Lad vejen komme til dig..

Forbeholdt Shannon & Matthew

Atter engang har mine hove ført mig af sted, uden søgen, uden mål. Blot har mine hove ladet vejen komme til dem, og ikke kroppen komme til vejen. Nej, for jeg holder ganske meget af blot at vandre, uden at søge noget bestemt; for hvis vi ej søger noget bestemt, da bliver vi heller ikke skuffede, hvis målet nu ej er som vi regnede med.
De mørke og varme øjne spejder henover Enophis åbne landskab, hvor bjergkæder indhegner det store åbne område, der så fint ligger foran mine fødder. Bakker, træer, bække og græs præger den åbne dal, der indbyder til netop en gåtur på denne aften. Jeg har en ø, ud af alle fem, som jeg holder mere af end de andre; men dermed ikke sagt at jeg ikke nyder at vandre på de andre øer, og måske opleve flere nye og spændene ting.

Mine hove placeres ned imod det lettere mudrede græs, der stadig er dækket af klatter af sne, i nogle områder. Men det er ikke længere sneen der pryder Andromedas land, i stedet er det regn og mudder der nu har overtaget. Men mon ikke om sneen atter engang vil dukke op i dette land? For vinteren kan da ikke allerede være ovre, kan den?
I en flydende bevægelse, lader jeg de varme og milde øjne søge op imod himmelen, der her til aften er stjerneklar og åben, ej fyldt med mørke skyer som ønsker at dække landet med mere vand. Nej, blot er der stjerneklart, og derfor er natten ej så mørkt som mange andre nætter. I en let og samlet bevægelse lader jeg nu mine hove stoppe; for her ønsker jeg i et kort øjeblik at stå og blot studerer den himmel der dækker Andromeda så fint. Mine øjne knibes mildt sammen, idet et vindpust lander ind imod mit ansigt, og trækker min røde man en smule bagud, mens mine næsebor udspiles en smule, afslappet og glædeligt. Trækker da blikket ned igen, og lader det glide henover de træder der står rundt omkring, ikke i klatter eller skove, men blot nogle få træer hist og her er der at se, lige der hvor jeg står. Mon andre sjæle er søgt imod dette åbne område, denne aften? En søgende, milde brummende lyd glider fra min krop, for jeg vil ikke vrinske, og dermed risikerer at vække de sjæle der har fundet ro for natten.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt holdt sig i bevægelse, da han mærkede søvnløsheden trænge på fra hver afkrog af hans krop. Det var heller ikke ligefrem fordi han behøvede søvn, hans stærke lemmer var fulde af fornyet energi som blot ventede på at blive brugt af hans ivrige muskler. De rykkede i ham for at få lov til at ophedes, udvide sig og arbejde for hans slanke skikkelse, hans næseborer opspiledes et øjeblik da han genkaldte sig følelsen af blodet som pumpede rundt i kroppen. Det ville også lette lidt på den tunghed han følte i hovedet, den som ofte fulgte efter nogle dages søvnløshed, men trykket syntes ikke så stort som det plejede. Han var frisk, han dansede fremad i en kraftfuld, men afmålt trav og placerede hver eneste hov med præcision. Landskabet bredte sig ud for hans stærke hove, et åbent område med udsyn til de bjerge, som tårnede sig op mod den mørke himmel. Synet opildnede ham, der var noget majestætisk og dragende over de kolde bjerge som tavst skuede over de lavere stående sletter. Det var som stemmen havde hvisket til ham. Området var stort, han ville ikke undre sig hvis dette var det største. Han havde også kun besøgt én anden ø indtil videre, måske ventede der flere. I så fald skulle de udforskes, hver en afkrog, han havde intet imod at bevæge sig over enorme afstande blot for at beskue områderne, for der var noget mystisk over dem som tiltrak hans vilde væsen. Han udstødte et højlydt prust, den kraftige manke flagrede efter ham som en mørk skygge og han bemærkede hvordan himlen denne nat var klar og fyldt med små lys. Bjergene var ikke andet end en mørk skikkelse langt borte, men det svage lys gjorde det alligevel muligt at se mere. Hans åndedræt var hedt, men rytmisk i den kølige luft, og han holdt sit tempo da en spinkelt udseende skikkelse i bevægelse fangede hans opmærksomhed. Hans nysgerrighed var med det samme vakt, mange spor af fremmede heste havde han fundet under sin strejfen, men ingen af dem syntes at dukke op. Den mørkebrune hingst prustede endnu en gang ud i luften, overvejende. Som vejrede han i vinden strakte han mulen opad. Han var ikke sikker på hvilken slags heste der var at finde heromkring, eller hvorvidt hans humør var til selskab. Men nysgerrigheden var der ikke noget at stille op imod, skikkelsen bevægede sig endnu, ganske vist væsentligt langsommere end han, mørket gjorde det umuligt at sige om det mon overhovedet var en hest. Hoppe eller hingst? Måske havde de alle lys på ryggen og hviskende stemmer. Et sjældent skævt smil fandt vej til den mørke mule, idet han igen trak den til sig og strammede op i den stærke hals, udfordrede musklerne. Hvorefter han satte i et smidigt spring, kraftfuldt landede han først på forbenene og ændrede så i løbet af et sekund retning på bagbenene, hastigt dansende, alt sammen som var det i leg, men med en nærmest hidsig styrke bag. Han dansede og nød hvert øjeblik, frem mod den fremmede skikkelse som ikke lod til at ane uråd. word count 516

