Twilight is my friend

Den gråskimle hingst kom skridtende med lange ranke og majestætiske skridt ned af bjerget. Lige foran ham mødtes den hårde klippe med den frosne jord, hvor sneen lå i et fint lag.
Cieñ svirpede let på halen og knejsede en smule i nakken, før han med med høje løft bevægede sig ud i sneen.
Tusmørket havde spredt et tæppe af mørke over landet, der snart ville ligge helt i nattens favn. Det passede Cieñ fint – han var vant til mørke og så bedre end den gennemsnitlige hest på dette tidspunkt.
Han var dominerende anlagt, og da han følte sig meget hjemme på denne ø, udstødte han et dybt og maskulint vrinsk ud i mørket, imens han med lange trin bevægede sig fremad.

[/color][/size][/font]

Den røde Lune betrådte for første gang denne ø. Aldrig havde hun været der, aldrig havde hun haft lyst til det. Den så en smule skræmmende ud. Ikke at hun frygtede øen. Nej, Lune var bare godt påpasselig med, hvad og hvor hun gik. Sneen lå ligeledes på denne ø, som den gjorde på de andre. Kun øen med sand var stadig varm. Mørket havde lagt sig, og hun følte sig godt udsat. Hendes røde pels var ikke til gavn. Om dagen var hun synlig, men det var hun også om natten. Den hvide sne gjorde hendes farve endnu mere tydelig. Sorte heste var utydelige om natten, hvide heste kunne ikke ses i sneen, sandfarvet heste gik godt i ét med ørkenen og de brune heste havde fordelen i skoven. Men Lune var synlig alle steder. Det irriterede hende en anelse.

Et dominerende og hingstet vrinsk nåede hendes ører. Med ét smækkede hun halen helt ind til sig. Hun var i brunst og hun mødte altid nogle dominerende og aggressive hingste i den tid. Ham her lød ikke anderledes. Men hun kunne ikke se ham. Dog var han nok ikke så tæt på hende. Skulle hun svare ham? Ja hvorfor ikke. Hun var ikke skræmt af en hingst. Så hun sendte et lyst og feminint vrinsk i hans retning. Men i stedet for at gå frem imod ham, blev hun roligt stående på hendes plads. Han måtte komme til hende.

Den lyse hingst bevægede sig stadig fremad med de lange glidende bevægelser og nakken højt. Mulen var trukket en anelse ind mod halsen, så hans nakke stod højt, altimens de blå øjne betragtede omgivelserne i mørket.
Hans små mandelformede drejede sig ofte for at lytte til natten – ikke til nattens lyde som han kendte så godt, men til lyde der ej tilhørte denne tid. Et feminint vrinsk fik han ører til at spidse i en hurtig bevægelse, og hans ben til at klodse, så hingsten stod stille et kort øjeblik. Et lille smil gled over hans mule, og han løftede mulen i vejret og udspildede de fintformede næsebor. Duften var ej tydelig, men den medbragte en liflig duft, der gik igennem hans krop som et sus og fik det til at sitre under hans tynde skind. Med en maskulin brummen satte han frem i en stor og fjedrende trav. Han var en flot hingst med nogle ekstraordinære bevægelser, og han vidste det, så det skulle benyttes.
Som han kom længere frem på stien, hvor en stor bjergvæg på venstre side prydede, og en bæk på højre flød sin gang, præcis som livet gjorde, kunne han ane en rødlig skikkelse. Fint bygget og med kønne træk. Et ganske flot lille hoppe på denne afstand. Derfor bevægede Cieñ sig tættere på med en dyb brummen. Han stoppede med en smule afstand. Hvis dette skulle ende, som han ønskede, skulle han ikke slås med denne hoppe, for som han kom tæt på, var det tydeligt på hendes muskelopbygning, at hun var stærkere end ham, og han skulle ikke have bank af en hoppe. Nok havde han slåsset hele sit liv, men styrke betød også en del, selvom teknik var vigtigt.
I stedet for at sige noget, rankede han sig bare op og knejsede i nakken, imens hans intense øjne lå i hoppens blik. Han gjorde sig til, det skadede jo ikke, at hun opdagede, hans pæne ydre fra de bedste sider.

[/color][/size][/font]

Inden længe så hun en grålig skikkelse komme imod hende. Nærmest i en flyvende trav. Han var et ret så imponerende syn, eller også var det hendes hormoner som overtog hendes dømmekraft. Et hingstet brum nåede hendes små røde ører, som med det samme blev rettet frem mod ham. Ja det var hendes hormoner som snakkede til hende. For hun mærkede, hvordan hendes krop reagerede på ham. Hvorfor gjorde den det, når den ikke havde gjort det med de andre hingste? Kort slog hun med halen, blot for at få sig selv på andre tanker. Men den bevægelse fortrød hun hurtigt. Den spredte blot duften endnu mere. Men hun så hurtigt, at hun var stærkere end hingsten, som nu stoppede op i en elegant bevægelse. Selvom hendes hormoner sitrede, så fandt hun også selv den grå hingst ret så imponerende.

