Burn, baby, Burn!

Den sorte hoppe, med prikker der kunne sammenlignes med de stjerner, der pyntede himlen om natten, var I en intens dans med en sand flammehingst; og trods hendes ustabile sind, der hverken ønskede andre tæt eller helt væk, havde hun formået at holde sig selv nok I ro, under dette møde, til at hun ej var brudt sammen.
Selvom hun var ganske tæt på den flammerøde hingst i hans iltre bevægelser, havde hun endnu luft nok til at kunne holde sindet i ro; og da den flammerøde hingst lod sin yderst ædle krop rejses i et mægtigt stejl, sprang den sorte hoppe ganske elegant et par skridt frem, foran den flammerøde hingst, hvorefter hun lod sin krop bremses. De nærmest kåde bevægelser, som hun havde udvist, var ej nogen hun havde gjort brug af længe, og at udføre dem nu, var nærmest lettende for den sorte hoppe, med det ustabile sind.
Snart smøg hingsten sig en halv omgang om Leonora, den sorte, og da han endte ved hendes side, alt for tæt, spændtes overlinjen på hoppen sig fuldstændig, og ganske tæt var hun på at hugge ud efter ham i selvforsvar; dog var hans sind opmærksomt nok, til at huske hendes særheder og snart veg han atter igen, og dermed undgik Leonora at bide af sig; men ryggen forblev strammet op lidt endnu. Hun lod sine blå øjne søge efter ham, da han havde givet hende pladsen, hvilket hun var taknemmelig for; for det ustabile sind ville ej kunne klare det.

,,Du røde, at danse med dig, er en oplevelse jeg er dig taknemmelig for; for længe har jeg ikke kunnet bevæge mig frit”

Sagde hun da; direkte fra det inderste af hendes hjerte. Hvorfor hun gjorde dette, var vel en ren gåde, for at gøre således, lå blot ikke til hende. Hun var ikke langsom til at sige sine meninger og ytre sine følelser, i det gamle land, hvis det var passende, men her, havde hun endnu ikke talt så frit før nu. Denne dans hun havde været igennem, havde, trods hendes nu anspændte holdning, åbnet op for noget hun havde undertrykt længe, og selvom hendes overlinje var ganske spændt, kunne man i dette øjeblik ane den stolthed, som den sorte hoppe i sandhed havde båret i fortiden.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Den flammerøde hingst udlod en latter, og stoppede da med et udsving af bagparten, der førte til at hans forben borede sig dybt ned i sandet og kun bagparten skred med rundt - således de efterårsbrune øjne igen hvilede på hans selskab. Derpå kastede han hovedet bagover og at fremkalde bevægelse i sin man, før han trippende igen søgte ned således hans ryg igen hvælvede sig taknemmeligt og musklerne trådte til for at være behjælpelig med bæringen af den mægtige ildbringer. "Frihed kommer sjældent til dem der ønsker det, min kære." Lød hingstens dybe, tiltrækkende stemme. Nu hvor ilden flød i hans blod, synes stemmen næsten at knitre, som brændte hans indre. Men ej med en hørlig klang - nærmere som om alene tilstedeværelsen af lyden i luften omkring dem satte ild til atmosfæren. "Når du først glememr det ønske, først når dine skridt udelukkende ledes af din sjæls indre flammer vil du føle frihed." Ikke for at modsige hoppen - men selv havde han oplevet mange chokerende ting hvis han fik skubbet lidt til en hoppe på den rette måde. Slap sådan en først kontrollen var det utroligt hvor meget glød de kunne skabe, hvor voldsomt deres indre flammer brændte, voldsomt og frit efter flere år i fangskab. Men han vidste ligeledes at mange tænkte det som farligt at lade ilden løbe løbsk, selv begravede han ofte hovedene dybt i sindet for at bevare kontrollen og ej lade sig rive for meget med af de løbske flammer - thi han besad ej samme evner som før, og gik det for vidt vidste han besked om det resultat det kunne ende op i.

