I stærk kontrast til landskabet

Forbeholdt Signe & Leo

Hans spraglede skin var ganske udsat i det snedækkede landskab og det var bestemt ikke noget der passede herren. Han havde dog været stædig og begivet sig hen til Leventera, en ø han normalt ikke befandt sig meget på, og desuden gik rygtet også at en flok var blevet dannet her omkring. De fik Mindraper til at være ekstra opmærksom på sine omgivelser, især når han nu var så udsat og ikke længere gemt af naturens farver.
De faretruende gule øjne scannede opmærksomt området, mens han rankede sig op og stolt skød brystkassen frem. Han spillede med musklerne, som i forhold til så mange andre af hingstene i Andromeda, men han kendte til en del som var langt stærkere end ham og hvor det da irriterede ham. Selv tanken fik den spraglede hingst til at rynke fornærmet på mulen.

Den sorte hoppe havde sat hovene på Leventera, en af øerne I dette land. Hun vidste, at det var her, hvor hendes ’familie’ hørte til, og meget snart ville hun nok også anerkende dette, som værende hendes hjem. Aldrig i hjertet, men fysisk ja. Den sorte hoppe havde vandret en del rundt på øen, for at lærer den at kende, således at hun kunne udnytte netop denne ø, til at oplærer Ava og Titan, så godt hun kunne. Det var en opgave, hun havde taget på sig, fordi det netop var noget hun kunne forholde sig til. Det med at vandre rundt, møde nye og falde til, var hendes sind endnu for skrøbeligt til.
Sneen kælede sig op af den sorte hoppes hove, og hang forsigtigt fat i hendes længere pels. Vinteren var ej et problem for hende og havde heller aldrig været det; og egentlig nød hun vel det sneklædte land. Så godt som hun nu da var i stand til. Temperaturen var, som den nu skulle være og vinden havde lagt sig, formegentlig på grund af frosten. Det var tit som om, at vind og frost ikke hørte sammen; enten var det den ene der dominerede, eller også den anden. Den sorte hoppe lod et prust forlade hendes mule - for stilheden og frosten havde sejret på denne dag, og det gjorde det langt mere behageligt at færdes i landet. En skylignende format stod omkring hendes mule, i det den varme luft mødte den kolde omkring. Og lidt efter, at den sorte hoppe havde givet blot en anelse lyd fra sig, da skimmede hun en yderst særfarvet hingst længere ude på engen. Hendes sind, der endnu var ganske skrøbeligt, tog straks paraderne op og lod et fnys skære igennem stilheden. Et forskrækket et. Dog, var hun opdraget med manere, og vidste selv hvordan hun ville agere, hvis andre stoppede op og fnøs af hende, på denne måde, og dermed skyndte hun sig at sætte kursen omkring hingsten i stedet for imod. Hun ville se hans reaktion an, førend hun turde gøre andet, for havde hun fornærmet ham, ville hun søge freden i stedet. Og i takt med at hun fik set mere imod denne hingst, kunne hun kende ham. Det var ham, der var faldet over hende, for nogle måneder siden, da hun lige var ankommet. For da at fordufte igen.

Vinden havde lagt sig og det var noget der behagede den spraglede hingst, for det var nok med kulden som kunne trænge gennem marv og ben. Han var vant til den og kunne sagtens klare den, men han brød sig alligevel ikke om dem, hvilket vel også kom sig af hans farve. Normalt var han ikke så sippet, men sne var noget der kunne få hans pis i kog, dog var han i nogenlunde humør denne vinterdag.
Så da et forskrækket fnys lød fik det blot hingsten til at kigge i den retning med at svagt fornøjet skævt smil plantet på den mørke mule og et lunefuldt udtryk i de gule øjne, hvis blik faldt på en sort hoppe med nogle mærkværdige prikker. Det tog ikke lang tid for Mindraper at huske hoppen som han havde væltet over. Hovedet blev løftet og han beskuede hende som hun vandrede udenom ham, klogt træk.
Mindraper var som bekendt i sit gode hjørne i dag og han udsendte istedet en maskulin brummen mod hoppen for at vise at han ikke bed så meget i dag, desuden så ville han da lige se hende an for han nåede ikke rigtig at danne sig et indtryk af hende sidst.
Varsomt, men alligevel selvsikkert trådte han frem med knejset nakke og fremskudt brystkasse mod den sorte hoppe med den vældige hårpragt. Hvordan ville hun reagere på hans lettere dominerende statur?

