Et længe ventet møde

Forbeholdt Camie og Djange

De mørke øjne hviler en smule omkring, som jeg befinder mig imellem de tætte træer, der er at finde her på øen Chibale. Jeg kan efterhånden stå op i længere og længere tid, men mine forben er stadig ømme, og mærkede efter kampen med Seth. Men værst er det med næseryggen, som er godt ødelagt, og noget betændelse er efterhånden at finde, fordi jeg ikke har haft tiden til at søge ned til vandet, da det er en udsat position at stå dernede, og vaske sin næseryg. Desuden kan jeg heller ikke gøre andet end at sænke den ned i vandet, jeg kan jo ikke rense det, eftersom det sidder på min mule.

Jeg befinder mig mellem træerne, i en liggende tilstand ligenu. Jorden under mig er koldt, grundet sneen der jo stadig ligger i Andromeda, men jeg kan ikke stå op hele tiden, og det resulterer også i at min krop er kold, netop pga. dette. De mørke øre glider rundt, med opmærksomt og lyttende, da jeg aldeles ikke skal have besøg fra fremmede, uden jeg har opdaget dem, og dermed kan nå at rejse mig op. Min mave har taget form efterhånden, og buler ud, men resten af kroppen er mager, og måske på nippet til at være alt for tynd. Men det er jo ikke nemt at finde mad, når forbenene er ømme, og dermed ikke kan skrabe i sneen og isen, for at finde maden der gemmer sig derunder. Kommer med et kort brum, inden jeg ligger hovedet ned imod sneen, uden at lukke øjnene; jeg skal ikke sove, ikke når jeg er i denne tilstand.

Blålig fandt himmelen sig vej for hans øjne; mens de nøgne træers kron toppe mest af alt dannede kunstneriske træk for hans blik. Det kolde og tomme blik der spejdede opmærksomt omkring, lagde en fin klap ned for de mange tanker der strømmede igennem hans sind. Han befandt sig stadig på Chibale; og hvorfor egentlig? Han savnede sit hjem, i bjergende. De trygge omgivelser, der gjorde den ellers brogede opmærksomme hingst, mere afslappet på dét punkt. Men ind til nu, havde denne Ø utroligt nok kun bragt godt med sig? Han havde genfundet Athene her, genfundet Silent Liberty her, ak ja; hvad ville det næste blive?
Roligt og præciserende fandt hans hove vej igennem sneen under ham, som efterhånden var trådt rimeligt ned her, skønt her stadig var meget vidt. Han pustede roligt ud; mens dampen steg op for øjnene af ham, langs næseryggen på det lodretholdte hoved, på den atter højtstillede hals. Spændstigt arbejdede hans muskler varmt under hans skind, troværdigt; før en duft ramte ham! Den genkendelige duft af nyudsprungen eg, med en snært af mild harpiks, var begyndt at genkendes med et navn. Athene!
Hurtigt spejdede hans blik rundt, før han nu fik øje på denne liggende skikkelse! Kunne det passe?

Den mørke mule er placeret ned imod den kolde sne, og til trods for at jag af kulde går igennem min krop, så rejser jeg mig ikke op. Ikke endnu. Såret på min hals er stadig tydeligt, ligeså er såret i nakken også tydeligt. Men tydeligst af alt, er såret på næseryggen, som ganske vidst også irriterer mig mest af alt, fordi det strammer. Idet jeg lukker øjnene kort i, for egentligt at ville slappe af, bemærker jeg en lugt i mine næsebor. En lugt, som jeg ikke har bemærket i mange, mange måneder. Faktisk ikke siden det var sommer. Men nu er den her igen; Djange, min fader. Mit hoved ryger op, og i en voldsom men smule usikker bevægelse rejser jeg mig op.

