Et bekendt ansigt

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego_frame_big_1.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Et bekendt ansigt [RESERVERET TIL TRINE & ANTHEIA] Vinden susede. Den var måske en smule koldere end Brêgo kunne ønske. Men hvis han var for utilfreds kunne han ganske vidst bare forlade den strand han stod på. Selvom søerne var frosne, så havde vinteren stadig ikke overtaget havet. Bølgerne brusede stadig ude i det åbne, og sluttede af med at skylle ind over land, for at drage tilbage i havet og slette alle de spor der blev efterladt af Brêgo da han vandrede langs vandkanten. Det var den ø han var havnet på til at starte med. Øen der var fuld af sand. Den var stadig tilsandet, men slet ikke lige så varm som den var da han var blevet skyllet op på land af bølgerne, der konstant legede ude på det åbne hav. Det var bølgerne der havde bragt ham til dette sted. Et eller andet sted takkede han vel dem næsten for det. Hans liv var ikke blevet meget anderledes. Han var stadig den samme. Men nu havde han ikke kun en flok. Han havde også nogen at snakke med. Nogen han omgås. Det var dog ikke alle han havde set så meget til på det sidste. En enkelt havde han ikke set i noget tid. En enkelt han stadig måtte sende en tanke af og til. En der havde hjulpet ham da han endnu var helt ny i et fremmed land. En han stod i gæld til. Det mente han i hvert fald stadig. Samtidig var der vel også en slags længsel efter at se en ven igen. Han var stoppet op, med et lille smil på den lyse mule, og han spejdede rundt. Der var tomt. Næsten. Han kunne se sand over det hele – og vand. Og bag sandet var der enten mere vand eller himmel. En klar blå himmel. En lille brummen slap fra ham inden han gav sig til at vandre videre med rummelige afslappede skridt. Der var ingen grund til at spille med musklerne og vise sig frem. Ikke når han var alene. Godt nok var det heller ikke noget han gjorde når han var i selskab med andre. Han havde det fint nok med at være sig selv. Sit afslappede ’selv’. Det betød dog ikke at han ikke kunne være ’en rigtigt hingst’ for det kunne han bestemt. Han ville bare ikke være ligesom alle andre – og han var heller ikke som alle andre. Han var Brêgo. Note, Word count, 397

[/td][/tr][/table][/center]

Antheia

En anelse tøvende og forsigtigt begav hun sig ud på det sandede og savnede underlag som øen Zenobia besad af. Hun gik med sænket hoved, mens hun nød fornemmelsen det gav, at hendes hove skred en smule ud i det bløde underlag. Nok var sneen begyndt at dale, hvilket havde medvirket til hendes lange vinterpels. Hendes ellers hvide steder på kroppen, var nu dækket af store brune pletter som følge af at have været rundt omkring. Hun havde taget en pause fra øerne og dens øboere. Egentlig havde det ikke været for at støde nogle eller noget i den dur. Hun havde bare haft brug for at samle sig selv og finde sig selv. Dette havde også resulteret i, at hun havde modnet mentalt. Nok var hun den samme rent personlighedsmæssigt, men hendes ellers til tider nervøse temperament for verdenen omkring sig, var som dalet til jorden og blevet trampet på.

Nu var hun vendt tilbage og hun var parat til at mødes med nogle af de gamle ansigter – hun havde ikke glemt nogle i den tid hun havde været forbi. Nej engang i mellem havde hun endda tænkt på dem, for ikke at falde helt hen i ensomheden. Heriblandt lå der et specielt væsen, et specielt væsen som hun havde været så heldig at møde, og gennemgå noget af en oplevelse med. Væsenets navn var Brêgo. Hun kunne ikke lade vær’ med at vippe ørerne fremad ved hans navn. Hun var i gang med at finde vej tilbage hvor det hele startede. Mon han ville være der? Det håbede hun. Hun længedes efter at se nogle kendte ansigter, og hun ville absolut ikke klage hvis det var Brêgo hun først så.

Men måske stilede hun for højt. Måske lod hun forventningerne gøre hende mere sårbar end hun burde.

Det sidste stykke satte hun farten op, mens hendes hoved var løftet, og blikket vågent og forventningsfuldt. Da hun rundede hjørnet undslap en svag og ivrig brummen hende, blot for at blive erstattet med et skuffet blik, da hun ikke kunne se Brêgo nogle steder. Hun sænkede hovedet og prustede til jorden, før hun satte fremad i skridt hen til vandkanten. Et kort øjeblik så hun blot over vandet, mens hun kunne mærke vandet pjaske op til hendes kronrande. Hun prustede igen, før hun vendte en halv omgang og begyndte at skridte væk fra vandet.
En anelse tøvende overvejede hun om han måske alligevel ville være i nærheden? Forsigtigt men ikke desto mindre et karakteristisk vrinsk lod hun slippe ud i luften mens hun håbede at én eller Brêgo ville være i nærheden for at kunne svare.