Den sorte hoppe, som havde indledt en omkredsning af den flerfarvede hingst, holdt hele tiden blikket skævet imod ham. Hun ville absolut ikke overrasket, og helst liste af i stilhed, hvis han da følte sig forurettet af hendes reaktion. Dog, så han langt fra ud til at blive vred, da hun fik set ordentligt på ham, for derimod tegnede et smil sig på hans mule, som var tydeligt nok til at hun kunne se det. Og inden hun vidste af det, havde denne sære hingst med gule øjne sat kursen imod hende. Det første hendes sind kunne komme i tanke om, var flugt, men da hun lige fik kigget én gang ekstra, var det ej truende adfærd han nærmede sig med, nej. Dominerende ja, men ej truende. Derpå slog hendes alarmer en anelse fra, for en hingst der bar denne form for status over sit legeme, var ej en man var nødsaget til at flygte fra. Selv havde Leonora være en hoppe, som skulle have stået på posten som leder, og hendes opdragelse og normer fra den tid af, skinnede, heldigvis, så meget igennem, at hendes ødelagte og skrøbelige sind ikke fik heldet til at flygte. I stedet stillede hun sig op, med fronten imod ham og lod sin nakke hvælves på en sådan måde, at det fremstod feminint og stadig autoritært; men langt fra dominerende. Hun gjorde sig klar til at hilse denne hingst an, på den måde han fortjente, og da han var tæt nok på, afgav hun ét nik, et respektfyldt nik, som tegn på at hun så ham som en ligemand og hverken ville sætte sig over eller under. Derpå mødte hendes isblå blik hans gule; for hvordan ville han reagere, på denne manérfyldte måde at hilse ham an på?

Mindrapers blik veg ikke fra den sorte hoppe som nu stoppede op og nu stillede sig op i en ganske autoritær positur. Han kom da i tanke om at hoppen også havde udvidst netop autoritær ved deres første møde, selvom hun havde virket ganske ustabil, dog virkede hun til at være mere fattet denne gang.
Høflighed og respekt var en af nøglerne til at man kunne nærme sig Mindraper uden at blive ædt levende og med hoppens respektfulde nik stoppede ham op udenfor rækkevide og gengav selv dette nik i det han hævede hovedet en anelse. For han var en hingst af ganske få ord og sådan et nik sagde mere en så mange andre ligegyldige hilsener. Hoppen respekterede hans tilstedeværelse og ligeså måtte han respektere hendes.
Derfor strakte han varsomt, men selvsikkert halsen frem, så den stadig forblev hvælvet og knejsede nakken i det hans mule søgte hendes for at fange duften af hende. Musklerne spillede let under hans hårlag i det en maskulin brummen slap hans strube, mens ørerne dog ganske ukarakteristisk vendte fremad.

