Meeting between Birds [Phoenix]

Dagen var gylden og mild. Vinden var stille og var blot en svag tilstedeværelse i ørkenen med sin svage hvisken der blandede sig med lyden af sandet der hvislede i sine mange slanger. Solen var på vej ned, hvilket sendte et specielt lys ind over den hede ø, det gjorde himmelen en splittelse mellem milde gullige toner og en lys blå.
En gylden hoppe stod og nød synet af ørkenen der viste sig fra en af sine bedste sider. Dette var hendes hjem, og hun var endelig ved at vende sig til det, og med det kom en stolthed over at høre til et så smukt sted som dette. Sunrise Saint var navnet på denne hoppe, som havde placeret sig på en lille bakketop som hun så ofte gjorde når natten nærmede sig. Som hun stod der var hun en spejling af naturens skønhed, for hun var i sandhed noget specielt at skue. På afstand ville man vel kunne kalde hoppen for en engel, med sine hvide brede vinger så stærke at de kunne bære hendes kropsvægt, men så man ind i hoppens sjæl så man et mindre kaos af minder og forskruede tanker der kunne gøre det svært at omgåes hoppen hvis man ikke trådte varsomt nok. Saint var i sandhed lige så unik som alle andre sjæle der betrådte ørkenens gyldne sand.
Vagtsomt sænkede hoppen sine nøddebrune øjne. Disse var fyldt af en kulde som var bevis på hoppens dunkle fortid. Vagtsomt lod hun dem danse over de lette bakker i ørkenen, på søen efter andet liv. Som den strejfer hun var havde hun lært, at være varsom når hun færdedes alene, såvel som i selskab med andre. Naturen kunne hvert øjebliik forråde en, det samme kunne de heste man kunne møde i dette land. Derfor ønskede Saint aldrig at overraskes, og denne aften var ingen undtagelse!

[/size][/color]

Phoenix

Den rødlige hingst, kom galoperen hen over det varme sand, som var der ild i jorden. Han fløj af sted, og slog fyrrigt med den rødehale. Han elskede at bevæge, sig i det tunge røde sand, og det var lige før han kunne gå i ét med ørkenene. Hvis det ikke var for hans, hvide aftegn der røbede den ellers røde hingst. Solen var på vej ned, og gjorde himmelen en splittelse mellem milde gullige toner og en lys blå. Det særlige himmel lys, kastede sig om de store sandbakker, der brød skille linjen mellem sandet og himlen, som om de rakte op i himlen, for at blive ét med den. Han fnyste og trods hans tunge bygning, kunne man let se han ikke var ren friser, men en kryds af friser og sporthest.

Han bevægede sig let som en spinkel hest, men elegant og kraftfuldt som en friser. Han kastede med hoved, og de grønne øjne, skimtede rundt i det røde landskab. Han gav den gas, mens han første sig hidsigt og stolt frem. Som var han kongn over dette land, dette var 'hans' ørken. Og ingen andres, dette var hvor han herskede og bestemt, i følge ham selv. I et kort øjeblik, stoppede han op, da den hvide mule. Fik færten af en fremmede, på hans land! Han slog hårdt med halen, som var det en pisk han ville have til at smælle. Hingstet og arrigt, kom han med et grynt, og stak mulen i sky for at finde ud af hvor færten kom fra. Han fangede den hurtigt, og satte i en fyrrig galop så sandet stod til alle sider, og kort efter. Fik hans grønne tomme blik, øje på 'en engel?' på en bakketop. Han lage hurtig, øren helt tilbage i nakken. Og bremsede så hårdt, at der stod en sky af sand omkring ham, skyen blev brudt af han, stejlede og fægtede med sine forben. Mens han vrinskede arrigt og hingstet af den fremmede.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Hans øjne var grønne og var tydelige i hans gyldne ansigt. Et blis løb ned fra hans pande og endte ud ved hans rosa mule. Fire sokker prydede de kraftfulde ben og en mørkere man og hale gav kontrast til alle de lyse farver på hans krop. En hingst med styrke i kroppen, en hingst der ligeså havde et iltert temperament.
Saint opslugte hingstens udtryk med sine øjne mens han stilte sig op på bagbenene og fægtede med sine forben som havde han alverdens magt. Denne hingst skræmte dog ikke den delikat udseende pegasus der nu stirrede på det der virkede som en fjende. Alle hingstens følelser lå spillende i hans udtryksfulde øjne, og dannede en stærk modsætning til Saints udtryk. Hoppens kolde, nøddebrune øjne stirrede sammenknebent på ham, og det var tydeligt, at hoppen holdt alle hendes følelser låst inde i sin krop. En hingst som denne var ilter, provokerende og lige netop det der var farligt for Saint.

