.Crows of a Feather.

Reserveret til Djange

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Vulkanøen. Den var blevet den hvide hoppes hjem og selvom hun fra kysten kunne se andre øer i horisonten, nye områder, så blev hun her. En dag ville hun besøge et andet sted, men for nu var det her hendes hjem, her hun hørte hjemme. Uden hast bevægede hun sig afsted , zigzaggede ind og ud mellem træerne, da hun gjorde sin vej gennem en af de mindre skove. Hun brød sig ikke meget om skove, men alligevel kunne hun godt lide stilheden der var i de fleste af dem, specielt på denne årstid. I løbet af et par skridt, hævede hun hastigheden, før hun slog over i en kort, fattet galop.

De smalle hove satte dybe spor i den ellers urørte sne, da hun kom springende afsted henover engen. Hendes krop og man gik næsten i et med sneen, mens hendes mørke ben og mule stod i dyb kontrast til den hvide masse.

Med et stoppede Fatala, sled sneen væk fra det sted, den var faldet. Hendes ører var rettet fremad, den mørke mule hævet. En hvide tåge stod ud, da hun åndede ud og så åndede ind. Noget var her, et eller andet sted. De gyldne øjne løb henover det snedækkede landskab, ledte efter det, som havde fået hende til at stoppe i første omgang.

Aldrig havde han troet at han skulle føle denne glæde; aldrig havde han troet at sådanne en følelse rent faktisk kunne vare ved i ens indre. Kunne det virkelig passe, at hans moder havde ret den gang hun ansporede ham til at finde det alle sjæle inderst inde søgte. Han var nu og da alligevel glad for ej at have skyndt sig, forhastet sin søgen; for uanset om man troede det eller ej, var alt kommet til ham uden som sådan hårdt arbejde for det. Ak ja!
Alligevel havde den brogede hingst fundet tilbage til Foehn. Det var som om de krystalblå øjne så Ø’en på en helt anden måde nu. Det tætte og tyngende hvide sne tæppe over landskabet, gav Foehn et nyt udseende. En ny udstråling; til trods for at han de sidste par vintre, ej havde set Ø’en sådanne, selv med sne? Han var egentlig på vej tilbage nu, tilbage til Enophis; måske Chibale. Chibale, hvor han oftest havde truffet sin datter – sin efterhånden savnede datter! Men noget drog ind; en lys skikkelse som kom nærmere drønende over det hvide åbne.

Elegant og fyrigt dansede en hest i vild fart, før et slidende stop var at skue. Musklerne spændte, hver og én i hans krop, mens det tomme og kolde blik straks blev forplantet på denne sjæl. Ukendte sjæl. Alt mens han forblev i den stående og ranke holdning, ville det være tydeligt for enhver hvordan de krystalblå øjne nærmest stirrede imod dem der blev skuet. Karakteristisk blev det fine hvide hoved holdt helt lodret på den højtstillede hals, mens en aura omkring ham som mange ville tolke som truende, var at syne. Anspændt og standhaftigt, blev Djanges øjne misset skuende sammen, mens en svag skeptisk rynke slog sig over den lyserøde mule.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Intet mødte hendes gyldne øjne, intet gav en lyd fra sig. Indtil nu. Fatala's blik mødte et øjeblik et blåt, slående blåt, blik. Hendes ører blev kort vredet i nakken, i et øjebliks irritation over hvad hun havde set. Det var dog blot et øjeblik, for hendes ører var hurtigt spidsede igen. Ligesom han stod hun rank, stolt om man ville, hvor hun var standset. Hendes hoved var hævet og blev lagt let på sned, hverken i undren eller nysgerrighed; det var ren vane. Ikke mere, ikke mindre. Den hvide hale var hævet som en fane, ej så den lå indover hendes ryg, men ej heller så den hang.
Hoppen fnøs en enkelt gang, ikke så meget af hesten med de blå øjne. Det var blot et simpelt 'jeg er her'. Ikke at hun skulle melde sin ankomst, for der var ingen tvivl om at hesten havde set hende. Selvom der var en vis afstand mellem dem, så var Fatala ikke i tvivl om hvor anspændt hesten var: den virkede næsten direkte truende. Næsten. Den hvide hoppe svingede sin hal og vippede kort med ørerne, men sænkede ikke et sekund sit slanke hoved. De gyldne øjne, fremhævet af det mørke ydre, forlod, såvidt muligt, aldrig den anden hests. Hun ville ikke blive den, der gav efter i denne uofficielle stirrekonkurrence, selvom hun måske var den eneste, der deltog.

