte landskab, de to sjæle var fanget i på grund af skæbnen havde valgt dem. Valgt ham.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Tiden med den ædle og muskuløse Jaidev, har efterhånden varet længe. Men den har blot varet så længe, som jeg ønsker det. For jeg nyder Den Ædles selskab, mere end jeg nyder mange andres. Han er en hingst, af få ord, men ord som er så ganske betydelige. Nok har vi trådt ganske forkert til tider, men det ændre ej på, at den gave jeg nu har fået, er større end jeg nogensinde havde håbet og ventet på; for den gave han har givet mig, er hans fortid. En deling, af det han har oplevet og det der har gjort ham til den hingst, han er nu. Derfor er jeg også ganske beæret over at han stadig vil følges ved min side, og ej blot har valgt at lade mit selskab være i hans, for sidste gang. For han kunne have valgt ikke at ville se mig mere, efter de ord han har sagt, om sig selv og sin fortid. Men i stedet har han valgt at fortsætte sin vandren, med min røde krop ved hans side, og dette ser jeg som en stor gave, og tillidserklæring. Mine varme og dybe øjne, hviler imod den maskuline hingst, den ædle og mystiske skikkelse, Jaidev, som bevæger sig lidt foran mig, søgende virker det til. Da han sænker sin mule ned til sandet, lader jeg forsigtigt min mule ramme imod hans baglår, i en fjerblød bevægelse, og bevæger mig dernæst fremad, ved hans side igen, da han går videre.

Idet han standser så galant op foran mig, standser jeg ligeså. Jeg lader mine hove hvile imod sandet, så forsigtigt som jeg nu kan, men det er nu ikke så nemt, i et så blødt underlag som dette, for mine hove glider ganske vidst en smule ned i det.
Vores ansigter er tæt på hinandens, og jeg står ganske roligt og venter på, hvad det mon er han vil sige mig, for han ser mig en anelse tænksom ud. Og jeg tager ikke fejl; for hans stemme bryder nu frem, en stemme, som jeg er så ganske glad for at høre.
Hans snak, forstår jeg nu ej helt så meget af, og så alligevel. Jeg har hele tiden vidst, at noget ved denne verden var anderledes end den jeg kom fra, for blot den måde vi alle er kommet hertil, har været forskellig og en rejse. Derfor, må der være et eller andet ved dette land, som er fortryllende og anderledes. Jeg lytter blot til hvad han siger, opmærksomt og rolig, for jeg vil ej bryde ind og sige noget, før han selv er færdig med at tale.
Mine øre er vendt imod ham, blidt og lyttende. Men jeg vælger ej at bruge min ord. Ej nu. For jeg ser ingen grund til at kommentere på noget, som eg måske ikke kender til. Derfor forbliver jeg i tavshed. Da han lader sin mule ramme min, lader jeg kort ørene vippe, forsigtigt og let. Med en let bevægelse, træder jeg frem efter ham, uden at tøve. For det ser jeg aldeles inden grund til. Jeg har stolet på ham, siden jeg mødte ham, for jeg har hele tiden vidst, at noget trygt og varmt gemte sig i hans indre; og det fik jeg ganske vidst også ret i, efter denne snak.. Mine hove ramler imod sandet, med blide bevægelser. Med lette skridt kommer jeg nær hans side, hvor jeg blidt lader min mule strejfe imod hans hals, blødt, mens jeg fortsætter ved hans side, uden tøven.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Det overraskede ej den ædle hingst, Jaidev, at den ydmyg Armonia ej gjord tiltale til hans sagte sætning, hvormed hun snart skulle møde Lyset. Ak, den arme sjæl var ej vidende om hvad der ventede ham, såvel som hende. Hun vidste ej, hvilken skæbne han var blevet udsat for, og nu trak hende med ind i. Men ej havde det været spildt, at fortælle om Lyset, der snart ville kæmpe mod hans indre skyggedæmoner. Nej, for Armonia forstod Lysets kræft, det betvivlede han ej; hun havde bare ej mødt dets vilje endnu. Mødt Lyset endnu. I dette selskab var han den eneste, det havde oplevet utænkelige ting i landet. Jovist havde de begge haft en undrende rejse hertil; en rejse de ej ville forstå fuldstændigt – det var i hvert fald hvad Jaidev troede, at rejsen var en af de mange gåder der levede og åndede i Andromedas mystiske land. Såvel var Lyset. De sorte, dybe og ikke mindst spejlblanke øjne hvilede tavs på den røde hoppe, der gennem hans mange år i Andromeda, altid havde været loyal og agtede at følge med på hans veje. En lille rynke blev dannet på hans silkebløde mule, hvorefter et hårdt fnys forlod næseborende, og et voldsomt kast med hovedet, fik pandelokken til at falde ned over de mørke øjne, og gemme dem væk fra omverdenen. Hovedet blev kastet stolt i vejret, og gennem de ravnsorte hår, spottede Jaidev ud mod Armonia. Jo, hun vandrede ved hans side endnu. Vandrede til skæbnen med ham. Vandrede til Lyset.

