We'll Meet Again

Cazador

Den brune hingst, kom roligt traven. Gennem skoven, og trods han var en tung hingst, var han elegant at se på i hans trav. Han var overhoved ikke tung at se eller hører på. Roligt brummede han, og to hvide damp skyer stod ud af mulen på ham. Øren blev vippet roligt frem, mens han lyttede til skovens mange lyde, han elskede skoven. Nok fordi der altid var så stille, og redfyldt. Roligt slog han med den sorte hale, mens det krystalblå øje, skimtede gennem skoven. Her var stille, og han nød det. Ikke andet end sneen der knirkede, under vægten af hans hove, og en kvist i ny og næ, der knækkede. Ikke langt fra ham, hørte han nogle fugle lette. Og han kunne ikke lade være med at smile, de lettede fra jorden og fløj hurtigt op i træerne.

Da han kom til udkanten af skoven, stod han der og betragtede de åbne sletter, fra skovbrynet. Her var ikke en levende sjæl at se, eller hører i det fjerne. Et hurtigt kast med hoved, hvor efter han stejlede og fægtede med sine forben, hvor efter han vrinskede hingste. Blot for at fortælle, de mange skygger at han var her. Og de ikke skulle komme nærmer, han havde endnu ikke set nogle skyggedanser i dette land. Så mon de kun hørte hans eget land til? Det fik han nok aldrig af vide, men lige for at være sikker gjorde han lige sådan. Da han igen ramte jorden, med et lille bump. Stod han helt stille og lyttede...

[/color][/blockquote][/blockquote]

Den brune, røde og hvide hoppe kom med elegante skridt igennem skovens træer. Hun var mussestille og lyttede til alle de lyder der var. Der var ikke nær så mange lyde som om sommeren. Hun savnede fuglefløjt, og den varme brise. Man kunne helt sikkert sige at Geshia ikke var til kulde og ikke til vinter. Hun elskede varmen, hun elskede sommertiden og hun elskede solen. Og hun bad hver dag til at den kom igen.

Geshia var kommet ind i en trist periode. Det var her hvor hun ikke var nær så smilende og glad. Hun var bedrøvet og savnede sin mor, og ikke mindst Rialton, hingsten der havde været i hendes liv, hingsten hun engang forelskede sig i. Men hun måtte jo komme videre i livet. Forhåbentlig ville hun engang få en dejlig kernefamilie? Hun rystede på hovedet. Måske var det også bare hendes brunst der gjorde hende mere følsom. Når hun havde sine deprimerede tider, så var hun også meget mere indelukket, og svær at få til at åbne sig, ikke uden kamp. Geshia var en hoppe man skulle kæmpe for, og det var nok fordi at hun havde svært ved at stole på andre. Og det var det man skulle kæmpe for, hendes tillid.

Hun hørte et vrinsk, det var velkendt. Hun løftede hovede en smule. Hendes olivengrønne øjne spejdede efter skikkelsen, men hun kunne ikke finde ham. Hun skridtede frem af mod hans vrinsk, men hun svarede ham ikke. Dog var hun ikke lydløs, da grene knækkede under hendes hove.

Cazador

I en hurtig bevægelse, drejede han hoved. Da nogle grene i det fjerne knækkede. Hurtigt satte han frem i galop, mens han brummede hingste. Han førte sig ej frem, som de unge hingste, men bare sig heller ikke som et gammelt øg. Han var elegant og hingstet at se på, men han behøvede ej at knejse i nakken, eller gøre sig til på nogen måde. Da lyden, ebbede ud, stoppede han op og lyttede, svage små skridt kunne han hører i det fjerne, og han satte atter frem i galop. Kort efter stoppede han brat op, da han nu så en skikkelse lidt længer inde i skoven, han brummede og syntes skikkelsen virkede bekendt. Men han var ikke helt sikker, da han endnu ikke kunne se. Helt hvem eller hvad der bevægede sig inde mellem, de mange træer.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun kunne snart høre skridt i nærheden af hende og hendes blik søgte frem. Hun fandt snart ud af hvem det var som skikkelsen kom tættere på. Eldor. Hun hadede at vise sig selv frem for andre når hun havde disse deprimerede tider, men hun var opdaget. Hendes hovede blev atter hævet og hendes øre vent en smule bagud. Hun var langt fra den grinebider fra sidste møde. Hun mimrede med den hvide mule og de olivengrønne øjne var fokuseret frem mod ham. Hendes blik viste sorg, men ikke overdrevet. Blot for at fortælle hvorfor hun var så ked af det. Hun havde også et forpint udtryk. Hvorfor skulle det også komme nu hvor hun burde være gladest over at have mødt så mange heste? Men alle sørgede vel en gang i mellem. Nogen havde bedre ved det end andre. Han var hurtigt henne ved hende. Hvorfor dog skynde sig så meget? Det var jo bare hende? Jeps, når hun havde det dårligt, så var alting bare syndt for hende, og andre burde ikke være i nærheden af hende, i følge hende!