Hingsten, hun kun kendte fra det ret ubehagelig møde for nogle måneder siden, besvarede hendes nik med et af samme kaliber. Respekten hang i luften mellem dem, og den var ej til at pille ned for bagateller. Alt imens de to sjæle betragtede hinanden, lod den flerfarvede hingst sin mule glide fremad imod den sorte hoppe, der bar næsten lysende blålige pletter i sirlige mønstre over hendes krop; og blot ved denne lille tilnærmelse, der sikkert ej var tilegnet for at røre, men nærmere for at se hende an, trak musklerne i ryggen sig sammen på den sorte sjæl. Hun var direkte bange, for at blive rørt, men ud over et udtryk, der bar en anelse utilfredshed, og de let spændte rygmuskler, kunne det ikke ses endnu. Hun prustede derpå tungt og slog hovedet en anelse op, en lille galant hentydning til, at hingsten ikke skulle hende få tæt; for selvom hun måske havde fået mere samling på facaden, så var hun stadigt utroligt skrøbelig i sindet. Og blot en berøring ville kunne få det hele til at falde sammen.
Hendes blå og klare blik veg dog ej fra denne ganske respektable hingst, og selv hun fik lyst til at krumme sig sammen og vige, så vedblev hun ellers sin position, med den ranke holdning. Om end lidt mere spændt. Hun mimrede da med mulen, da hun synes hun havde gjort sin pointe klar og derpå lod hun sin stemme bryde stilheden, selvom det ikke lå til hende, at være den der rent faktisk førte en samtale.

,,Det er noget tid siden, hingst.”

Sagde hun da. Hendes betoning på ordet ’hingst’ var langt fra spydig, som den havde været sidste gang, nej, denne gang var den mere afdæmpet og nærmest behagelig at lytte til. Leonora havde en stemme, men ej tænkte var hendes, når man hørte den. Den kunne være nok så spydig, men ligeså kunne den være umådelig blid og varm, hvis da blot hendes sind tillod det.

Mindraper trak mulen til sig i det hoppen næsten utydeligt spændte i kroppen. Hoppens utilfredse blik og galante hentydning fik ham da til at hæve hovedet og træde et enkelt skridt tilbage. Igen stod han der rank og stolt, som en statue af en krigshingst og beskuede hende blot. De gule øjne forsøgte ihærdigt at læse hendes signaler, men ligesom hamselv var hun god til at sætte en facade op, og selvom han forsøgte så var det svært at vurdere om hun var kostbar eller direkte bange for hans berøring. Da hun talte rettede han dog opmærksomt blikket mod hende og søgte straks øjenkontakten.

" Mindraper er navnet Frk. Og ja, det er ved at være noget tid siden. Jeg går ud fra De har det en anelse bedre siden sidst. "

Han havde godt bemærket at spydigheden var gået af hendes stemme og istedet var mere blid. Næsten så blid som den Gyldnes. Han brummede ganske maskulint og knejsede så let i nakken. Han var spændt på en reaktion fra den sorte hoppe og de gule øjne brændte sig næsten fast i hendes. Han ville se om denne facade ville holde stand eller hvad den gjorde.

Afmålt så hun ud, den sorte hoppe, alt imens den flerfarvede hingst betragtede hende. Det så ikke ud til at passe ham helt, at den sorte hoppe veg blot en anelse, da hans mule kom hende nær, men han trådte dog lidt tilbage og lod hende få mere plads. Hun løsnede derpå de sammentrukne rygmuskler let, så hendes ranke position så mindre anstrengt ud. Hun lignede i sandhed en ganske mageløs hoppe, når det anspændte var væk, og det var hun vel også. En ledende hoppe, ville hun måske være blevet til i hendes forrige hjem, men ej her. Her, var hun dømt til at vandre i en søgen efter sig selv, sit stabile sind, men hun vidste at hun nok aldrig ville finde det. Da hingsten begyndte at tale, vippede hun sine ører fremad igen, lyttende. Hans stemme, var hverken spydig, afvisende eller imødekommende, men maskulin og ganske autoritær, uden at være påduttende. Hans gule øjne, mødtes ligeså med hendes blå, og da hans ord var nået til ende, nikkede hun ganske kort. Hun havde hørt ham, gemt hans ord, og nu kom tiden til, at hendes ganske unikke stemme skulle besvare ham.

,,Mit navner Leonora, Mindraper. Jeg er datter af Rhea, og kommer fra landet Morva, som ligger langt herfra. Og ja, jeg har i hvert fald fået en smule mere samling på mit sind.”