Elegant og yderst smuk at skue, måtte han indrømme; stod denne fremmede sjæl, denne hvide hest i det hvide landskab. Gyldne øjne? Det slog ham hurtigt at disse øjne tilbagemindede ham om denne spraglede hingst, denne hingst han endnu ikke kendte navnet på. Med gule øjne, som slangerne selv; trods til dette, var denne hests øjne ej gule; nej nærmere… gyldne? Det kolde og tomme blik stirrede sig fast på denne skabning, mens de missede sig anseende sammen. Præciserende og fattet, tog den brogede hingst et skridt frem; mens halen stille havde svinget en kort enkel gang om hans bagpart. Roligt holdte han sin ranke og stolte holdning, mens den standhaftige og spændte måde han bar sig af sted på kunne virke næsten advarende, som han nærmere sig. Skridt, for skridt.

Det slog ham snart, at denne sjæl var en hoppe. De feminine træk, ville være en skændsel for en hingst at være; og o’ jov, havde dette så vist sig at være en hingst alligevel, ville Djange da få sig et lille grin. Straks bød en duft sig ind, en kras duft af støv; som i bjergende efter større stenskred, når dalende var fyldte med støv efter disse tragedier. Han nærmere sig, fast besluttet, endnu med blikket i hendes.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Hingst. Det var det første der den hvide hoppe. Ingen tvivl om at denne skabning, som enten troede den var skræmmende eller blot var som den var af natur, var en hingst. Nogen kunne have fundet ham attraktiv, andre ikke. For Fatala's vedkommende fandt hun ham ingenting. Hverken køn eller grim, spændende eller kedelig. Der var noget interessant over de kolde øjne og den fjendtlige indstilling, men ej mere end en hver anden hingst, som bar det samme.

Hingsten tog et skridt mod hende, men hun blev blot stående. Hun studerede ham, iagtog ham. Noterede hvad han ville og hvad han ikke ville. Kort svirpede hun med halen og det rykkede kort i ørerne. Hans måde at komme mod hende, hvor advarende den end måtte virke, fik ikke hendes holdning til at ændrer sig. Hendes hoved havde sænket sig en anelse, ikke i underkastelse eller afgivelse af noget, men blot for at vise en mere afslappet holdning. Hun ønskede ikke fjendskabt fra første sekund, men denne hingst lagde bestemt heller ikke op til venskab.

Den slanke hvide hoppe gik mere eller mindre i et med det hvide landskab; et smukt billede – et smukt syn. Dog blev alt dette skuet med et par halvt sammenknebet missende øjne, der anseende holdte dit blik på hoppen. Han nærmede, egentlig roligt, mens han holdte den stadig ranke og stolte holdning, der bar sig stift og standhaftigt. Hans muskler kom godt til udtryk over hans skind, selv under den tætte vinterpels, mens en svag stemning hos ham selv steg, mens han nærmede sig.
Han stoppede nu brat, i en samlet parade, mens det lodretholdte hoved kunne tolkes som en smule truende mod denne fremmede, som det blev båret på hans højtstillede hals. Det hvide kønne hoved med de kolde og tomme krystalblå øjne, lignede vel mest af alt en der var beredt på at stange andre ned; folk der stod i vejen.

”Goddag Frøken.”
Havde hans hæse og intense stemme så lydt, yderst tonløst gennem luften; mens hans øjne nu havde plantet sig næsten stirrende og direkte i hendes gyldne øjne. Hendes gyldne øjne som for ham, så en smule onde ud? Roligt, men meget mekanisk, indgød Djange da et hilsende og bestemt respektfuldt nik, mod denne hoppe, før hans hoved rettede sig op igen til den samme holdning endnu engang.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Den hvide hoppe slog med sin fyldige hale før hendes hoved blev sneget let på skrå i et øjeblik. Hendes slanke hals vred sig, men ikke på en unaturlig måde. Et smalt, venligt smil lå om den mørke, smalle mule. De gyldne øjne iagtog den brune hingst, holdt øje med hvert skridt han tog, hver muskel han rørte. Intet undgik hoppens blik og alligevel snagede hun ikke. Hun så uden at se.