Et vrinsk lød fra den gyldne skabning der nu stod længere fremme. Hoppens krop blev ændret i stilling. Hendes front var nu skrå for hingsten, så hendes side var vendt let i mod ham, hendes vinger var blevet spredt let ud fra hendes sider, mens hendes spinkle krops muskler var spændt til det yderste. Hun forventede det værste af denne anden, og alligevel stoppede hun ikke det hvin der kom fra hendes mule. Hvinet var køligt, og hun vidste en reaktion ville komme fra hingsten, muligvis en hun ville fortryde at have fremprovokeret.

[/size][/color]

Phoenix

Ret hurtig fik han slået fast, at dette ikke var en engen han så foran sig. Men blot en simpel hest i hans verden, han så bort fra hendes vinger. Jow de var da fascinerende, men så var der altså heller ikke mere over det. Han lod ikke blikket, vige fra hendes nødebrune øjne, han skænkede ikke engang hendes vinger, et eneste blik. For ham stod blot en alm. hest 'under' hans rang foran ham. Han var konge i dette land, han ejede alt hvad han så på, inklusiv denne gule hoppe, han smilede skævt, og vippede øren lidt frem, blot for at smække dem tilbage i nakken igen. Der stod de to sjæle, og så direkte på hinden.

Der gik nogle få sek. Og så blev stilheden brudt, det var den gule hoppe, med de sære aftegn. som kom med et vrinsk. Hun ændrede på sin stilling, og han betragtede hver eneste, lille muskel hun bevægede. Blot for at være på forkant, på hvilket som helst træk, der kunne komme fra denne hoppe. Hoved blev hævet højt, hvor på han vrissede af hoppen.

''Hvad laver du, i min ørken!''

Stemmen var kold, og letter hæs. Man kunne hører, alvoren i hans stemme. Denne hingst havde et stort ego, det slap man nok ikke uden om. Men han troede virklig på at han var, konge af alt hvad han måtte betræde. Og intet skulle komme ham i vejen, end ikke et misfoster som denne skabning var i hans øjne. Stemmerne i hans hoved, brød den stilhed der nu var, kommet efter han havde sagt sin sætning *Se, hun er ikke andet end et misfoster. De gevækster gør hende, ej til noget særligt min herre. Hun er blot endnu en skabning som du ejer min herre* Et kort fnys kom fra den rosa mule, hvor på han lo, af stemmen i hans hoved, han led af en psykose som gjorde, han hørte stemmer inde i hoved.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Øjenkontakt havde aldrig været et problem for Saint. Hun så dette som måden at få et indblik i andres sjæl på, og mens hun så ind i det grønne spejl af den fremmedes sind var det hun så ikke specielt pænt. Hingsten så uf til at være en blanding af arrig og selvisk, egenskaber Saint selv havde men som når de var imprintet hos andre pludselig blev til en dårlig egenskab. Hoppens eget blik flammede pludseligt op, for hun kunne fornemme konflikten selv inden han åbnede sin mund.
Øjnene i hoppens hoved rullede en enkelt omgang inden hun tænkte sig om. De ord han talte, hans ørken. Saint selv tænkte ofte sådan, men hun vidste at ingen kunne eje det egenrådige sand i Zenobias ørken. Ingen ville kunne tæmme et område til sit eget. Den ene forhøjning hoppen stod på var det eneste sted i denne ørken hun betragtede som sin egen bare til en vis del, og denne iltre skabning skulle ikke komme og fortælle hende at han kunne eje alting. Ørerne blev lagt ned og hoppen lod sit hoved glide en smule frem, som var hun en slange klar til at snappe ud efter hvert et ord han bed af hende. Endnu havde han dog ikke sagt noget der som sådan fornærmede hende, så han slap indtil videre.

"Dette er frit land, så jeg står næppe til regnskab for dit spørgsmål, herre."

[/center]

Saints ord var spydige, og hun tilføjede ordet herre i tydelig hån mod det han sagde. Hans lavmældte latter gav hende endnu lyst til at rulle med øjnene i ren provokation, men hun vidste hun måtte prøve at holde sig varsom. Dette var dog ikke en egenskab Saint var god til at udleve, så før eller siden ville det nok ende galt, om end så det var verbalt eller fysisk. Af hvad Saint vidste indtil videre ud fra at betragte denne fremmede, forventede hun ikke at han ville sky nogen midler for at få hende ud af det han kaldte 'hans' ørken'.
[/blockquote][/size][/color]

//Out, nulstilling af tråde.

Ok