Hun undskyldte ikke for at have været i den tilstand, som hun var i, da hun mødte ham første gang. Hun var ikke typen der som sådan fortrød ting, hun havde gjort, med mindre de sårede andre. At vise sig selv som svagelig, var blot en del af livet, og hun vidste at det var bedre at vise hvem, hvad og hvordan man havde det, frem for at skjule det i situationen. Nok holdte hun sit eget jeg gemt langt bag facaden, men hun var skrøbelig, og ved at vise andre dette, vidste hun også, at dem der ikke ville være i selskab med et sådan sind, blev sorteret fra. Og dem, der ønskede det, kunne komme til hende.
Nu, var hun dog langt mere fattet, og havde selskabet af denne farvede Mindraper. Hun prustede ganske dæmpet, inden hun lagde hovedet på skrå, betragtende. Han virkede langt fra som alle andre hun havde set her; med farver fra bjergene og ørkenen. Hvor stammede han fra?

Hingstens gule øjne hvilede på hoppen som langsomt spændte af. Hendes udseende var ganske unikt, mageløst. Det rykkede i Mindrapers indre for at komme nær og undersøge hende nærmere, men hun tillod det ikke og hvor det dog irriterede ham grænseløst, men dette var ej noget han gav udtryk for. Han hævedet hovedet og han ønskede ikke at være alt for pågående, men det var svært. Han blev bragt ud af sin 'trance' da hoppen igen talte. Rhea? Morva? Mindraper anede ej hvad disse navne havde af betydning for hoppen, men siden hun nævnte dem måtte det da være vigtigt. Skulle han fortælle hende noget? Nah, måske for at dæmpe den anspændte stemning.

" Det behager mig at høre... Selv kommer jeg fra et sted, som nogle mystiske væsner kaldte Florida, min moder er bosat her på øen sammen med min halvbroder Xenocrates. "

Sagde han så blot med sin dybe stemme. Han stod derefter og vippede en anelse med ørerne og iagttog hoppen ganske stilfærdigt. Nej det kunne da ikke. Mindraper skød brystkassen frem og udstødte en hingstet brummen i det han knejsede i nakken og trippede en anelse rastløst frem og tilbage. Han trådte så atter et skridt frem og strakte halsen en anelse frem. Ikke hilsende, men blot så hoppen havde muligheden for at søge kontakten uden at føle sig overumplet. Selvom han ikke regnede med at hun ønskede at tage denne kontakt, dog hvilede de gule øjne opmærksomt på hende.

Hun så ham meget nøje an, denne Mindraper. Han havde trådt hende nær, selvom hun ikke direkte havde søgt ham, men ej havde hun afvist nej. Det lod faktisk til, at de var på vej ind i en samtale, og det at han havde holdt sig på afstand, trods en lyst til at komme hende nærmere, gjorde også at den sorte hoppe havde lidt lettere ved at undgå at panikke. Nok var trækningerne tydelige over hendes ryg; hun var klar til at flytte sig, hvis han vovede sig tættere igen, men det lod til at han accepterede afstanden indtil nu.
Hendes præsentation havde nu lydt, sådan for alvor, og da hingsten med de slangegule øjne snakkede igen, lyttede hun. Hun ville ikke gå glip af noget, da dette kunne være til fare for hende selv.
Han snakkede om et sted med mystiske væsner. Florida; og han havde familie her, som den sorte hoppe selv. Dog lod hans familie til at være ham nærmere. Han havde sin moder - og tanken om en moder strejfede hendes sårbare sind og efterlod en nærmest smertefuld mine i et lille øjeblik. Hendes moder savnede hun vel så meget, som man overhovedet kunne, og det, der var sket hende, var grunden til det ødelagte sind som den sorte Leonora bar nu.
Hun sank dog sine tanker igen, lagde dem væk og prøvede at samle sig igen, overfor denne hingst, der trods deres uheldige første møde, nu havde vist hende en form for respekt, som hun havde givet ham igen.

