Som en sort skygge

Jeg er absolut ikke sen til at høre, at han følger efter mig. Jeg har jo ikke bare vendt ryggen til og lukket ham fuldstændigt ude, det ville jo være tåbeligt, og det tillægger jeg ikke mig selv at være. Hans trippende skridt udvikle sig til noget mere to-taktet, en trav, og jeg kan både høre og fornemme, at han nærmer sig igen, især da han giver en brummen fra sig. Så da hans takt ændrer sig igen, træder jeg sidelæns i et langt skridt og i et let stejl drejer jeg min front om mod ham og kaster mine forben frem for mig. Ikke nødvendigvis for at ramme ham, men for at markere, at jeg er godt og grundigt træt af ham nu. Mine ører lægger jeg fladt ned langs min nakke, inden jeg hidsigt blotter mine tænder. I nogle ryk bevæger jeg min mule op og ned, inden jeg denne gang nærmer mig med truende skridt og nogle temmelig heftige snap. Et hvislende, advarende fnys forlader min mule, mens jeg stadigvæk træder nærmere. Så kom, knægt.

[/size][/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 150px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big2.png); border-left: 10px solid #06224D; border-bottom:10px solid #06224D; border-top:10px solid #06224D; border-right: 10px solid #06224D;] klik her for at høre stemningsmusik Som en sort skygge Da hingsten vender rundt er det ikke noget jeg lige havde regnet med. Det giver næsten et sæt i min krop, og jeg ender næsten med at sætte mig ned på røven endnu en gang for at nå at bremse. Træder et enkelt skridt til siden med bagparten så mine bagben står en anelse spredte og mine forben næsten helt samlede. Min nakke er stadig knejset og de grønne øjne har jeg stadig rettet fuldt fokuseret mod den fremmede sorte hingst. Det ene øre vrikker ud til siden, men falder frem mod hingsten igen og da han begynder at træde frem mod mig og slår ud med forbenene træder jeg et enkelt skridt tilbage. Hans snap sætter gang i en refleks hos mig, og derfor sender jeg et forben ud mod ham. Mine muskler bliver mere og mere spændte og energien strømmer rundt i kroppen lige nu. Adrenalinet fortæller mig at jeg er klar til hvad som helst. Lidt ligesom hvis man er ved at vinde en leg. Denne leg er bare anderledes. Denne leg er mere alvor. Denne leg har jeg aldrig prøvet at vinde uden andre har ladet mig vinde, men hvordan skal jeg kunne vide om jeg har en chance hvis andre bare lader mig vinde fordi jeg ikke er lige så ’gammel’ som de er. Virrer ganske kort med hovedet inden jeg selv sender et snap ud mod den sorte hingst. Jeg er klar til hvad som helst lige nu. Jeg føler næsten jeg kan svæve over jorden hvis jeg giver mig til at trippe hurtigt nok. Næsten som hvis jeg er uovervindelig også. Og jeg ved godt det måske er at overvurdere mig selv – men Jeg er spændt og jeg er klar! Dog vil jeg lade ham tage det første træk. word count, 296

[/td][/tr][/table][/center]

Han vælger også at slå et forben mod mig. Hidsigt rykker jeg mit hoved op og ned i nogle nik, mens min hale slår temperamentsfuldt bag mig. Jeg er nødt til at holde lidt igen for ikke at få en hjerneblødning og lade mit temperament tage fuldstændigt over. Det ville ikke være så anstændigt af mig, selvom jeg i øjeblikket er vældig tilbøjelig til at lade det ske. Endnu en gang gentager han en af mine handlinger, denne gang i form af et snap. Han er klar på at se, hvad der sker, men det er tydeligt på ham, at han vil lade mig tage det første træk - ellers burde han i hvert fald have taget sit nu. Og det synes jeg egentligt bare, at han skulle have gjort. Nu har han jo tirret mig nok til, at jeg er gået ind til den her kamp. Hvorfor eksperimenterer han så ikke bare?

