Et længe ventet møde

Næsten pinefuldt er det at se Athene sådan; tydeligt er det at hun allerede nu er skadet. Ramt og mærket; ødelagt er hun. Hendes sjæl havde allerede taget skade for hvem hun nu havde været ude for, at havde behandlet hende sådanne. Hendes skind ryster, hvilket tyder på at hun frygter smerten som en mule ville kunne påføre, et bid, et angreb. Stille rynkes den lyserøde mule, over denne reaktion, trods han nok godt vidste at selv Athene var velvidende om at han aldrig ønskede at skade hende. Aldrig! Der går ikke mange sekunder, før hendes hoved sænkes; og i én langsom bevægelse trykkes hendes kind ind mod hans skind, hans hals, alt imens hun gemmer sig inder hans fyldige man.

Det skær Djange dybt i hjertet ved dette syn, og havde hans kolde og tomme blik ikke været så stift seende ud i luften, havde en tåre nok været faldet fra hans kind. Ikke siden hans egen moder, dengang han mistede hende og det rent faktisk gik op for ham, havde han følt sådan. Det føltes mest af alt som om alle hans indvolde, organer og liv, trak sig og snørede sig ubehageligt sammen. Han kneb hårdt de krystalblå øjne sammen, mens hans øre gled en smule ud til siden, præcis som Athenes. Sårbare stod de nu, blottet for alle andre muligt fremmede, men sammen. De var sammen. Hans hjerte bankede lydløst, mens han stille og forsigtigt pressede sig forsigtigt ind til hende, betryggende og helt kærligt; dog velvidende om at stadig var skadet, svag og direkte skrøbelig nu. Fysisk som psykisk.

Min kind forbliver bare imod Djanges hals, uden at jeg rykker mig fra ham, hvert fald ikke ligenu. Men jeg ved også, at tiden snart kommer, hvor jeg igen skal rykke mig fra hans side, og lade mine hove føre mig fra ham. For min mave vokser og vokser, og snart er der nok ikke mere tid, hvor den vokser; og derfor skal føllet dermed ud i den virkelige verden. Men jeg kan ikke overskue det.. Ikke nu. Bare ikke lige nu.. jeg vil bare stå her, og føle mig lille og sårbar igen, og kort glemme at jeg selv er en voksen hoppe, der om få dage kommer til at skulle føre mig frem som moder, trods mine kun tre år.

Den sorte hale svirper svagt bag min bagpart, inden jeg så kniber øjnene helt sammen, hårdt, da han presser sig lidt ind til mig, betryggende og kærligt. Ikke af smerte, men fordi jeg har mange tanker i mit hoved, der gør at øjnene kort knibes i, hårdt, pinefuldt grundet de mange tanker, og ikke fordi noget gør fysisk ondt. Stille lader jeg min kind glide lidt ned af hans hals, så den hviler lidt imod hans skulder, stille. Langsomt lader jeg mine øjne åbnes igen, selvom han jo ikke kan se det, fordi jeg netop står her, gemt i hans man.

¤Næste gang du ser mig.. er jeg ikke alene.. Der er du blevet morfar…¤

Min stemme er grinende, men ikke fordi jeg synes det er sjovt, overhovedet. Det er nok mere for at skjule den ærlige og sårbare stemme, der for alt i verden ikke skal frem lige nu. Men hvad Djange ikke ved, er at der nok kommer til at gå lang tid, før vi igen ser hinanden. Hvis vi da ser hinanden.. Men vores perioder mellem at se hinanden, har altid været lange. Så dette er nok ikke noget nyt.

Det er som om tiden langsomt går i stå, og snævre sig ind i et lukket tidsrum, hvor kun hende og han selv nyder dyd af at kunne ånde. Stille glider hendes hoved lidt ned, lidt langs hans hals, hans varme vinterpels; og det er som om noget unødigt panikker i ham. Dybt i ham. Følelsen af at tabe hende, og ikke kunne gribe hende. Det at række ud efter hende, men at hun er for fraværende eller for langt væk til at kunne tage imod ham. Hårdt slår han øjnene op, stirre ud i luften med det kolde og tomme blik. Men følelsen snævre pludselig ind, da hun stopper; og hviler på hans skulder. Han nærmest sukker stille, i en beroligende tone, mens han føler en hvis lettelse i sig selv.

Hendes stemmer lyder nu, og hans øre vipper lyttende og opmærksomt tilbage, mens han lader hende tale. Lettere grinende lyder hendes stemme, mens han stille holder et skævt og små skjult smil tilbage over den lyserøde mule. Hun lignede ham så uhyggeligt meget da han selv var bare en plag tilbage dengang da han ikke levede i Andromeda. Stillede piskede hans hale, en smule protesterende over hendes ord, mens han stille nippede overbærende med den lyserøde mule, omkring hendes hals.

