Finding an old friend..

Antheia

(Reseveret til Ditte og Thorondor! C:)

Hun placerede nøjsomt sine hove de steder hvor der ikke var pinde hun kunne knække og blade hun kunne glide i. Dette gik hun kun op i, for at have noget at lave. Hendes sind var blottet for tanker og hun gik bare i sin egen lydløse verden. Hun havde gået rundt og tænkt alt for meget i den seneste tid. Kun i hendes søvn havde hun haft fred og ro.

Hun havde valgt at forlade øerne for en stund for simpelthen at finde sig selv. Hun havde altid været afhængig af en flok, og lige siden hun var kommet til Andromeda havde hun straks søgt tryghed i de andre øboere. Ikke nødvendigvis var det en dårlig ting. Hun havde mødt flere forskellige fascinerende personligheder, som hun var taknemlig for at have mødt.

Det havde heller ikke været nogens skyld, at hun havde taget af sted, men nu var hun vendt tilbage. Og hendes største længsel var, at finde de personligheder hun havde mødt, igen. En af dem hun havde tænkt på, på sin rejse var Thorondor. Den blide kæmpe som havde hjulpet Antheia med at finde ud af skoven her på øen Chibale. Nu var hun vendt tilbage til øen i håb om, at Thoron var der. Hun havde haft indtryk af, at han godt kunne lide øen. Så hvilken ø ville være bedre at starte på end denne?

Forventningen lyste ud af hendes øjne idét hun begav sin ind i skoven. Nu var hun ligeglad om hun vækkede nogle af de små dyr rundt omkring ved lyden af de knækkende pinde. Hende strategi var at vandre rundt. Selv på stier hun ikke kunne huske. Hun havde trods alt første gang mødt Thoron, da hun behøvede hjælp for at finde ud af skoven. Måske fandt hun ham på samme måde igen.

[/color]

T H O R O N D O R

---

Træernes skygger dansede afsted. Nogle forsvandt når solen endelig fandt vej ned gennem de nøgne grene, andre voksede når solen igen forsvandt. En skygge forsvandt dog aldrig; Thorondors. Den store hingst havde endnu en gang fundet vej til øen begroet med træer. Der var næsten ikke andet på øen end træer og den mindede langt fra om Maern, men alligevel kunne den tunge hingst nu godt lide øen. Den havde sin egen charme, selvom den i den grad mistede noget af dem om vinteren. Alle de nøgne, mørke stammer, den knasende lyd under hovene. Det var ikke ting som han holdt meget af, men alligevel kunne han godt lide at være her. Det fremkaldte minder, både på godt og ondt, som trak andre med sig. Det var nemt at fare vild i skoven, men alligevel formåede han næsten altid at vide hvor han var. Næsten. Et øjeblik var han kommet på afveje, havde glemt hvor han var, men det var ikke taget lang tid før han var kommet tilbage. Heldigvis for ham, for hadede at være faret vild. Han havde dog mødt flere sjæle der var faret vild. En her på Chibale: den muntre, rødbrogede hoppe Antheia. Den anden var den gyldne Saint.. Han havde ikke brudt sig så meget om hende, som han havde brudt sig om Theia.

De frosne blade knasede under hingstens vægt, da han gjorde sig sin vej gennem skoven. En sky stod ud fra hans næsebor, da hans prust gav genlyd mellem skovens stammer. Roligt rystede han sit hoved, før hans lodne ører blev spidset. Efter et par skridt kom han til et stop og stod blot og lyttede. Ventede. Observerede. Efter lidt tid var han sikker; der var nogen der gik et sted derude. Uden tøven satte han afsted igen. Han gik blot i en afslappet skridt, han havde ingen grund til hast. Ikke nu i hvert fald. Det tog ikke lang tid, før en rødbroget skikkelse kom til syne blandt de stædige buske og nøgne træer. Var det hvem han troede det var? Antheia?

