Smerte og kulde

Tråden er forbeholdt Zilla & Phoenix

Der er gået nogle dage, siden Seth forlod mig, med en del sår og ar på kroppen samt sjælen. Men jeg er ikke kommet langt fra det sted, hvor det hele skete.. Ligger blandt nogle træer, med kroppen nede i den kolde sne. Men det er jeg nødt til, for mine ben kan ikke holde mig oppe i for lang tid, og derfor er jeg nødt til at ligge ned, trods kulde og sne.
Mine øre vipper omkring, meget opmærksomt, for jeg skal ikke pludselig overraskes af en fremmed sjæl, slet ikke i denne tilstand. PÅ halsen har jeg størknet blod, ligeså har jeg det ved slutningen af min nakke/starten af ryggen. Og sidst men ikke mindst, har jeg stor rifter henover mine knæ, efter Seths skarpe hove, som ramlede ind i mine knæ af flere omgange, så han til sidst kunne lægge mig ned i sneen, efter vores seance, som har skabt et liv i mig.. Et liv, der er begyndt svagt at kunne ses, fordi min mave buler en smule ud. Men på en mærkelig måde. For de sidste par dage har jeg ikke kunnet finde mad, fordi jeg ikke kan gå særlig langt af gangen, og heller ikke hæve mig fra jorden, for at nå op til grene på træerne, hvor der er mad. Derfor har jeg tabt mig, ganske meget, men maven buler jo en smule ud, grundet føllet der vokser inden i mig.

Mine øre viger kort, inden jeg må lade trætheden tage over, og langsomt sænker jeg dermed mit hoved en smule ned, og ligger det i sneen, men jeg lukker ikke øjnene. Det har jeg ikke gjort længe. For det er for risikabelt i den her tilstand, så det er kun blevet til korte hvil, indtil noget har gjort at jeg igen har måttet bevæge mig videre, og tvinge mine ben fremad. Selskab, vil jeg aldeles ikke have, for jeg ønsker virkelig ikke, at andre skal være i nærheden af mig, når jeg er så sårbar som nu. For nok har jeg muskler, men i denne situation hjælper det ikke meget, når jeg knapt kan gå mere end 10 meter af gangen..

Phoenix

Den røde hingst, kom elegant og fyrrigt traven gennem den store skov. Han mærkede de små grene der kilede, ham over hele kroppen. For hver gang han begav sig forbi de mange grene, som nærmest greb ud efter ham, i håb om at få en lille lok, af hans smukke pels, man eller hale. Han hævede hoved højt, nærmest som en kejser, der ejede alle disse træer, og at grenen ej var finde, nok til at gå en tot af hans smukke pels. Roligt slog han med halen, og øren var lagt helt tilbage i nakken. Hvor efter hans grønne øjne, spejdede rundt i mellem, de mange store træer. Han kom til et sted, hvor han kunne se fremmede spor i sneen, det lignede en endelig vandre. Han smilede skævt, hvad mon en ensom sjæl lavede, i hans skov! Han satte frem i galop, mens han pustede og brummede fyrrigt. Kort efter fik han øje, på noget i sneen foran ham, han stoppede op, så sneen stod til alle sider. Og han vrinskede hidsigt, og fægtede ud i luften med sit ene forben.

''Hvem er du!''

Sagde han surt, med øren helt tilbage i nakken. Mens han ikke slap skikkelsen ude af syne.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Kort er mine øjne ved at glide i, så jeg kan svæve ind i drømmenes land, for kort forlade den irriterende smerte, der er i mine ben. Men jeg bliver revet ud af denne døsige tilstand, da jeg pludselig bemærker lyden af hovslag, der rammer imod den sne der ligger på jorden, og dermed skaber nogle højlydte lyde, som ikke er til at tage fejl af. En fremmed, er på vej i min retning.
Inden jeg når at tænke yderligere over det, er der pludselig en rød hingst, foran mig, som fægter frem med det ene ben, og derefter flyder hans stemme frem.
I en lidt anstrengt bevægelse, får jeg mine ben rettet ud, og jeg hiver mig selv op at stå, til trods for de smerter det giver i begge mine forknæ, grundet de mange spark, der blev plantet på dem. Drejer mig ansigt hurtigt imod den fremmede, mens mine øre lægges helt ned i nakke, og hovedet sænkes i et kort hak, i en afvisende og truende holdning. Min næseryg er ganske ødelagt, og såret er stort, og ikke særlig pænt at kigge på; men Seth havde jo også godt fat i den. Hans måde at spørge på, hvem jeg er, får aldeles ikke min lyst til at svare, frem. Nej, i stedet nægter jeg blot at svare. Mine tænder er blottet nu, fordi jeg jo i forvejen er i en udsat position grundet mine skader, og derfor er jeg blot endnu mere hidsig end jeg ellers plejer at være; og det blandet med at møde en ny, er aldeles ikke smart!