Jeg ønsker ikke at han skal se mig ligge på den måde, udsat for farer, og udvise en så stor svaghed, som jeg er nødsaget til at vise. Men ligenu, frygter jeg for at møde ham. Møde ham, som i sin tid gav mig liv. For nu står jeg selv her, med liv i maven, og mange sår på kroppen; men ikke mindst sjælen. Mine øjne glider frem, og der står han, mellem træerne, med blikket herhen. Kort skimter jeg sidelæns og bagud, men her er ikke andre end ham. Lader mine øjne vige imod ham igen, uden at kigge ham i øjnene. Vipper svagt med ørene, inden de flapper lidt ud til siden, for derefter at finde deres vante plads skrt bagud. Men jeg går ikke tættere på, for det vil afsløre en svag humpen, og desuden vil maven os blive tydeligere, og det er jeg ikke interesseret i.

Tankerne flyver forvildet rundt i den brogede hingsts indre, da han nu ser sit eget kød og blod ligge sådanne! Både følelsen af bekymring flyder op, såvel som skuffelse! Kunne det passe, at hans godt nok korte opfostring, men alligevel grundige, havde resulteret i en taber? En sjæl der gav op? En sjæl der ej kæmpede til lige det allersidste? Hvis hun da overhoved havde kæmpet! Mon hun bare lå og dovnede den, på denne måde… Åben for enhver fare eller trussel der kunne komme snigende hvert og ét sekund. Hårdt lød et fnys fra den lyserøde mule, som sågar havde frembragt en rynke. Dampen steg til vejrs, i en næsten hidsig form, mens de krystalblå øjne så til, med det kolde og tomme blik.
Men hurtigt, ligeså hurtigt som han var stoppet; rejste hun sig. Næsten forskrækket. Missende skuede Djanges øjne blot imod Athene, som fandt sig vej op og så. Men dér stod hun, stille, uden som sådan at røre sig ud af flækken. Næsten skyldig og utryg så hun ud. Undvigende for hans blik. I en form af et bestemt stamp i den hvide jord under ham, som da dæmpede lyden gevaldigt, nærmede han sig, med en lettere overspillet truende og overlegen adfærd imod hende.

”Athene…”
Lød hans hæse og intense stemme, tonløst; men så alligevel næsten anklagende, da han rigtig først havde nærmet sig. Før da hendes ord var bragt på bane, fik han pludselig øjnene op. Hvilke skader hun dog bar! Hans øjne spærrede sig nu lidt foruroliget op, før de langsomt missede sig sammen igen, med det kolde og tomme blik, direkte imod hendes øjne.

Min far kender jeg ganske godt, til trods for vores meget få møder og ord. Men jeg er udmærket klar over, at den brunlige hingst der er her nu, min far, er ganske skuffet over at se mig ligge ned, der, midt i sneen. Og dette kommer også tydeligt frem, da et hårdt fnys forlader hans mule, og dampene glider op i luften. Mine øre ryger længere bagud af ren respons på hans hårde fnys, der uden tvivl kommer frem grundet skuffelse fra hans side af. Og jeg bebrejder ham ikke. Det er da skuffende, at se sin datter ligge der i sneen, med hovedet nede og ørene vippende omkring, i en position der er ganske udsat. Da hans stamp rammer i jorden, glider mit ene øre kort frem, inden jeg så bemærker hvordan han kommer imod mig, med en truende og overlegen adfærd, som jeg aldeles ikke bryder mig om ligenu, i den her tilstand. Mine øre glider endnu mere ned, så de til sidst gemmer sig i min nakke.

Hans stemme bryder nu stilheden, og det navn han kalder mig, rammer i mine øre; Athene. Men jeg siger ikke selv noget. For hvad skal jeg sige. Jeg har intet der kan bruges i en situation som denne, og derfor siger jeg heller intet. I stedet glider mit blik bare imod jorden, os selvom hans øjne er rettet direkte imod mine. Men jeg vil ikke kigge ind i dem. Ikke nu. Jeg vil ikke lade ham bebrejde mig mere, end jeg i forvejen bebrejder mig selv for at tabe til Seth, og at jeg til sidst gav op, og lod ham kigge i mine øjne, i stedet for at kæmpe til døden.