Antheia

Hendes humør dalede en anelse da hun endelig besluttede sig for at standse. Hun havde ikke set skyggen af Thorondor endnu, og den lange vej hjemmefra havde gjort at hun havde glemt hvor disse stier førte hen. Hun var altså faret vild, og nok havde det været hendes hensigt i starten, men lige nu virkede det som jordens dummeste idé. Hun flappede opgivende ørerne ud til siden, før hun endelig satte i gang igen. Hvis ikke det havde været for hendes vinterpels, der gjorde at hun lignede en behåret pelsbold, så havde hun frosset. Sneen havde for alvor vist sit værd, og snart begyndte der er at falde flere snefnug. Hun var bare glad for at træerne skyggede for nogle af dem – også selvom der ingen blade var på grenene.

Vinteren var ikke hendes favoritsæson på året. Hun gled altid i sneen, og hun skøjtede altid, når hun skulle gå på isen. Dette medvirkede vel også til en vis skepsis over, at skulle bevæge sig hurtigere end skridt og trav når der lå sne på jorden.

Da en lyd fangede hendes ører, stoppede hun hurtigt op og løftede hovedet. Der dukkede hurtigt et opmærksomt glimt frem i hendes øjne. Men det var en positiv lyd. Hun havde hørt et prust. Eller måske spillede hendes hjerne hende bare et puds. Hun brummede kort ud i luften, før hun sænkede hovedet og kiggede op igen. Måske var det Thoron! Hun bevægede sig ikke yderligere. Hun ville lede efter flere tegn på, at der rent faktisk var nogle. Og helst at det ikke bare var hvilken som helst, men Thoron. Hun prustede en enkelt gang, før hendes ører blev spidset igen. Nu var hun sikker. Der var nogen.. Et stykke.. bag hende?

Hun vendte først sit hoved, så sin forpart og til sidst begyndte hun at gå i den retning hvor lyden var kommet fra. Hun havde hørt trin fra den knirkende sne. De tætbevoksede busker skar ind i hendes hud idet hun lagde alt sin vægt for at bryde igennem. Det skar ikke hul, men hun brummede alligevel. Irriteret over at de buske skulle stå i vejen for hende.

Da hun endelig rettede sit blik ligeud, stod en ganske velkendt hingst et stykke fra hende. Hun løftede hovedet og brummede længelselsfuldt. En hilsen til en savnet ven. ”Thorondor!” Udbrød hun så med et glad glimt i øjet, før hun satte i ivrigt skridt hen til ham.

[/color]

T H O R O N D O R

---

Lyden af sne der gav efter under vægten af levende væsner gav liv til den ellers stille skov. Hingstens skridt tog tenorens plads, mens den rødbrogede hoppe fint skridtede afsted som sopranen. Thorondor brummede hingstet før hans dunede ører nærmest skød fremad ved den velkendte lyd af Antheia's stemme. Den var præcis som han huskede den, men alligevel anderledes på den der måde, som man ikke helt kan sætte ord på. Han svingede med halen før han satte farten en anelse op; han brasede igennem sneen, buskene, de sparsomme græsser. Ingen forskel gjorde det hvad det var, han kom over eller igennem det uanset hvad. Det var dog hverken kluntet, aggressivt eller destruktivt. Han gik blot hvor han ville, når han ville.

,,Antheia..!"

Hans hilsen lød varm og et venligt smil spredte sig på hans mule. Han huskede tydeligt deres sidste møde: hvordan han havde fundet hende og hjulpet hende ud af den dengang grønne og tætte skov. Nu var det dog vinter og de kendte hinanden. Ingen var farede vild.. eller hvad? Det kunne være komisk, hvis den rødbrogede hoppe igen var faret vild i Chibales enorme skove. Alligevel virkede det usandsynligt, men på samme tid var der en stemme der hviskede: Hvorfor ikke? Der gik ikke langtid, før Thorondor var tæt på, og med en passende afstand mellem dem sænkede han farten og stoppede. Med fremstrakt mule tog han imod sin røde veninde. En hvide dis steg fra hans næsebor og hans sider hævede og sænkede sig mere end før. Den ellers rolige rytme, var blevet ændret af den pludselige bevægelse.