Sandet var en udfordring at træde gennem. Jaidevs slanke, men utrolige muskuløse krop var ikke bygget til at begå sig med sand. Han var en ægte skovfugl, ikke en ørkenslange. Hvor han dog foragtede sandet. Det før højt hævet hoved, var ligeså forsigtigt dalet en smule nedad, i en naturlig holdning, mens musklerne kæmpede under hans mørke pelslag. Muskler var der rigeligt af, så hver gang han bekæmpede sandets vilje, var det tydeligt, hvordan musklerne trådte frem i karakter. Næseborende var udspillet til dobbelt størrelse, og under den tykke pels ved den varme man, var sveden begyndt at farve pelsen en mørkere nuance. Mon dette var en del af Lysets udfordring – at underkaste sig en andens vilje, sandets vilje? Gør sig stærkere til at modtage Lysets velsignelse? Øjnene kneb sig sammen under den sorte pandelok, imens tænderne skar en lille grimasse, da hovene atter sank ned gennem sandet. For uvante øjne, øjne der ej var van til at betragte en ægte ørkenvandre, så Jaidev ikke just urutineret ud i sandet; tværtimod så han ganske enkelt dansende og flydende ud, som han begav sig af sted over det gyldne lag af sand. Men han havde også trænet til at begive sig gennem sandet, for han var ej en sanddanser. Så de øjne der kendte sandet, de øjne kunne tydeligt se hvor anstrengt det var før denne ædle hingst.

Vejen de vandrede, var kryptisk og umulige at forudsige. Jaidev var umulig at forudsige. Ingen vidste hvor han skulle danse hen, kun hans egen frie sjæl vidste hvilken vej han skulle følge; hjertes vej. Det hjerte, der havde valgt at stole på Lyset, og nu agtede at finde det i dette ørkenrige, som de færreste kunne bevæge sig rundt i, specielt hvis man var uvant som ham. Men han havde en plan, den ædle hingst. Han vandrede mod horisonten, hvor et naturligt lys skinnede ned over det gyldne underlag. Han troede på, at jo tættere han kom på det, der kunne ligne lys, jo tættere ville han komme på det ægte lys. Et dæmpet prust forlod ham, da de to sjæle efterhånden havde vandret længe gennem det udfordrende område. Da de nåede langt ud over horisontens grænse, stoppede Jaidev i en ædel og samlet parade. Halsen blev knejst i en blød og smidig bue, mens ørerne gled sagte sidelæns. Øjnene var opmærksomt rettet ud mod ørkensandet, mod det sted hvor Lyset snart ville møde dem. Jaidev kastede et sigende og opmuntrende blik på Armonia, for at bekræfte hende i, at dette var en oplevelse, der snart ville ændre hendes liv i Armonia. Da trådte Jaidev atter frem i hans ædle dans, som dansede han for Lyset med de sidste kræfter han havde tilbage, efter den hårde vandring gennem sandet.

