I skovkanten

Forbeholdt Ditte og Taia

Solen, der om ikke så længe har været igennem denne dags rejse henover himmelen, farver himmelen i mange forskellige orange nuancer. Det er ikke længe siden, at jeg forlod kysten for i stedet at søge mod skovkanten, inden mørket overtager landskabet. Med den mørke skov i ryggen lader jeg mit blik vandre over engen, der endnu oplyses af solens sidste stråler, mens jeg roligt lader min hale svinge lidt frem og tilbage bag mig.

Det er stadigvæk let at føle, at det er vinter, selvom det på det sidste ikke har været helt så slemt, og det burde jeg vel egentligt være glad for, når nu jeg ikke har været så heldig med vinterpelsen. Jeg har ganske enkelt bare ikke ret meget, og til tider har det været svært at holde varmen. Men selv en smule varmere temperaturer er i stand til at smelte sneen en smule og omdanne det til en gråbrun masse sammen med mudderet. Og jeg bryder mig så absolut ikke om mudder. Jeg indrømmer gerne, at jeg er forfængelig.

[/size][/color]

T A I A

---

Hist og her banede små åer sig vej gennem det eller hvide landskab. Lavede små stier som brød den ensformige, kolde masse. Noget andet brød det dog også, noget langt mere levende. Heste og andre dyr skabte spor i sneen på deres evige søgen efter føde og vand, efter læ og varme. Nogle søgte dog intet og den arrede hoppe var blandt disse. Hun søgte hverken vådt eller tørt, men gik blot med tankerne kredsende rundt om de seneste ting. Asira, Grålingen.. nyt liv. Kort rystede hun på hovedet før hun så sig omkring. Hvor var hun kommet hen? Hun var ikke sikker, men hun var i hvert fald heller ikke alene, for et stykke borte stod en skikkelse, så sort som hun huskede den fra deres sidste møde.

Seth

De arrede ører rørte den kraftige nakke som hoppen besad og hendes gang stoppede. Hun stod der blot, de blå øjne rettet mod den mørke skikkelse. Hendes tanker kredsede ikke længere om glædelige begivenheder, men derimod hvad der også var kommet frem. Som sådan havde hun ikke noget mod den sorte hingst, hun brød sig blot ikke om ham. Der var noget over måden han opførte sig, ordene han talte. Hun brød sig slet og ret ikke om ham og følelsen var gengældt såvidt hun vidste. Alligevel kunne hun dog ikke blot gå, for nu hun tænkte over det, ønskede hun at få noget forklaret... og han havde bare at have gode svar.

(Det kommer ikke kun til at handle om Asira, men det var hvad mit trætte hoved kunne diske op med ..)

Ville jeg gerne undgå at blive mødt af nogle andre, havde jeg absolut valgt et andet sted end skovkanten. Selvfølgelig kan jeg aldrig vide mig sikker på, at der ikke vil være andre, de steder jeg søger hen, men så har jeg ikke svært ved bare at lukke af og ignorere, hvem der nu end skulle være omkring mig. Men eftersom jeg står her, er det ikke fordi, at jeg vil tage det så tungt, hvis nogen skulle opdage mig. Og det er der da også en, der gør. Langsomt hæver jeg hovedet og former min nakke i en fin bue, mens jeg lader mit blik hvile på den lettere kraftige hoppe med den usædvanlige farve på grund af hendes ar. Taia.

Jeg husker tydeligt vores første møde, og det er ikke just gode minder. Det, jeg ville, kom aldrig til at fungere på grund af en lettere mislykket opførsel fra min side. Men nu er det trods alt også et stykke tid siden, og jeg har godt lært, at der bare er nogen, jeg ikke kan skræmme. Så hvorfor overhovedet prøve? Udover at jeg lader mit blik hvile på hende og derved vise hende, at jeg godt har set hende, gør jeg egentligt ikke ret meget mere. Jeg er ret sikker på, at jeg står temmelig lavt på hendes liste over sjæle, hun gerne vil møde igen, men jeg har jo heller ikke rigtigt gjort noget for, at det skulle være anderledes.