Phoenix

Phoe, kunne ikke lade være med at, rette sine grønne øjne på denne hoppe. Og hurtigt så han de mange sår, osv. der var rundt på hoppens krop. Et koldt hånligt fnys kom fra hans, hvide mule. Denne hoppe lignede, bestemt en der allerede var 'brugt' han kunne ikke lade være, med at smile koldt, og slog en kold hæs latter op. Mens han blot kiggede på hoppen, der rigtigt gjorde sig umage, med at se truende ud. Nok var denne fremmede, stærkere end ham. Men i denne tilstand troede han nu ikke, hun ville volde den store skade. Han fnøs hårdt, så to hvide damp skyer stod ud af næsen på ham. Roligt gik han omkring hende, i en cirkel. Stadig en god af stand fra hoppe. Han så hende an, og stadig med et skævt lumsk smil om mulen. Tankeren fløj gennem hoved, og en lille stemme sagde til ham *''Denne hoppe, ligner en der allerede haf haft hingste besøg''* Phoe kunne ikke lade være med at le højt, han led af en psykose der gjorde, at han hørte stemmer i sit indre, og dette stemme var den spydige af de mange stemmer han, havde inde i sit hoved. Han nikkede og svare stemmen højt, så hoppen kunne hører det, da han virkelig troede 'alle' kunne hører hans stemmer.

''Ynkelig hoppe, du har ret. Hun ligner en der allerede har haft besøg af en hingst. Så er hun intet værd længer, kun et udskud. Brugt og ubrugelig resten af hendes dage''

[/color][/blockquote][/blockquote]

De mørke øjne, jeg besidder, viger omkring på hans rødlige krop. Ja, han er bestemt en fremmed hingst. End ikke hans duft er jeg rendt på før, og lige netop det, gør det hele en kende mere irriterende. For hvis jeg blot kendte hans duft lidt mere, ville jeg vide hvor han normalt opholder sig, og dermed ville jeg kunne opsøge ham engang, hvis han vælger at gøre noget mere ved mig, mere end Seth i forvejen har gjort. Men jeg kender ikke denne hingst vaner, og hvor han opholder sig; og det irriterer mig! Mine øre forbliver klistret ned i nakken, og da han begynder at vandre omkring mig, kommer de blot endnu længere ned, mens mine tænder bliver mere og mere synlige, klar til at sætte sig i kødet af ham, hvis han kommer for tæt. Men dog bider jeg ikke frem, ikke endnu. Først hvis han nærmer sig mere. Da han begynder at tale, knibes mine øjne en smule skeptisk i.

,,I det mindste, taler jeg ikke i flertal. Du er kun én, ikke flere, hingst”

Siger jeg med en hvislende og sammenbidt stemme. Jeg bryder mig bestemt ikke om ham. Og det er skam hans egen fortjeneste, for han måde at dumpe hen til mig på, og sådan forlange at vide hvem jeg er, det er ikke en god start; slet ikke når jeg er i denne tilstand.

Phoenix

Kort kiggede han på hoppen, som snakkede til ham. Det var tydelig at se hun, var sur over hans tilstedeværelse. Men det generede ham ikke, han elskede at lave rav i den. Han sagde intet til hendes kommentar, til at han snakkede i flertal sådan var han bare. 3 i én person, det gjorde ham til den utilgængelig hingst som han var. Roligt gik han rundt om hende, i en cirkel stadig med afstand til hende, og lod nogle små fnys komme fra ham. De grønne øjne, betragtede hoppen. Hun lignede et volds offer, mon hun også var dette. Eller var der sket noget helt andet, han kiggede atter på hende. Og stoppede så op, det var som om hendes mave, var tyk! Mon en anden hingst, havde været ham i forkøbet, han fnøs igen. Og kunne fornemme denne hoppe, var intet værd. Men derfor kunne han, godt have det sjovt med hende. Han sprang frem i en hurtig bevægelse, med tænderen blottet og øren tilbage. Han ville se hvordan hun reagerede. Hvilken støbning, var denne hoppe af?

[/color][/blockquote][/blockquote]

Mine øjne er hele tiden rettet imod ham, stift og opmærksomt; men jeg kigger ham aldrig i øjnene. Aldrig. For det er mine øjne, og de tilhører kun mig. Der er for mange ting, at se, hvis man kigger i mine øjne, for meget af min sjæl, og den fornøjelse skal han aldeles ikke have. Han bliver ved med at cirkle omkring mig, og det huer mig aldeles ikke. For selvom jeg er stærkere end han er, er min krop i forvejen øm og træt; ikke en særlig god situation. Idet han springer frem imod mig, hukker jeg med mine tænder direkte imod hans ansigt, og jeg er ude på at ramme, og ikke bare advare. For at advare denne hingst, har jeg allerede gjort med min attitude. Så når han springer sådan imod mig, så tøver jeg ikke! Jeg vil ramme ham, og hvis det ikke sker, så har jeg i det mindste vist ham, at jeg aldeles ikke vil have ham tættere på mig, overhovedet. Mine øre er klistret helt ned i nakken, og der flytter de sig ikke fra, så længe han er i nærheden af mig.

Phoenix

Hurtigt mærkede han hvordan, det ikke passede damen at han sådan cirklede om hende. Men det tog han sig ikke yderlige af, han var konge af dette land, og kiggede på hvem og hvad han ville. Hurtigt som en slange, huggede hun ud efter ham, og i og med hun var meget hurtigere end ham selv, fik hun fat i ham. Men hurtigt rev han sig fri. Han fnøs og trampende lidt i jorden over det sår han nu havde fået. Den lille rose havde alligevel, nogle skarpe torne. Han stod roligt og kiggede på hende hvor efter han blot begyndte at le, mens øren var lagt helt tilbage i nakken.

[/color][/blockquote][/blockquote]

// Denne tråd lukkes hermed. Asira skal nemlig fole idag, d. 7. Januar. (: \\