Da stoppede Jaidev atter. Hans ben var samlet parallelt, halsen knejst, men dog ej med den stolte attitude, nej der hang en mere ydmyg aura omkring ham. Øjnene var opmærksomt rettet fremad, indtil et lys pludseligt skinnede. Et lys, der var så kraftigt, så rent, så lyst at ingen sjæl ville være i stand til at se direkte på det. Jaidevs sorte øjne faldt øjeblikket til jorden, da Lyset var umuligt at bekræfte. Men Lyset var ej ondt eller brændende, ak dets milde varme var som et kærtegn af sommerlig fornemmelse over pelsen; et mildt, lunt sommerpust, der kælede for en. Et kærtegn, man aldrig ville kunne føle på et andet tidspunkt. Et kærtegn, der bekræftede at Lyset var af ægte godhed. Jaidev knejste dybt af respekt for Lyset, der skinnede foran de to sjæle; vidende som uvidende. Et kort øjeblik skævede Jaidev til Lyset, da dets overlegende kræft var faldet en smule, og det ej skar i øjnene at se på det længere, inden øjnene gled mod Armonia, der såvel som han, måtte havde følt Lyset godhed, ren og kærtegn. Et glimt spillede i de ellers døde øjne, inden han vendte blikket bort fra hende.

” Jeg hilser Lyset.”

Stemmen Jaidev ejede dette magiske øjeblik, var fyldt med ærefrygt for Lyset, han mødte igen efter lang tid adskillelse. Blikket var respektfuldt vendt mod sandet, der begravede hans forskelligt farvede hove, mens ørerne vippede sagte frem og tilbage. Blandet følelser var i spil i hans indre; ærefrygt, spændthed, nysgerrighed og frygt. En frygt for hvad der kunne vente i fremtiden, frygt om hvad dette Lys havde af planer, for der måtte være en bagtanke med mødet. Måtte der ikke? Jaidev rettede da blikket mod Armonia, og gjord et kort kast med det velformede, markerede hoved, inden stemmen atter brød stilheden.

”Armonia, husker De hvad jeg betroede Dem? Husker De min gave til Dem; min fortid? Jeg beder Dem, husk den og da genfortæl den.”

Med de ord sagt, trådte Jaidev et skridt tilbage, og lod da skæbnen komme til dem. Komme til ham. Komme til Armonia. Forene dem i denne intense oplevelse, der snart ville ske, snart ville være over, trods dette kun var starten til hvad der ventede ude i fremtiden.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Længe har jeg fulgt Jaidev, uden at tøve det mindste. Og jeg tror nu ej heller, at tiden vil komme, hvor jeg ej vil tro hans ord, er ment som gode. Og det er også derfor, at jeg blot er fulgt med denne hingst, til den besandede ø, Zenobia. Jeg vandrer her sjældent, for den minder mig ej om mit hjem, og jeg er ej heller en sandvandre. Jeg er blot en simpel skovvandre, og end ikke andet end dette. Men jeg har fulgt ham nu, til denne ø, uden at vide hvad der nu vil vente mig, her på Zenobia.

Sandet under mine hove, er hårdt at træde igennem, og til trods for at jeg ikke er en svag hoppe, er jeg udmærket klar over, at jeg nok ikke kan holde til nær så meget som den muskuløse Jaidev. Ej at jeg bebrejder ham for at have bragt mig hertil, overhovedet, men jeg kender også mine egene styrker og svagheder; og sand er nok en af mine svagheder. Men på trods af dette, bevæger jeg mig stadig fremad, med en stor elegance, for det meste dog, men sommetider træder selv mine hove en smule forkert, og dermed dykker de sorte hove længere ned i sandet, end hvad godt er.

En smule sved er derfor ved at komme frem inde under min røde og tykke man, for jeg er jo begyndt at blive godt polstret, så jeg kan klare vinterens mulm og mørke samt kulde, og derfor er det en ganske radikal ændre, pludselig at vandre i et varmere område, hvor den tykke vinterpels aldeles ikke egner sig særlig godt, må jeg indrømme.. Men på trods af, at varmen nu føles ganske voldsom, grundet den tykke vinterpels, så får det mig ej til at ønske at jeg ikke var trådt med Jaidev, og fulgt ham ved hans side. Nej, for jeg er klar over, at Jaidev stoler på mig nu, siden han har beæret mig med hans fortid; en fortid der har gjort ham til den han nu engang er. Derfor følger jeg stadig trofast hans side, uden at standse, eller falde for langt bagud.

