Isle of mystery

Berbeza - " Za "

Mørket havde efterhånden sænket sig over området. Hertil tiltog også kulden, nu hvor der ingen sol var, til at varme omgivelserne blot den mindste smule op. Dette generede dog ikke den unge hoppe, idet hun bevægede sig afsted over det lettere golde område. Hendes mørke hovedet, der stod i stærk kontrast til resten af hendes kridhvide krop, var hævet til vejrs. Nakken var stolt knejset og bevægelser var velovervejede, og bar præg af en summende energi og elegance. Kulden gjorde faktisk blot, at den tilførte hende ekstra energi. Helt instinktivt vidste hendes krop, at hun var nødt til at bevæge sig mere, for at kunne holde på varmen. Især nu, hvor hendes fysiske stand ikke helt var, som den burde være. Za's mørke øjne bar præg af et vågent glimt, idet hendes blik gled over hendes omgivelser. Det var ikke ofte, at hun befandt sig på denne ø. Hvilket netop var grunden til, at hun var her idag. Hendes nysgerrighed var stort set altid det, der drev hendes handlinger, og derfor var hun nu igang med at udforske denne ø, som stadig var fremmed for hende. Za fandt området ganske fascinerende. Bjergene der tårnede sig op, og den stilhed der lå over øen, var ligeså noget, som fangede og fastholdt hendes interesse.

Den unge hoppe øgede sin skridtlængde, idet hun rettede sit blik fast mod bjergene i baggrunden og derefter satte kursen derimod. Energisk og lettere ustyrligt slog hun med sit hoved, stadigvæk med en vis elegance over hver og en af sine bevægelser, mens hun samtidig gav et fyrigt, feminint fnys fra sig, ud gennem de vidt opspilede næsebor. Det var tydeligt, at hun havde et behov for, at der skulle ske noget. Et eller andet. Hendes mule mimrede opmærksomt, idet hendes ører blev spidset og vippede omkring i takt til hendes skridt. For at forsøge at vide sig sikker på, om der var andre i nærheden eller ej. Måske en, som ville gøre hende med selskab på denne udflugt?

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

WELCOME TO HELL

[/color]
[/center]

Mørket, det skyggefulde, sorte mørke, snog sig lystigt omkring koderne på den snehvide hingst. Hans døde, hvide øjne var tankefuldt vendt imod månen, der med et skær, næsten lige så kraftigt som solen, kastede sit sælvhvide lys ned over klipperne. Lyset blev reflekteret i spøgelseshingstens hvide pels, gav ham en næsten glødende aura. Kun de sorte dødninge aftegn synes at absobere lyset, og kaste det ud fra hans pupilløse øjne. Som en mare, en hingst, udsprunget af et marreridt, stod han og vågede over deres... Hans herres ø.
De tågefunde skygger tiede med ét, og vendte sine usynlige hoveder imod sjælen der nærmede sig, og mare hingsten med. De blev nærværende, han blev nærværende, og derpå brummede han dæmpet, bekræftende, før et legende smil indtog den lyse, tvefarvede mule. En besøger! Selskab til skyggerne, til ham, til hans herre... Eller måske ikke. Harren lurrede endnu, ventede, og dermed ventede hingsten også. Men ikke nu. Nu ventede han ikke.. Eller gjorde han..? For var han ikke en del af sin herre, den retmæssige hersker af Andromeda? Hingsten virrede leende med hovedet, og forlod da sit ståsted, for at søge imod sjælen der synes at begære hans selskab, hun var trods alt søgt imod bjergene, de bjerge hvori han ofte holdt til. Gad vide hvilke ting denne hoppe ville skænke ham, hvad hun ville begære? Heste kunne være så utilregnelige, så fantastisk underholdende... Alene tanken om hendes selskab fit det legesyge smil til at antage en syg form. Selv skyggerne, smittet af deres brors, deres egne tanker, hvislede som slanger op omkring hingstens ben, prydede hans flanker som sorte flammer. Selskab. Ja, skyggerne gjorde hellere end gerne hoppen ved selskab. Hellere end gerne.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

" Za "

Umiddelbart virkede det som om, at den unge hoppe var alene. Hendes opmærksomt spidsede og fremadrettede ører, opfangede ingen andre lyde end naturens egne. Vindens susen, bladenes raslende lyd henover jorden. Men ingen lyde, som kunne indikere, at en anden sjæl var i hoppens nærhed. Selvom hun nød at være i selskab med andre, gjorde det hende nu heller intet, at udforske området alene. Så kunne hun blot lade sit sind være 'blankt', lade tankerne flyde, og var ikke tvunget til at tage hensyn til nogen andre, ændre på sin egen væremåde for at tilpasse sig andres. Dette var nu heller ikke noget, hun gjorde sig så meget i i selskab med andre, men alligevel, kunne hun godt undlade at gøre ting, blot fordi andre ikke ønskede dem. Atter en gang slog hun et slag med sit hoved, og øgede farten yderligere. Varmen begyndte at pulsere i hendes spinkle, særfarvede krop og hun gav en dæmpet brummen fra sig. Hun nød at få brugt sin energi, få rørt sine muskler, og så især på dette nye, spændende sted!

