En hingstelig affære

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] {MS & Titan} Lyden af hovslag gav genlyd mellem de spredte træer. Det var dog ikke den sædvanlige dundrende lyd som fra en hest i fuld galop, Matt bevægede sig frem i en frisk skridt med løftet hoved. Hans ører var opmærksomt spidsede, mens hans kastanjebrune blik forholdsvis roligt undersøgte området. Han havde været i bevægelse hele dagen, men følte alligevel ikke at han havde set meget af dette særprægede sted. For slet ikke at sige nok. Hans slanke lemmer var ivrige efter at sætte yderligere i bevægelse, men hans behov for at få det hele med var større. Han måtte stadig være i skoven. Over ham dækkede trækronerne for hans udsyn til den overskyede himmel, luften var kølig på trods af at der endnu var nogle timer til solnedgang. Og der var ikke en lyd at høre. Ikke en eneste fugl havde givet et pip fra sig hele dagen, kun lyden af hans egne dansende skridt og nu og da vinden havde ladet sig høre. Han brummede højlydt for sig selv, en dyb tone der måske næsten var utilfreds over denne stilhed. Han havde på fornemmelsen at stedet gemte på mere. At han kun havde set en brøkdel, og at denne stilhed blot var verden som holdt vejret før det hele slap løs. Om end andet kunne han vel selv slippe det løs. Et svirp med den kraftige hale understregede hans tanke. Først måtte han dog finde ud af, hvad der var værd at vide heromkring. Det så ud til at dette ville blive hans nye hjem. En mærkværdig skikkelse havde ført ham hertil, han tvivlede på at den også ville sende ham tilbage igen. Om der var noget for ham her, var hans egen opgave at finde ud af. Han vippede med ørerne og bemærkede hvordan det tyndede ud i træerne, et åbent område måtte vente forude. Allerede nu mærkede han musklerne spænde en anelse i hans slanke krop, klar til at sætte i gang og danse over en større afstand så snart området åbnede sig. Hans mørke næseborer var let opspilede, ingen lugt undslap hans opmærksomhed. Alligevel følte han sig ganske afslappet, mere end han havde gjort længe. Der var en ubeskrivelig ro på stedet, en der nok snart skulle få hans tålmodighed til at slippe op, men indtil videre gjorde den ham intet. Han svang den sorte hale om sin kraftfulde bagpart og vippede et øre da en gren knækkede under hans vægt, han som ellers var påpasselig med ikke at træde på larmende genstande. Overvejende hvad der mon ventede ham, for noget måtte der være. Han smed pandelokken fra øjnene. I så fald agtede han at finde ud af hvad. word count 442

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 500px; height: 370px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_1.png); -moz-border-radius: 100px; border-radius:5px 5px 5px 5px; border: 5px solid #87A6C3;] En hingstlig affære Mørket var ikke faldet over landet Andromeda, men der var heller ikke mere end nogle timer til før det ville ske. Alligevel var der heller ikke lige så meget lys som han før havde oplevet, for himlen var dækket af skyer. Det betød at det hele så lidt mere gråligt og kedeligt ud. Knap så farverigt uden den blå himmel. Især når jorden var hvid af sne og brun af mudder. Enkelte steder fyldt med brunt sjap fordi jorden havde været vandet og mudret og sneen kunne ikke helt hamle op med en hests hove.   Titan var langt væk hjemme fra i dag. Han tilhørte Teylar nu. Den første flok i Andromeda. Han var den første hingst ud over lederen der havde sat sine hove på flokkens område. Men det betød ikke at han ville blive inden for flokkens område konstant. Ligesom han heller aldrig havde hørt efter hvad hans søster sagde til ham da han var mindre. Han vandrede ofte sine egne veje, og nu hvor hans ben ikke var lige så små længere så kunne han holde til lidt længere vandreture. Han havde tilmed fundet frem til en ø, hvor han før havde været. Han havde holdt sig i nærheden af åbent terræn det meste af tiden, men søgte ind mod det lidt mere tildækkede område. Det med træerne. De var som sådan ikke en forhindring for ham og hans fart. Han havde mulighed for at vige udenom og det gjorde han også bedre end nogle andre, men nok ikke lige så godt som de bedste. Han havde dog øvelser fra alle hans gange hvor han legede mellem træerne, og når han af og til var på udkig efter legekammerater eller når han var på flugt fra de sure hopper. Mellem træerne kunne han snildt skjule sig i mørke i hvert fald. Lige nu opholdt han sig mere i nærheden af engen for det var nemmere at holde udkig med andre heste der.   Han havde stået og ventet i noget tid. Helt stille. Som hvis han havde forsøgt at efterligne et af træerne. Først da lyden af en knækket gren kunne høres, vippede hans ene sorte øre ud til siden, hvorefter hans grønne øjne søgte i retningen af lyden. Han tog nogle enkelte trippende skridt til siden inden han kastede med det sorte hoved og satte fremad i et par hop og til sidst rask galop mod en fremmed. Han var ikke længere lige så lille som han engang havde været. Nej – nej, han var ved at blive større, men stadig ude på lige så meget leg! Han øgede farten så meget han overhovedet kunne komme til, med blikket fast rettet mod den fremmede hingst. Det var i hvert fald ikke en hoppes kropsbygning. For dem der ikke kendte Titan, så kunne det sagtes både se ud som om han gik til angreb, og også sagtens lyde som om han gik til angreb. I hvert fald på grund af hans lille angrebs brøl. Men det var jo ikke andet end leg.   ”Aaaaaaaaaaaaaarg!” WORD COUNT - 504