[/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego_frame_big_1.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Et bekendt ansigt Stilheden var ikke helt til at bære. Den var ganske beroligende men alligevel også meget ensom. Selvom han af og til var i selskab med andre, så manglede der stadig noget. Der manglede stadig nogen. Han havde i sin tid i dette land mødt flere sjæle end han havde mødt da han strejfede omkring uden for den gamle floks område. Men det var selvfølgelig også mere fredeligt her. Der var stor forskel på dette land og det gamle land. Her havde han oplevet mere ro. Det var vel også derfor der var flere rejsende, og derfor ingen havde villet tage ansvar for at skabe et fællesskab. Brêgo kunne kun forestille sig nogle af de andre hingste ville skabe en flok for deres eget ego. Der var den rødbrogede anderledes. Hans flok var ikke for at styrke hans ego. I hans flok ville alle være lige. Alle ville have deres plads og hver sin opgave. Han var ikke mere end de andre – uanset om han var i flok eller ej.   En prusten forlod hans næsebor mens han strakte mulen ned mod sandet mens han gik. Engang imellem søgte vandet op over sandet, og dansede ind over det våde sand, hvor hans spor blev sat hver gang han tog et skridt. Sandet omkring hans hove blev mere hvidt men fik så samme farve som resten når han flyttede hovene igen. Det blev vel trykket sammen under den enorme vægt fra ham. Hans mule trak han en smule op da en ordentlig bølge skyllede ind over sandet og hans hove, mens små plask legede op af hans ben. Han trak hovedet lidt længere op og dansede sidelæns for at undgå vandet endnu engang mens han knejsede nakken og lod de varme nøddebrune søge ud over vandet da noget uventet skete. Havet vrinsede? Det lød i hvert fald sådan. Det lød som om det kom fra et sted tæt på, men alligevel også langt fra. Som om havet og vinden legede med ham. Som om det var noget han havde forestillet sig indvendigt. Et vrinsk fra en han kendte. En af dem der havde fået mere betydning af andre. Hans ører gled stille ud til siderne mens han stoppede op endnu en gang. Et lille halvkvalt vrinsk, som knap nok ville være muligt at høre på bare 10 meters afstand lød. Så lille at han knap nok selv var sikker på der overhovedet var et vrinsk.   Han trådte til siden med bagparten og fik derpå slynget den rundt så hans front var mod havet. Det hav der legede med ham. Han havde vel håbet. Ønsket! Og han havde hørt det så mange gange før hvor det hver gang viste sig at være noget helt andet. Helt alene kunne han godt tillade sig at vise lidt sårbarhed. Der var ingen ære der skulle beskyttes her. Ingen han behøvede at være stærk over for. Hans varme brune øjne betragtede bølgerne, med et lidt sørgmodigt blik da han trak luften helt ned i lungerne og besvarede Bølgerne, havets og vindens vrinsk, med et højlydt sørgmodigt vrinsk. Et vrinsk der var fyldt men en smule håb, men samtidig også savn. Note, Word count, 522

[/td][/tr][/table][/center]

Antheia

Hun stod længe og lyttede efter svar. Nok for længe. Det var jo ikke som om, at vrinsket ville give genlyd eller noget I den stil. Opgivende sænkede hun hovedet til sandet. Hun prustede ud, hvilket fik de løse sandkorn til at flyve op. Hun fnøs fornærmet, da nogle af kornene røg direkte ind i hendes næsebor. Hendes hoved fløj op, før hun valgte at træde endnu flere skridt fremad. På sin vis kunne hun godt lide Zenobia, hun kunne godt lide hvad vandets brusen og stemningen gjorde ved hende. Men underlaget var hun ikke begejstret for. Det var tungt at gå i, og selvom hun ikke havde den tungeste kropstype så sank hun også. Det var som om at sandet levede sit eget liv. At alle kornene samarbejdede, for at få alle dem som betrådte det, videre til deres destination.

Hendes ører var spidsede, men de vippede kun i takt med lyden af havet. Ikke efter nogle forbipasserende. Indtil videre havde der ikke været tegn på liv andet end hende selv. Hun havde ikke hørt noget, og hun var tæt på at opgive. Hvad skulle hun få ud af det her? Hun ville alligevel ende skuffet.