Vi nærmer os et lys, der virker så mildt og varmt, og som mine øjne ej kan lade være med at studerer. Men som meterne forsvinder bag os, og vi nærmer og det mere og mere, bliver lyset så skarpt at end ikke mine dybe og milde øjne, kan studerer det nærmere. Lyset er skarpt, varmt og mildt, men det er også ganske fortryllende. Og jeg bemærker at Jaidev, som står lidt skråt foran mig, har en ærefrygt for dette lys. Idet han bukker sig ned, og hilser på dette mærkværdige og skarpe lys, vippes mine øre forsigtigt omkring, inden jeg følger hans eksempel. Sænker mig hoved en anelse ned, og skubber det ene forben frem, så et buk ligeså glider fra min krop, og imod det lys, som Jaidev hilser på. Dette, må være Lyset, som han talte om. Lyset, der har vist ham vejen, og som han nu har vist mig. Da Jaidev vender blikket til mig, og beder mig genfortælle hans fortid, er der mange tanker der begynder i mit milde sind; for jeg skal nu rive op i en fortid, han lige har fortalt mig. En fortid der gjorde ham ondt, og som jeg nu skal genfortælle til Lyset, selv.

Med stor forsigtighed, træder jeg op til Jaidevs side, inden jeg lader blikket falde imod Lyset, med en stor mildhed inden jeg svagt røre Jaidevs skulder, for derefter at lade min stemme flyde frem i stilheden, og imod Lyset selv, som jeg nu kan kigge imod, uden at blive blændet.
,,Du har fortalt mig din fortid, Jaidev. Og jeg lovede at jeg ej ville glemme den, men ej heller huske den til evighed. Ej har jeg glemt den, og din fortid vil nu igen blive fortalt, men denne gang fra min mule, og ej din”

Dette bliver min start på det hele. Mens jeg taler, kigger jeg på Jaidev, inden jeg derefter nu henvender mig til Lyset, der foran mig står.

,,Jaidev er født i et land, kalde Ukobach. Et land, der er præget af træer og mest af alt minder om Chibale, i Andromeda. Den flok han er født i, kende han ej navnet på, for han var ej accepteret i denne. I denne flok, var det således at hopperne kun skulle bære leder hingstens afkom, en ravnsort hingst. Men dette var ikke tilfældet for Jaidevs moder. Hun havde en affære med en omstrejfende hingst, en hingst lederen ej kunne udholde, så deres affære blev beholdt hemmelig imellem de to. Men den dag Jaidev blev født, kunne det ej holdes hemmeligt længere, for Jaidevs moder var brun og uden aftegn, og da Jaidev blev født, lignede han hverken sin moder eller sin leder; men derimod sin omstrejfende fader. Lederen tog den beslutning at ville smide både Jaidev og hans moder ud, men dette skete ikke. For på en eller anden måde, fik Jaidevs moder lov til at blive; men ej Jaidev, han blev udstødt fra flokken. Hvis ikke Jaidevs fader, havde taget ham til dig, var Jaidev død. Hans fader, lærte ham en masse hvordan svigt og forladelse føles, og ej hvad der er rigtig og forkert i livet. Jaidev tog sine skridt alene, efter denne lærdom, med en stor nysgerrighed og frygtløshed, men han lærte hurtigt hvad respekt handlede om. Han søgte ofte flokke, og fandt dem, i starten fordi han søgt tryghed og socialitet, men senere grundet de hormoner der vokser i vores kroppe med alderen. Jaidev var dømt til at forblive strejfer, for selvom landet var så stort, flød rygterne om hans fader, fra flok til flok, en forfører, der havde været hos adskillige hopper; og dermed var Jaidev tvunget til at strejfe alene, for altid. For som rygterne gik, lød det til at Jaidev, den ensomme søn, ville følge sin faders fodspor. Jaidev fulgte flokke i smug, blot for at fordrive tiden, men det gik ikke sådan. For han så nu en hoppe, en mørkebrun hoppe, med store og livsmuntre øjne, samt en mild og kærlig stemme. De mødte hinanden en mild og lys morgen; og Jaidev blev forelsket i hende. Hun hed Lilith.. En forbudt kærlighed bandt dem sammen, og aldrig har Jaidev elsket en sjæl så meget som han elskede Lilith, lige indtil han fandt ud af, at det hele var en løgn. For rygterne var nu gået for vidt, og gik på, at Jaidev har en lumsk hingst, der tvangsbedækkede hopper, og lederne var trætte af hans tilstedeværelse, for de skulle hele tiden være på vagt. Men sandheden mellem Lilith og Jaidevs kærlighed, var løgn. Lilith var blevet brugt som lokkedue, og da hun fødte Jaidevs søn, blev han udslettet af flokkens leder. Føllet blev et bevis på de rygter og løgne der var omkring Jaidev; at han tvangsbedækkede. Sønnen af Jaidev, nåede aldrig at komme til at leve ordentligt og Jaidev var nu dømt til at leve alene, men med en ny følelse, af tabt kærlighed samt familie…”