Den unge hoppe nåede dog ikke så langt igen, før hun ikke længere var sikker på, at hun rent faktisk var alene. En fornemmelse sagde hende, at der var en anden sjæl til stede. Hendes ungdommelige nysgerrighed blev straks vækket, hovedet hævet yderligere og ørerne blev tippet så langt frem som muligt. Før hun nåede at tænke videre over det, gav hun et hvin fra sig ud i mørket. Det havde en feminin, energisk og fyrig klang, men med en form for spørgende undertone. Hun stillede med dette hvin spørgsmålet: Er her nogen?. Svaret fandt hun dog selv, uden at nogen gav lyd fra sig. Længere fremme og kun lige akkurat indenfor hendes synsvinkel, syntes Za at kunne skimte et omrids af en hest. En snehvid hest, hvis farve lyste tydeligt op i mørket. Noget ved denne fremmedes silhouet, fangede straks Za's interesse. Det var ligesom om, at den var en anelse sløret, og blot det faktum, at den stod så tydeligt frem i mørket - ligesom dele af Za's egen skikkelse gjorde - gav hende lyst til at nærme sig. Om den fremmede ønskede hendes selskab kunne hun selvfølgelig ikke vide, men så måtte vedkommende vel blot give udtryk for det. Ligenu, havde Za i hvert fald rettet sin kurs mod denne fremmede, snehvide sjæl, i hendes karakteristiske elegante, energiske gang.

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

MEETING THE NEW SOUL

[/color]
[/center]

Fantomhingsten, der glødede mærkværdigt i månelyset var stoppet op for foden af det klippestykke han havde forladt, thi det virkede som om hoppen selv kunne finde vej til ham. Der blev han så stående, som et uddyr udtrådt af en bizar drøm, sort og hvid, med selve mørket hvislende omkring sig, med skyggerne leende omkring sig. For de lo, og hviskede, som de så ofte gjorde. Førte samtaler med dem selv, med de andre, med det som både var ét, og mange væsner. Førte samtaler med den månehvide skyggeræv hvem med de så ofte strejfede. Hingsten udlod et sagte fnys, en reaktion af smilet, da den trefarvede hoppe nærmede sig. Mærkværdig så hun ud, som hun kom tippende nærmere i månelyset, med hvid krop, som havde solen stjålet hendes farve, høgul man, og mørkt hoved. Selv hendes ben var mørke, måske hun også engang var blevet dyppet i skygger? ganskevidst havde hingsten ikke set en lignene farve, men køn det var hun, med sit sære spættede skind.
Hendes hvin besvarede han ej, for hun fandt selv vejen til hans skikkelse, vej til stedet hvor skyggerne, mørket havde slået sig ned. Han havde, de havde udvalgt en lille rydning iblandt klipperne, hvor månen var halvejs skjult af vulkanens damp, skyggernes legen, og skæret omkring skyggehingsten dermed blev forvrænget, krængede over i mærkelige drømmeagtige nuancer. Skyggerne om hingstens hove lå som en tæt røg ved jorden, en lavende røg, og hviskede indbydende til hoppen. Selv skyggerævens blik og holdning var indbydende.
"VÆR HILSET, MÅNEVANDRER."
Nynnede hingsten, med en stemme der var tonet af lokkende nuancer. Køn det var han, mærkværdig, og mystisk. Som han stod der med spøgelsesblusset omkring sig, og den mærkelige dal i baggrund og forgrund. Hvordan denne hoppe ville reagere, det vidste han ikke. Men han ønskede at vide det, ønskede at udforske hendes tanker. Så mon denne drømmeverden influerede hende? Han kunne blot vente, og således gjorde han.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

" Za "

Vinden føg henover området, og tog en bidende kulde med sig. Den unge hoppe skuttede sig kort imod kulden, gav et dæmpet fnys fra sig, og tænkte så ellers ikke mere over dette. For mens hun i sin elegante, fine trav bevægede sig mod denne fremmede sjæl, var hendes fulde opmærksomhed også rettet imod ham. Ørerne var spidset helt fremad, de mørke øjne hvilede mod hans kridhvide, nærmest oplyste skikkelse. Normalt var Za en hoppe af nysgerrighed, men der var noget ekstraordinært over denne hingst, der automatisk tiltrak hendes nysgerrighed og interesse mere end normalt. Hun vidste ikke hvad det var, men hun havde da i sinde at finde ud af det! Hendes vågne blik gled over hans lyse krop da hun efterhånden var tættere på - og nu kunne skelne hans aftegn, og begyndte at kunne se hvad de forestillede. Hvis det overhovedet var muligt, tippede hendes ører nu endnu mere nysgerrigt fremad. Denne hingsts aftegn var højest besynderlige, fascinerende og anderledes. De lignede ikke noget hun nogensinde havde set før. For ikke at tale om hans øjne, der på en gang dragede hendes nysgerrighed til sig og samtidig skræmte hende en anelse. Dette gav hun dog ikke det mindste udtryk for, idet hun afslappet standsede ved ham og kækt slog et slag med det velformede, lille hoved.

Han var en prægtig hingst måtte hun indrømme. Meget særpræget, men stadigvæk prægtig. Nysgerrigt hældte hun sit hoved på skrå mod ham og gav en imødekommende, blid brummen fra sig, idet hun strakte sin hals en anelse tættere. Hendes store, mørke øjne var rettet mod hans ansigt - ikke hans øjne - mens hun holdt et vågent øje med alle hans reaktioner. For at se, hvad han mente om hendes mere eller mindre direkte værende og hilsen. Kort nikkede hun på høflig vis mod ham, før hun lod sin bløde, fine stemme lyde imod ham:

" Godaften, du hvide vandrer."