”Så må vi se hvad Morfar kan få ud af det føl.”
Lød hans stemme hæst og dæmpet, mens en svag undertone dril stille lå i den ellers tonløse lyd. Det var som om det lå ham naturligt at lave en smule sjov med denne ellers ret så alvorlige situation. Selvom det måske egentlig ikke var så passende endda…

Det er længe siden, nok et år siden, jeg sidst har stået sådan op af en. Mærket så meget varme, og berøring på en og samme tid. Jeg har ikke lade mange røre mig, end ikke det mindste. For at lade dem røre mig, er også en ting, jeg har svært ved at accepterer. Jeg har svært ved at se, at det er positivt, at de vil røre mig; i stedet frygter jeg at de har bagtanker med deres berøring.. Desuden ved jeg os, at hvis jeg først står, som jeg gør nu med min far, så er båndet mellem min sjæl og den anden sjæl, svære blot at glemme og forsvinde fra.

Men jeg ved godt, at jeg ikke kan forsvinde fra det her. Jeg kan ikke forsvinde fra min far, eller det jeg har rodet mig ud i. Det er ikke føllets skyld, og jeg håber inderligt på, at til trods for min egen manglende moder dengang, at jeg så alligevel kan agerer som en bedre mor.. Min kind forbliver imod hans skulder, mens hans taler, inden jeg så endelig tager mig sammen, og nu trækker min krop bagud. Jeg er sårbar, det er jeg. Og derfor retter jeg mig meget op, musklerne spændes op, og ørene vippes skråt bagud på deres vante plads, mens hovedet hæves en smule. Nu, ligner jeg igen en hoppe, der er stærk af sind; men det er ikke tilfældet. Men jeg har brug for, at Djange, min far, ikke ser mig i en sårbar tilstand som det sidste.

Træder nogle skridt fra ham, så min front nu er imod ham. Mine øjne genvinder deres tomhed og stædighed, selvom det kun er ren facade og ikke virkelighed; men det er den virkelighed jeg gerne ville have; at jeg stadig følte mig lige så stærk indvendigt, som jeg nu ser ud til at være udvendigt. I en let bevægelse nikker jeg så imod ham, i en dyb bevægelse, inden jeg træder flere skridt bagud.

,,Vi ser hinanden igen…”

Dette bliver mine sidste ord til ham, mens hovedet er let hævet, stædigt og stolt, men ikke dominerende overfor ham. Ørene forbliver liggende bagud, og de tomme og distancerede øjne forbliver lidt på ham. Vi ser hinanden igen ja.. men hvornår det bliver, eller om det bliver i dette land, og dette liv, det ved jeg heller ikke. Men vi skal nok se hinanden igen. For ikke at træde hen for at knuge om ham igen, træder jeg stædigt nogle flere skridt bagud, inden jeg så vender omkring. Sætter frem i en taktfast skridtgang, ind imellem træernes tætte bevoksning. Min nakke er knejst ned, og langsomt forsvinder jeg ind mellem de tætte træer, og skyggernes omfavnelser..

//Asira Out. Ny tråd kan startes efter foling af føl (: \\
[Besked nr. 30 i Januar ]

Næsten helt stod tiden stille, som de to sjæle; der jovist var lig hinanden på mange måder, og så måske alligevel ikke? Han holdte af Athene, både for hendes måde hun havde vist sig for overfor ham som sin egen fader, men også fordi han blot følte et bestemt stærkt bånd til hende, som hans egen førstefødte. Man måtte også sige at han havde personificeret hende tilpas meget, ved at have valgt navnet Athene til hende…
Selvom alt var koldt omkring de to sjæle, følte Djange dog en vis varme her sammen med sin smukke, og efterhånden fuldvoksne datter. Han holdte meget af hende, til trods for hvor skuffet han egentlig var over hende lige nu. Alligevel kunne han godt se forbi dette, men mon ikke det var fordi det jo var Athene. Hun var trods af alt ikke bare en hvilken som helst hoppe. Nej, tvært imod!

Varmen forsvandt pludselig, da hun trak sig fra ham. Han fik igen følelsen af at han tabte hende, ud over en skrænt. Ned i døden, ned i det ukendte; som ingen kunne overleve alene. Dog lod han hende, og hans øre som egentlig havde været mere afslappet gledet en smule sørgende ud til siden; som hun ikke havde set, rettede sig tilbage som de bedst kendte deres plads. Hun rankede sig op, og til trods for den sårbare scene de havde gennemlevet sammen, på egentlig kort tid; så hun stærk ud. Hun var en overlever, ikke en der gav op. Hun mandede sig op, præcis som han altid selv havde gjort. Stoltheden buldrede stille i ham, mens hans hjerte slog et lille varmt slag. Hendes ord lød, og trods den mekaniske form, var hans nik fuld af respekt, accept og tilid.

”Det ved jeg.”
Havde hans stemme hæst lydt, dæmpet; mens hans øjne havde set sig på hende med det sædvanlige kolde og tomme blik, der alligevel udviste en svag gnist af tiltro og liv. Han stod blot der, mens han lod hende glide ud af hans greb, og hun forsvandt ind imellem de tætte og nøgne træer; mens han kunne skue hende længe, blot som silhuet mellem træerne langt væk.



[OUT]