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Der skulle ikke gå længe før det der ventede dukkede op, helt og aldeles ud af det blå. Hans veltrænede hørelse opfangede hurtigt lyden af små, dumpe skridt som landede i den våde skovbund et sted mellem træerne. Det lød som hovslag, utroligt lette. Matt rettede de spidsede ører mod lyden og standsede lydløst op et øjeblik. Men hans position var allerede afsløret, det måtte have været grenen, de lette hovslag var på vej direkte i hans retning. Tavst ventede han nærmest i spænding, tilbageholdt åndedrag. Og pustede så mere end overrasket ud i et kort fnys da en sort skikkelse kom farende i fuld galop, en langbenet unghingst med kroppen i spænd til det helt store angreb, hans kampråb gav endda genlyd mellem de tavse stammer. Stadig overrasket vippede han med ørerne ved lyden og blev stående mens den sorte kom flyvende, han kunne ikke være mere end et par år gammel. Ingen vrede var at spore hos ham, det var tydeligt at han var ude på spas, at han havde udvalgt Matt måtte vel være en tilfældighed. Han ventede lidt endnu, lod ham komme tættere på, først øjeblikket inden det forventede sammenstød dansede han sidelæns i et smidigt spring. Musklerne vågnede med det samme, de svælgede usynligt under hans glatte pels, alligevel gjorde han et brat stop idet han bevarede fronten mod hans udfordrer. Matt kunne ligeså godt have kastet sig ud i en spøjs dans med ham, men hans nysgerrighed oversteg behovet for at bevæge sig, han ville vente og se hvad plagen ville gøre, hvad hans plan mon var. Hvis der var en plan. Den mørkebrune hingst tilbageholdte et underholdt prust, hans kastanjebrune blik fulgte nøje den sortes bevægelser og trods sin ivrige krop stod han ganske roligt stille. Unghingsten havde brudt den påtrængende stilhed, og det var ikke noget, Matt havde noget som helst imod. Det var måske blot en usædvanlig måde at hilse en fremmed, fuldvoksen hingst på af en plag. word count 327