Skuffelsen strømmer tydeligt ud i den brogede hingst krop, mens en svag vrede blusser op. Aldrig havde han turde håbe på et afkom som afspejlede sin moder på lige dette punkt. Give op. Nu havde han aldrig! Men alligevel vidste Djange godt at han ej kunne bebrejde hende; endnu… Han kendte ej til hvilket ridt hun havde været ude på; men efter hendes reaktion at dømme, havde hun ikke levet op til sine egne forventninger! Han havde nu stoppet, foran hende; endnu med den samme letter overlegne og små truende adfærd.

”Sig mig Frøken; hvad har De lavet?”
Havde hans hæse og intense stemme lydt en smule anklagende, bag den let tonløse; som lige nu passede utroligt godt på hans skuffede og lettere irritable humør. Næsten skuffet faderlig fremstod han nu som; og selvom han selv havde hadet sin far dengang, når han trak den mine over sig, gjorde han det nu selv lige pludselig?

De mørke øjne viger ikke fra jorden af i øjeblikket. Men da han igen lader sine ord lyde, lader jeg blikket glide op, stædigt. Jeg kan tydeligt se hvor skuffet han er, og det huer mig ikke. Men samtidig bliver jeg mere og mere vred indvendigt, eftersom han ikke aner hvad det er jeg har været ude for. Og jeg tror heller ikke han finder ud af det foreløbig. En lugt hænger ved Djange, fra en hoppe. Duften er stærkere hos ham, og derfor har han nok tilbragt en del tid med denne hoppe. Hans stemme er skuffet, anklagende og hård, en tone jeg ikke vil høre. Ikke fra ham. Jeg er ikke Djange, og det bliver jeg aldrig.. Knejser nakken voldsomt op, og kniber øjnene en smule i, inden jeg lader mine øre blive malet helt ned til nakken.

Slår et slag med den sorte hale, inden jeg så bare ryster på hovedet, i en hård bevægelse, og drejer mig så bort fra ham. Smerten er stor i mine ben, men det tager jeg mig ikke af nu. I stedet bevæger jeg mig nu af sted, væk fra ham, med nakken knejst, hovedet højt, og hovene slår hårdt ned i sneen. Jeg viser aldeles ikke mine smerter nu. Overhovedet. Jeg er godt klar over, at han nok bliver sur på mig nu, over at jeg vender ham ryggen for at forsvinde væk fra ham. Men jeg har ikke brug for den tone, og hvor var han selv henne? Hvor har han været det sidste halv år? Fnyser hårdt, og overvejer kraftigt at sætte i trav, men det gør jeg dog ikke. Ikke endnu.

Stædigt, et blik; næsten lynende for Djange, sendes det imod ham, da Athene slår blikket op fra jorden. Hun svare ham ej, hvilket får vreden til at blusse op hos ham. Hvad var hendes problem? Siden hun end ikke kunne svare. Men endnu værre, få sekunder går; før hun vender ham ryggen. Vredt gnistre hans øjne, før han fnyser hårdt ud; så en næsten hvilsende lyd medfølge i det hårde tryk fra hans lyserøde mule.

”Athene, De kan lige vove på…”
Nærmest advare den hæse og intense stemme tonløst; før han bliver stille. Noget sagde ham, at der var sket noget; noget alvorligt. For godt nok var hun skadet, men hun var også blevet rundere! Selv Djange vidste godt at dette ikke kun kunne være vinterpelsen, trods den kulde der omgav dem. Hvad var der sket, som han endnu ikke kendte til? Svageligt blussede en bekymret følelse op i ham, dybt bag vreden.

