Endeløse Sneenge

Reserveret til Diego

T H O R O N D O R

---

Leventere: ej den ø den tunge hingst kendte mest til, og ej heller den ø, som han brød sig mest om. Som sådan var der overhovedet ikke noget galt med øen, den var blot ikke helt som Thoron gerne ville have steder var. I midten lå den største sø, han i sit liv havde set, men ellers virkede øen ensformig. Skove lå spredt hist og her, men enge dominerede øen. Han havde dog intet mod øen og for tiden var han endda på den; udforskede, prøvede at finde noget, der kunne modsige hvad han mente om øen. Indtil videre var der dog ikke kommet noget, men han var heller ikke nået langt.

Hans, i forhold til hans massive krop, korte ben havde kun bragt ham et vist stykke, da han valgte at stoppe op. De dunede ører var spidset og de gyldenbrune øjne studerede området. Til den ene side lå en forholdsvis stor skov, til den anden endeløs eng. Den så i hvert fald endeløs ud, for sneen der havde lagt sig over øerne fik alting til at flyde sammen i et, hvis blot de lå langt nok væk. Afslappet rystede hingsten hovedet før han knækkede sammen i forbenene og lod knæene rører den kolde sne. Med en dump lyd, landede hans store krop på jorden og han rullede om på ryggen, for blot at lande på den ene side. Herfra rullede han dog blot om på ryggen igen. Det kunne synes sært, men Thoron nød faktisk den kolde sne, hvis han da ikke direkte kunne lide den.

Vintervejrets temperatur var ej så bidende i dag, som den ellers havde været så mange af de andre dage. Roligt spadserede den ungt sindige rødbrune hingst sig over det hvide landskab. Han havde egentlig begivet sig i skoven de sidste par timers tid, men tørsten havde knebet i ham; og søen kaldte. Det var efterhånden den eneste sø han kendte til, som ikke var frosset fuldstændig i bund; over det hele i hvert fald. Lystigt begav han sig af sted over al det hvide, før noget fangede hans blik. Dér! Midt på engen, lå noget af en hest og rullede sig. De mørke øjne spærrede sig lidt måbende op, mens nysgerrigheden prikkede ivrigt. Han undlod et lidt utålmodigt prust mens hans øjne sprudlede energisk og nysgerrigt. Frem, lå hans øre, opmærksomt og ikke til at drive tilbage, da han ivrigt kom frem i en rummeligt og lækker trav, over det glatte underlag; velvidende om at han ville tættere på denne hest, denne sjæl. Karakteristisk smilte han bredt, drenget, mens han fik færten af at denne sjæl mon ikke var en hingst?

T H O R O N D O R

---

Thorondor slog med halen og sprællede nærmest med benene, før han endeligt rullede om på siden igen. Et øjeblik lå han blot på jorden. Lyttede og tænkte. Det gav et ryk i hans ører, da den dæmpede dunken af hove mod sne nåede dem og han løftede hovedet. Med ørerne spidset så han sig over sin ryg og rødbrun hest, der kom travende mod ham. Den havde store hvide aftegn, dog ej som Antheia. Den var ikke broget, dens aftegn var blot store. Den viste sig hurtigt at være en hingst og såvidt Thoron kunne se, ingen stor eller skræmmende hingst. Den syntes næsten unghestet, men alligevel voksen. Det var noget med smilet, hvis han skulle gætte: så drenget og bredt, næsten for meget for en hingst som den han lignede. Af væsen måtte hingsten være meget muntert anlagt. Roligt strakte han sine ben og trak sig selv op, før han rystede sin massive krop for sne. Der sad stadig klumper af sne fast i hans tyke pels, men han havde ingen hast, men holdt alligevel øje med den røde hingst, for den havde retning mod ham, underligt nok. De få hingste han havde set, havde holdt afstand; enten bevidst eller ubevidst. Næppe fordi Thoron var frygtindgydende, men blot fordi de ønskede hoppers selskab, ikke hingstes. Dette var en sær tankegang efter hans mening.. for gammeldags og simpel.