Hvad der synes som lang tid, fordi jeg er så betaget af at kigge rundt i området, er måske i virkeligheden ingen tid, før jeg nu hører lyden af hovslag. Hovslag der rammer imod den mudrede bund, med en tung lyd, en hingst værdig, bestemt. Var det en hoppe, plejer hovslagene at ramme blidere imod jorden, fordi vi generelt gør mere for at ’svæve’ og se elegante og feminine ud, hvorimod hingste gerne forsøger at skabe kontakt til jorden, hårdt og kontant, og bevæge sig med mere rummelige og hårde skridt; men måske ville det også se en anelse forkert ud, hvis en feminin og spinkel hoppe bevægede sig med tunge skridt?
Mine varme og milde øjne søger frem imod de lyde der kommer ude i horisonten, men jeg har vidst opdaget denne skikkelse senere, end han har opdaget mig. For da mine øjne endelig rammer imod hans fine og mørke silhuet, er han allerede på vej i min retning; mon jeg virkelig kiggede så intenst omkring, med tankerne et helt andet sted, siden jeg ej opdagede denne hingst, før han jo nærmest var på vej i min retning?

Mine røde øre vippes af refleks frem imod den fremmede, som jeg har dømt til at være hingst grundet hans hovslag, og som han kommer mig nærmere bliver det også tydeligere for mig, at dette er en hingst, der atter har fundet mig i dette åbne landskab, og som nu egentlig kommer imod mig, med sit selskab. Og selskab, det ønskede jeg jo, eller havde jeg fortsat med at vandre i stilhed, og ej givet en brummende lyd fra mig.
Da han når mig tæt nok, lader jeg blidt mit hoved sænke sig en lille tand, mens en brummende og hilsende lyd glider fra mig; jeg underkaster mig ham ikke, overhovedet, nej, men jeg søger heller ikke at virke dominerende, og derfor holder jeg mit hoved en anelse lavt, i en neutral holdning, der skal indikerer at jeg nu altså ikke er en hoppe der søger efter problemer; tværtimod.

,,Godaften, du dansende fremmede. Mit navn er Armonia, jeg har vandret i dette land i nogle år, og oplevet vinteren komme og gå, for atter at komme endnu engang. Jeg er ikke en af dem der har været her længst; men ej er jeg heller ny. Må jeg have lov at spørge, om dit navn?”