Hingsten, som hun havde den ære af at være I selskab med, lod snart sin bagpart glide I en smidig bevægelse omkring hans forpart, således at hans øjne endnu engang blev sat imod Leonora’s sorte krop. Hans bevægelser var, uanset hvordan man drejede det, ædle og fyrrige, som var de understøttet af en energi, som brændte inde fra hingstens indre. En fryd for øjet, var denne hingst, det ville Leonora ej benægte. Snart lød hans stemme, en dyb og tiltrækkende en af slagsen, og den fremlagde et budskab som Leonora egentlig godt forstod; men hun var en hoppe, der, kan man sige, bandt sig i ting. Hun var en hoppe af lederens type, en hoppe der havde været opdraget til ansvar og orden, og ej til at vandre frit omkring, danse hvor hun ønskede og når hun ønskede det, nej. Men her, var hun ustabil, var hun ej den samme stolte hoppe hun havde været før, selvom denne flammerøde hingst havde fået det til at skinne igennem det sorte ydre.
Og selvom hans budskab ramte den sorte hoppe rigtigt, selvom hun forstod, var selve ønsket om at være fri, ikke årsagen til at hun ej kunne det, nej, det var de oplevelser, de ting hun havde været udsat for - for aldrig havde hun som sådan ønsket at være fri; og dermed kunne dette ønske ikke hæmme hende.

,,Du noble prins, dine ord er vise og jeg kan forstå dem; men min krop har aldrig været underlagt et ønske om at være fri, og derfor har dette ej begrænset den. Nej, ser du ..”

Hendes stemme, som var startet ud med en snert af den vandte stolthed, måtte da bøje sig i et knæk; hendes ustabile sind reagerede, på den handling hun førhen ville have haft let ved. Nu, var det dog en udfordring hun langt fra var glad for at skulle fronte, for det betød, at hun måtte dele noget af sit indre med denne flammerøde hingst, og det vidste hun ej, om hun var i stand til. Minutter gik, minutter hvor hun ej ville have bearbejdet hingsten for at have vendt ryggen til; men da snakkede hun igen, med en ganske lav tone.

,,Fortidens minder, holder mig fanget, ryster mit sind. Jeg har oplevet ting, jeg ikke burde, og det har frataget mig den frihed, jeg før var indehaver af, du ædle”

Ja, den sorte snakkede; snakkede mere, og anderledes end hun normalt gjorde det - Men Leonora var typen, der ønskede at vise sin standard hvis da selskabet lagde op til det. Ikke at han krævede, at hun skulle opfører sig anstændigt, men han gjordet det, og dermed kunne hun støtte sig op af hans adfærd, for at finde sin egen frem igen. Det var ganske rart, for den ustabile hoppe, at stå her, og opfører sig blot en smule som den hoppe hun engang var, uden at hendes sind rystede så meget, at hendes ben måtte give efter; og det var ganske simpelt selskabet skyld.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Ildhingsten, flamme sønnen, ja ildbringeren tippede hovedet let på skrå, og fik tæmmet ilden så meget at han kunne lytte over den bankende puls der endnu fyldte hans krop med ilden. Men denne hoppe, der mindede ham så ualmindeligt om hans natskygge, synes at behøve at han lyttede, og nærmest af pligt gjrode han således. Dog kom stilheden et par svirp med den tvefarevede hale til gode, og hingsten virrede fleregange med hovedet, eller trippede let for at kunne holde ilden inde. Havde hun aldrig ønsket frihed? Hvilken mærkelig skabning hun dog var, hvem ønskede ikke frihed? At være bundet var ej noget han selv kunne forestille sig, ikke bundet imod sin vilje ihvertfald.. Men måske denne hoppe havde lagt sin vilje i at blive lænket til disse løfter hun synes at holde med sig selv, hingsten var ej vis på sådanne ting. Hendes sidste ord hørte han knapt, men han hørte dem. En dyb brummen slog an i luften omkring ham, og han dansede kort, iltert, før han med et kort hop med forparten igen lod sin fantastiske stemme lyde. "Minder er et af de bånd der lettest lænker sjælen til uønskede byrder. Lenora, det er mig svært at bedømme om du af din egen fri vilje har underlagt dig de bånd du besværer din sjæl med." Han var ej psykolog, men lytte forstod han sig på, og mange problemer havde i tidens løb nået hans ører. Denne hoppes såkaldte 'fortid' virkede dog, for ham, til at være noget hun bebrejdede sig selv, ej en egentlig hændelse. Men at hun følte sig så tynget.. Hingsten havde ej før prøvet noget i den stil.. Og dog, havde han? Fjerne minder om den natsorte hoppe vækkedes i ham, og han tiede for at kunne mindes hendes mørke flanker. Hendes død havde besværet ham, han havde nærmest påtaget sig skylden for det.. Først efter Zotz havde tilgivet ham var han kommet i sit rette element igen, igen blevet den flammende hingst så mange kun så som en fjern siluhet der løb om kap med solen. "Hvorvidt din historie tilkommer mig, skal jeg ikke kunne vide, men jeg vil da sætte dig ind i min egen, eller måske rettere sagt en del." Han vidste ej om det var for nogen hjælp til hoppen, men historien kunne han lige så godt dele, nu hvor den alligevel glødede i toppen af hans sind, fortrængte de løbske flammer. "I min tid som flammernes prins, og herre af en ganske fornuftig samling af landets skønneste hopper, stod i særdeleshed én hoppe ud iblandt disse. Hun var - om man således kan sige - ej den klogeste, smukkeste eller hurtigste, men hun førte sig med en ilterhed og formede verden omkring sig, som kun få formår at gøre... På sin vis er jeg vel skyld i hendes død, idet en fødsel af mine afkom i sidste ende overlod hende i Zotz hænder, men jeg er nu bevidst om at det før eller siden var sket, og hændelsen var ment for at drive mig videre, løsne mine bånd til den verden jeg før førte mig i."