Cazador

Eldor, bemærket nu at det var den 3 farvede hoppe Geshia. Han var glad for at se hende igen, han havde hygget sig så meget med hende sidst. Men det var som om, en tung sky hang over hende. Det var ikke længer, den smileden og glade hoppe, han havde leget med i sneen sidste gang. Han lod hoved sænke en anelse ned, blot for at vise underdanighed. Han var ikke ude på ballade, og han ville gerne respektere hendes grænser. Men han kunne ikke lide, at hun var alene når hun var så trist til mode. Han gik med rolige skridt i mod hende, mens det krystalblå øje fik kontakt med de to olivengrønne øjne. Han kunne se det forpinte udtryk, sammen med sorgen i hendes øjne. Disse øjne var for smukke, til at bære sådan et trist blik tænkte han. Mon der var sket hende noget ? Han brummede bekymret til hende, og stoppede lidt op.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun så på ham som han kom nærmere. Hvorfor skulle hun også møde ham nu. Han skulle jo kende hende som den glade hoppe og ikke bedrøvede hoppe! "Hej Eldor" sagde hun lavmælt. Den varme og blide stemme var der ej heller at finde lige nu. Den var der et sted, men som hun havde det nu, så var det ikke nemt for hende at snakke sådan. Hun slog med den sorte hale bag sig og så ind i hans øjne, det krystalblå og det hvide med aret over øjet. Det var ikke grimt til ham, det var sådan han var. Hun mimrede svagt med den hvide mule. Det var godt at han ikke kom nærmere, for som hun havde det lige nu, så kunne hun ikke klare andre alt for nær på sig. Hun græd dog sjældent. Hun var mere nedtrygt. Gråd var i hvert fald et sjældent syn for hende.

Cazador

Trods hendes varme hilsen, følte han sig ikke draget til den varme eng, som han plejede. Nærmer i en sort mørk skov. Han kunne fornemme hvordan, hun prøvede at holde en facade oppe, og dette virkede sjældent ret godt over for ham, da han tit så lige igennem. Det var tydeligt at se hvordan, den 3 farvet hoppe ikke var den glade, hoppe han havde truffet første gang. Han havde sådan lyst til at gøre noget, som ville opmuntre hende, men han tvivlede på at der var noget, der kunne gøre hende glad. Eller var der? Han lage sig med et bump på jorden, og kiggede blot op på hende. Hun måtte selv styrer afstanden, han ville ikke komme hende nær, hvis hun ej ønskede det.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun kunne godt se at man ikke sådan lige kunne snyde Eldor. Desværre, for lige i dette øjeblik ønskede hun at han troede at hun havde det godt. Hun ønskede at han ikke så hende så trist. Og når hun var trist følte hun sig altid så hæslig. Og hun hadede hjælp, hun følte sig altid så ensom. Og det største problem var nok at hun ikke havde nogen til at hjælpe hende, for hun havde ikke tillid nok endnu til nogen hest til at de måtte røre ved hende. Det var virkelig svært for hende, for hun ville jo gerne trøstes alligevel? En der fortalte hende at alt var okay, og at hun nok skulle komme videre. Men det var så svært at komme videre, specielt når man havde mistet to man holdte virkelig meget af. Hun vidste ikke om hun turde at forelske sig igen.

