The Time's Come To Play

Cazador

Den brune hingst, med den hvide bagpart. Kom let traven, i det tunge røde sand. Dette var anden gang, han betråtte dette ørkens land. Det var mere de andre ø'er han havde befundet sig på. Men der var noget mystisk over dette land. Så meget sand, havde han aldrig se før, på et sted. Trods hans store vinterpels nød, han at bevæge sig over sandt. Her i natte timeren, var ørkenen ikke så skoleden varm som om dagen. Man kunne rigtig se de mange stjerner her fra, der var intet der dækkede for himlen. Han stoppede op, på den lille bakke top. Hvor han rigtig kunne hører, sandets rislenede, som det gav efter for hans vægt, og en efter en trillede små bunker af sand, ned af bakkens skråning. Vinden susede blidt hen over sandt, for blot at samle noget af det op, og hvirvle rundt i luften. Der stod han, med blikket vendt op mod den klare himmel. For blot i håb om at se et stjerneskud.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Den tilsandede ø var ikke en Ava som sådan havde opholdt sig på længe af gangen. Oftest kun når hun skulle fra en ø til en anden. Der var jo som sådan ikke ret meget der kunne fange opmærksomheden her. Men noget var i Ava's interesse. Mørket havde lagt sig over landet Andromeda, og derfor var Avas nysgerrighed også stor, og hendes blik søgte ofte mod himlen når den blev sort og fyldt med lysende stjerner. Selvfølgelig kun når der var skyfrit. Denne gang var det en klar aften/nattehimmel og i den grad et perfekt tidspunkt at studere de lysende prikker på.

Helt præcist hvad de var havde hun ikke helt besluttet sig for, for hun havde flere forskellige teorier, som hun havde tænkt sig frem til gennem andre sjæle hun havde mødt i dette land. Alle fra forskellige steder og derfor også med hver deres forskellig idé om hvad det kunne være. Nye verdener, små ildfluer, sjæle der holdt øje med en oppe fra det store sorte, som også måske var der når himlen var lys, men fordi himlen var lys så skjulte de små lys.

I stilhed vandrede hun hen over den sandede ø. Her var ingen træer der kunne være i vejen for hendes syn. Hun kunne se stort set alt. Dog søgte hun steder der var højere end andre. Hun ville gerne finde det højeste sted, for det ville føre hende tættere på himlen og hun kunne håbe på at se mere. Håbe på, at det bragte hende en smule tættere på hjem, hvis de små lysende prikker var andre verdener. Hun kunne være kommet fra en af dem.