,,Det er en rar ting at have noget familie. Selv har jeg noget familie; to afkom fra min søster af, som er kommet til dette land ligeså. Jeg bor i samme flok som dem; Teylar.”

Hvorfor hun lagde sig ud i en snak, der egentlig virkede så afslappet, vidste hun ikke. Måske fordi hun ikke følte sig presset af ham; ud over afstanden imellem selv selvfølgelig. Men han virkede ikke som typen der krævede svar - og det gjorde det lettere for hende så at sige noget, om sig selv. Fordi det netop var frit om hun ville eller ej.

Mindraper kunne fornemme at hoppen stadig var en anelse nervøs. Trækningerne over hendes ryg var det der afslørede det, men de var ej så voldsomme som sidst. Han antog at det nok var fordi han holdte afstand også selvom han havde lyst til at gå nær hoppen og undersøge hende. Ak ja, men han måtte forsøge at forbedre sig for at kunne holde dette gudsforladte land ud. Men da han nævnte sin familie så fangede hans opmærksomme blik den smertefulde mine, selvom den kun varede i et splitsekund. Han løftede hovedet og udstødte en dæmpet brummen, inden han da tav og lyttede opmærksomt til hendes ord. Selv havde hun familie, ikke så nært som hans, men stadig familie. Han nikkede respektfuldt for at vise at han havde hørt hendes ord. Teylar? Han var ikke klar over der var kommet en flok til i Andromeda, og egentlig var det ej noget der rørte den spraglede hingst meget.

"Familie. En rar ting ja, men det kan også være en byrde, en svaghed. For familie er noget du holder af, noget du ej vil miste, derfor vil andre kunne bruge det imod dig. Mister du familie så skaber det dybe sår der nødvendigvis aldrig kan heales igen. "

Mindrapers dybe stemme lød i et tonefald der måske virkede mere dystert end hvad der egentlig var hensigten, men det var sandheden. Kærlighed var en svaghed, til mere skade end gavn. Hvor disse ord var kommet fra var ej til at sige. Måske var det tabet af hans tvilling eller noget helt andet, for trods alt havde Mindraper mange erfaringer trods hans unge alder. De gule øjne hvilede fortsat på den sorte hoppe. Mon hun havde oplevet noget lignende siden hun virkede så nervøs. Han huskede stadig den smertefulde mine der kortvarrigt havde vist sig hos hoppen, men han krævede ikke svar, for ingen skulle kunne kræve svar fra ham.

Den sorte hoppe kunne ikke lade være med diskret at granske den alt for spraglede hingst med blikket. Bjergenes og jordens farver, samt nattens, i uenige striber over hans krop. Det var forvirrende, men alligevel betagende, og hans slangefarvede øjne gjorde det ikke lettere for hende at forholde sig direkte til ham. Dog var det meget lettere for hende at stå stille og fatte sig om hans ord, nu hvor afstanden var fastlagt imellem dem. Nærhed var noget, den ustabile hoppe, endnu ikke kunne forholde sig til. Hun mimrede kort med mulen og lod ørerne vende tilbage i nakken, da han snakkede således om familie. Åh, hvis han vidste hvad hun havde mistet. Hun fnøs kort, mest for sig selv, inden hun hævede hovedet op i en nærmest stolt positur.

,,Som ikke kan heales”

[/center]

Rettede hun ham. Hun afslørede ved disse ord, allerede nu for meget om sig selv. Det, der var sket hende, årsagen til at hun nu var som hun var, var der ikke mange der kendte til, og egentlig ville hun helst have det fortsatte på denne måde - men samtidig var hun også klar over, at der skulle være en vis forståelse hos hendes selskaber, førend hun skulle have en reel chance for at begå sig. Hun kunne ikke leve alene, det vidste hun; og den eneste måde at give hendes selskaber den rette forståelse for hende, til at hun kunne føle sig blot en smule tilpas, var ved at afslører hendes sorg. Hun prustede en smule anstrengt, for ligesom at smide nogle af hendes anspændte træk væk. Det lykkedes hende delvist, og hendes ryg var nu nærmest normal nu; musklerne trak sig ikke sammen og hun stod efterhånden nogenlunde tilpas overfor den spraglede hingst.[/blockquote][/size]