Mine ord stopper nu, og langsomt sænkes mit blik til jorden, for fortiden gør ondt, selv på mig, selvom det end ikke er min egen fortid. Men Jaidevs. Men jeg tvinger mit blik op igen, og drejer det nu skråt imod Jaidev, for at se om han klarer sig, inden jeg så kigger imod Lyset igen, uden at vide, hvorfor jeg skulle fortælle denne fortid, for dem.

Den Vise
Purity is not imposed upon us as though it were a kind of punishment, it is one of those mysterious but obvious conditions of that supernatural knowledge of ourselves in the Divine, which we speak of as faith. Impurity does not destroy this knowledge, it slays our need for it.

Mange måneder var gået, siden den brune Jaidev første gang havde mødt Lyset. Længe, ja, længe var der gået, hvor han i sin søgen på den rette, havde været ganske stille i sit sind. Den Vise havde helt mistet synet på ham, da han havde færdes i det usete, præcist som han var skabt til; præcist, som han snart ville kunne gøre til fulde.
Jaidev havde dog, trods forhindringer på vejen, fundet den røde Armonia, hvis sind lå åbent og accepterende foran hans fortælling. Hans fortælling om den fortid, der pinte ham så meget, og som han nu havde afsløret for verdenen. Den var blevet gemt i hendes sind, og allerede før de to sjæle havde sat hovene i sandets verden, for at møde Den Vise, havde han mærket at Jaidev havde lykkedes med hans mission. For Armonia’s hjerte, sagde meget, og Den Vise havde tit lyttet med til dets ord, mærket det velvilje. En sjæl, der længe havde fortjent at møde ham, og som nu ville.

De to sjæle, der var trådt an foran det rene, det ene Lys, havde bøjet deres kroppe for ham. Varmen, var Lyset, der kærtegnede dem og samtidig sørgede for at ørkenens hede ej ville genere dem, dansede nærmest af glæde, for her havde Jaidev bragt en ren sjæl til dets åsyn, i samme omgang som han erklærede sin tro på dette Lys, der da ville hilse ham velkommen.
Da Jaidev bad den røde Armonia om at tale, lod Den Vise sit lys dæmpes, således at det ej generede deres øjne, men alligevel var det endnu så klart, at de ikke ville kunne se direkte på det. Ingen, ville nogensinde kunne se direkte på Lysets’s sjæl, der var så ren, at dets Lys aldrig ville kunne dæmpes.

Stilheden herskede omkring de ord, som Armonia sagde, de ord, der nærmest som en gylden tråd viste sig i luften. For alt imens hun forklarede sig, bredte et billede sig omkring dem, der viste nøjagtigt hvad hun fortalte. Jaidev’s sjæl, der havde vandret hvileløst mellem flokkene, søgt trygheden og fulgt dem i tidsfordriv. Hans kærlighed til hoppen Lillith, hans sorg for hendes oprindelige henseender og den smerte, der fulgte, da afkommet da blev nedlagt. Mange ting, viste sig for øjnene af Den Vise, Jaidv og Armonia, imens hun snakkede. Og dette syn blev ej vist, for at pine hverken Jaidev eller Armonia - nej, det blev vist for Jaidev, med sine ord til Armonia, havde taget sin fortid tættere på sig, og accepteret den mere som en del af ham, hvilket var vigtigt for hans gøremål i denne verden. Han måtte hverken tvivle og sørge over tiden, der var bag ham. Han skulle tage den med sig dog, til at forme fremtiden i ham selv og ligeså for at skjule denne verden, for den der lå ude omkring.