[/size][/color]

T A I A

---

Han havde set hende. Godt. Taia svingede med halen og tog sig et øjeblik til at tænke over hvad hun ville. Hun kunne spadsere op til ham, bede om svar, eller hun kunne tage det stille og roligt, lade tingene folde sig selv ud. Det tog hende ikke lang tid at bestemme sig. Med et satte hun fremad igen, hendes ører vendt tilbage, men ej klistret til hendes nakke. Hendes skridt var bestemte, målrettede, men haltende. Bagbenet havde ikke ændret sig det mindste, men hun bar sig selv med.. man ville sige stolthed, men det var det ikke. Hun bar sig som hvad hun var værd, hvilket ikke var ingenting. Hun var langt mere end ingenting, det vidste hun, det vidste andre. Det var ikke noget hun fandt på, men noget hun var blevet fortalt
Med en respektiv afstand til den sorte hingst, stoppede hun og, overraskende nok, hilste med en ganske neutral tone.

,,Godaften Seth"

De blå øjne studerede den mørke skikkelse. Han havde ikke ændret sig meget siden sidste. Han havde fået lidt her, tabt noget der. Intet som ikke kunne forventes og dog alligevel.
Taias hoved var hævet og hun holdt det der hvor det ikke dominerede over Seth, men ej heller underkastede sig ham. Om noget stod hun der, som hans lige, på trods af hvor forskellige de var. Sort og hvid var de ikke, men alligevel, på visse punkter, passede det næsten helt. De arrede ører blev kort vippet fremad, for blot at rører hoppens nakke et øjeblik senere. De endte dog i den halv vendt fremad, halvt vendt bag ud, position hvor de var startet.

Jeg har ikke nogle forventninger om, at hun skulle finde på at komme herover, men alligevel er det, hvad hun vælger at gøre. Der er noget ved hendes adfærd, der fortæller mig, at det heller ikke bare er for sjov, at hun vælger at søge mit selskab. Hendes målrettede skridt og ørerne, der er vendt tilbage, siger mig, at hun nok har sit at sige. På den anden side har jeg kun mødt Taia en enkelt gang, og jeg gør mig ikke så meget i at analysere andre, så jeg er på ingen måde sikker på, at jeg har ret. Mange sjæle er så forskellige fra hinanden - bare se på hende og jeg - at det kan være en meget dårlig ide at lave generaliseringer. Men har jeg ret, har hun noget at sige, så skal hun være så velkommen.

Hun stopper op på en respektiv afstand, og det skal jeg sandelig ikke beklage mig over. Var hun kommet for tæt, havde jeg alligevel selv valgt at træde bagud, så det sparer hun mig jo for. Hendes hoved er hævet på sådan en måde, at hun hverken forsøger at dominere mig, men ej heller underkaster sig. Det sidstnævnte skal hun endelig heller ikke belejlige sig med at prøve, for jeg er egentligt ret ligeglad. Respekt er ikke noget, jeg vægter højt, fordi jeg heller ikke selv udviser det. Nok kan jeg udvise en overraskende høflighed, men tag det ikke som respekt. Ganske kort misser jeg øjnene sammen, hvorefter jeg giver et kort nik fra mig.

,,Godaften, Taia.”

[/size][/color]

T A I A

---

Et eller andet sted ønskede Taia at give hingsten endnu en chance, men det sted lå meget, meget langt væk. Mest af alt ville hun undgå ham, men hun kunne ikke undgå alle konflikter. Ikke at dette ville bryde ud til en konflikt: måske en diskution, men næppe en direkte konflikt. Det gik den brune hoppe i hvert fald ud fra.

,,Jeg er ikke kommet for at snakke." Dette var blot en konstatering fra Taia, for at gøre det sikkert for ham. Ikke at hun regnede med at der havde været nogen tvivl i første omgang. ,,Men jeg har et spørgsmål til dig, et spørgsmål om en hoppe: et spørgsmål om Asira."

Den sorte hale svingede bag den arrede hoppe, da hun så efter hans reaktion. Hun søgte ikke noget bestemt, hverken en positiv eller en negativ, men ønskede blot at vide hvad denne hingst -måske- nærede af følelser for den grå, unge hoppe. Det var næppe forårsagtig kærlighed, men han måtte nære et eller andet, for såvidt hun vidste var Seth ikke helt dum og kun sådan en hingst, ville springe på en 3-årig hoppe og samtidigt skade hende. Der gik ikke langt fra hendes sidste ord, til hun talte igen.

,,Jeg ved hvad du har gjort, hvad du har...givet liv til."