,,Goddag, brune hingst"

Hingsten førte sig frem lidt på samme vis som Flammehingsten Phoenix, men stadig på en helt anden måde. Hvor han havde været flabet og aktivt dominerende, virkede den brune hingst mere passiv end direkte. Han var dog næppe helt på samme måde, hvis hun tirrede ham, hvilket hun for nu dog ikke havde for sinde. Hvor Phoenix havde lagt op til det, var denne hingst blot afvisende og alligevel opsøgte han hende mere end hun opsøgte ham. Hans nik blev efterfulgt af et mere flydende et fra hendes side. En tavs gensidig respekt lå mellem dem; en respekt som nok betød mere for ham end for hende.

,,Hvad er Deres navn?"

Hendes lyse stemme lød igen, dansede afsted; den kælede for nogens ører, mens af andre blev den blot hørt.

Hoppens smidige og flydende bevægelse udgjorde en vis elegance han ikke havde set længe. Lettere missende blev hans krystalblå øjne, med den hvilende kolde og tomme blik der fæstnede sig fast på de gyldne øjne; efter at havde gransket hoppen yderst åbenlyst, men hurtigt. Hun var noget af en skabning; havde hun blot noget mere end som så at byde på, var hun næsten det han så som guddommeligt og næsten perfekt. En fryd for øjet var hun da, og hendes stemme klingede da også behageligt nok i Djanges øre. Hans ene øre glid stille ud, for at understrege sin lytten; alt mens hendes ord lød.
Vigende rankede han det lodretholdte hoved endnu engang, anspændt på den spændte højtstillede hals. Hendes ord missede hans øjne anseende sammen, mens en svag skeptisk rynke over den lyserøde mule plantede sig.
Dog gik der ikke mangen sekunder før hendes stemme atter lød, efter et gensidigt respektfuldt nik. Dette fik hans øjne til at spærre sig en anelse mere op, før hendes ord havde lydt. Stille blegnede mulen ud, alt mens hans så småt missede øjne så på hendes gyldne.

”Mit navn er Djange.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, tonløst. Det var som sædvanlig med ham, ikke til at sige om han var truende eller åbent anlagt, at dømme ud fra hans typisk tonløse stemme.

”Hvad må jeg kalde Dem, Frøken?”
Havde hans stemme atter lydt tonløst, til trods for hans høflige og respektfulde ord. Som man ved Djange, skulle lære at lytte efter; for med henblik kun på tonen, ville man aldrig lære at forstå denne brogede hingst.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Den hvide hoppe flyttede kort sin hals og trak sit fine hoved lidt til sig. Hingsten virkede interesseret i hvad hun sagde og næsten overrasket over at hun havde nikket igen. Hvad havde han forventet? En højrøvet unghoppe uden manere? Nok snød hun sig gennem livet, lavede aftaler, tog sin pris uden at give sin varer. Sin opdragelse havde man da og hun fandt jo ingen grund til at være nedværdigende. Desuden havde han intet gjort, der fik hende til at bryde sig mindre om ham end hun brød sig om nogen anden hingst, Phoenix ikke medregnet. Kort svingede hun med halen før et smil gled over hendes smalle mule. Djange, Djange, Djange. Hun kunne lide klangen, det kunne hun. Ingen grund til kælenavn her, som hun havde ved Flammehingsten eller Skyggehesten. Hvor hun kunne lide hans navn, faldt hans stemme dog ikke i så god jord; hæs, nærmest rusten, men stadig intens. Hun brød sig ikke om det, men kunne leve med det.

,,De, Djange, kan kalde mig Fatala..."