Antheia

Hun prustede ivrigt imens hendes blik hvilede på ham, idet han gik igennem buskene, som var de ingenting. Som havde han kun øje på målet uden, at ænse hvad der ellers var af forhindringer på vejen dertil. Det ville ikke undre hende, hvis det var sådan hans sind var indbygget – og slet ikke ment negativt. Hans stemme fik hendes ører til at vippe fremad. Hun havde længedes efter at høre nogle velkendte stemmer. Og nu var det Thorons venlige og varme stemme, hun var så heldig at høre. Hun havde savnet selskab i den lange tid hun havde været væk. Og nu havde hun endelig fundet det.

Hun trådte et enkelt skridt mod ham, da han sænkede farten, og da han stoppede gjorde hun ligeså. Hun strakte sin mule frem mod hans. Hun pustede forsigtigt ud, før hun lod sin mule strejfe hans kæbe venskabeligt, for så til sidst at berøre hans mule i et drillende men absolut positivt nap. Hun tog forsigtigt hovedet til sig, før hun gav sig til at betragte ham igen.

”Det er godt at se dig igen, Thoron!”

Hendes stemme var varm og som altid med en undertone af munterhed. Ægte munterhed der stammede fra hendes intakte hjerte.

”Du er min skytsengel når det kommer til at fare vild i en skov. Har du lyst til at fortælle mig hvor vi befinder os henne? Min rejse hjemmefra, har gjort min hukommelse en anelse sløret..”

Hun lagde hovedet på skrå med et lille smil. Hun anede ikke om han ville finde hende dum for at kunne fare vild i skoven 2 gange. Eller om han allerede synes, at hun manglede nogle brikker at rykke rundt med. Det håbede hun aldeles ikke, men man kunne aldrig vide.

[/color]

T H O R O N D O R

---

En godmodig latter kom fra hingsten, da den rødbrogede hoppe nappede efter hans mule. Thoron svingede med halen og hans latter forstummede, da den røde hoppe lod sin venlig stemme klinge. Han havde brudt sig om Antheia fra starten, selvom hun var meget nysgerrig og virkede ligefrem til tider. Et varmt smil lå om hans mule og selvom hans svar var mindre ivrigt, mindre opstemt, så var det mindst lige så ægte. Han havde skam savnet hende og fra tid til anden havde mindet om hende strejfet hans bevidsthed, leget tagfat med hans andre minder, når mørket havde lagt sig over landet.

,,I lige måde, Theia."

Den store hingst kunne ikke lade være med at himle godmodigt med øjnene ved det næste hun sagde. Var hun virkelig faret vild igen? Skulle dette være måden de altid mødtes: når hun farede vild og han tilfældigvis var der? Nogen ville kalde det skæbnen, Thoron kaldte det tilfældigheder. Alligevel var det morsomt og et munter smil erstattede det der sad på hans mule. Venskabeligt nappede han efter hendes røde pandelok, som hun havde nappet til hans mule.

,,Nu igen? Vi kan ikke altid mødes sådan her. Hvor vi er præcis, ved jeg ikke, men jeg er ret sikker på, at jeg kan få os ud igen."

Kort lo han, ikke af hende, men over tilfældigheden. Roligt svingede han med halen og smilede til hende. Hun var bestemt ikke dum for at fare vild igen; Chibale's skove var tætte og til tider svære at navigere rundt i. Alligevel havde han dog givet hende et råd sidst, som hun burde have huske. Det glædede ham dog, at hun ikke havde husket det. Pludseligt slog noget ham og hans udtryk ændrede sig.

,,..Rejse hjemmefra? Hvor har du været?"

LUKKET