Hun kiggede dog en smule undrende på ham da han pludselig lagde sig ned med et bump. Hun tog spørgende hovedet på skrå. Hun trådte dog et skridt frem mod ham. De stod kun 1 meter fra hinanden. Hun blev dog stående og kiggede ned på ham. Hun så ham dog ikke i øjnene. Hun ville ikke have at han fik direkte adgang til hendes forpinte jeg. Men hun håbede også en dag at komme over det, og hendes største ønske var nok et liv uden frygt. Men det kom jo nok aldrig til at ske. Intet liv var fuldkommen uden frygt, desværre.

Cazador

Efter han havde, fået lagt sig ned eller retter sagt dumpet ned på jorden. Lå han der og mærkede hvordan sneen, sugede alt varmen ud af hans krop. Det var som kolde klør, der omfavnede hans varm krop, blot for at suge alt varmen ud af ham, og efterlade ham iskold. Han vippede øren en anelse tilbage, ikke surt men, mere afslappet. Han bemærkede hvordan hun kom lidt nærmer, da hun var nys' efter hvorfor han mon havde lagt sig. Han lå bare der og kiggede ned i sneen, han sagde intet. Han gjorde intet. Han lå bare der.

Lidt efter hun var kommet ham en smugle nærmer, men stoppede op, først der rettede han blikket op mod hende. Hvad mon, hun var ked af. Han kunne se hun ikke var i godt humør, hun måtte have nogle tunge ting at bære rundt på. Han kørte mulen i sneen, ved hans side. Som tegn på hun kunne gøre ham selskab, hvis hun havde lyst. Hun bestemt helt selv, han ville ikke tvinge hende til noget. Roligt brummede han, og det krystalblå øje, kiggede søgene efter hendes grønne øjne. Han vippede øren lidt frem igen, mens han stadig intet sagde. Måske hun havde brug for stilheden, og blot en i hendes nærvær? Han tvivl hun virkede, som en der mest af alt. Havde lyst til at løbe langt væk, men hvorfor gjorde hun det så ikke? Han forlangte ikke hun blev? Måske hun inderst inde, gerne ville have ham i nærheden. Han savnede hendes, varme stemme og den milde latter som denne prægtige hoppe havde.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Han så ikke op på hende. Hvorfor gjorde han ikke det? Pludselig kom hun til at tænke på noget helt andet, end sin sorg, men den var der stadig. Hun forstod dog ikke hvorfor han ikke ville kigge på hende? Dog kiggede han lidt efter op igen og det fik hende overraskende nok til at ånde lettet op. Hun tog hovedet på skrå. Hun havde et skævt og prøvende smil om mulen, men det gik ikke så godt. Hun så ind i hans øjne, det krystalblå og det hvide øje.

Da han gjorde tegn til hende at hun skulle lægge sig ned lagde hun sig ned foran ham. De var en meter fra hinanden. Hun frøs her i sneen, men hun blev liggende alligevel. Ligesom han gjorde. Hun så på ham. Hun lagde hovedet ned i sneen foran sig og kiggede op på ham. Hun var ikke langt fra ham nu, men hun var også klar hvis han skulle komme nærmere. Hun prustede ud og en stor sky af damp kom ud fra hendes næsebor, nærmest som en drage. Hun tog hovedet sig igen og begyndte lige så stille at køre mulen rundt i sneen som han havde gjort. Hvorfor vidste hun ikke.

For første gang i lang tid nød hun faktisk stilheden imellem dem. Det at de prøvede at læse hinanden kropssprog, og de nærmest snakkede sammen igennem kropssprog. Det var rart, og det havde en mærkeligt virkning på hende. Det var som om at hun faldt helt til ro. Hun behøvedes ikke at tænke så meget, men blot være helt stille. Og det at han lå der, det hjalp, det løftede i hvert fald hendes humør noget mere. Hun tog mulen op fra sneen og mimrede svagt med den og bag efter rystede hun med den for at få sneen af. Hun sendte ham et lidt mere oprigtigt smil denne gang. Hendes olivengrønne øjne begyndte at lyse lidt mere, af glæde og varme. Dog ikke så meget som normalt, men det var begyndt at komme frem.