Uden tøven, eller invitation for den sags skyld, trådte hun nogle skridt tættere på. Djange var en stor hingst, højere end Phoenix nok, men knap så bred. Hvis ikke hun tog fejl, så besad han mere styrke end hans udseende gav. Hastighed måtte han dog have, for i modsætning til den røde hingst, så havde han ben til at løbe, det lignede det i hvert fald. Kort svirpede hun med halen og vippede det slanke hoved på skrå. Hun så ikke lige på den brune hingst, men derimod lidt skråt, så kun det ene gyldne øje kunne ses ordentligt. Det andet var blevet gemt bag den hvide pandelok. Kort smilede hun, venligt, før hun på ny åbnede munden.

,,Er dette dit område?"

De fintformede ører var vendt mod ham, nysgerrigt. Ikke ægte nysgerrighed, men så ægte som det kunne gøres. Hovedet lå stadig på skrå, spørgende, da et kort fnys forlod den smalle, mørke mule.

Den yndefulde skabning prydede kort den kolde luft mellem dem, med hendes stemme han fandt mere behagelig nu, ved denne kommentar. Hoppen her var lige til, på sin vis; høflig og gensidig respekt lå der så ment også hos hende – ind til videre… Men få skridt frem, fra hoppens side, var som et hårdt slag over mulen på den brogede hingst. Hurtigt reagerende blev begge gråbrune øre presset hårdt i ørene, små advarende, mens de krystalblå øjne missede sig afventende sammen, med et endnu uændret koldt og tomt blik. Rynken på den lyserøde mule udstrålede skeptiskhed, og alt dette; skete på et kort splitsekund, i samme øjeblik som hun havde trådt frem. Djange hjerte bankede hårdt mod hans bryst pludseligt, mens han afventede om denne hoppe mon respektere denne afstandszone han altid gjorde sig så meget i. Dog lod han respekten komme til hovedet, og mere anspændt end før, nikkede han atter en smule mekanisk i denne holdning han pludselig bar efter hendes nærskridt. Hilsende.

”Det kan jeg ikke prale af.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, tonløst; og denne gang en smule sammenbidt, mærket over hendes dog kun få skridt nærmere ham. Han udstrålede advarsel, men ej trussel. Mens hans stemme ej var at spore hvor hans interesse for dette spørgsmål lå.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Et kort fnys fra hoppens side var al reaktion hingsten fik. Kunne han ikke klare, at hun kom tættere på? Trist. Dog respekterede hun det og holdt sin afstand for nu. Det slanke hoved blev dog snoet let på skrå, undret over hvorfor han ønskede at holde hende på afstand: hun havde da intet gjort ham, vel? Det pirrede hendes nysgerrighed lidt, gjorde ham mere interessant. Nu ville hun vide hvorfor, han ikke ville have hende tæt på, selv hvis den viden kom med en pris.. i såfald prisen var rimelig selvfølgelig.
Den hvide, tykke hale blev kort svunget, før hendes hoved kom tilbage i en normal stilling. Stedet tilhørte altså ikke ham; erko havde hun næppe det store at frygte fra ham, medmindre hun vakte hans 'kom mig ikke nær'-vrede, hvilket hun havde i sinde, hvis det var den eneste måde at få den ønskede information på.

,,Hm.. De lignede ellers en hingst der kunne eje dette område."

De slanke, lange ben var spredt lidt fra hinanden og hun hævede kort det ene forben og satte det i sneen foran sig. Hun tog ikke et skridt, men ville blot teste hans reaktion på det. Hun forventede ikke det store, for det var end ikke et helt skridt, men hvem vidste. Måske var hingsten mere nærtagende end først antaget?

Den yderst smukke skabning var godt og vel provokerende! Sådan at træde over hans grænser; og end ikke ved advarsel trådte hun tilbage igen. Nej, hun blev fint stående, som kunne hun få noget ud af dette? Hendes stemme lød, mens i hans anspændte og afventende stilling, på hendes næste træk, alligevel lod et øre respektfuldt glide ud til siden, for at understrege at han lyttede til hendes ord. Hurtigt blev øret smækket tilbage. Han kunne fornemme en fornærmelse; men alligevel drog det ham også en smule. Endelig lidt interessant modspil fra en anden hoppe. Kort udstødte han et fnys; en smule vigende, mens dampen steg til vejrs fra hans næseborer.