Jeg er godt klar over, at det at jeg vender ham ryggen med garanti ikke huer ham. For jeg vender ham jo ryggen, min egen far, men mange ting er i mit hoved, et virvar af tanker som jeg ikke engang selv kan finde hoved og hale i. Og derfor ønsker jeg heller ikke at han roder mere rundt i mit hoved, ved at være så skuffet og vred. Mine mørke øre glider kort rundt, idet han nu kommer med en hvislende tone, advarende, hvor han siger jeg lige kan vove på at gå.
Mine hove stopper nu, og jeg står ganske stille, stadig med ryggen til ham.

,,Hvorfor skulle jeg ikke gå? Gå, ligesom du og mor gjorde. Hvorfor skulle jeg ikke vende jer ryggen, og først vende tilbage efter måneder eller år.”

Svarer jeg med en sammenbidt tone, og ser ikke bagud på ham. Holder stadig ørene i nakken. Jeg ønsker ikke at han skal skælde mig ud, eller være skuffet. Men det er han. Og den eneste måde jeg nu kan beskytte mig selv på, fra at lade mig blive ramt af det, er at forsøge at skubbe ham bort fra mig, så jeg for alvor kan være på egne ben, for altid. Jeg vil ikke have nogen ved mig, ligesom der heller ikke er nogen der ønsker at have mig ved dem.

Spændingen stiger, mens trykket også stiger i den vrede der blusser op hos Djange. Spændingen efter at se hvor mange flere skridt hun tager. Men! Hun stopper, brat; hvorefter en sammenbidt tone lyder, med tilhørende ord.
Utroligt nok, rammer disse ord hårdt; og en rynke blegnes kort ud, før den atter genopstår. Missende ser han atter imod Athene, som endnu står ham med ryggen til. Måske var at være som sin egen fader ej løsningen; tvært imod?

”Athene, De ved ligeså vel som jeg, at jeg aldrig ønskede at forlade Dem. Men jeg har ingen undskyldning nej… Blot kan jeg tilbyde Dem en fader der i sidste ende egentlig kun ønsker at hjælpe Dem.”
Hans hæse og intense stemme mundede en smule tøvende ud, mens hans blik flakkede en anelse. Nu var det sagt! Og han måtte ærligt indrømme at han aldrig havde troet at han skulle have sagt så blødsødende ord; på trods af at han faktisk mente dem, bund ærligt. Stille trådte han frem, få skridt, uden at virke hverken snigende eller truende, mens vreden da atter blussede, holdte han den stille tilbage. Mere og mere behersket.

Jeg forbliver stående med ryggen til Djange. For jeg ønsker ikke at se hans ansigt, eller at han skal se mit, som rummer så mange følelser ligenu, at det for selv en som mig, er svært at håndtere. Tager en dyb indånding, efter at hans ord er sagt, og fremtvinger et pokerface, som dermed ikke skal afslører hvad jeg præcis mener og føler om dette møde. Hans hove kommer nu imod mig, det kan jeg skam godt høre. Men denne gang er hans hovslag ikke truende, vrede og stampende, de er mere behersket og påpasselige, hvilket for mig kun er positivt. For jeg er bange for selv at koge over, og det ville jeg intet få ud af i den her tilstand som jeg er i.

,,Du kan ikke hjælpe mig.. Far.. Det er der ikke nogen der kan mere”

Mumler jeg kort, og vender mig så ganske langsomt om, så min side nu er imod ham, mens blikket kort glider henover hans ansigt, som stadig ser sammenbidt ud. Min mave er nu ganske tydelig, nu hvor jeg står med siden til ham, men samtidig er det også tydeligt at se henover min bagpart og min hals, at jeg har tabt mig en del.

Langsomt er det som om kulden omkring dem ved vejret, tyngder vreden mere og mere ned. Endnu. Den brogede hingst, stod atter med smålige gnister i de krystalblå øjne, før hoppen atter talte. Ordene ramte hårdt, igen! Stødende var de på sin vis; men ej bevidste. Nærmere ubevidst sårede Athene lige nu sin egen fader.