Min stemme kommer frem i en varm og blød tone, der indikerer at jeg er ganske afslappet overfor hans selskab, og at jeg ligeså hviler i mit eget sind; for jeg har ikke grund til andet. Atter retter jeg mit hoved en smule op efter min hilsen, og derefter forsøger jeg at fange hans øjne i mine, af høflighed, mens et let og venligt smil er henover den røde og fløjlsbløde mule.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt sænkede farten en anelse, men bevægede sig ellers fremad i ordentligt tempo. Han strakte sin slanke hals og rystede sin flyvende manke i en kort bevægelse, de kastanjebrune øjne var rettet mod denne fremmede som ventede i mørket. Som han nærmede sig syntes han at kunne genkende en hoppes spinkle skikkelse, vinden var mod ham og det den bar med sig var ikke til at tage fejl af. Det var ganske rigtigt en hoppe. Fin af bygning, noget mindre end han. Han vippede med ørerne og overvejede om alle hestene her mon var knap så store af størrelse. De hovspor han havde fundet i den mudrede skovbund sagde dog noget andet, der lod til at færdes hingste og hopper af alle størrelser. Og her var altså en af dem. Hans mørke næseborer udvidede sig da han for et øjeblik gled hen i tanker, stadig uden at tage øjnene fra den fremmede. Stadig fløj hans slanke lemmer, han dansede over den våde slette og først da han var nogle meter fra hoppen satte han i et smidigt, men knap så kraftfuldt spring der endte i hans opbremsning. Det var usikkert på det våde underlag, men han formåede alligevel at holde balancen til fulde. Han havde styr på hver en celle i sin krop, balancen var en af hans fordele. Kun hans sind løb løbsk, som en steppebrand i hans indre. Han virrede på den mørke mule endnu en gang og trådte nogle skridt nærmere på den fremmede hoppe, han mente måtte være rød. Hendes hvide sokker lyste op i mørket, han bemærkede at hun havde en karakteristisk hvid plet på den lille mule. Holdningen var afslappet, væsentlig mere end hans egen. Hans mørke næseborer var stadig opspilede, de stærke lemmer var hede uden at være svedige. Hoppen viste ingen tegn på hverken dominans eller underkastelse, hendes fine hoved var placeret i en respektabel position. Han brummede i sin egen dybe tone til hilsen, hans eget ædle hoved var placeret højt, men på en henkastet måde. Hans krop var trodsalt stadig mere end varm, det var lige før han tog en cirkel omkring hende, men der gik kun et øjeblik inden hoppens stemme brød gennem mørket og vinterens øredøvende stilhed. Han drejede ørerne fremad, lettere overrasket over den ordstrøm der pludselig kom ham i møde. Sikke meget hun havde at sige, denne fine hoppe. Han lyttede opmærksomt mens han i tavshed forsøgte at dæmre blodet der endnu pumpede hastigt gennem hans årer, måske kunne hun fortælle ham om dette sted. Han måtte finde ud af alt der var værd at vide heromkring, og han slog opstemt halen om sin stærke bagpart da hun sagde, at hun havde været her i et godt stykke tid. Armonia. Han tav et øjeblik da hun bad om hans navn, men snart brød hans noget dybere stemme stilheden. ”Mit navn er Matthew. Matt,” De brune øjne forlod hende ikke et øjeblik, han mærkede sin krop begynde at falde mere ned, men det gjorde ham ikke mindre intens. Alligevel var han mere afslappet end så mange andre nætter. Landet gjorde noget ved ham, beroligede ham. For nu i hvert fald, han var ikke i tvivl om at det nok skulle komme. Det der nu kun var en enkelt flamme ventede blot på at bryde ud i lys lue. Han pustede lidt tungt ud, men holdte sin opmærksomhed ved den kønne hoppe, hvis stemme var mild og varm i hans ører. ”Godaften lille hoppe, som har betrådt dette land længere tid end jeg. Ville du have noget imod at spadsere lidt? Det ville være mig en ære, hvis du ville dele af din gyldne viden om dette mærkværdige sted.” Hans stemme var en anelse ubrugt, men flød uden mangler ud i mørket. Han så at hun kunne lide lange fraser, og det havde han skam intet imod. Det var underholdende, han nød at vælge ord med omhu. Ligeså nød han at bryde ud i et gjaldende vrinsk, at svare kort og kontant eller ikke at sige noget overhovedet. Mulighederne begrænsedes kun af taleren, og hun lød ikke til at være nogen dårlig taler, tværtimod. Hendes stemme var ganske behagelig, han fulgte nøje hendes bløde bevægelser med øjnene. word count 700