Han var ædel at se på. Ikke nær så kraftig bygget som så mange andre hingste. En feminin brummen forlod hendes mule. De mørke øjne kørte over hans krop, helt op til hans isblå øjne. Som fangede hende ret så hurtigt. De var helt unikke. Aldrig havde hun set nogen som dem. Med en fin og silkeblød stemme valgte hun, at bryde stilheden mellem dem.

"Godaften du sølvgrå hingst."

Cieñ lagde ikke skjul på sin interesse i hoppen, og han studerede hende nøje med øjnene, men han bemærkede også, at han måskede havde vakt en smule interesse i hende. Sådan en effekt havde han tit, men han lignede heller ikke alle andre. Det gjorde hun dog heller ikke for den sags skyld. Let bygget, som ham selv, med et smukt rødt skind og lys hårpragt. En blis prydede hendes fintformede hoved.
Den lokkende duft spredte sig som en tung tåge omkring ham, da hoppen svingede med halen, og han måtte beherske sig, for hans hormoner rev og flåede i ham. Han viste dog ikke på anden måde, end at ranke sig en smule mere og spændte lidt op.
Hans ører vippede let, da hun brummede hoppet til ham. Cieñ måtte indrømme, at hun var rimelig spændende i hans øjne. Mest på grund af hendes fantastiske duft, men hendes udseende tiltalte ham bestemt også, og da hun talte med en blød og feminin stemme, måtte han tage sig selv i nakken for ikke at bevæge sig nærmere.

”Godaften ædle hoppe,”

Svarede han med sin lidt drengede og hæse stemme og betragtede hende stadig, imens han slog et par slag med halen.

[/color][/size][/font]

Om hendes brunst påvirkede den skimlet hingst, var svært at vide. For han viste ikke tegn på det. Det eneste han gjorde var, at knejse nakken en anelse mere. Selvom hendes instinkter fortalte hende, at hun skulle gå tættere på ham, så gjorde hun det ikke. Hun var endnu ikke så påvirket af hendes brunst. Hun havde været god til, at holde sig i sit gode skind. Men ville hun kunne blive ved med det, når nu en så smuk hingst stod foran hende? Endnu engang lod hun sine øjne køre over hans krop. De var bygget på samme måde. Tynde, slanke men stadig stærke. Man skulle aldrig undervurdere en fint bygget hest. Bag det smukke ydre, kunne der ligge mange muskler. Hingsten foran hende, lignede dog heller ingen engel. I det øjeblik var hun lykkelig for, at hun så ud til at være stærkere end ham.

Da hans stemme lød, blev begge hendes ører rettet helt frem mod ham. Drenget, men stadig hæs og hingstet. Tiltrækkende? Ja i den grad. Men det gik ikke, hun måtte ikke komme tættere på ham. For ville hun kunne stoppe, som hun havde stoppet Nevan? Den unge hingst som var blevet fortryllet af hendes duft?

Som hun stod der foran ham, duftede hun fortryllende, og Cieñ skulle beherske sig yderligere, for ikke at røre hoppen, der virkede helt guddommelig, når hun stod der. Med en maskulin brummen trådte han en smule nærmere og strakte den muskuløse hingstehals frem, som var yderlig maskulin på dette tidspunkt, fordi han var på dupperne. Han brummede endnu en gang, for hun duftede endnu bedre på denne afstand, men han gjorde dog ikke tegn til at nærme sig yderligere. Halen slog nogle bløde slag bag ham, og hans ører var rettet mod hende.

”Jeg håber ikke, jeg forstyrrer”

Dette var måske ikke så relevant for hoppen, for det var nok mest fordi, han selv havde øjeblikke, hvor det irriterede ham, når andre opsøgte hans selskab, som han havde gjort ved hoppen.

”Mit navn er Cieñ. Hvad må jeg kalde dem?”

Hans spørgsmål var fyldt med interesse – interesse der måske var lidt påtaget, men hun var nu alligevel ganske spændende, og han ville gerne kende hendes navn. Stemmen var stadig hæs, og den var speciel. De fleste huskede ham ganske godt, for han havde en tendens til at skille sig lidt ud.