”Måske har De ret Athene. Men De kan altid regne med mig…”
Lød det i mere dæmpede ord, fra den hæse og intense stemme der atter tonløst lød; dog med en svag gnist af bekymring og omsorg? Som han havde forsikret hende før, så vidt han huskede. Han ville altid have hendes ryg, uanset hvad der så skulle ske. Langsomt, havde hun vendt sig, med siden til; og hvilket syn!
Kønt – ikke rigtigt nej; tværtimod. Hun var udmagret og alligevel oppustet på samme tid. Hvis han ikke vidste bedre, ville han tro hun var…!

”Athene; er De med liv?”
Havde hans stemme brudt ind, hæst og næsten hviskende. En anelse tonløst, så en svag afskyende tone kunne ha været tolket, hvis man ikke kendte til Djange. Men nej, han hverken afskyede eller så sig vredt på hende nu. Bekymringen blussede nu op hos ham, som det fader han efterhånden var begyndt at indse han skulle være.

Mine mørke øjne, er søgt i jorden. Skamfuldt over hvordan jeg selv ser ud, grundet den oppustede mave, men samtidig udmagrede krop. Mine forknæ er stadig hævede, og med skræmmer og små sår, efter Seths skarpe og præciserende hove. Mine øre er hele tiden bagud i nakken. Jeg ønskede ikke, at min fader skulle se mig sådan her. Og inderst inde, havde jeg en idé om at holde mig skjult for alt og alle, til føllet var født, og jeg var i bedring selv. Men sådan er det ikke gået..

Hans ord rammer ind i mit indre. Men jeg tror dem ikke, selvom jeg gerne vil. I den her verden, kan man ikke regne med nogen, udover sig selv. Og det er jeg udmærket klar over efterhånden. Jeg lod aldrig paraderne falde hos Seth, men alligevel kom det bag på mig, at han reagerede på den måde.. Mor har været væk for altid efterhånden, og min far.. ham kan jeg ikke finde hoved og hale i længere..

Jeg svarer ikke på det første han siger, men ved det næste, glider mit hoved en tak ned, i en skamfuld position, inden jeg hejser det igen, og kigger væk fra ham.

,,Jeg bærer et føl, som jeg ikke ønsker at bære. Jeg bærer et liv, der for mit vedkommende aldrig skulle have været til.. jeg bærer noget, jeg inderst inde brændende ønsker at dræbe og skille mig af med..”

Mumler jeg kort. Det er ord, jeg ikke burde sige. Ord, der ikke er en mor værdig. Men hvordan skal jeg være mor, som 3-årig, når jeg ikke selv har oplevet hvad det vil sige at have en moder?

,,Men det er ikke dens skyld.. Og bare de tanker, jeg tænker, skammer jeg mig over..”

For det gør jeg inderligt, men jeg kan ikke selv styre dem. Holder hele tiden blikket fra ham, for jeg vil ikke se hans ansigt, mens jeg taler. Jeg vil ikke se hans reaktion.

Det er som om det først går op for Djange nu; hvor såret Athene egentlig er. Hvor skadet hun er, både fysisk; såvel som psykisk. Hendes vigende blik fra ham, er tydeligt hvordan hun skammer sig. De skræmmer hun bærer, giver ham dog en vis anelse, en vis beskyldende tanke. Anklagende, for et gæt har han; omkring hvem der kunne have udrettet dette. Men mon ikke om dette ville være at være for storsnudet, hvis han skød fuldstændig i vejret; og derpå havde anklaget en uskyldig? Og så, oh jov; mon ikke sådanne beskyldninger kunne tilgives…

Stille lyder et suk fra den lyserøde mule, ej anklagende, ej skuffet, nærmere medfølende; skønt han ej kunne tillade sig dette. Han havde aldrig selv været som sådan forladt som føl. Han havde aldrig selv fået så mange tæsk at han ikke kunne begå sig omkring. Aldrig havde han selv oplevet overgreb, eller det at bære et føl der ikke var ønsket. For hun glemte noget, Athene, denne smukke tre års hoppe der stod foran ham, nærmest udstillet. Hun var og forbliver; ønsket.