De røde øre hviler frem imod hingsten, der i denne stund stadig er mig helt fremmed. End ikke hans navn er i min besiddelse. Hans bevægelser er fyrige, maskuline og ganske store. Det er tydeligt for mig, at det er en hingst der er på vej hen til mit selskab; for de bevægelser, ejer de færreste hopper i dette land, jeg har hvert fald ikke set de bevægelser hos en hoppe før, kun i mit gamle land, hvor en hoppe af stor autoritet kunne finde på at føre sig frem som en hingst.
Da han standser hos mig, er det ret tydeligt at han er en hingst med stor energi, for han kan knapt nok stå stille, og blot lytte til de ord jeg siger; dette gør mig nu heller ikke noget.
For netop det, at han ikke lægger bånd på den energi han ejer, gør også at jeg har en idé om at han ej er en hingst, der forelægger at være nogen som han ej er. Men jeg kan tage fejl. Han kan også fremføre sig en facade, som så mange andre gør, men alligevel håber jeg, at denne brune ædle hingst, ikke lader som om han er nogen, som han ej er. For er der i virkeligheden noget stærkere, end at vise hvem man i virkeligheden er?
Mine varme øjne hviler på den ædle hingst, med de flotte gangarter, men nu står han dog stille, så mine øjne rigtig kan falde henover hans krop og bygning. En bygning jeg ikke har set før, men hvis den virkelig skulle passe på nogen anden eller blot minde om en, så skulle det nok være Brêgo.
Da han stemme så bryder ham, og standser stilheden, lander hans øjne på mig, og der forbliver de. Matthew. Ej et navn der er hørt i dette land før; men ingen af de navne jeg er blevet præsenteret for, er navne ingen andre ejer, hvilket egentlig er ganske morsomt. Jeg svarer ham ej, for mine øjne opfanger godt, at mere nu kommer frem i stilheden; og ganske rigtigt. Hans stemme høres nu endnu engang, og denne gang lyder det næsten som om en ny hilsen påbegyndes, fordi han hilser mig godaften. Et smil falder mildt henover den røde mule, mens jeg lægger hovedet lyttende en smule på skrå. Han spørger mig, om jeg kunne tænke mig at spadserer med ham, og dele min gyldne viden med ham. Men jeg selv, mener nu ej at min viden er gylden, eller mere værd end nogen af de andres viden om dette land; Andromeda.

,,Jeg følger gerne din side, Matthew. Jeg skal ligeså nok forsøge at dele de ting jeg ved, om dette land; men jeg tror nu ikke at min viden om dette land er mere værd end andres. Men jeg skal forsøge, at fortælle dig det, som du ønsker. Er der noget specielt du ønsker at vide, om Andromedas land?”