Indtil hun hørte en lyd og håbet begyndte at pulsere i hendes pulsårer. Hun brummede ivrigt. Havet overdøvede en del, men hun vidste at det var en hest. At tonen ikke havde været positiv hele vejen igennem, var ikke så godt. Med fornyet kampgejst, begyndte hun at skridte den vej, lyden var kommet fra. Selvfølgelig håbede hun, at det var Brêgo. Men klangen i vrinsket havde ikke lydt som ham.

Men det ville heller ikke være første gang, at nogen havde forandret sig. Men det var teorier. Mest af alt troede hun- og håbede at det ikke var tilfældet. At der var noget i vejen.

Hun stoppede op da hun fik øje på en skikkelse. En skikkelse hun kendte godt. En skikkelse som hun genkendte som Brêgo. Et lavt og hæst brum undslap hende med en længselsfuld feminin lyd, før hun endelig nikkede ivrigt med hovedet og vrinskede til ham.

”Brêgo!”

Lød hendes forventningsfulde stemme, før hun tog et skridt fremad – efterfulgt af 2, efterfulgt af mange.

[/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego_frame_big_1.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Et bekendt ansigt Hans lidt skingre vrinsk forsvandt med vinden og blev båret væk fra ham, indtil der igen kun var havets brusen tilbage. Han sukkede tungt og lod ørerne glide ud til hver deres side. Havet drillede ham. Hånede ham. Det lod ham høre hvad han ville høre og efterlod ham alene tilbage med mindre håb end han havde haft før. Det var som om der for hver dag forsvandt en lille smuler mere af det håb han havde tilbage om at se det velkendte ansigt. Denne gang svarede vinden ham dog tilbage. Og dog. Det var ikke vinden det var et vrinsk. Det kom ikke ude fra havet og bølgerne. Ikke denne gang. Han spidsede ørerne en smule inden han vendte et bagud i retningen vrinsket. Han turde næsten ikke vende sig om for at kigge. Han blev stående og lukkede øjnene lidt for at finde en indre ro, inden han vendte sig om for at kigge.   En skikkelse var synlig. Farverne var utydelige på denne afstand og med solen i øjnene. Men den var der. Skikkelsen var der. Det vækkede hans nysgerrighed og han trådte nogle skridt fremad mod den. Den så bekendt ud. Uanset hvad hans syn og uanset hvad hans hjerne forsøgte at bilde ham ind, så kunne han i hvert fald sige det var en han før havde været i selskab med. Han missede lidt med øjnene mens han stoppede op og betragtede skikkelsen og dens bevægelser. Dens skridt. Den kom nærmere. Enten det, eller også var den på vej længere væk. Men eftersom den blev større og mere tydelig, så kunne han konkludere at den kom nærmere. Lidt efter lidt kunne han se det lidt rødlige skær der var over skikkelse. Ikke som en brun lig men som en rød. Og alligevel ikke rød. Det var en der delte samme pelsfarve som ham selv. Det fik ham til at hæve hovedet en smule og træde et par skridt fremad. Håb var atter at se i de brune øjne. Hans skridt blev stille og roligt til utålmodig trippen og senere hen til trav, selvom det ikke gik så stærkt i det bløde sand. Hans hove sank i, og sandet bevægede sig nærmest under ham, fordi det var som millioner af små sten der flyttede sig for at gøre plads til hans hove mellem dem. Det fik ham til at løfte benene lidt højere end normalt, og hans krop var mere spændt end normal. Mere opmærksom var han også.   ...Antheia...   Navnet blev nærmest hvisket inde i hans hoved mens han nærmedes sig. Han havde lyst til at råbe. Lyst til at kalde! Men han ville se dum ud hvis det ikke var hende. De var ikke de eneste to brogede skikkelser i dette land. Ikke de to eneste med den røde farve heller. Alligevel blev han mere og mere sikker på at det rent faktisk var hende efterhånden som de nærmede sig hinanden, og da han til sidst var helt sikker, stoppede han op for at betragte hende og hendes næsten fortryllende bevægelser. Hver enkelt detalje der var mulig at observere tog han til sig. Hans varme øjne lyste næste af glæde. Hvilken skuffelse ville det ikke være hvis det kun var en drøm. Hvis han vågnede op lige om lidt og befandt sig på grønt underlag med træer omkring sig. Han turde næsten ikke lukke øjnene for at be til at det ikke var en drøm. Han turde næsten ikke kigge væk.   ”Antheia...” Note, Word count, 576

[/td][/tr][/table][/center]

Antheia

Skridt havde været for langsomt for hende, trav havde været alt for hårdt. Nej galop var den eneste passende gangart. Ikke længe fra ham tog hun ned i løbet af et skridt, for så at stoppe foran ham. Hendes ører var fremme, mens hun et kort øjeblik betragtede ham. Han var smidig og adræt at se på. Musklerne lå perfekt under hans pelslag. Det var som om, at hun så ham på ny igen. Hun havde været længe væk, så derfor havde hun også regnet med at nogle af dem hun havde mødt, havde forandret sig rent udseendemæssigt. Han så stærk og sund ud – slet ikke som da hun havde set ham første gang.