Hingsten var stor, meget stor! Det store hoved så næsten uvirkeligt ud, som de så sig selv over skulderen. Fornøjet smilte Diego bredt, mens han holdte fart; alt imens hingsten fik rejst sig kort efter. Men hov! Diego nærmest lavede en halv parade i sin rummelige og lidt ivrigt opsøgende trav, da det gik op for ham at hingsten egentlig ikke var så stor som han troede. Nej! Hingsten var ikke meget højere end ham selv, hvis han da overhoved var det? Nysgerrigt vippede hans plyssede øre sig; før han slog et let kådt og drenget slag med hovedet, yderst uskyldsrent, før han satte ned i en affjedrende og spadserende skridt; som atter trådte let ivrigt og opsøgende imod hingsten.
Stille mimrede hans hvide mule, mens de mørke øjne nysgerrigt betragtede denne hingst. Aldrig havde han set noget lignene. Se selv de ben der!

T H O R O N D O R

---

Den røde hingst stoppede halvt op da Thoron fik rejst ham. Det var ham uvidst hvorfor, for selv så han ingen grund til det, medmindre hans skift fra liggende til stående position var en grund. De dunede ører var stadig vendt mod hingsten, da den kraftigere af dem lagde hovedet på skrå. Det var virkelig noget af en unghest der kom mod ham, i hvert fald hvis han spurgte ham. Springende afsted som en forårskåd plag! Det var nok en overdrivelse, men de kunne trods alt fremme forståelsen. Et smil plantede sig dog på den sorte mule og han rystede sig kort igen, inden den fremmede kom alt for tæt på. En fremmede som virkede yderst fascineret over Thoron, præcis som så mange andre. Selv kunne den kraftige hingst ikke se det fascinerende i at han var så meget tungere, kraftigere, grovere, end andre, men det var det så åbenbart bare.

,,Goddag.."

Lyden af et kvalt P forsvandt, dækket af en kort hingstet brummen. Ikke dominerende, men blot et tegn på tilstedeværelse. Thoron ville have kaldt den røde hingst en plag, af ren tankestrømsmæssige grunde, men undlod at gøre det, for hingsten var ingen plag. Han var skam fuldvoksen, udvokset. Yngre end den gyldne ganske vidst, men ingen plag. Roligt og imødekommende strakte han hovedet frem, dog ikke helt og blot for et øjeblik. Han var ikke sikker på, hvordan hingsten ville være: Hopperne her var anderledes end dem han havde kendt, så hvorfor ikke også hingstene?

Nysgerrigt fortsatte Diego næsten ivrigt imod denne hingst, som da også smilte. Trygheden varmede stille i ham, ved en venligsindet hingst at møde. Han havde trods af alt kun mødt venlige hingste ind til nu, eller næsten da. Opmærksomt landede de mørke øjne i hingstens, mens det brede drengede smil atter spillede op hans mule. Diego havde nærmet sig tilpas meget; og med en høflighed og respektfuldhed stoppede Diego en fin fem meters afstand fra hingsten, før han nikkede dybt, drenget og høfligt hilsende imod hingsten hvis stemme havde lydt, efterfulgt af en brummen Diego fandt behagelig.

”Goddag.”
Havde hans drengede og unge stemme lydt, imødekommende og glædesfyldt; alt mens det sprudlende og energiske blik havde betragtet hingsten, nu på tættere hold. Han var direkte fascineret – hvilket nok ikke var nogen hemmelig, i hans blik og fremtræden for hingstens øjne.

”Mit navn er Diego.”
Havde han præsenteret sig med det samme, før hans hvide mule havde straks sig frem, føllet og ivrigt; som en anden unghest, mens han dog blev stående pænt, for at beherske sin eventuelle frembrusende personlighed.

T H O R O N D O R

---

Hingsten var helt klart en af de yngre, der lå ikke længere nogen tvivl hos den tunge hingst. Smilet, opførslen. Han var ikke sikker på hvor mange somre den unge hingst havde set, men han gættede på at det næppe var mere end halvdelen af hans egne... og så alligevel. Kroppen syntes ikke at matche sindet, ikke at han så gammel ud, men det passede bare ikke helt sammen. Det rørte dog ikke Thorondor, han følte det blot opmuntrende. Et ungt sind var sjældent dårligt.
Den unge hingst syntes næsten at springe af spænding, iver, da den stoppede et par hestelængder fra ham. Kort vendte Thoron sine ører tilbage, ikke i vrede, men af ren refleks over den store ivrighed. Den var til dels næsten.. føllet?

