Under skyggetræet

I takt med mørkets frembrud har stilheden lagt sig over skoven som en tung dyne. Kun skrigene fra dyr, der trives i natten, har givet genlyd gennem skoven og brudt stilheden. Månen lyser fra den skyfri sorte himmel, hvor stjerner i massevis er blevet tændt som bittesmå lamper. Alligevel er det ikke meget lys, der slipper igennem de tætte trækroner, og havde den hvide sne ikke dækket den nedkølede skovbund, ville jeg knap være synlig. Dog er jeg vel ikke meget andet end en mørk silhuet, eftersom jeg er søgt ind til stammen af et stort skyggetræ med tætte blade, der holder lyset borte fra min slanke, sorte krop, og ligeledes har bladene også beskyttet skovbunden mod sneen.

Alligevel er det ikke mit mål at gøre mig usynlig, for hvorfor? Jeg forsøger ikke at gemme mig, jeg forsøger ikke at undgå at blive set; jeg har bare ikke brug for det, men det er vel også noget andet. Forskellen på at stå her, og så derude på en af de sneklædte stier er, at jeg her er beskyttet en smule mod den kolde vind. Min vinterpels er en smule sparsom, fordi jeg egentligt ikke er skabt til at leve i det klima, som dette land har. Som en protest mod kulden giver jeg et kort fnys fra mig, mens mit ene øre glider ud mod den anden side; det andet vipper stille rundt for at holde mig opmærksom på det, der ellers kunne finde på at vandre gennem skoven denne nat.

[/size][/color]

.~:SAMAEL:~.

[/size]
STRAY HORSE[/font][/center]

Den tunge hingst, der så ofte var blevet kaldt engel af sine tidligere menneskelige ejere, vandrede med stor nydelighed langs skovens ydre grænse. Under træerne var sneen lavere, og gjorde det langt lettere at finde forfæste og bevægelse. Den tykke man der prydede hans hals, lå ganske stille, iklædt utallige iskrystaller, og tillod den mægtige hingst et billede af et væsen, trådt ud af drømme. Ganskevidst var han ikke af højde enorm, faktisk var han ganske normal der, men hans bredde og fantastiske hårpragt synes at gøre ham større, og langt mere kraftig end de fleste heste. Trods den store masse bevægede han sig ganske stilfærdigt og elegant. Som en trænet danser, belært i kunsten at få vægten til at blive ubetydelig.
Den store hingst søgte da ind imellem træerne da en vind løftede man og hale. Han ønskede ikke at få viklet hårpragten ind i alt på sin vej, og vinden var ofte alt for behjælpelig med dette. Dog gik vinden ham ellers ikke på, den næsten håndsbredde vinterpels virkede præcist som den skulle, og Samael, hingsten, kunne uden problemer udholde selv de koldeste, stjerneklare nætter her i landet. De store hove trængte ubesværret igennem det tynde snelag under træerne, ned til de halvvåde grene og kviste derunder, og dermed blev hingstens skridt langt mere tydelige under træernes lydløse beskyttelse. Kun vindens susen igennem trætoppene ledsagede ham på hans kortvarrige rejse ind til den mere vindstille del af skoven. Egentligt havde han ikke i sinde at søge selskab, men det virkede alligevel som om nogen var i nærheden. Og af duften at bedømme.. En hingst. Samael rynkede kortvarrigt på mulen, og hans dunede øre lagde sig ned i den store man. Ganskevidst var han ikke aggressiv af natur, men andre hingste gik ham stadig så meget på, at han knapt kunne undgå at virke tvær fra begyndelsen. Måske denne hingst havde hoppe. I så fald måtte han undersøge hvorvidt det var muligt at overtage dem.. Måske det var en strejfer, og så var kamp undgåeligt, hvis blot det var det rette selskab.

Min krop er ikke skabt til at vandre i et koldt klima med sne, ligesom den ej heller er skabt til at betræde det unådige terræn, som de høje bjerge byder på. Nej, min slanke, sorte krop med de lange, spinkle ben er skabt til fart henover en flad slette. Det er noget, jeg langt bedre kan forholde mig til. Jeg husker stadigvæk de vidtstrakte, golde sletter, der lå tæt op til de områder, jeg som ung boede i. Den varme sommervind. Ikke at det ikke er til at finde i Andromeda, men der går endnu mange måneder, før kulden vil slippe taget helt og atter lade solens stråler skabe liv og varme. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal komme igennem vinteren. Naturligvis vil det koste mig en smule mere energi, men jeg skal nok klare det. Mit ene øre vipper til siden i et ryk, da stilheden bliver brudt af små dump mod skovbunden et stykke herfra. Langsomt hæver jeg hovedet en anelse og lader det ene øre rykke om mod min nakke.

I en markant bevægelse slår jeg halen omkring min spinkle bagpart, inden jeg forsøger at lokalisere den, der har valgt at vandre gennem skoven. Det er ikke en letvægter som mig, ud fra hovslagene at dømme, medmindre det er en, der er meget tæt på. Men så ville jeg jo nok kunne få øje på vedkommende, ikke sandt? Jeg lader mit hoved hæve sig en smule mere, inden jeg galant lader min nakke forme sig i en fin bue med den lange, sorte man hvælvende ned langs halsen. Jeg har egentligt ikke brug for at blive set, og derfor bliver jeg stående, hvor jeg er. Ikke at jeg håber på ikke at blive opdaget, men jeg er ret sikker på, at min duft allerede har afsløret mig.

[/size][/color]