Den brune hoppes udtryk ændrede sig fra neutralt til.. vredt var det ikke, men helt neutralt var det heller ikke længere. Hun følte intet had til den sorte hingst, men der blev heller ikke næret nogle gode følelser.

,,Jeg ønsker blot at spørge: hvorfor?"

Hun lægger ud med at sige, at hun ikke er kommet for at snakke, hvilket afgrænser meningen med det her møde en hel del. Men alligevel nævner hun derefter, at hun er kommet for at stille mig et spørgsmål om Asira. Jeg er jo allerede klar over, hvad det ligesom er, hun har tænkt sig at spørge mig om, men en egentlig reaktion på hendes bekendtgørelse får hun ikke. Jeg siger intet - i stedet holder jeg blot mine store, mørke øjne rettet mod hende og venter egentligt blot på, at hun stiller sit spørgsmål.

Dette bliver dog ikke det første hun gør. Hun nævner, at hun ved, hvad jeg har gjort, og jeg havde jo ikke regnet med andet. Hun kommer nok ikke uforberedt for at hyggesnakke, eftersom jeg nok gav ret godt udtryk for, at det ikke rigtigt er noget jeg gør, under vores første møde. Langsomt lader jeg mine ører rykke sig om mod min nakke, der endnu er formet i en fin bue, mens min hale smælder en enkelt gang omkring min spinkle, sorte bagpart. Og så stiller hun sit spørgsmål: hvorfor?

,,Du tror ikke, Asira allerede har forsøgt sig med det spørgsmål?”

For det har hun. Og jeg vil aldrig kunne give Taia et bedre svar end det, Asira fik, fordi der ganske enkelt ikke er nogen af dem, der ville kunne forstå det. Mit udtryk er ikke just vredt, selvom jeg mærker, at mit temperament stiger en smule, men jeg skjuler ikke, at det absolut ikke er et emne, jeg gider tale om.

[/size][/color]

T A I A

---

Den brune hoppes ører blev langsomt vendte tilbage igen, kort fladet ud mod hendes stærke nakke. Et øjeblik tænkte hun over hans ord, før hun svarede ham. Hendes stemme var ikke anklagende, men alligevel var den. Hun forstod på sin hvis, men alligevel havde hun ikke den ringeste anelse hvordan en hingst med den intelligens som Seth, i hvert fald tillagde hun ham en del, kunne finde på at gøre hvad han havde gjort. Det virkede ulogisk: direkte dumt.

,,Jeg er ikke Asira, Seth. På en måde er det ligegyldigt at det var Asira; mit spørgsmål er hvorfor du giver liv til et føl med en 3-årig hoppe, for derefter at skade hende. Hvor ligger ideen i det?"

Taia havde lyst til at tilføje mere, fortælle ham hvordan han delvist ødelagde Asira, for efter hendes mening var det hvad han havde gjort. Det smule tillid hoppen stadig havde haft var helt sikkert forsvundet efter hun mødte den sorte hingst. Nu skulle man ikke komme og tro, at Taia intet vidste: hun vidste udemærket at hingste kunne have det svært omkring hopper, men lidt selvkontrol havde man vel? Eller var man nede på det niveau som kaniner, harer og mus lå på? Kort svingede hoppen med halen og trods de tilbagevendte ører havde hun alle intentioner om at lytte. Hun ønskede bare at finde ud af hvordan nogen kunne være så tåbelig, for det var lige hvad Seth var efter hendes mening: absolut tåbelig. Nok var han irriterende, kold og ikke et selskab hun brød sig om, men.. der måtte være en grund der var baseret på mere end blot instinkter.

Jeg er absolut ikke begejstret for, at hun skal stå der og skælde mig ud og kræve et svar på, hvorfor jeg har gjort, som jeg har. Skal jeg slippe for det, må jeg vel vende mig og gå; jeg har allerede forsøgt mig med at sætte hende på plads én gang, og det gør jeg ikke igen. Allerede da hun åbner munden igen er hendes tonefald en anelse anklagende, og jeg er klar over, at hun nok ikke er færdig med at forsøge at trække et svar ud af mig.

,,Jeg kan ikke give dig det svar, du gerne vil høre, Taia.”

