Mørkets fangarme

Mørket er igen faldet over Andromeda, et mørke, som jeg i den grad har brug for, i den her tid. For hvis det er for lyst, er jeg hurtig at se, med min lysegrå farve, og det er jeg ikke interesseret i. Ikke i den her tilstand. Jeg befinder mig lige nu, på øen Chibale, hvor jeg nok i en lang periode kommer til at være, fordi jeg ikke er i stand til at krydse havet, og komme til en anden ø. Min krop er godt hærget, med et sår ved halsen, et ved nakken, og begge forknæ er godt ødelagte, men næseryggen er også ganske hårdt ramt. Der er der et kæmpe sår, stadig med størknet blod, og skidt i. Seth havde godt ved! Mine mørke øjne viger kort rundt, inden jeg forsigtigt dumper ned at ligge i den kolde sne. Ja, det er meget koldt, men jeg har ikke særlig mange valg; for mine ben kan ikke holde mig gående i alt for lang tid, fordi Seth’s hove har ramt så mange gange imod, og skabt store flænger, og ømme ben. Men at ligge ned, er en udsat position, især fordi jeg jo bare ligger ned, men også fordi jeg ikke så hurtigt kan komme op, hvis der kommer nogen.Mine øre glider meget opmærksomt omkring, for at lytte efter om der kommer nogen fremmede efter mig, eller om nogen har fundet mig. Men ligenu, er der kun stilhed, heldigvis!

Cieñ var på en ø, hvor der var skov, der prydede. Han kom skridtende roligt af sted i mørket – hans yndlingstidspunkt, da duften af hoppe ramte ham. Han var i chamørhumør, så en undertone af brunst havde ikke gjort ham noget, men det var der dog ikke, så han besluttede at se nærmere på den fremmede. Derfor bevægede han sig af sted. Hans sanser var meget vågne, men da duften var tydelig måtte han stoppe og prøve at lokalisere, hvor hoppen befandt sig.

[/color][/size][/font]

Bedst som jeg tror at jeg er alene, hører jeg nu lyden af hovslag. Det er ikke nemt for nogen at komme rundt, uden at jeg opdager dem, for sneen gør det hele meget tydeligere at høre, især hovslag. Men denne gang, er jeg ikke helt opdaget, af den fremmede som kommer imod mig. Men der imellem træerne, kan jeg skimte en skimmel hingst; ikke en jeg kender. Lægger ørene helt ned i nakken, og forsøger at trykke mig helt ned imod sneen, så jeg ikke bliver opdaget. Rejser mig ikke, ikke endnu. For hvis jeg kan slippe for at rejse mig, hvis han ikke opdager mig, så er det klar det jeg fortrækker lige i øjeblikket. Men jeg ved ikke om det bliver tilfældet i denne omgang; men jeg håber inderligt på det. Mine øre forbliver klistret ned i nakken, mens jeg presser mit hoved lidt længere ned af, så det ikke afslører mig, forhåbentligt.

Han brummede en kende irriteret, da hoppen stadig ikke var i syne, men duften var meget tydelig, så han tog et langt glidende skridt fremad og rettede derefter blikket mod jorden. Han kunne dog stadig ikke se noget, men han var nu overbevist om, at hun måtte være i jordhøjde, for der var kun tale om meters afstand, så medmindre hun var et føl, kunne han ikke undgå og se hende om lidt.

Ganske rigtigt gik der kun få sekunder, før en grå hoppe kom til syne i sneen foran ham. Han stoppede med et fnys og studerede hende interesseret. Hun havde tydeligvis opdaget ham, og hun var også blevet liggende med vilje, så han kiggede lidt vurderende på hende.

”Gemmer de dem?”

[/color][/size][/font]

Den skimlede hingst, er vidst ganske opsat på at finde ud af, om der er nogen i nærheden eller ej, for han træder nogle skridt videre, og dernæst kan han se mig, og jeg kan også se ham tydeligere. Mine øre falder helt ned i nakken, og mit ansigt vendes nu mod ham, så den godt gnavet i, næseryg kommer til syne, med det størknede blod og skid. Kommer med en kort hvæsende lys, inden jeg skubber mine ben ind til mig, og i en lettere anstrengt bevægelse får jeg mig rejst, med en smule rystende forben. De er ikke klar til at skulle stå igen. Jokker et skridt bagud, og skjuler min smerte så godt som muligt.Holde hovedet en anelse lavt, ikke underdanigt, men truende og afvisende, for jeg skal ikke have selskab. Men i det mindste kommanderer han da ikke med mig, hvilket for mig er en fordel; men aldeles også for ham. Jeg siger intet. For jeg har ikke noget at sige. Gemmer mig, det gør jeg ikke. Jeg hviler mig. Og gemmer mig måske egentlig os lidt; men det behøver han ikke vide!