Cazador

Han bed mærke i, hvordan hun nærmest ånde lettede på, da han endelig havde kigget op på hende. Hvad mon hun tænkte, hvad mon hun frygtede? Hun lage sig ned, men ikke ved hans side, som han entelig havde håbet, hun ville gøre. Men det var vel fint nok, som dette. Han savende dog, stadig hendes varme stemme, og den milde latter. Og det store smil, om hendes mule. Han drømte sig lidt tilbage, da de havde leget i sne, og han kunne ikke lade være med at smile. Han puffede til sneen og fik lavet en lille snebolt, som han puffede til så den trillede fint, lige hen foran hende. Han kiggede på hende og smilede, forsigtigt. Han havde nydt deres sne leg. Selv nød han stilheden, det havde han nu altid gjort, hoppen med de mange spørgsmål, virkede også til at nyde stilheden - så hvorfor lave om på dette, lige for en stund.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hun så på ham igen og brummede lavmælt. Hendes olivengrønne øjne var stadig inde i hans. Hvad mon gik igennem hans tanker? Hun så hvordan han smilede og hun brummede, for at få hans opmærksomhed, men også en smule spørgende. Dog fandt hun hurtigt ud af hvorfor og selv kunne hun ikke lade vær med kort at komme med en mild fnisen over tanken. Der hvor han overrumplede hende. Hun kunne skam godt se det sjove i det, men det var det der med tilliden. Dog havde hun fået langt mere tillid til ham. Hun stolede meget på Eldor. Han var nok den hun stolede mest på.

Da han kastede snebolden over mod hende, eller så den trillede over mod hende smilede hun et endnu større smil. Hurtigt fik hun puffet den tilbage med en lidt større kraft, så denne gang fløj den og ramte. Hun fniste atter og så på ham, hvordan han mon ville reagere?

Hun så ind i hans øjne igen. Hun vidste ikke hvorfor men stilheden gjorde pludselig alting en smule mere intenst? Normalt ville hun have flygtet fra det, men ikke denne gang. Hun lå blot helt stille og så på ham. Hun kørte mulen en smule tættere på ham og så ind i hans øjne igen. Hun nød stilheden og hun nød hans selvskab, hun var så småt ved at glemme hendes deprimerede sind. Og det skulle der alligevel en del til at gøre, eller få hendes opmærksomhed væk fra det!

Cazador

Da han så smilet, komme fra hende. Mærkede han selv hvordan han blev glad. Han kunne ikke lide at se andre, kede af det. Men ikke altid var det let, at trøste en som ikke viste om vedkommet ville trøstet. Da snebolten kom tilbage og ramte ham, kunne han ikke lade være med at le, han satte mulen i sneen, og kastede en klat mod hende. Mens de lår der i sneen uden entelig at snakke, mærkede han hvordan han var i sit Es - han elskede denne stilhed, og han ville sværge på det var her man havde, de bedste stunder. I følge ham selv.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Det var mærkeligt, for hun elskede faktisk stilheden, men det var måske fordi at hun var så trist? Geshia vidste at hun ikke ville kunne blive stille for evigt og altid, hun stillede altid mange spørgsmål, men hun var stadig ung og rimelig udvidende. Hun havde ikke oplevet mange forskellige ting i sit liv. For det meste huskede hun sorg, men også en del lykke. Men man huskede jo altid det dårligeste bedst. Hun slog med halen bag sig og smilte da han også grinte. Det gjorde hende utroligt nok i bedre humør. Hun kastede så en klat tilbage mod ham og hendes mule gled tættere på ham, hendes store og olivengrønne øjne betragtede ham.

Cazador

Stilheden lå som en tung dyne hen over dem, det gjorde ham intet. Det var rart med stilhed især, når det ikke var en akavet stilhed. Hans krystalblå øje kiggede mod den 3 farvede hoppe, og et smil kom frem om hans mule. Da hun smed en klat hen mod ham, han puffede blot endnu en klat tilbage mod hende, og rejste øren helt frem mens han smilede stort. Hvad mon der gik, denne hoppe så meget på. At hun var blevet så trist, han brød sig ikke om at se andre, kede af det. Han lage hoved lidt på sned, og kiggede på hende med et, letter spørgende blik.

[/color][/blockquote][/blockquote]