[/color][/size][/font]

Da han tog mulen frem mod hende, rykkede hun en anelse tøvende ørerne til siden. Skulle hun selv nærme sig? Ville hun det? Dog tog hun alligevel mulen en anelse frem. Blot en anelse. Et fint prust kom fra hende. Alligevel tog hun hurtigt mulen til sig igen, hun turde ikke røre. For ville hun kunne styre sig. Men hormonerne kæmpede imod hende. De sagde 'frem, gå frem'. Men hun kunne ikke få sig selv til det. Hun kendte jo ikke engang hans navn. Hendes indre kamp stoppede dog kort, da hans hæse stemme lød igen. Stadig lige så tiltrækkende som første gang. Om han forstyrrede? Nej så sandelig ikke. Nærmere det modsatte. Men på en måde ønskede hun også, at det var en hoppe hun stod overfor. Så havde hun ikke været så splittet.

"Nej det gør de så sandelig ikke. De må kalde mig Lune Rouge, eller blot Lune. Det er hvad de finder mest behageligt."

Hun havde kun et andet kælenavn. Luna. Men det var Nevan der kaldte hende det. Ingen andre. At kalde hende Rouge var også forkert, i hvert fald i hendes ører. Ingen ville kunne lide at blive kaldt for rød. Men Lune, det var noget helt andet. At hedde måne kunne hun lide. Det var ganske smukt. Mon hans navn egentlig betød noget? Igen blev de tanker stoppet, da trangen til at gå imod ham kom frem i hende igen. Inden hun vidste af det, havde hun taget et lille skridt tættere på ham.

Hun virkede lidt tøvende, men Cieñ vidste, at hopper var nogle rimelig ustabile hormonbomber, når de var i brunst, derfor var han også meget påpasselig. De kunne finde på at hvine op og true med deres farlige bagben, hvis man gjorde det mindste, der i et kort øjeblik ikke passede dem.

”Jeg foretrækker dit fulde navn,”

Svarede Cieñ og kvitterede med et skævt drengerøvs smil. Jo jo, han kunne være noget af en charmetrold, og han spillede også på det lige nu. Hoppen trådte nærmere, og han brummede igen dybt til hende og lod sit blik glide over hende med de intense øjne.
Cieñ var dog lidt tvivlsom. Man vidste aldrig, om det var en invitation til, at han også måtte nærme sig, eller om hun huggede hovedet af ham, hvis han gjorde det. Han kunne dog lide at prøve grænser af, så han trådte ligeledes et langt og elegant skridt frem, hvorefter han samlede sine ben lidt mere og knejsede i den hingstede nakke.

”De har måske været her længe?”

Spurgte han og lod igen hendes duft passere gennem systemet, så han nær var gået omkuld. Den svimlende følelse det gav ham, kunne han dog godt kontrollere, selvom hun var én stor fristelse.

[/color][/size][/font]

Et charmerende smil prydede hendes mule. Hun kunne lide godt lide, at han valgte hendes fulde navn. Der var ikke mange som kaldte hende det. De fleste valgte Lune, for det var lettere. Indeni havde hun dog en kamp med sig selv. Den største del af hende, ville så gerne gå blot et skridt tættere på ham. Den mindre del råbte stadig nej. Hvad skulle hun gøre. For første gang var Lune splittet i sådan en situation. Skulle hun slippe fornuften, og blot lade sig styre af hendes instinkter? Det ville jo ikke være fornuftigt. Det ville være imod alt det, som hun ellers gik ind for. Men han var jo så lokkende og så smuk en hingst.

"Jamen det er du da velkommen til Cien."

Han tog et skridt frem imod hende. Ikke et lille et som hun havde gjort. Nej, det var stort. Men hun blev stående. Et lyst og måske lidt lokkende brum kom atter fra hende. Jo tættere på han kom, jo mindre lyttede hun til hendes fornuft. Det var rart at have ham tæt på. Minderne med mødet med Nevan var væk igen. Hun lod sig derimod fortrylle af hans blå øjne.

"Jeg har været her siden sommeren. Hvad med dig Cien?"

Lune Rouge egentlig et flot navn, og hun var en ganske betagende hoppe. Hendes duft gjorde sit, men hun ville bestemt også have vakt hans interesse alligevel. Oveni dette accepterede hun, at han nærmede sig, og Cieñ smilede til hende, imens han stadig holdt øjenkontakten med de intense lyseblå øjne.
Hendes feminine brum besad en undertone, der lokkede den grå hingst til at fortsætte tættere på, men han blev stående kort, imens hun svarede på hans spørgsmål. Derefter trådte han et trin tættere på, så han nu kunne røre hende uden alt for meget afstand. Han lod derfor prøvende sin mule glide over hendes hals, inden han tog den til sig igen og kiggede på hende.