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 500px; height: 370px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_1.png); -moz-border-radius: 100px; border-radius:5px 5px 5px 5px; border: 5px solid #87A6C3;] En hingstlig affære Den unge sorte plag sænkede ikke farten selvom han kom tættere og tættere på. Han nærmede sig stadig med høj fart. Om det var fordi han virkelig mente at han ville brase ind i den fremmede hingst, eller om det var fordi han havde regnet med at hingsten flyttede sig som han gjorde var ej til at sige. Titan strøg forbi i høj fart men da det forventede sammenstød aldrig kom, satte han hovene i jorden og lagde vægten bagtil så han næsten endte med at sidde ned, og rejste sig på bagbenene for at vende rundt og kaste sig mod den fremmede i endnu et angreb!   ”HIJAAAAAAAAARH”   Hans råb gav næsten genlyd når de ramte skovens træer, og blev sendt tilbage med ekko. Hvis ikke lyden blev sendt tilbage, så ville den i hvert fald fortsætte ud over engene. Noget lyd blev kastet tilbage, det kunne han høre. Og stolt var han over det. Så kunne han virke stor og skræmmende! Han virrede med hovedet mens han endnu en gang nærmede sig den brune hingst, der var højere end ham selv, men ikke så meget højere som hvis han stadig havde været et lille skvat. Lille var han ej længere. Han var vokset – og selvom han stadig var spinkel og nogen ville vel næsten sige på grænsen til at være mager på grund af vinterens hårde tid, så var han ikke afkræftet og han havde stadig masser af mod på livet! Det var nok det der ville få ham igennem den kolde tid. Det ville ikke vare længe for han ville stoppe med at vokse i højden, men forhåbentlig ville hans krop begynde at danne sig nogle muskler i stedet, der ville få ham til at se knap så spinkel ud.   Denne gang var han klar på at hingsten måske ville flytte sig, og derfor var han også klar til at vige til siden for at forsøge, at brage direkte ind i ham, som han også havde gjort ved så mange andre. WORD COUNT - 333

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Den livlige plag smækkede benene i jorden og bremsede hårdt op, et spøjst syn da han næsten endte på bagdelen. Matt kastede pandelokken fra øjnene i en kort bevægelse og strakte den stærke, slanke hals så han fik mulen i plagens retning. Det mørke hoved blev nærmest lagt en anelse på sned, da han undersøgende fulgte plagen med øjnene og ventede hans træk. Der skulle kun gå et split sekund før den havde svunget sin let spinkle krop rundt og igen var på vej direkte mod ham i fuld fart, som havde den tænkt sig at brase direkte ind i hans brede bringe. Et forundret fnys lyd fra den mørke mule, han vippede ørerne da plagen endnu en gang gav et højlydt kampråb fra sig og overvejede om han virkelig skulle give sig i kast med den noget mindre udfordrer. Det var tydeligt at han var ude på et sammenstød, men Matt frygtede næsten at vælte den lille fyr hvis han smed skulderen mod ham. Helt lille var plagen dog ikke, en frisk fyr var han, Matt smilede næsten skævt over det høje mod. Og brummede næsten af dumstrigheden, plagen var heldig at han havde fanget ham på en god dag. Man vidste aldrig hvilke typer man stødte ind i, men plagen måtte have haft heldet med sig indtil videre, havde nogen givet ham en lærestreg var han nok ikke kommet farende. Men det morede Matt, og det var ikke op til ham at sætte den unge hingst en skræk i livet. Det ville komme helt af sig selv, med erfaring. Han var selv ejer af mange bitre erfaringer. Plagens sorte skind brød han sig ikke om, den vækkede for mange minder, men hans iltre øjne var grønne og det var noget han sjældent før havde set. Plagen nærmede sig i høj fart, og efter et smæld med den kraftige hale havde Matt bestemt sig. Han ventede igen til sidste øjeblik, inden han i en glidende bevægelse svang sin slanke krop sidelæns og alligevel smed skulderen mod den spinkle plag. Han sørgede dog for at trække sig få centimeter tilbage sekundet efter sammenstødet, så det ikke ville være som at løbe ind i en mur. Han var trodsalt flere kilo muskler større, og plagen var kun ude på spas. Medmindre han altså var interesseret i en rigtig kamp. Matt smed hovedet ned lige så snart han havde plagen på nært hold, han svang igen bagparten sidelæns så han kom til at stå med front mod ham og bed så efter hans haser – havde sammenstødet ikke fået ham i knæ, så var der andre måder at gøre det på. Han handlede dog ikke aggressivt, det hele morede ham ganske meget, men han kendte sin egen styrke fuldt ud og udnyttede den i stedet til at udfordre plagens balance. Det var nemlig der de fleste plages svaghed lå, endnu ikke helt udvoksede var deres ben utilregnelige og mere klodsede, selvom denne unghingst så ud til at have nogenlunde styr på sine lange stængler. word count 501