Jeg er ikke i tvivl om, at hun ikke ville kunne se logikken i det, selv hvis jeg gav mig og fortalte, for der er vel ikke rigtigt nogen logik i det. Hun ville ikke kunne forstå det. Men jeg har jo ikke gjort det af dumhed, ej heller bare for sjov. Det er jeg ærlig talt blevet for gammel til. At det var Asira, det gik ud over, det var ikke tilfældigt. Men det er jo ikke på grund af kærlighed. Det er jo ikke fordi, at jeg ønsker at knytte mig til hende. Og det er absolut heller ikke fordi, at jeg ikke kan kontrollere mig selv. Langsomt vipper jeg mine ører ud mod hver deres side, inden jeg lader mine store, mørke øjne falde mod hende.

[/size][/color]

T A I A

---

Et kort suk forlod den arrede hoppe. Hvorfor var hun egentligt vred? Det betød noget for hende, men på en måde burde det ikke. Hurtigt forlod den aura som var fuldt med sukket og blev erstattet af den noget hårdere der havde været der før. Svaret fra ham var både godt og dårligt. Det gav svar, men efterlod nye spørgsmål. Et eller andet sted var hun sikker på, at Seth ikke 100% var glad, eller tilfreds, med hvad han havde gjort. Hun burde måske gå, lade det ligge, for Seth var næppe hingsten der ville give svar, men hun forsatte, om end med en mildere, mindre anklagende tone.

,,Hvilket svar er det da jeg ønsker at høre Seth?"

Udtrykket i hoppens ansigt var spørgende mere end noget andet. Hun anklagede ham og alligevel ikke; lod ham tage ansvaret, men alligevel vidste hun, at det et eller andet sted, ikke lå hos nogen af dem. Et uheld og alligevel en overvejet handling. Hvad var det hun havde rodet sig selv ind i? Hun burde ikke have sagt noget, men alligevel havde hun gjort det. Nu var der dog ingen vej tilbage og selv hvis der havde været, så var Taia forsat ufortrødent. Hovedet blev tildet meget lidt på skrå, gav mere til det spørgende udtryk.

Jeg kan ikke rigtigt afgøre, om hun er vred på Asiras vegne, eller om hun ganske enkelt synes, at jeg generelt set bare har dummet mig godt og grundigt. Hendes kropssprog ændrer sig flere gange fra det ene til det andet, og hun ender ud med en lidt mindre anklagende tone, og hvis hun ønsker at få noget ud af det her, er det måske en bedre måde at begive sig af sted med. Prøv ikke at tvinge et svar ud af mig, for jeg har altid og vil altid selv bestemme, hvad jeg gider, og hvad jeg ikke gider. Jeg kunne godt nægte hende nogen som helst form for fornuftigt svar, men jeg er ret sikker på, at Taia nok ikke er den eneste, der ikke ser så mildt på situationen, og ærlig talt gider jeg ikke flygte fra mine.. problemer. I hvert fald ikke på grund af den arrede hoppe foran mig. Djange er naturligvis nok lidt en anden sag…

,,Noget, der får hele situationen til at give mening.”

Igen bliver det ikke et særlig klart svar, men alligevel er det jo ikke løgn. Hvis hun opfatter mig som ubegavet og dum, ville jeg nok mest af alt være ligeglad, men jeg tror ikke på, at det er sådan, det er. Og selvom jeg gerne selv skal indrømme, at det nok er en af mine mindre heldige handlinger, så er det stadigvæk ikke gjort af dumhed. Men jeg har bare ikke tænkt mig at lyve for hende. Så hellere tale udenom, til hun bliver træt af mig, end at give hende et svar, der ikke passer.

[/size][/color]

T A I A

---

Taia svingede roligt med halen før hun kort lod sine tanker sno sig rundt igen. Hun kunne ikke tvinge et svar ud af ham og selvom hun aldrig havde forventet at få succes med det, så var det alligevel ikke noget hun brød sig om. Overordnet set havde dette været en dum handling; ikke tænkt igennem, hvis hun da overhovedet havde tænkt over det! Hendes udtryk ændrede sig fra anklagende, til en anelse opgivende, til bestemt. Hun anklagede ham, men ikke for hans handling: hun anklagede ham for dumhed mere end noget andet.

,,Så som hvad?"

Et øjeblik fulgte stilhed ordene, gav den sorte hingst tid til at tænke, men ej til at svarer. Hun havde skam mere at sige, meget mere, men holdt det tilbage. Så umuligt som det var at tvinge et svar ud af ham, var det umuligt at få hende til at forsvinde.