Det vil jeg i hvert fald gerne se ham gøre. Derfor vælger jeg at træde et par lange, hastige skridt bagud for at tage afstand til ham, og her bliver jeg så stående, ganske klar på, hvad han nu end skulle finde på at gøre nu. Mit hoved trækkes opad, og jeg giver et temmelig hidsigt fnys fra mig, mens jeg blot lader mine store, mørke øjne hvile mod ham. Mine ører er lagt fladt mod min nakke, og jeg ser absolut ikke glad ud lige nu.

[/size][/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 150px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big2.png); border-left: 10px solid #06224D; border-bottom:10px solid #06224D; border-top:10px solid #06224D; border-right: 10px solid #06224D;] klik her for at høre stemningsmusik Som en sort skygge Jeg kan tydeligt se jeg har formået at provokere den fremmede sorte hingst til en hidsighed har fundet sin plads i ham. Selv er jeg ikke hidsig, men mine muskler er spændte og klar på mere spænding. Hvad som helst for at udfylde pladsen der ellers ville være blevet taget over af kedsomhed eller dovenskab. Det er ikke noget jeg satser på at leve livet med. Der skal ske ting og sager – det er der jeg har det bedst, og så må det koste hvad det vil. Mine sorte ører roterer skiftevis rundt, men et øre er hele tiden rettet mod hingsten. De skridt han træder tilbage bringer kun et smil frem på min mørke mule, og med energiske trippende skridt følger jeg med. Jeg stopper dog ikke op foran ham, men fortsætter rundt om som hvis jeg skulle bedømme ham – og det gør jeg. Han er stærkere end mig. Det er ikke særlig svært at se – ligesom det også er nemt at se han er ældre, hvilket muligvis betyder han har mere erfaring. Men det er vel også en måde jeg kan lære på. Jeg har det jo med at kaste mig ud i ting, og det nytter ikke noget når andre retter på mig, for min stædighed går i vejen og lukker af. Jeg lærer i stedet ting på den hårde måde. Det er jeg allerede blevet forklaret flere gange. At hvis jeg ikke vil lytte må jeg lære tingene på den hårde måde – og lytter.... det gør jeg sjældent. Meget sjældent. I min trippen omkring hingsten er jeg forsigtig og er klar til at danse til siden hvis han sparker, og i det øjeblik jeg kan komme til det, springer jeg fremad mod hans side og bider ud. Ikke et lille uskyldigt nap, men i stedet et bid. Ligesom den sorte hoppe kunne lege med tænderne. Det er vel sådan de voksne gør. word count, 316

[/td][/tr][/table][/center]

Han vælger at tage imod min indbydelse til at få lov til at tage det første skridt, og det var jo egentligt også det, der var meningen. Men i stedet for bare at kaste sig af sted, tripper han efter mig, og som det sædvanligt er for mig, så er det absolut ikke noget, jeg er glad for. Selv i kamp ser jeg helst ikke, at der er nogen, der kommer for tæt på, og derfor er jeg absolut ikke sen til selv at rykke med bagud. Jeg gør mig absolut ikke sårbar for ham, men han får lov at træde forbi mig, dog med en vis afstand imellem os. Jeg tror ikke, det er første gang han begiver sig ud i en kamp, men jeg tvivler på, at det har været med en modstander med samme styrke og erfaring som jeg, for så burde han have lært at være en lille smule mere forsigtig og have valgt sin modstander mere omhyggeligt.

Måske søger han bare en, der ikke lader ham vinde med vilje. Men er han absolut fastslået på, at kampen skal have en vinder, så kommer jeg til at lade ham vinde med vilje, hvis det er ham, der skal vinde. Da han bevæger sig omkring mig, sørger jeg også for at være i bevægelse og lytte godt efter, så da hans bevægelsesmønster ændres, træder jeg bagud i hurtige, markante skridt, men lader ham dog strejfe min side med sine tænder, inden jeg slår mine forhove frem mod ham. Om han ser det her som en leg eller ej, det er jeg ikke klar over. Men hvis han bider fra sig, som han gør nu, i en kamp for sjov, så tror jeg ikke, at han bliver let at omgås som ældre.

[/size][/color]