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 500px; height: 370px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_1.png); -moz-border-radius: 100px; border-radius:5px 5px 5px 5px; border: 5px solid #87A6C3;] En hingstlig affære Selvom den mørke hingst var større end den unge plag, så skræmte det ikke den sorte. Han kendte som sådan ikke til masse forskel. Han havde før væltet en større end ham selv. Godt nok vidste han ikke at det var hingsten der bare havde ladet ham vinde legen. Han var selv overbevist om at det var hans egne skills der havde hjulpet ham til en sejr. Det var måske heller ikke så sært når han havde haft et godt tilløb og opnået en rimelig fart inden det frontale sammenstød. Denne gang var heller ingen undtagelse. Han ville nå så høj fart på så kort tid som muligt og dermed forsøge at tromle hingsten ned. Man kunne næsten se hvordan musklerne, der så småt havde dannet sig på den unge hingsts krop, arbejdede for at føje enhver vilje han havde. Han var ikke typen der gav op. Aldrig! Selv ikke da Xenon havde spurtet af sted gennem skoven mellem træerne. Han var hurtigere end Titan, men Titan havde presset sig selv så godt han kunne for at kunne følge med, han nåede dog aldrig at indhente den anden plag før han stoppede op og de endte i et sammenstød også.   Den mørke hingst blev stående og Titan smed sit hoved til siden inden han ramlede ind i hingsten, som veg lidt tilbage. Om det var noget han selv gjorde eller fordi Titan havde haft så meget fart på vidste han ikke. Hans mål var dog endnu ikke nået, for han var ikke væltet! Han måtte enten have mere fart på eller skifte taktik, og han valgte sidste mulighed. Han trådte derfor nogle skridt tilbage inden han med hastige skridt trådte fremad igen og plantede hovedet mod hingsten, så panden og hele næseryggen rørte ham, og gav sig til at skubbe. Man kunne nærmest se anstrengelserne og hans hove gled også i det lidt mudrede underlag. Havde der været is var han ikke kommet nogen vegne overhovedet. Havde han haft mulighed for at stå ordentligt fast havde han måske også haft lidt nemmere ved det, men det lykkedes ikke rigtig som han ville have det til at fungere. Han måtte derfor stå stille lidt for lige at få pusten igen efter anstrengelserne. Derefter kastede han sig frem mod hingsten endnu en gang og bed ud efter hingsten, udfordrende og opfordrende til leg. WORD COUNT - 391

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt trak hovedet i vejret inden han nåede plagens haser. Den havde nemlig ikke tænkt sig at give op sådan uden videre. I stedet trak den sig få skridt baglæns efter sammenstødet, inden den igen farede frem og bankede det sorte hoved ind i hans bringe, da Matt havde placeret sig med fronten mod den sekundet efter sammenstødet. Et højlydt fnys lød fra den mørkebrune hingst, hans bringe bevægede sig uden tvivl mens plagen stod og halede alt hvad han kunne på de lange ben. Plagen holdte ikke op med at overraske, det måtte have set ganske komisk ud på afstand. Matt stod næsten tålmodigt og så til mens den asede og masede, muligvis for at vælte ham omkuld – det var vidst ikke rigtig til at sige. Den kække unghingst lod til at have en nærmest beroligende virkning på hans eget ellers nok så iltre sind, indtil videre. Han kunne sagtens fyrre op under sig, men ligenu ventede han på at en eller anden form for hilsen snart kom. Måske var det her en af områdets mærkværdige måder at hilse på. Han smilede næsten skævt for sig selv, og indså at plagen vist ikke havde tænkt sig at præsentere sig selv sådan uden videre. Et dybere prust lød fra ham, da han fortsat så ned på den iltre plag, som stadig havde hovedet mod hans bringe. Nærkontakten forekom han en smule mærkværdig. ”Det får du ikke meget ud af.” Han smældede med den sorte hale, en hvislende lyd der understregede hans ord, men ventede ikke svar. Plagen var fuld af energi, han nærmest boblede af det og han skulle nok få ham til at præsentere sig før eller siden. Han mærkede selv blodet vågne i sig, energien der strømmede gennem hver celle af hans krop, i højere eller mindre grad efter humøret. Så da plagen opgav at flytte på ham ved brug af sin endnu ufuldendte råstyrke og fløj lystigt mod ham med mulen klar til angreb, dansede han sidelæns og nappede på vejen ud efter plagens blottede side. Det varede kun et sekund, så var han væk igen, i et kort spring nåede han på sine smidige ben op på den anden side af den sorte, skulder mod skulder skubbede han til ham, ikke med fuld styrke, men nok til at få hans ben til at bevæge sig. Hans krop var ikke helt vågen endnu, selvom blodet strømmede ud til hans stærke lemmer, han ventede stadig på at plagen måske ville falde lidt ned og han kunne få noget ud af ham. Trodsalt havde han formået at vække hans nysgerrighed, og så ville det da også være på sin plads med en hilsen fra plagens side. Matt brummede underholdt, roligt og i en hingstet tone for at give plagen bare et lille hint om, at det var en fuldvoksen hest han havde med at gøre. Dybt inde i sig selv undrede han sig over hans egen tilbageholdenhed. Måske var det unghingstens alder, den vækkede noget i ham, men han var trodsalt ikke så ung igen. Alligevel vækkede den noget, han ikke ønskede at sætte ord på. Han smed med den mørke mule og blev stående hvor han var landet, med skulderen mod plagens og deres muler i samme retning. word count 540