”Jeg er vel det, man kalder ny,”

Svarede han med et skævt smil og fastholdt stadig hendes blik med et hingstet brum. Nakken var vælvet på den hingstede facon, hingstenakker nu engang gør, når de er interessede i en hoppe. Musklerne var spændte under skindet, og halen slog et par piskende slag bag ham, imens han stadig inhalerede brunsten, som efterhånden havde gjort ham temmelig ør oveni hovedet.

[/color][/size][/font]

De utrolige blå øjne, fæstnede hendes blik. Hun blev nærmest væk i dem. Så isnende blå, så intense. Han gik længere frem mod hende. Stadig blev hun stående, med ørerne fremme mod ham. Ja hun lokkede ham. Det var hun godt klar over. Men hun kunne ikke stoppe. Hendes krop ville ikke lade hende stoppe. Endnu et skridt tog han. Han var tæt på hende nu. Så tæt så hun kunne røre ham, uden at skulle gå længere frem. Ligeledes kunne han røre hende. Hvilket han gjorde. Den grålige mule ramte hendes hals. Normalt ville hun have sat ham på plads, fortalt ham, at han ikke skulle røre hende. Men det var ikke kun hingste, som blev påvirket af brunsten. Hopper gjorde skam også. Så hende dømmekraft var gået sin vej.

Hun svarede ham ikke. Istedet brummede hun nydende, efter han havde trukket sin mule til sig. Ligeledes strakte hun sin mule frem, og ramte blidt hans hals. Forsigtigt lod hun den køre lang med pelsen. Derefter trak hun den til sig igen. De mørke øjne hvilede i hans blik. Ganske charmerende kunne hun være, hvilket hun var nu. Selv øjnene havde en charmerende glød over sig.

Cieñ var vældig tilfreds, da hoppen ikke reagerede på, at han søgte hende så nær. Hans øjne var intense, og hans instinkter arbejde på højtryk, da hun pludselig berørte hans hals. En dyb brummen lød, og han betragtede hendes blik, der med fuldt overlæg var vældig charmerende og indbydende. Han piskede en gang med halen og trådte endnu nærmere, så de stod skulder ved skulder. Hans mørkegrå mule hvilede kort ved hendes manke, før han lod den stryge ufattelig langsomt ned langs rygraden. Da han kom til flanken, var han nær gået på røven af den lokkende duft, så han strøg hende kort ned langs bagbenet, men hev så mulen til sig og strøg hende atter over ryggen. Han ville være ret forsigtig ved hendes bagben. Nok ville hun gerne, men nogle hopper var lidt hidsige, og kunne godt stampe lidt rundt eller slå lidt op, hvis deres hormoner tog ved, og han ville helst ikke rammes, hvis hun var en af disse. Endnu et brum fandt vej gennem hans hals, og han knejsede i nakken, imens han stadig betragtede hende ud af øjenkrogen, da han strøg hende ned mod bagparten i en let bevægelse.

[/color][/size][/font]

Hun besvarede hans brummen, med hendes feminine brum. Endnu engang kom han tættere på, og hun lod mulen røre han skulder, inden hun tog den til sig igen. Nu mærkede hun hans mule mod hendes ryg, den kørte ned langs med den. Ned til hendes bagben. Der slog hun et slag med halen, og et lille hvin forlod hende. Blot en lille reprimande, ikke nogen afvisning. For berøringen var noget så dejlig. Hans mule fandt vejen tilbage til hendes ryg, hvor hun brummede nydende til ham. Skulle hun lade ham komme længere ned? Hans brum nåede hendes ører, og hun mærkede atter hans mule finde vej til hendes bagpart. Denne gang hvinede hun ikke. Blot slog hun en enkelt gang med halen. Ventende. Ville han turde bevæge sig endnu længere ned?

Hoppen udstødte et lille hvin og slog en enkelt gang med halen, men bagbenene var ikke levende, så Cieñ brummede hingstet, da hun atter slog med halen og spredte en liflig duft omkring ham. Han rykkede sig en smule frem, så han var tættere på hendes bagpart, hvorefter han fortsatte med at køre mulen ned langs hendes bagben og op igen, hvorefter han lod mulen hvile ved hendes halerod og kort nussede hende. Han kastede let med hovedet og dansede en smule hingstet på stedet, imens halen piskede en smule bag ham. Endnu en dyb brummen undslap hans strube, og han betragtede kort hoppen ud af øjenkrogen og strøg igen ned langs hendes ben og op til haleroden, hvor hendes duft næsten var for fristende.

[/color][/size][/font]