,,Djiego.. mit navn er Thorondor."

Roligt trak han sit hoved til sig, mens de brune øjne hvilede på den røde hingst. Udtalen af hans navn var en anelse anderledes end Diegos egen, men det var ikke med vilje. Det føltes blot naturligt for Thoron, men hvis hingsten reagerede negativt ville han arbejde på at ændrer det.

Det næsten sprudlede i den røde hingst krop, af ren nysgerrighed over denne fremmede form for hest. Næsten måbende og forundret blev hans levende og sprudlende blik i de mørke øjne, der atter så sig beundrende over den store hingst. Ørene der havde været gledet tilbage på den store hingst, var grangiveligt nok grundet Diegos egen og lidt pludselige ankomst. Men, det rørte ham ej nu, forundringen over denne hest, denne fremmede hingst, var for stor til at han kunne lade sådan en lille reaktion påtages ham og bekymre hans hoved. Hingsten talte nu, og det brede drengede smil blegnede ej da hingsten udtalte hans navn med en lidt sjov udtale.

Let havde Diego lagt det flotte hoved lidt på skrå, mens de røde og plyssede øre havde vippet nysgerrigt imod hingsten, mens mulen da også blev strakt en anelse nysgerrigt frem i luften; mens han duftede lidt til denne fremmede. Thorondor. Hans navn var Thorondor. Ungt og drenget havde Diego nikket en smule ivrigt, hvilket rettede hans hoved op igen.

”Thorondor…”
Havde han sagt med den drengede og unge stemme, mens hans sprudlende blik atter så beundrende på hingsten, dog nu med al høflighed og måde, i Thorondors øjne.

”Jeg har aldrig set dig her før. Er du nyankommet?”
Havde den drengede og nysgerrige stemme lydt, mens mulen atter blev strakt nysgerrigt frem, alt mens smilet fornøjet og ungt prydede den hvide mule.

T H O R O N D O R

---

Den tunge hingst kunne godt lide den røde hingst. Hans sind var et frisk pust i de mange hoppelige selskaber han havde haft. Et skævt smil sad på den mørke mule, da Diego ikke tog sig af hans sære udtale af navnet, men derimod blot syntes at smile endnu mere. Energien dalede dog en smule hos den røde hingst, guskelov for det. Selvom han intet havde mod den, så var den ene anelse overvældende; for meget, men stadig medgørlig. Niveauet fald dog ikke meget. Det virkede dog næsten som om en smule af det kom igen, da Thorondor gav sit navn ud. Thorondor.. der var faktisk få der kaldte ham det nu; de fleste forkortede det til Thoron, i hvert fald dem han kendte mere end et par minutter.

,,Ny kan man ikke kalde mig. Jeg har vandret, levet, på disse øer-" Kort gjorde hingsten en bevægelse med hovedet, illustrede hvad han mente. ,,-i et par måner. Næppe et år, men i hvert fald hele sommeren og efteråret."

Hingstens hoved blev tildet let på skrå, mens det ene flossede ører vippede lyttende rundt. Der var ikke mange lyde, men hist og her boltrede vinden sig afsted; et andet hoppede en kanin henover sneen klædt i sin hvide vinterdragt. Et øjeblik hev vinden i de tykke fletninger, fik dem til at svinge let, mens fjerene fulgte brisen lidt længere.

,,Hvad med dig selv, Djiego? Er de ny på disse kanter, for jeg kan, som du, ikke sige jeg har set dig, trods mine utallige vandringer."

Hvor den røde hingst smilede ungt, drenget, var den tungere Thorondors blot varmt og venligt. Han havde ikke meget mod andre hingste og havde aldrig haft det. Måske var det en mere civiliseret opvækst, måske et mildere sind; noget gjorde at han ej følte grund til at kæmpe mod andre hingste, men blot kæmpe med dem.

,,Men landet er jo også større end som så, så det er måske intet under at vi ikke har set hinanden før."

LUKKET