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big_1.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] En hingstlig affære Den unge sorte var fuld af energi, men han måtte efterhånden se sig slået af den lidt større hingst. Han havde en anderledes kropsbygning – ikke kun farven, nej, det hele. Mere kraftig bygget uden at være ’fed’ eller ’med store knogler’ eller bare robust. Han havde flere muskler end den unge Titan, selvom han gennem sine få år med leg også havde opnået et eller andet. Titan var ved at blive høj, men han var stadig spinkel af bygning. Hans man og hale var kraftig og efterhånden også lang. Han var allerede nu næsten lige så høj som sin storesøster – men hun var jo også lille af bygning. Det gav næsten et sæt i Titan da hingsten talte. Titan var ikke selv af mange ord. Han havde aldrig rigtig snakket med nogen. Han havde hørt på andres samtaler og han havde nogenlunde opfanget meningen af nogle ord, men at bruge dem selv var han ikke meget for. Det var ikke altid han vidste hvordan han skulle forme ordene. Da hingsten kom mod ham og lignede en der var klar til at angribe spændte den unge sorte mere op i kroppen klar på at tage imod. Han forsøgte ikke at vige bort for han var ikke nogen slap hoppe. I det øjeblik hingsten dog bed ham i siden slyngede den sorte bagparten lidt til siden for at sende et par baghove i retningen af hingsten. Om han var tæt nok på til at han kunne ramme var han ikke sikker på – og egentlig var det heller ikke det der betød aller mest. Det var mere en slags advarsel og en ’hey! Du skal passe på for jeg giver igen’ fortælling. Da den mørkebrune hingst igen nåede hans side så de nærmest stor skulder med skulder gjorde den sorte et kraftigt kast med hovedet og bed ud efter den fremmede hingst. Han havde lært at lege sådan og det var heller ikke fordi der var noget ondt i hans mening – men det var ikke altid alle opfattede det helt som leg. Hingstens ilterhed smittede af på den sorte Titan, der atter havde fået kroppen fyldt med energi. Han var ikke træt endnu. Tvært imod! Han ville ikke give op før hans ben rystede under ham af udmattelse, eller før den fremmede hingst havde bukket under. notes,- word count, 383