Mindraper betragtede hendes pletter ganske diskret og han mimrede en anelse med mulen og vippede kort med ørerne. Han stod længe og funderede over hendes pletter. Han havde ikke set noget lignende, men han selv var jo ikke ligefrem af det mest normale udseende. Hendes ord lød og han så nu mere indgående på hende med hans gule øjne. Han var da overbevist om at noget grusomt var hændt denne hoppe og han brummede da mildt og spurgte ikke mere ind til det. Dog var han uenig med hendes ord. Man skulle aldrig sige aldrig.

" Det ved du ikke før du dør.. "

Brummede han så med sin dybe stemme. Han sendte et varmt pust i hendes retning, mere som en form for beroligelse. Han havde ingen hensigt om at gøre den sorte hoppe fortræd eller at krydse nogle unødvendige grænser. Han løftede så hovedet og lod blikket vandre omkring.

" Det er ganske naturligt at nogle sår ikke heales med det samme, det kommer helt an på hvor dybe de er. "

Forsatte han så. Så vis den unge hingst kunne lyde når først han åbnede lidt op for sine omgivelser. Men han følte at denne hoppe ikke ønskede at gøre ham fortræd, og efterhånden så måtte han indse at han ligeså godt kunne få det bedste ud af tiden i Andronmeda indtil han kunne finde vej tilbage til sit eget land. Men det betød ikke at han blev en god pusse nusse hest, men måske en mere venlig pusse nusse hest.

Den sorte hoppe lagde hovedet en anelse på skrå, og lod sine ører vende tilbage. Hingsten rettede på hende, følte hun det som, ved at påstå at hun ikke kunne udtale sig herom, førend hun døde; men sagen var sådan, at Leonora var ganske sikker i sin sag - det sår der havde sat sig i hende, i hendes hjerte, ville aldrig heles. Aldrig. Hun fnøs da, og de sidste ord han fik sagt, som egentlig var ganske vise af natur, valgte hun ikke at lægge vægt på, da hendes sind allerede følte sig for personligt krænket, fordi den sande årsag til hendes sår, lå og vejede helt i overfladen grundet den samtale de to sjæle havde gang i. Det lå ligesom i kortene, at den sorte hoppe måtte ytre sig om sin traume, førend den spraglede sjæl kunne forstå hende, og det var præcis det sidste hun ønskede og samtidig ville det have alt for store konsekvenser for den sorte hoppe at fortælle om det; det ville ødelægge hende totalt. Hendes blik blev vendt fjernt væk fra ham, alt imens hun prøvede at skubbe de minder om hendes moder væk igen; de var for tæt på nu.
Som tiden gik, blev hun dog klar over, at hun ikke kunne komme ud af denne samtale, uden at ende ud i at skulle åbne op for ting hun ikke ville, og derfor tog hun, en måske lidt drastisk, beslutning. Hun vendte de blå øjne imod hingsten med de gule, og med en næsten opgivende tone, fremsagde hun nogle få ord.

,,Og du ved ikke om et sår kan heles, førend du står med et af samme kaliber som jeg gør.”

Og med disse ord, valgte den sorte Leonora at dreje rundt og sætte kursen væk fra den spraglede hingst. Det gjorde blot for ondt på hende nu, og derfor kunne hun ikke fortsætte, selvom hun nu ikke havde set noget i den spraglede hingst, som hun ikke brød sig om. Han virkede som et fornuftigt selskab, og hun håbede at hun en dag ville kunne få en ny vinkel på den spraglede hingst; og undgå en afslutning som dette en anden gang.

[Out]