,,Hvis du tror jeg ønsker at du tager al skylden uden videre, så er du forkert. Jeg ønsker blot et svar, så jeg kan få Asira videre."

For en stund blev hoppens udtryk mildt og faktisk en anelse opgivende, før hun igen havde beslutsomhed i blikket. Hun gik ingen vegne og han ville ikke give et svar. Enten blev dette et langt møde eller også gav en af dem sig. Taia ville give sig om nødvendigt, men ville også holde pinen ud hvis han nægtede at give et godt alternativ.

Hvor længe hun er villig til at blive stående for at få et svar, det ved jeg ikke. Men jeg er ganske klar over, at jeg kan blive ved med at nægte hende et svar, lige så længe hun orker at stå her. Jeg ved godt, at jeg nok ikke får meget ud af at angribe hende, men alligevel hæver jeg i et ryk mit hoved en anelse og lægger begge ører om mod min nakke, der er formet i en galant bue. Markerende giver jeg et hingstet fnys fra mig, inden jeg lader min hale slå omkring min spinkle bagpart. Det er absolut ikke for at skræmme hende, men blot for at gøre hende opmærksom på, at hun faktisk er en smule irriterende.

,,Så fortæl mig, hvad du selv forestiller dig.”

Hun må jo selv have gjort sig nogle tanker om det, og havde hun ikke interesse for emnet, så tror jeg ikke, at hun nogensinde var søgt herover. Hun nævner, at hun gerne vil have Asira videre, men jeg tvivler på, at mit svar gavner særlig meget til det projekt. På nuværende tidspunkt har jeg absolut ikke tænkt mig at give hende noget svar, ganske enkelt fordi jeg ikke gider, og så også fordi jeg ikke mener, at hun har noget som helst med sagen at gøre.

[/size][/color]

T A I A

---

Den sorte hingst skræmte hende ikke og hun ville næppe nogensinde blive bange for ham. Alligevel trådte hun dog et skridt væk fra ham i respekt så meget som almen god opførsel. Hun fnøs dog af ham, blot for at markere, at så meget som han ville afvise hende, ville hun blive ved med at presse ham. Hun ønskede at forstå, ikke anklage, selvom hun havde vist det på en dårlig måde til at starte med. Et øjeblik rystede hun på hovedet, før hun besvarede hans spørgsmål.

,,Jeg håber på et hjerneløst, tanketomt øjeblik, men jeg tillægger dig for meget intelligens, til at sådan et øjeblik virker som en mulig forklaring."

Det skulle tages som et kompliment, for han virkede som en hingst med et ordenligt hoved. Hvordan han tog det var dog op til ham og hun var til dels ligeglad. Hun nærede meget lidt for hingsten og det der var, var irritation blandet med en hvis respekt. Ej at hun tillagde ham meget, men noget havde han da gjort sig fortjent til. Bag hende svingede den sorte hale. Tanken om at gå, lade det ligge, være ligeglad, sneg sig ind, men blev brutalt slået ned af lysten til at hjælpe Asira, selvom den dog selv syntes at overveje muligheden.

At hun irriterer mig, det påvirker naturligvis mit temperament, og det er skam ikke i en særlig god retning. Det kræver noget kontrol at opretholde det rolige, men lidt reserverede kropssprog, også selvom jeg sagtens kan se, at det ville være fuldstændigt nytteløst og dumt at forsøge at skræmme hende væk eller bide i hende. Jeg tror ikke, at slag og smerter er noget, der skræmmer hende ret meget - i hvert fald ikke at dømme ud fra hendes særprægede ar. Havde hun været en hvilken som helst anden, havde jeg blæst på det og slået fra mig. Hvad er det dog for noget, at hun kommer her og kræver et svar. Jeg kan selvfølgelig stadigvæk vende mig og gå, men den triumf vil jeg ikke give hende. Det bliver mig, der skal se hende gå. Sådan er det bare.

,,Og hvad frygter du så?”

Jeg kan ikke rigtigt se, hvordan det hjælper ret meget på situationen, at det skulle være et tankeløst øjeblik fra min side. Ville det ikke være bedre, hvis der rent faktisk lå en mening i det? Jeg forstår ikke rigtigt hendes logik, men omvendt tror jeg heller ikke, at min logik giver ret meget mening for hende, og så kan vi jo være lige gode om det.

[/size][/color]