”Athene. De skal ikke skamme Dem.”
Lød Djanges stemme så en smule pludselig sikkert, for Athenes side. Mens hans stemme forblev tonløs, og atter dæmpet. Det gik pludselig op for ham hvor længe siden det var han havde set hende! Han stod jo og talte til sin egen datter, som var hun en fremmed… Kort rynkede han skeptisk på mulen, direkte over sig selv, mens det kolde og tomme blik, udviste en stille bekymring. En lille gnist, som han vidste hun ville kunne spore.

”Jeg var der aldrig for dig Athene; fordi Nour og du forsvandt… Men du er genfundet, og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt, for at hjælpe dig igennem det her; og denne hers liv.”
Havde hans stemme lydt, mens han trådte endnu nærmere; før han næsten forsigtigt, rakte mulen ud efter hendes skulder. Som var hun skrøbeligt, af glas; der kunne gå i tusinde stykke hvert og et sekund det skulle være.

De mørke øjne forbliver fæstnet ned imod jorden, som om jeg har fundet noget dernede, der vækker min interesse, som om jeg ikke skal gå glip af det der foregår dernede, men det er ikke sådan det hænger sammen. Overhovedet. Jeg holder kun blikket i jorden af skam. Skam over mig selv, min situation, men ikke mindst skammen over at min far er skuffet over mig, og ser mig i denne tilstand. Det er det sidste jeg ønsker; at skuffe lige præcis ham. Men det er sket nu, og det er jeg udmærket klar over.

Mit ene øre vipper kort til siden, idet et suk glider fra ham, og rammer imod mine sensitive øre. Men denne gang er det ikke anklagende eller skuffende, i stedet lyder det i mine øre, som om han pludselig har en medfølelse for den situation som jeg står i, og dette forstår jeg ikke. Han lærte mig altid, at jeg ikke måtte bukke under, og jeg altid skulle være stolt af den jeg var; men det er jeg jo ikke. Ikke ligenu i hvert fald!
Hans måde at tale til mig på, har gået mig på siden han sagde sine første ord til mig. ’Dem’, hører til fremmede mennesker i min verden. Og jeg anser ikke mig selv som fremmede, overfor ham. Jeg er hans datter, og ikke bare en fremmede hoppe, som han lige er stødt på. Men jeg har ikke kommenteret på det, for jeg tror ikke det vil nytte noget, at påpege det overfor ham.

Langsomt glider mine øjne hen på ham, da han siger at jeg ikke skal skamme mig, og dér, i hans øjne, ser jeg nu en svag gnist. En gnist, der udviser bekymring, i stedet for skuffelse og anklagelse. En gnist, jeg har brug for at se, for så ved jeg, at jeg ikke blot er en skam i hans øjne nu, en skamfuld datter, han ikke kan holde ud at betragte.

Langsomt glider mit hoved en tand ned, da han siger at han vil hjælpe mig, og det liv der er inde i mig, og da hans mule så rammer imod min skulder, kommer der en kort rysten i skindet ved skulderen, ikke af ubehag, men fordi det kommer bag på mig, og fordi jeg nok frygter om han vil sætte tænderne i mig, selvom jeg nok inderst inde godt ved, at det vil han ikke. Langsomt drejer jeg mit hoved, og lader min kind falde imod hans hals. Ikke min mule, for næseryggen er alt for øm og ødelagt. Mine øre flappes ud til siden, og i disse sekunder falder den stolte og stædige facade.. Ligenu, gemmer jeg bare hovedet imod hans hals, og under hans man, som var jeg det lille føl igen. Men jeg siger intet, for ordene falder mig ikke naturligt ligenu.