Hingsten betragtede hoppens næseryg, da han så den. Hun havde tydeligvis fået bank – ellers ønskede han ikke at se modparten. Flere sår og skrammer kom til syne, da hun vaklende kom op og stå. I lidt tid studerede han hendes sår, før han rettede blikket mod hendes øjne. Hun gad tilsyneladende ikke at svare, så det gjorde hun jo nok. Måske var hun for stolt til at stå ved det?

”Det tager jeg som et ja,”

Sagde han så med den lettere arrogante stemme og smilede drenget.

[/color][/size][/font]

Det er tydeligt for mig at se, at han studerer de skræmmer der er at finde på min krop. Men det kan jeg vel heller ikke bebrejde ham; men det betyder dog ikke, at jeg bryder mig om at han skal kigge sådan på mig. Træder et skridt skråt bagud, i afstand af ham, mens mine øre finder længere ned i den mørke man. Idet hans øjne søger mine, river jeg mit blik fra ham. Mine øjne, er personlige, og dem skal han derfor ikke kigge i, overhovedet. Der er for mange ting der ligger skjult i mine mørke øjne, ting og minder, som han ikke skal have adgang til. Hans stemme bryder igen stilheden, og det får et fnys fra min mule frem.

,,Jeg gemmer mig ikke – Men der er også forskel på at gemme sig, og ikke at ønske opmærksomhed fra andre”

For jeg vil ikke have opmærksomhed fra nogen; slet ikke i denne tilstand. Hans smil smitter ikke af på mig, overhovedet. For jeg er en meget skeptisk sjæl, og efter mødet med Seth, er jeg aldeles ikke blevet mindre skeptisk overfor fremmede.

Den skimle hingst betragtede hoppens ører, der lå fladt ned og var hengemt i hendes mørke hårpragt. Han smilede skævt af hende. Hun var allerede fjendtlig, men det havde hun også fin grund til at være. Han var i ganske glimrende humør, men hun var dog ikke videre interessant. For det første var hun ikke brunstig og for det andet, var hun allerede skadet, og han så det som en temmelig vattet ting at banke en hoppe, der knap kunne stå på sine egne ben. Derfor løftede han blot et ikke-eksisterende øjenbryn og betragtede hende stadig med de intense blå øjne.

"Hvis de selv er skyld i deres sår, kan jeg godt forstå, de blot ønsker at være alene,"

svarer han så. Måske hun var så ganske provokerende og afvisende altid? Så var det ikke et under, at hun havde fået et lærestreg. Hvis ikke hun allerede havde fået det, var Cieñ ikke sen til at være hest for det.

[/color][/size][/font]

Den skimle hingst, som jeg endnu ikke kender, og som jeg aldrig har lugtet før heller, synes at se der her som ganske morsomt. Og det får mit blod til at koge. Der er noget i den her verden, som jeg aldrig kommer til at forstå. Netop det faktum, at nogle hingste finder det morsomt, at andre er skadede, at de har smerter. Hvad er det for en mærkelig holdning at have til livet og andre skabninger? Jeg ønsker ikke at andre skal skades, med undtagelse af én sjæl ligenu, men jeg ønsker dem bare heller ikke i mit selskab. For det er bedst, når jeg bare er alene, ligesom jeg altid har været.

,,Jeg synes, at du skal gå. Og ikke blande dig i, hvad jeg har været skyld i, og ikke skyld i. Du var der ikke, du så intet. Du hørte intet. Så kom ikke her, og fortæl mig om jeg gemmer mig, eller kom med en konklusion om at skaderne er pådraget af egen skyld.”

Men stemme er hvislende og sammenbidt, og i et ryk træder jeg nu tættere frem imod den skimlede hingst. Han er vattet at se på, i forhold til mange andre jeg har været tæt på, og selvom jeg ligenu har skader, er jeg vis på, at hvis jeg ønsker det, så skal jeg nok få denne hingst ned med nakken, hvis han ikke snart ændre sin attitude over for mig. For jeg magter ærlig talt ikke, at han skal komme der med en smørret attitude; nej, så får han tilbage af samme skuffe.

//Tråden lukkes hermed. Asira skal fole idag d. 7. Januar. EN ny kan startes efterfølgende (: \\