Cazador

Små elegante skridt, i sandet kunne høreres mile vidt. Og han drejede hoved og tog blikkede fra de mange stjerner. Da han opfangede denne lyd, af sandkorn der gav efter for hove. Det var en helt unik lyd der kom når sandet, lavede små fordybninger der hvor man satte sine hove. Hurtigt fik han øje på en sort skikkelse i det fjerne, dog brudt af en stor hvid blis. Han stod stolt og rank, på toppen af den sandbakke, han havde udvalgt sig. Han mærkede hvordan det rykkede i ham, han havde lyst til at hoppe, i føl kåde spring. Hen til den fremmede, men gjorde det ej. Han var i godt humør i dag. Det var som landet havde taget ham til sig, han savnede ikke sit hjem, men kun sin mors blide stemme. Men den hørte han når vinden blæste, så var det som om hun sang til ham. Han viste dog godt, dette kun forgik i hans indre, men det var beroligende. Et par korte slag, blev slået med halen, mens han ventede på den fremmedes reaktion.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Vinden der omsluttede Ava, fordi ingen træer eller bjerge kunne give læ for de vinde der rasede ude over havet eller havene og derfor fortsatte ind over land, bragte noget med sig. Duften af fremmed. Fremmed hingst hvis ikke den sorte hoppe tog helt fejl. Hun lukkede øjnene og strakte halsen mod himlen for at fornemme i hvilken retning vinden kom fra, selvom det var svært når den hvirvlede rundt og legede med hendes lange man. Dog fandt hun frem til en nogenlunde retning, og da hun slog øjnene op igen, var der noget der kunne anes et lille stykke fra hende. Hun kneb øjnene sammen for bedre at kunne se, og lod hovedet glide lidt på skrå da hun syntes at kunne ane en skikkelse - med hvide aftegn. De hvide aftegn var det der var tydeligst at se, og også det der gjorde at Ava overhovedet kunne ane den fremmede. Hun brummede lavt for sig selv, selvom det var meningen det skulle have været højere. Hun gjorde et enkelt kast med hovedet før hun slog fremad i trav mod den fremmede. Hun var lille og halvpjusket, både på grund af årstiden, men også på grund af de omgivelser hun var vokset op i. Der nyttede det ikke noget at man var tynd, langbenet og ikke havde en ordentlig pels til at varme en. Hendes man var lang og kraftig, og hendes hove besad en pels som ikke alle her havde haft. Hun havde set andre der mindede om sig selv, men alligevel ikke helt. De andre var højere. Hvorfor Ava var så lille var ikke til at sige - for hun var mindre end sine forældre. Som hun nærmede sig den fremmede lod hun et lille nysgerrigt og hilsende, feminint vrinsk glide hen over den sandede ø og gennem luften - på trods af luften hellere bar lyden den modsatte vej. Det var dog ikke helt uhørligt, fordi Ava havde taget højde for vindens leg.

Cazador

Han bed mærke i denne hoppe, var ikke så høj som de andre han havde mødt her på Ø'en. Han ville nok skyde på ca. 150 sådan på øjemål. Han brummede roligt og gjorde et venligt nik med hoved, til hendes vrinsk. Og lod atter blikket rette op mod natte himlen, han gjorde et kast med det ene forben, så det røde sand stod til alle sider, som et 'kom her op' til den fremmede. Han elskede at betrakte den sorte himmel, med de mange smukke stjerner. Og det var altid hyggeligt at have en at dele disse øjeblikke med.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Den fremmede bad hende vel nærmest komme nærmere, og derfor fortsatte hun mod det lidt højere punkt, hvor den fremmede hingst havde valgt at stille sig til at betragte den mørke himmel, med de lysende prikker. Der gik ikke lang tid før Ava havde nået en afstand der var kortere, og derfor slog hun ned i skridt. Sandet var en anelse hårdere at rende rundt i, end de græsfyldte områder, fordi hovene sank i på en måde som kun de gjorde i mudder, men her klistrede hovene ikke til jorden. I stedet sank de andre hove mere i når hun løftede en enkelt. Hun nåede helt op til den fremmede hvor hun standsede og blev stående stille mens hun lige lod roen glide hen over kroppen igen. Hun lod blikket glide op mod himlen som for at se hvad han stod og betragtede. Han havde vel andet at se efter end hun havde. Der gik dog ikke lang tid før hun brød stilheden.

"Godaften, du fremmede vandrer"

Cazador

Han bemærkede, hvordan hun kæmpede sig op til ham. Og han smilede venligt til den fremmede. Mens han lod blikket glide hen over hende, sort som natten. Og kun lige brudt af den hvide blis i hoved. Han fjernede ikke blikket. Og da hun hilste venligt på ham, gjorde han et buk med hoved som en venlig, hilsen til hende. Selv var han ikke en hingst, af mange ord. Han sagde ikke ret meget, ikke fordi han ikke ville. Men han havde bare til tider, ikke meget at dele. Men det skulle nok komme. Alligevel sagde han kort.

''Go' aften Frøken''

[/color][/blockquote][/blockquote]

De krystal blå øjne søgte mod den fremmede, da han besvarede hendes hilsen. Han lod ikke til at være en af dem der blev fornærmet over ens tilstedeværelse - men igen. Hvis han ville blive irriteret over tilstedeværelsen, så havde han vel heller ikke indbudt hende til at komme nærmere.