Svarer jeg ham blidt, inden jeg flytter en smule på mine hove, i en trippende bevægelse, for derefter at jeg finder op til hans side, uden at stå ham for tæt, da jeg ikke ønsker at krænke hans personlige rum, eller de grænser som han sikkert har, ligesom de fleste andre i dette land. Min stemme er mild og varm, men også en anelse ydmyg. For jeg er en ydmyg hoppe, der dog ikke underlægger mig andre, blot fordi deres muskler spiller og er større end mine egne; for hvad er muskler, uden viden eller noget imellem ørene. Men jeg er ydmyg på den måde, at jeg ikke ønsker at andre skal mene at jeg er noget specielt, i forhold til andre, og derfor er mit svar også som det er. I en let bevægelse træder jeg fremad, langsomt, for at sikre mig at han går med, så jeg ikke blot vandre alene af sted.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt lod nogenlunde tålmodigt den sorte hale svinge om sin slanke bagpart, mens han ventede på hoppens svar. Han bemærkede at stjernerne endnu stod over dem, og der nok ville gå flere timer endnu før solen igen viste sit gyldne ansigt. Den ensomme måne var derimod ingen steder at finde, om den stod gemt bag de fjerne bjerge eller ganske enkelt ikke var til stede vidste han ikke. Luften var klar og kølig i hans lunger, det var ikke nogen værst nat. Den var perfekt at danse i, på trods af at vinden ikke stod så stærkt her, hvilket man kunne undre sig over da området var ganske stort og åbent. At have vinden i ryggen var virkelig noget, som kunne få en spurt op i et nærmest uoverskueligt tempo. Hans krop sitrede næsten under den glatte pels. Snart brød den fremmede hoppe dog hans tanker og flyttede på hans opmærksomhed. Han vippede ganske interesseret ørerne frem, og flyttede ikke blikket fra hoppen et øjeblik. Det gjorde ham alligevel nysgerrig at møde disse fremmede heste, som på et eller andet tidspunkt må have lidt samme skæbne som han og var endt her. Det var dog en lidt tilbageholdt nysgerrighed, på trods af hans fyrrige sind var han ikke nogen ukontrolleret hingst. Selv ikke på hans værste dage. Han drejede et øre og undrede sig et øjeblik over hoppens ord, men gav ikke udtryk for det da hun kvikt flyttede på de spinkle ben og trippede hen på hans side kort efter. Det var morsomt som en hoppe kunne trippe. Ganske fint og elegant, han havde endda set hingste gøre det i ren indestængt energi. Men han havde aldrig selv trippet nogen som helst steder hen. Hans bevægelser var lange og smidige, med en styrke som faldt ham fuldstændigt naturligt. Der var ikke plads til tilfældigheder, ikke hvor han kom fra. Den mørkebrune hingst brummede friskt og dybt, her var en hoppe som ikke var bange for at røre på sig, det var ganske interessant. Snart satte hun i gang og han var ikke sen om at flytte på sig, han skred frem i en først blød skridt og var omhyggelig med at følge den røde hoppes tempo. Det var tydeligt at han var et overvejende stykke højere, men han formåede alligevel at følge hende uden besvær, hun var jo let til bens. Det var ikke altid han lod andre om at sætte tempoet, han havde kun sit eget at følge og så måtte de følge trit. Det virkede bare ikke helt på sin plads, nu da den fremmede hoppe, denne Armonia, havde indvilliget i at dele af sin viden. Alligevel var han vis på, i hvilken retning han ville. Opmærksomt vrikkede han med ørerne da han igen lod sin stemme bryde stilheden. ”For mig er din viden nu ganske gylden, om den er mere værd end andres er mig ubetydeligt,” Hans stemme var rolig, det var en rar fornemmelse at være i bevægelse igen og strække de slanke lemmer. Halsen blev også strukket i en kort bevægelse, det var lige før han brummede ved bevægelsen, inden han trak det ædle hoved op i en opmærksom position med blikket på hoppen. ”Andromeda, siger du? Landet har altså et navn. Jeg har bemærket at det består af øer.. Hvor mange, præcist?” Han betragtede hende interesseret, det der altså være at betragte i mørket. Stjernerne gav kun et svagt lys, men lidt var der da at se alligevel. Ørerne var spidsede, afventende. Viden var vejen frem, det havde han altid været ganske bevidst om. Og siden han havde besluttet sig for at ville udforske hvert et hjørne, ville det ikke være nogen ulempe at vide hvor lang rejsen blev. word count 613

Den brune hingst, Matthew, ejer bevægelser som er ganske frie og energiske. Han er måske endda mere energisk i andres selskab, for jeg har en fornemmelse af, at han i mit selskab lægger bånd på sig selv, for ikke at ende med at trave af sted, uden at jeg er ved hans side. Dog er det ej fordi jeg kræver, at han skal forblive i mit selskab, for hvis han ikke ønsker det, er han til enhver tid fri til at forlade min side, og drage af sted på egen hov igen. Mine røde øre forbliver hos ham, mens jeg fortsætter ved hans side, med rolige og dog alligevel energiske skridt, der nok møder os begge på halvvejen, således at det ikke går for hurtigt for mig, eller for langsomt for ham; håber jeg da.
Mine skridt er en smule trippende, i forhold til hans, som smyger sig af sted med lange skridt, som falder ham naturligt. Jeg har altid bevæget mig med en smule korte skridt, og det bunder nok mest i, at jeg så ofte forsøger at sætte mine hove et sted, hvor de ikke gør skade på det jeg bevæger mig på. I perioden med forår og sommer, kan det dog være svært at forsøge at træde udenom alle små spirer og fine blomster, og der hænder det da også, at jeg blot må træde af sted med hurtig fart, uden at tænke over at jeg nu ikke skal ødelægge noget under mig. Idet jeg begynder at tale, er han ikke længe om at vippe sine øre i min retning, hvilket jeg altid bedst kan lide når man snakker; og udover det, holder jeg også af øjenkontakt, men det er dog aldrig noget jeg kræver af nogen. For hvis de ikke ønsker det, så er jeg ej typen der tvinger nogen.
Hans svar, får et let og mildt smil frem på min røde mule, ganske roligt og en smule forsigtigt måske. Jeg har aldrig været god til ros fra andre, eller i det hele taget at få at vide, at jeg dur til andet end blot at være smilende og hjælpsom. Dog betyder det ikke, at jeg modsiger mig dem, for hvis de finder hjælp hos mig, og at de føler jeg faktisk hjælper dem, så er det jo fint.