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Matt udstødte et dybt og maskulint fnys. Unghingsten vækkede hans egen utømmelige mængde af energi, men han magtede alligevel at tilbageholde den. En ganske anden glød brændte i ham, denne uforklarlige lyst til viden, og mon ikke den sorte kunne bar på noget. Den mørkebrune hingst syntes nærmest ikke at ænse ham for et øjeblik, indtil han smed med den kraftige pandelok fra øjnene og dansede et par lange skridt sidelæns da unghingsten begyndte at bide ud og strejfede hans hals. Det var en spøjs fyr som pludselig var dukket op ud af det blå, der var ingen tvivl om at det prikkede til hans nysgerrighed. De mørke næseborer var let udspilede, det var lige før han selv langede et forben ud efter den fremmede, men han valgte i stedet at spænde en anelse op uden at handle. Et næsten underholdt brum lød fra ham, idet hans blik igen faldt tilbage på plagen. ”Hva, har du et navn?” En mere afslappet tone gled over ham, selvom der ikke var nogen tvivl om at han var klar på et nyt.. angreb. Det var vist ikke helt til at sige om plagen var ude på leg eller ballade, hvad end det var så dansede han skam gerne med ham, måske kunne han endda lokkes med på en spurt. Men inden da ville han også gerne have nogle svar. Han svirpede med halen bag sig og holdt hovedet en anelse sænket, en næsten afventende position mens han endnu betragtede den unge. Han måtte da have familie et sted her. For gammel til at være afhængig af sin moder godt nok, men det ville alligevel overraske ham hvis plagen var helt alene. Man kunne måske nærmest få ballade med andre heste hvis man udfordrede ham lidt. Noget der mindede om et smil viste sig i hans ene mundvige, han tvivlede nu på at han var den første den spøjse unghingst lagde sig ud med. Nok var han ung, og hans teknikker ganske morsomme, men det lod nu alligevel til at han ikke var helt uerfaren. Han måtte have moslet rundt en del, så frisk som han var. Spørgsmålet var, om han mon havde prøvet at tabe. Matt drejede nærmest hovedet en anelse på skrå, ikke uvenligt, mens han ventede plagens reaktion. word count 377

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 150px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big2.png); border-left: 10px solid #06224D; border-bottom:10px solid #06224D; border-top:10px solid #06224D; border-right: 10px solid #06224D;] klik her for at høre stemningsmusik En hingstelig affære Den sorte unge plag havde ganske vidst ingen moder, men han var ikke helt uden familie. Dette var dog ikke grunden til at han var som han var. Ikke helt. Han var blevet sendt til dette land ikke ret lang tid efter hans fødsel. Han var blevet skænket nogle egenskaber som ingen andre føl havde. Han havde aldrig levet af det samme flydende stads som de andre – og han havde ikke brug for en moder. Det betød dog ikke at han ikke havde brug for at nogen holdt øje med ham af og til. Der var dog også en, som blev til to – men Titan formåede stadig at liste sig af sted når mørket faldt på og han havde lyst til at lege – og det var det der havde gjort ham til det han var. Hans evne til at gå uset rundt når han havde lyst, i mørket vel og mærke, for hans pels var lige så sort som natten selv og andre behøvede ikke være ret meget ukoncentreret før han kunne finde en udvej. Den fremmede hingst talte igen. Titan havde aldrig rigtig talt med nogen. Han havde lyttet til andre og han kunne få ord. Han kommunikerede oftest gennem kropssproget – fordi han ikke var helt sikker i sin tale. Han var blevet rettet på mange gange. Hans eget navn var dog nemt nok, men spørgsmålet var nu mere om han burde fortælle det til den fremmede. Hvad ville den fremmede bruge hans navn til? Han iagttog den fremmede i lidt tid mens han overvejede situationen og snappede til sidst ud i hans retning en enkelt gang og trak hovedet til sig – blot for lige at markere sig for han kunne se hingsten trak på smilebåndet. ”Titan” Svarede han så ganske kort mens hans grønne øjne forblev mod den fremmede. Selv var han ikke som sådan interesseret i navn. Han kendte kun navnene på få – de få han var vokset op sammen med. Hans legekammerat, hans moster og storesøster og en enkelt anden hoppe der havde taget sig lidt af ham også. Dette land var alt hvad han kendte til. Han huskede ikke selv noget som helst fra landet udenfor, men han havde fået fortalt historier engang. Han vidste også godt at de fleste han ville møde her, ville være dem der kom fra et andet land. word count, 388

[/td][/tr][/table][/center]