”Interessant. Men jeg ejer intet område.”
Fastslog hans hæse og intense stemme, tonløst; trods han virkede meget advarende nu, grundet sin opstilling. Benet, det smukke slanke ben, blev nu placeret foran hende, og hurtigt rynkede hans mule sig så meget op, at hans tænder nær var blottet på hende, mens han atter anspændte sig selv, endnu mere. Så det snart ikke var muligt at te sig meget mere end dette. Han lignede mest af alt en hingst der snart farede i flæsket på hoppen der foran ham. Mens hans kolde og tomme øjne så småt gnistrede af irritation, bag det stirrende blik i hendes gyldne.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

Den hvide hoppe var provokerende, det vidste hun udemærket godt, men det var trods alt også hvad hun søgte. Hun lænte sig fremad et øjeblik, lagde vægt på det fremsatte ben, før hun trak sig lidt tilbage. Hun ville gå længere over hans grænser, men ikke for nu. Det var dog ikke den advarende holdning fra hingsten der fik hende til at holde afstand, men simpel, manglende lyst på at nærme sig for øjeblikket. Såvidt hun vidste, vandt hun intet ved at gå tæt på, så hun blev stående. Trak sig ikke, men gik ej heller tættere på. Stod provokerende, men legede ikke med ilden. De intense, gyldne øjne fastholdt hans blå uden problem, uden frygt. Hun så ham, hun så hans blik... hun så alt.

,,Hvis de ikke ejer noget område, hvorfor så så.. hidsig..?"

Personligt rum var skam en ting Fatala kendte til, men hun tog det aldrig særlig højtideligt. For hende kunne enhver komme så tæt som de ønskede; hendes personlige rum lå i hvad hun gjorde, ikke hvor tæt andre var. Rummet var hendes frihed til at gøre hvad hun ønskede, ikke hvad andre ønskede, og ingen gik ind i det rum for at tvinge hende. Ingen. Bag den hvide hoppe var halen højt hævet, matchede det hævede hovede. Den var sågar svunget let til siden, men ikke meget.

Hidsig? Hvorfor så så hidsig! Gnistrende begyndte hans øjne stille at udbryde vrede, bag det kolde og tomme blik: Hvad bildte denne hoppe sig ind. Direkte blottede blev hans tænder, da hun får en kort stund havde lænet sig frem, før hun atter stod der hvor hun gjorde før. Endnu for tæt på. Hans holdning havde end ikke ændret på sig, og én forkert fremtrædning, ville ej afholde ham fra et angreb. Forsvar, rettere sagt. Hoppens ord var direkte dumme, han var bestemt ikke hidsig?

”Jeg ved ikke hvad De snakker om Frøken.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt en smule hårdt, sammenbidt; men atter tonløst. Mens han forblev ekstremt anspændt, og direkte klar på angreb, hvis hun trådte forkert frem. Hårdt slog hans hale et advarende slag omkring hans bagpart, piskende.

F A T A L A
~Fatal things, fatal things, that's what little Fatala brings~

---

,,Lad mig omformulere hvad jeg sagde."

Et kort smil viste sig på den hvide hoppes mørke mule. Det her var næsten sjovt; næsten. Det var også et stil hvor hun legede med ilden og det ønskede hun på sin vis ikke at gøre. Alligevel gjorde hun det.

,,Hvorfor så anspændt?"

Fatala svingede med halen og lagde hovedet let på skrå igen, næsten på en drillende måde. Man kunne sige der var en snert af hån, men ikke meget og heller ikke alt for åbenlyst. Han var virkelig et særtilfælde; Djange, hingsten som opsøgte og nægtede andre at komme bare en smule tæt på. Det var en sær opførsel efter hendes mening, men trods alt eksisterede hendes personlige rum heller ikke. Stortset i hvert fald. Ligeglad med hingstens opførsel tog hun et skridt fremad og stod blot med øjne og ører rettet mod ham. Som sådan skræmte han hende ikke og det var ret tydeligt.