"Ava.. Mit navn er Ava"

Præsenterede hun sig selv, så han ikke behøvede at kalde hende frøken. Godt nok var hun i en flok, men hun var ikke af nogen bestemt titel i den flok. Ikke som der hvor hun kom fra. Langt fra. Hendes moder var lederens mage, og hendes broder var ment til at skulle tage deres fars plads, og hun skulle ligesom sin mor læres op og sendes videre til en anden flok, men hun nåede aldrig at afslutte sin oplæring, og derfor var hun ikke andet end ganske almindelig - endnu.

Cazador

Hurtigt fornemmede han, denne hoppe var en smugle usikker. Som om hun ikke ture stå ved sin eksistens, men heller ville gå i et med det røde sand. Eller også var det blot, fordi han var fremmede for hende. At hun måske virkede, en smugle usikker. Han smilede blot venligt, da hun talte, blev man næsten helt bange, for om hun kunne gå i stykker, ved den mindste berøring. Igen nikkede han og sagde kort.

''El Cazador De Sueños''

Stemmen hans, var mild og fin. Der var intet ondt over hans stemme, og den måde han talte på. Men igen han var blot ikke den hest med flest ord i munden. Roligt slog han med den sorte hale, mens han så mod den smukke natte himmel. Blikket blev nu rettede tilbage på Ava som hoppen hed, og han puffede meget nænsomt til hende, mere for lige at tjekke hun ikke gik i 1000 stykker.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Den unge hoppe var ikke en der var bange for at snakke med fremmede, heller ikke en der var bange for at være i selskab med andre eller bange for andres nærvær. Hun havde dog oplevet at nogen havde fornærmet hende fordi hun ikke var enig i deres tankegang. At hun ikke var enig i, at alle burde klare sig selv, men i stedet var tilhænger af et sammenhold - et sammenhold som det hun var vant til hjemmefra.

Hingstens navn var fremmed for hende. Hun troede i hvert fald det var hans navn, for hun forstod ikke betydningen af det eller så ingen grund til hvorfor han pludselig skulle tale et fremmed sprog. Det fortalte hende dog også at denne hingst ikke kom herfra. At han lige som hende kom fra et helt andet sted - ligesom så mange andre hun havde mødt også. Det styrkede kun hendes tro på, at de lysende stjerner var de andre verdener som de havde måtte forlade fordi de skulle hertil. Det var endnu uvidende hvorfor de var blevet sendt hertil - om det var for at få en chance mere til et liv de kunne have haft, som var slut i det gamle land, eller fordi dette var en ny verden der manglede beboere og kun havde udvalgt nogle ganske specielle individer og sjæle.

Hingstens lille puf bragte et lille smil frem på hendes lyse, silkebløde mule og hun gav ham et lille puf tilbage som i accept. At hun ikke havde noget imod det. Nogen ville jo knap nok kigges på uden de flippede ud. Sådan var hun ikke selv.

"Det lyder som fremmed tunge.. Du stammer ikke fra denne verden?"

Konstaterede hun, stadig smilende, som for at vise at det ikke var ment på en skidt måde. Bare at det var et fremmed sprog hun ikke selv kendte til, og derfor måtte han komme fra et helt andet sted end hende selv.

Cazador

Han kunne ikke lade være med at smile, samtidig med at han åbnede lettede op. Hun gik ikke i tusinde stykker, når man puffede til hende. Så måske ikke hun var, så skrøbelig alligevel, som han først havde andtaget. Da hun sagde han ikke var her fra, kunne han ikke lade være med at le, hvor på han sagde.

''Det er korrekt Frøken, jeg er ikke fra disse egne. Men er verden langt her fra. Jeg antager de selv er fra en verden unde for denne, vi befinder os i nu?''