”Brêgo..” mumlede hun sagte, da hun en anelse usikkert trådte et enkelt skridt frem, og strakte mulen over til hans - Som en tavs hilsen, men i princippet behøvede der heller ikke ord. Hun nappede drillende til spidsen af hans pandelok, før hun forsigtigt tog mulen til sig igen.
”Var det dig der lød så trist?” hun lagde hovedet på skrå. Hun var blevet mødt med en masse nye sanseindtryk og tankerne kørte i hovedet på hende. Ja hun vidste ikke engang hvordan hun skulle reagere. Det hele var så overvældende, at hun følte hun kom til landet for første gang igen.

Men én ting var sikkert. Hun var glad for at se Brêgo igen. Det var vildt at tænke på, at han alligevel var her på øen som første gang de var mødtes. Han kunne ligeså godt have været på en af de andre.

”Hvordan har du det?” brummede hun forsigtigt og puffede blidt til hans mule.

[/color]

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego_frame_big_1.png); border-left: 5px solid #121212; border-bottom:5px solid #121212; border-top:5px solid #121212; border-right: 5px solid #121212;] Et bekendt ansigt I den tid Brêgo havde været her, havde han vandret en del og det havde givet ham nogle af de muskler han ikke havde haft før. De var i hvert fald vokset – han havde nemmere ved at overleve her end der hvor han kom fra. Her kunne han vandre frit omkring, mens han i sit gamle hjemland måtte være på vagt hele døgnet. Der var selvfølgelig steder der var mere udsatte end andre og nogle steder hvor der sjældent kom andre sjæle – rovdyr eller ikke rovdyr. Han betragtede den rødbrogede hoppe, der delte den samme salgs aftegn som ham selv, da hun kom nærmere ham og til sidst stoppede op foran ham. Hans ører var opmærksomt fremadrettede og hans blik flakkede rundt på hende, uden at vide hvor han skulle kigge overhovedet. Det var ved at være længe siden han havde set hende. Alt for længe siden næsten, og det var vel lige før han havde opgivet at finde hende. Ved lyden af sit navn, rettede den brogede hingst de nøddebrune øjne mod Antheias. Han smilte da hun stillede et spørgsmål som han ikke rigtig kunne svare. Han var jo ikke trist. Ikke nu. Han undlod i stedet at svare men koncentrerede sig om det andet spørgsmål hun stillede. Hvordan han havde det. ”Jeg har det fint.. Bedre end sidste gang” Han kunne ikke helt lade være med at føle sig bare en smule forlegen, for sidste gang han havde set hende var han jo ikke okay. Han havde været svag og hjælpeløs – slet ikke en hingst overhovedet. Han havde ikke været meget værd i hvert fald. ”Men pyt med mig. Hvordan har du det? Jeg har ikke set dig i lang tid?” Blikket i de varme nøddebrune øjne blev en smule bekymret. Han vidste jo ikke hvorfor hun havde været væk eller hvorfor det skete så pludseligt at hun ikke længere var til at finde. Han vidste ikke om der var sket noget eller om hun bare havde været i udkanten af landet for at undgå andres selskab – for nogen brød sig jo ikke altid om selskabet de kunne opsnuse. Selv var Brêgo næsten ligeglad med hvilket selskab han befandt sig i. Han var ikke en der søgte problemer fra andre hingste, men andre hingste havde heller ingen grund til at give ham problemer, for han gjorde aldrig noget for at provokere dem til det. Der var dog også enkelte sjæle hvis selskab han bedre kunne lide end andres, og Antheias var bestemt et af dem. Han strakte mulen frem og gav et lille blidt puf tilbage til hendes mule inden han trådte et skridt tættere på og lod mulen hvile mod hendes skulder for at være sikker på hun var der. Den lille uro indvendigt faldt lige så stille ned og forsvandt til sidst helt væk og gjorde plads til en lidt mere lettet og afslappet følelse. Hans ører var vendt mod hende for at lytte til de svar hun kunne give. notes,- word count, 494

[/td][/tr][/table][/center]