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/CneE3.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] {Awesome stemningsmusik xD} Så den unge plag hed altså Titan. Han var ikke ligefrem snaksaglig af sig, han var ikke helt sikker på den unges taleevner siden han foretrak fysisk kontakt, men det passede nu også Matt udmærket. Der var noget mærkværdigt over den sorte, noget han ikke helt kunne sætte ord på. Ikke endnu. Det ville ikke overraske ham hvis han var født her. Hvorend hans familie befandt sig, hvis han havde nogen, så lod det ikke til at de var i nærheden. Matt havde hævet hovedet da den sorte snappede ud i al respektløshed, en dyb brummen lød nu fra ham. Hvorefter han gav den sorte et kraftigt skub med skulderen og dansede nogle meter til de stod front mod front. Et sæt grønne øjne mødte hans kastanjebrune. ”Matt.” Han var ganske klar over at det ikke interesserede denne Titan synderligt, men trods de minder lyden af hans eget navn vækkede i ham, så var han ingen navnløs. Alligevel valgte han ikke at oplyse sit fulde navn, af den simple grund at han foretrak forkortelsen. Han stod stille et øjeblik mens han betragtede den sorte, de mørke næseborer let udspilede. Der var blevet tyst mellem træerne. Han mærkede musklerne sitre under det mørkebrune skind, et pludseligt og rasende behov efter bevægelse. Et højlydt og maskulint prust fra ham brød stilheden, han overvejede kort hvor meget den unge mon var i stand til at udholde, inden han dansede direkte frem mod ham i et smidigt spring. Han placerede et bid efter ham og strejfede akkurat den sortes side med sin egen idet han i et endnu et spring lige præcis nåede at glide forbi ham, hvorefter han fortsatte videre endnu. Det var en ret så tydelig opfordring, han ville se om den sorte kunne danse, i en skarp galop forsvandt han mellem træerne hvor han holdt et nogenlunde tempo. Man skulle næsten tro han stak af! En energisk fnysen lød fra hans bryst, afslørende hans position mellem de tætte træer. Så måtte han se om denne Titan ville danse med. word count 343

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 150px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big2.png); border-left: 10px solid #06224D; border-bottom:10px solid #06224D; border-top:10px solid #06224D; border-right: 10px solid #06224D;] klik her for at høre stemningsmusik En hingstelig affære Titan var ikke en der brugte ret lang tid på at snakke. Han havde været tavs det meste af sin barndom og i stedet bare lyttet til andre snakke. Han var altid blevet rettet på når han sagde noget forkert, og det var hele tiden, så i protest havde han valgt at være så stædig han ingen ting gad sige. Hans navn kunne han dog udtale uden problemer nu. Skubbet fra den brune hingst fik Titan til at vakle en smule, men det fik ham ikke til at sætte sig ned og tude eller vræle og skrige på sin mor, som ikke engang var i dette land. Nej. I stedet forholdt han sig stadig tavs og valgte at give tilbage ved at kaste sig sidelæns mod den fremmede for at skubbe tilbage. Øje for øje og tand for tand – i hvert fald når andre gjorde noget. Respekt for andre var ikke det den unge sorte havde aller mest af. Han havde aldrig rigtig været i en ordentlig slåskamp hvor andre ikke havde ladet ham vinde, så han forventede vel nærmest at andre gav op på et eller andet tidspunkt. At han enten kunne drive dem nok til vanvid eller de ville kaste sig for hans hove og be ham om at lade være – og dermed ville han vinde, hvis han ikke havde styrke nok til at kunne klare sig mod de store hingste. Selvom den unge sorte var stærk i bygningen, så var han ikke lille og tyk, men i stedet mere spinkel end de familiemedlemmer han havde her. Han lignede dog mere sin søster end sin moster – og det er ikke engang sikkert at nogen ville tro at han og Leonora var i familie. Hun var ædel og kraftig i bygningen end han var, og af hvad han havde fået fortalt så var hans moder det også. Han slægtede i stedet sin fader på. Den brunes dansende skridt, bidet og da han strejfede hans side for derefter at fortsætte fremad, fik Titans ører til at tippe bagud og lægge sig i nakken. Han vendte rundt i løbet af meget kort tid og knejsede dybt i nakken mens han slog et forben ud. Det tog dog ikke ret lang tid for Titan at beslutte sig for at følge efter. Ikke fordi han ville følge den brune i tykt og tyndt, men i stedet fordi denne Matt bestemt ikke skulle have lov til at få lov at have det sidste ’bid’. word count, 410

[/td][/tr][/table][/center]