,,Landet har skam et navn, ja.” Besvarer jeg ham mildt. ,,Matthew, landet Andromeda, består af 5 øer. Den største er Enophis, hvor bjergenes kæder dominerer. Leventera, er en mellemstor ø, der består af åbne dale og vidder, men med en bjergkæde omkring sig, beskyttende, og meget frodig er den ø også. Zenobia, er en ø, jeg ikke holder mig så meget på. Den består mest af sand og golde vidder, men er et ganske kønt syn. Chibale, er en skovbelagt ø, og er en af de mindre af slagsen her i Andromeda. Og til sidst, er der Foehn. Den ø, befinder jeg mig aldrig på. Det er en vulkan ø, og rygter siger, at det er dér, ondskaben holder til. Om dette så er sandt eller ej, det kan jeg ikke svare på”

Siger jeg mildt, mens jeg retter blikket op imod ham, han er jo forholdsvis høj, i forhold til hvad jeg er. Jeg er ej helt sikker på, om de ting jeg siger, kan bruges til noget eller ej, men dog er jeg alligevel nogenlunde sikker på, at det må være brugbart på sin vis, at vide hvor mange øer man præcist kan bevæge sig rundt på. Og den brune, ædle hingst, spurgte jo ganske vidst også selv om, hvor mange øer der præcist er her i landet.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt forsøgte at slappe af i sine slanke lemmer og tilpasse sig tempoet. Ikke at det var et problem, han havde helt styr på sig, og den røde hoppe bevægede sig fint fremad på hans side. Hans skuldre var brede ved siden af hendes spinkle, og han sørgede omhyggeligt for ikke at støde ind i hende. De mørkebrune ører var spidsede, opmærksomme, men hans udtryk var roligt. Han havde al det overskud han kunne ønske sig. Hoppens lyse stemme lød snart, i tavshed lyttede han til hendes ord og sugede det hele til sig. Viden. Han vrikkede et øre, men holdte sin opmærksomhed hos hende og delvist ved omgivelserne. På trods af stjernerne og sneen var ens syn begrænset om natten, men det hele handlede om tilvænning. En lav brummen lød fra ham, naturligt maskulint mens hendes ord sank ind. Fem øer i alt, vidt forskellige af landskab hvilket var ganske interessant. Et land med så vidt forskellige klimaer, uden at man behøvede bevæge sig så langt igen. Han havde allerede været på et par af øerne, og begyndte at kunne placere dem i forhold til hinanden. Men ikke dem alle. Ikke endnu. Han mærkede hendes blik på sig og gengældte det i mørket. ”.. Så hvis jeg ikke tager helt fejl, befinder vi os på den største ø, Enophis?” Bjergkæden var her helt bestemt. Og det var den største ø, han havde befundet sig på indtil videre. Han vejede hendes ord yderligere. Denne Foehn ø lød interessant, en vulkan ø – men ondskab ligefrem? Der var vist ikke det, dette land ikke gemte på. Han prustede næsten højlydt. ”Ondskab.. Jeg ser at landet er fuld af overraskelser.” Der var ingen sarkasme at finde i hans stemme, men den var alligevel heller ikke gravalvorlig. Ikke at han ikke troede hendes ord, han havde allerede indset at stedet ikke var helt.. normalt. Hvilket var grunden til, at det var værd at undersøge. Rygter interesserede ham ikke som sådan, men øen i sig selv var vel værd at sætte sine hove på. Så måtte man jo overkomme det, man mødte. Han virrede kraftigt på mulen i mørket, for ham var hoppens ord skam helt og aldeles gyldne på trods af at hans svar var korte. Det var sjældent at han var til en masse snak, men at konversere med et interessant selskab havde han nu heller ikke noget imod. word count 396

