Twilight is my friend

Han førte mulen ned mod hendes hale. Hvor hun endnu engang brummede nydende. Derefter slog hun en enkelt gang med halen. Ganske provokerende. Hun burde nok løfte et bagben, men ville ikke. Hun nød hans berøringer. Selvom hun på ingen måde kendte ham. Hans brum nåede atter hendes ører, og hun registrerede hans trippen. Som respons på det, flyttede hun bagparten tættere på ham. Nu havde hun for alvor inviteret ham op til dans. Selvfølgelig kunne hun stadig trække det tilbage. Men lige nu, havde hun ingen intentioner om at gøre det. Hun havde ladet fornuften ligge. Hun var nu kun styret af hendes hormoner. Som blev ved med at presse hende. 'Tættere på ham, ikke afvis ham'. Det var de signaler hun konstant modtog. Ikke andre. Hun brummede atter lyst til ham.

Da hun flyttede sin bagpart tættere på ham, var han nær sprunget sidelæns op på hende i iver, men han beherskede sig og knejsede nakken en anelse mere, da han trippede længere om bag hende, så han stadig var på siden af hende. Endnu en gang lod han sin mule glide ned af hendes bagben. Denne gang bagpå låret, hvor duften opslugte ham fuldstændig. En dyb brummen forlod ham igen, da han hurtigt vendte sig om, så han stod bag hende. Han nussede hende igen ved haleroden, men var klar til at flytte sig, hvis hun ville sparke ham. Den lyse hale piskede bag ham og ørerne var let vendt bagud, som han trippede bag hende. Han ville ikke nærme sig hende mere, før han havde vurderet, om hun kunne finde på at sparke ham.

[/color][/size][/font]

Hun blev stående ganske stille, da han strippede ved hendes bagpart. Halen slog et par slag bag hende, imens han nu gik helt om bag ved hende. Men endnu stod han ikke helt tæt på hende. Hun mærkede han berøringer igen. Denne gang lige ved haleroden. Det var nu eller aldrig. Hun lukkede et sidste feminint og lokkende brum frem, inden hun flyttede halen til højre. Forstod han ikke den, så ville han få en baghov flyvende efter ham, så han ville forstå den. Hun sagde jo ikke nej. Derimod lige det modsatte. Fornuften havde endnu ikke taget over hende, som den havde gjort med Nevan. Hvorfor vidste hun egentlig ikke. Der var bare noget over ham. Som hun ikke kunne sige nej til. Måske var det de øjne? De klare blå øjne.

Han brummede tilfreds, da der ikke skete noget, men så flyttede hun pludselig halen, og så røg hans besindelse fuldstændig. I en kraftfuld bevægelse sprang han på ryggen af hende, hvor han hurtigt fik fat i hendes manke med et kort brum. Allerede der lå han perfekt, så han kunne holde balancen. Selvom han ikke var nogen gallant herre, var han forsigtig imens han bedækkede hende. Han havde ikke bidt sig decideret fast, som han normalt ville have gjort. Nok også fordi de fleste hopper, han havde været på, ikke ville bedækkes. Det ville Lune Rouge gerne, så han behandlede hende også med respekt. Da han var færdig, lod han sig hurtig glide ned af hende, og kort lod han sin mule hvile på hendes bagpart, inden han i en glidende bevægelse flyttede sig om på hendes side med en tilfreds brummen.

[/color][/size][/font]

Han var hurtigt oppe på hende. Men det samme mærkede hun, at det ikke var første gang han prøvede det. Ikke som hende. Dette var hendes første føl, men hun følte sig klar. Hun kendte landet, kendte til nogle gode steder hun kunne holde til. Lune var ikke længere nogen svag hoppe, så hun kunne godt forsvare sig. Derfor lod hun dette ske. Det og så at hendes hormoner beordrede hende til det. Da han hoppede ned fra hende igen, stop hun blot og sundede sig lidt. Mange hoppe ville nok hvine og kyle et bagben mod ham. Men ikke Lune. Godt nok havde hun temperament. Men lige nu var det gemt langt væk. Hun ønskede ikke at skræmme ham væk. Så da hun hørte hans brum, besvarede hun det. For første gang i sit liv, havde hun ladet fornuften fordufte. Det var skræmmende.

Han skabte øjenkontakt med hende og betragtede hendes ansigtsudtryk. Der var intet, der røbede, hvad hun følte. Satans! Han ville gerne have analyseret, hvordan hun havde det med dette. Nok havde han forført hende, men hun havde i den grad lokket ham også. Han var sprunget på hende alligevel, men at det var frivilligt passede ham godt. Et lille smil viste sig på hans læber. Jo, hun havde opført sig ordenligt, så det havde han også for en gangs skyld. Han nippede kort til hendes man og stirrede så fremad

[/color][/size][/font]

Hun så ind i hans øjne og et smil dannede sig på hendes læber. Han prøvede at læse hende, så vidt hun kunne se. Men hun ville ikke lade ham læse noget, som han ikke skulle. Hun nappede ham ligeledes blidt i manen. Et dybt prust kom fra hende og hun rystede den store man p plads. Hvad så nu? Skulle de nu stå der, i stilhed? De havde begge fået, hvad de ville have. Mere var der vel ikke i det? Lune forventede ikke, at han ville være der for føllet. På ingen måde. Sådan var livet nu engang. Men hvis han opsøgte dem, så var det skam også ganske fint for hende.

Han stod lidt og vidste ikke, hvordan han skulle reagere videre. Aldrig havde han tænkt over, hvordan det kunne blive akavet, når hoppen selv var interesseret. Normalt smuttede han bare, men det her var måske lidt noget andet, når hende her , ikke havde et problem med ham – så vidt han vidste. I stedet drejede han hovedet lidt alvorligt og betragtede hende kort.

”Jeg går ud fra, at du kontakter mig, hvis der bliver problemer, eller nogen skader dig?”

Hans spørgsmål var nærmest en konstatering. Hans første afkom i et land, han ikke regnede med at kunne forlade i meget lang tid. Det ville han ikke gå glip af.

[/color][/size][/font]

Ganske taknemmeligt smilede hun til ham. Selvom han virkede til, at være en hingst med et ret så hidsig temperament, så havde han ikke vist det overfor hende. Hvilket hun var ret så glad for. Hun orkede ikke endnu en aggressiv hingst. Kodiak og Seth havde været mere end rigeligt. Hvis hun også skulle kæmpe mod ham, så ville hun da opgive håbet om, at der var flinke hingst i landet.

"Tak Cien. Det kan du regne med."

I det mindste var han der for hende. Det var betryggende. For at være helt alene med et føl, var ikke noget hun havde prøvet før. Jo hun havde passet føl i hendes tidligere flok. Men det havde stadig ikke været hendes egnet.

Roligt betragtede han hendes reaktion. Hun så taknemlig ud. Cieñ gik ud fra, at dette var hendes første føl, men han kunne selvfølgelig ikke vide det. Han brummede tilfreds, da hun sagde, at han kunne regne med det. Han var ikke stærk endnu, men han måtte forsvare hende, nu hvor hun var med føl, og hendes muligheder for at forsvare sig selv ville blive ringe.
”Og at du finder mig, når du skal fole,”

Tilføjede han kort med et halvt løftet ’øjenbryn’. Han ville være en del af føllets tilværelse. Ville have, at den skulle vide, hvem han var. Men Lune Rouge virkede som om, at hun var oprigtig. Det havde hun bare af at være.

[/color][/size][/font]