Igen lod han blikket, glide hen over den sorte hoppe. Smilet sad stadig, om mulen på ham. Mens han roligt af ventede at hun igen ville åbne, op for hendes stille men rolige stemme.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun nikkede. Han havde i hvert fald ramt rigtigt. Hun var fra et sted så langt fra det her som man overhovedet kunne komme. Sådan føltes det i hvert fald engang imellem når hjemveen trak. Det var ikke så ofte mere som det havde været da hun lige var kommet hertil.

"Jeg kommer fra et sted med bjerge.. På nogen områder ligesom dette sted og så alligevel så langt fra ens med dette sted. På mange måder mere farligt"

Hun havde oplevet nogle lidt skumle ting her, men ikke noget hun som sådan mente hun behøvede at være helt bange for. Bare noget der fik det til at løbe koldt ned af rygraden. Der var dog ikke sket hende noget på noget som helst tidspunkt. Den eneste fare hun som sådan selv kunne finde, var ensomheden. For selvom hun af og til mødte andre og selvom hun var i flok, så var det stadig ensomt at rende rundt. Især når der kun var hendes egen lille familie og en enkelt anden der. Og som sådan var det jo ikke hendes egen lille familie, for det var hendes meget yngre bror.

Cazador

Da hun fortalte, hun var fra et land med bjerge. Kunne han ikke lade være, med at tænke tanken. At det nok var derfor hun ikke var så langbenet og høj? At befærde sig i bjergene, krævede god, balance især med lange ben. Han slog let med halen og smilede lidt over tanken. Men om dette var sandt, viste han ikke. Hun kunne jo også bare være lille? Men charmeren var det bestemt. Da hans blik, opfangede det lille gys, hun havde fået kunne han ikke lade være med. At sætte mulen blidt hen på hendes hals, som et 'det skal nok gå' mens han brummede lidt. Hans blinde øje stirrede lige ud i luften som havde det set ting andre ikke kunne se. Han havde hende dog, inden for syns vinkel. Og selv bed han ikke mærke i, at han var blind. På det ene øje. Det var helt gråt da der, var kommet en grå hinde over øjet så ej heller hans pupil i det højre øje kunne man se. Da han trak mulen til sig igen, lod han stadig blikket være på Ava.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Avas blik gled op mod stjernehimlen, da han satte sin mule mod hendes hals. Det fik hende til at falde lidt ned på en eller anden måde. Han var ældre end hende. Det kunne hun fornemme. Ligesom den skimlede hvis navn hun ikke kendte til, fordi han ikke mente at navne ikke hører til sjæle, eller hvordan det nu hang sammen. Hun havde i hvert fald erfaret at der var en form for ro over de lidt ældre, når de i hvert fald ikke rente rundt med den idé om at de sagtens kunne klare sig selv uden at miste forstanden. En lille lys brummen slap fra Ava, halvt kaldende og stadig fyldt med sorg, men ej så høj at det var en som var ment for andre end hende selv.

"Savner du nogensinde at være tilbage i dit eget land?"

De krystalklare blå øjne søgte mod hingsten med det lange navn, da han flyttede mulen igen. Ava var en der ikke havde noget imod at snakke, og spørgsmål havde hun tit mange af. Men hun kunne også tit fornemme når folk var trætte af spørgsmål og snak.

Cazador

Han lod blikket, vandre tilbage op på nattehimlen. Han stod længe og tænkte over hendes spørgsmål, faktisk savnede han ikke sit gamle land, men han savnede sin mor. Den hvide gylden hoppe, som nu var en af de smukkeste stjerner på himlen. Han glemmer aldrig den nat, da han mødte portens vogter som gjorde hans mor til en stjerne, han slog roligt med halen. Og kiggede der efter på den sorte hoppe, og rystede på hoved. Nej han savnede ikke stedet, hvor han stod til døds dom. Her var han i sikkerhed, her kunne han leve frit. Og uden for fare.

[/color][/blockquote][/blockquote]