Vores længde af skridt, er ganske forskellige. For denne Matthew, er langt højere og længere i kroppen end jeg er. Jeg er ikke en høj hoppe, men dog har jeg også set og bemærket andre, som er lavere end jeg selv. Men langt de fleste jeg har været i selskab med, har været højere. Men på trods af forskellen på vores skridtlængde, formår vi alligevel at skabe en fælles dans, side om side, og uden at den ene eller den anden kommer for langt foran eller bagved. Vi formår, at gå side om side, skulder mod skulder, dog uden at røre hinanden. Jeg er ikke sikker på, hvad denne hingst mener om nærkontakt, og derfor forsøger jeg heller ikke at røre ham; selvom jeg er en hoppe, der godt kan lide en form for kontakt til mit selskab, ikke for meget, men dog en enkelt berøring eller to. Da han lader sine øjne falde i mine, bemærker jeg det godt, trods mørket. Et mildt smil lander henover min mule, varmt og imødekommende, men også en smule ydmygt.

,,Du tager ikke fejl. Vi befinder os på den største ø, Enophis. Øen, med de mange bjergkæder”

Besvarer jeg ham roligt, mens jeg nikker mildt, og lader blikket glide fremad. Ved hans næste kommentar, smiler jeg ganske mildt og roligt, for jeg kan godt forstå, at ordene måske virker mærkelige, for en fremmed, og det bebrejder jeg ham aldeles ikke. I en let og flygtig bevægelse, lader jeg min næseryg strejfe hans skulder, i en fjerlet bevægelse, og det er kun ganske svagt, inden jeg så trækker mulen til mig, og kigger frem igen, mens jeg lader min stemme bryde frem endnu engang.

,,Jeg forstår godt, hvis du er skeptisk, kære Matthew. Men ja, dette land er fuld af overraskelser, og det handler om, hele tiden at have sit hoved og hjerte med sig, i de handlinger man udfører. Mange kan glemme sig selv, i omgivelser som disse, og blive forblændet af den magi der også er i landet; blot husk på, aldrig at glemme hvem du i virkeligheden er, da vil du komme langt, hvis du husker det.”

Siger jeg så mildt, med den varme og rolige tone, mens jeg holder blikket fremme imod de omgivelser som vi bevæger os i, side om side. Jeg føler mig ganske tryg ved hans side, trods vi lige har mødt hinanden; men der er blot noget ved hans væsen, som gør at jeg ikke føler en trang til selv at skulle holde opmærksomheden meget omkring os, for det har jeg en fornemmelse af, at han gør.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den lille, røde hoppe var mere end venlig. Hun var i selskab med en vildt fremmed hingst, og alligevel var hun helt uden den mistænksomhed, de fleste hopper besad. Ikke at hun havde noget at frygte. Det slog ham blot, at han fandt hende lettere naiv, men at det åbenbart ikke havde kostet hende noget endnu. Her var ellers vidt forskellige typer, uden at have mødt særlig mange var det ikke svært at sige, og en dag kunne hun risikere at støde på de forkerte. Men hun var nok ikke alene. Han havde vippet et øre da hendes mule var kommet i kontakt med hans skind, hvilket kun varede et øjeblik. Den eneste form for nærkontakt han kendte til var den han følte, når en modstander havde vundet sig ind på ham. Alligevel reagerede han ikke. I stedet mærkede han efter i sin krop, mærkede hvordan de nu afslappede muskler langsomt varmedes op igen i takt med hans bevægelser. Og lyttede til hoppens næste ord. Han fortrød hvordan han havde præsenteret sig, lyden af hans fulde navn i hoppens mund skar ham i ørerne. Det var dog ikke hendes skyld, og forhindrede ham ikke i at opfange hendes talestrøm, han lyttede til hun var færdig og vejede hendes ord et øjeblik. Hans egen stemme lød endnu mørkere efter lyden af hendes lyse. ”Røde Armonia, jeg foretrækker Matt,” Han kastede et kort og afmålt blik på hende, ingen overdreven nysgerrighed eller venlighed var at spore hos ham, ikke denne aften. Men han var interesseret i det hun sagde og havde ikke noget imod hendes selskab, der jog stilheden på flugt. Det var måske hendes naive væsen som gik ham på, et eller andet sted i baghovedet, hendes tillid til at han var god. Hendes ord sang stadig i hans tanker. Glemme hvem han var.. Matt virrede på den brede mule. ”Forblændet af magi?” Han kunne fortælle hende om den nærmest overjordiske oplevelse det havde været, at blive suget hertil, men han tav. Hun måtte have oplevet noget lignende, det var tydeligt at hun vidste noget om landets tilsyneladende mange hemmeligheder. Desuden så foretrak han ikke at hive fat i fortiden, ligemeget hvor gammel – i dette tilfælde, ung – den så end var. Han havde vendt ørerne en anelse, men rettede nu et i hendes retning, idet han lod blikket glide ud i omgivelserne. De holdte sig i det åbne, hans skridt var skam ikke tilfældige. word count 403