Armonia’s stemme nåede en ende, og derpå blussede Lyset op igen, således at ingen ville kunne se imod det længere. Kraften, der lå bagved dette guddommelige Lys, kunne mærkes helt ind i knoglerne på de to sjæle, der stod i dets nærhed, og som ikke længere var tynget af ørkenens hede, som de havde trodset, men i stedet var indhyllet i en behagelig varme, der blidt kærtegnede dem.
Og da lød stemmen, så ren, klar og alligevel maskulin; en stemme, der kom fra den reneste af de rene sjæle, stemmen der var Den Vise’s. Den sang sig vej frem til ørerne på de to sjæle, der havde vist deres loyalitet og styrker, for at nå hertil, de to sjæle der havde vist deres værdighed og renhed.

,,Du ædle Jaidev, brune hingst af vandrende sjæl. Jeg hilser dig velkommen i denne ørken, hvor vi atter mødes igen; og ligeså hilser jeg dig velkommen som min ligemand. Du har trodset din fortid, trodset den tid der ligger bag dig og fortalte din historie, til denne rene hoppe. Du har udført den mission, der var dig pålagt, og hermed har du min velsignelse”

Lyset, blussede atter op, rakte imod himlen i en søjle der nærmest blev tyndere og tyndere, jo højere den rakte. Og da, pludselig, rørte Lysets søjle ved himlens hvælving, der lå over dem. Og derfra, tog den en et stykke af den himmel, der skjulte landet og bragte den ned. Ned, og omkring den Brune Jaidev; Himlens vogter. Kappen blev ham skænket med en blid strømning af positive følelser, kærtegn og sandheder. Og derpå lod Lyset sine kræfter strømme igennem ham, og efterlod en del af den kræft, der var tilknyttet himlen.

,,Jaidev, Himlens Vogter, jeg ser dig nu som værende en af mine egne. En af dem, der vogter landet, en af dem der skal beskytte det. Du, er blevet skænket en del af himlen over os, der fungere som en usynlighedskappe for de verdener der ligger omkring. Du kan bruge denne kappe, til at vandre i det usete, bruge den til at styrke himlens hvælving, så skyggerne ikke kan rive den ned. Beskyt denne kappe og lade den beskytte dig, Jaidev. For så længe du har den, vil himlen stå. Og så længe himlen stå, vil landet i sig selv bestå. Hvad det vil indeholde, er op til sjælene i landet, men du, er dets ramme. Ligeså, Jaidev, vil du kunne vandre uset af skyggerne, da de ej vil kunne sanse dig, hvis de er dig nær, og du bruger kappens kræfter til at beskytte. Så, Jaidev. Min velsignelse er dig givet.”

Lød stemmen afsluttende; og Lyset, ja, det begyndte at aftage. Jaidev’s egentlig opgave, var kun begyndt, og med tiden ville han vokse sig stærkere og stærkere, med tiden ville han kunne beskytte himlen og landet mere og mere. Det var nu op til ham, at gå ud og leve sit liv, alt imens han vogtede over himlen.
Lige inden Lyset forsvandt helt, strøg en Lysende stråle hen og omfavnede den røde Armonia, hvis eventyr kun var begyndt. Den kælede om hendes krop, berigede hende med varme og glæde, og lige inden den forsvandt, lød en stemme, kun tilegnet hende.

,,Du er klar, Armonia. Og når du ønsker det, da vil du finde mig. Og dermed vil din skæbne vise dig vejen”

Derpå blev der stille; Ørkenens hede lagde sig endnu omkring dem og alle tegn på Lysets eksistens var væk. I hvert fald fra omgivelserne. For i deres hjerte, kunne de begge endnu mærke kræfterne og renheden fra Den Vise. I deres hjerter, vidste de at de begge var Vogtere. Den ene klar til at beskytte himlen, og den anden klar til at møde sin skæbne.

[Jaidev er nu blevet velsignet. Han er blevet tildelt en kappe skåret fra himlen, der kan holde ham usynlig og ligeså forbinde ham med himlen. Hans opgave er at vogte himlen, således at landet er afsikret for udefrakommende farer. Jaidev har derfor fået dette udseende:

Detaljerne omkring Jaidev’s evner og kræfter kan læses under Velsignelsen.
Den røde Armonia har nu fået adgang til Den Vise]