Mange vil måske anse mig som værende en naiv hoppe. Men det er dog ikke det ord, jeg vil tillægge mig selv, og min sjæl. Nej. Jeg tror bare på, at der er noget god i os alle. Hos nogle skal det dog graves en smule frem. Men når man først langt nok ind, er jeg sikker på, at der i os alle, er gemt en stor portion af godhed; og derfor er jeg heller ikke en hoppe, der ser nogen grund til at stille mig skeptisk overfor dem, jeg er i selskab med. Denne Matthew, har intet gjort i mit selskab, som har givet mig grund til at være skeptisk overfor ham, og så længe han ikke har gjort det, da vil jeg følge hans side, uden at være på vagt. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke er det mindste opmærksom, for det er jeg skam. Da jeg har rørt ham, virker han ikke til at se det som værende alt for ubehageligt, men dog gengælder han det heller ikke. Netop af den grund, rør jeg ham ej igen, ikke før han selv virker helt okay med det, for jeg er ej ude på at gøre ham utilpas i mit selskab. Han retter mig, i at sige hans navn, og et roligt smil glider over min røde mule.

,,Det vil jeg huske, Matt”

Besvarer jeg ham mildt, med den rolige og varme tone, der er imødekommende og forstående. Jeg ser ingen grund til at kalde ham noget, som han ikke foretrækker, og derfor retter jeg mig nu gerne efter det. Jeg ved ikke om de mange ord jeg siger, er noget som han bryder sig om at høre på, men hvis han ej bryder sig om min talestrøm, ville han nu nok ikke sætte spørgsmålstegn til dem.

,,Der hærger en magi i dette land, siger mange rygter, kære Matt. Rygterne går på skaberen af dette land, en sjæl så ren som ingen anden. Men denne sjæl, som vil Andromeda det bedste, er efter sigende i farer. For efter hvad rygter, og fortællinger siger, så er der onde skabninger i dette land, Skygger, som vil gøre Andromeda til et andet land, end det vi kender til.. Og for at det skal lykkedes, kræver det hjælp fra os, os der vandrer i dette land. De der søger til mørkets sider, kan blive forblændet af mangt og meget, af hvad Skyggerne måske kan give til os.”

Siger jeg mildt og forklarende. Jeg har intet imod at fortælle og forklare hvad jeg har hørt eller selv set. Og derefter er det op til den brune og elegante Matthew, at finde ud af, om han tror mig på mine ord, eller finder det som en omgang volapyk.

Denne tråd er hermed afsluttet.
Jeg har i en længere periode være inaktiv, og dermed ikke fået svaret i en del tråde. For at jeg kan finde hoved og hale i tingene, vælger jeg derfor at afslutte mange af mine tråde. En ny kan selvfølgelig startes, hvis lysten er der