Den sorte Leonora, hvis isblå øjne hvilede på den flammerøde hingst, måtte lade ørerne vige utilpast til siderne, da den flammerøde hingst begyndte at tale. Det var ikke fordi hun ville, for trods hendes vanskelige sind, fandt hun sig godt tilpas med denne hingst, som var han den ene der havde kunnet give hende en følelse af at være den hoppe hun havde været førhen, men nu blev det pludseligt personligt. Han snakkede om de bånd, hun måske var underlagt, og derpå lod han pludselig sin egen historie ligge åbent for hendes ører - og det vidste hun absolut ikke hvordan hun skulle agere på. På én side, var det nærmest rart, at møde en, der på sin vis kunne hive hendes egentlige jeg frem, og som samtidigt ønskede at dele noget personligt med hende, og på den anden side skræmte det hende, fordi det satte hende i kontakt med de minder, hun var blevet ødelagt i. I en stund stod hun igen, ubevægelig og anspændt, så anspændt at man skulle tro at hun kunne gå i luften hvert øjeblik det skulle være.
Hun dirrede nærmest, da hendes mule begyndte at mimre, som en optakt til at hun skulle forme ord, ord som hun vidste var alt for hårde for hende at sige; men denne hingst var en værdig hingst, og derfor havde han på en måde fortjent de ord, som hun havde i sindet.

,,Jeg er ked af at høre den skæbne den nattesorte hoppe måtte lide, men du ildens prins, du lagde ikke selv hov på hende og afsluttede hendes skæbne. Jeg har ..”

Hendes stemme knækkede og hendes anspændte krop gjorde et spjæt, som havde nogen givet hende et rap over lænden; på en måde blev hun forskrækket af de billeder, minder og følelser der væltede ind over hende nu, hvor hendes sind havde svækket sine parader, for at få fat i de rigtige ord til ildens prins.

,,Jeg er oplært af en vis hoppe, der lærte mig alt det, der var nødvendigt. Jeg skulle stå som værende alfa i en af de nærliggende flokke; og da jeg stod for at skulle afslutte min læring, skete det, som har gjort mig til den jeg er i dag.”

Hun rykkede på sig; man kunne tydeligt se at det hele efterhånden krakelerede under skindet på den sorte hoppe, med de krystalblå prikker. Hun kunne nærmest ikke holde sammen på sig selv, og den dirrende stemme blev blot forværret, ved hendes næste ord - og selvom det ville have været det mest skånsomme for hende at stoppe, blev hun ved med at snakke, for det skulle siges.

,,Min moder døde af en slanges bid. Lige foran mine øjne. Det var mit ønske om at hvile en time længere, der førte os til slangen - Men det, der skete bagefter, ødelagde ikke blot min verden, men også sind. Alt omkring mig gik nærmest i opløsning, og snart var jeg i en verden, der ikke var hel. Det var et mareridt der først ophørte, da jeg kom hertil”

Og her stoppede hun. Hun vendte om sig selv i en nærmest panisk bevægelse og hev hovedet helt op i en anspændt positur. Hun kunne ikke holde sammen på sig selv nu, og i skam måtte hun da vende sig, fra denne ildens prins, for at han ej skulle se den smerte, der nu flød som ganske glitrende tårer ned langs hendes kinder.

[atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,false][atrb=border,0,true][atrb=width,450,true]

[atrb=background,http://i183.photobucket.com/albums/x33/mariaa_n/CaedisTableMedium_zps484dc411.png,true] Den mægtige hingst lod sig enig med hoppens udsagn, han var bevist om at hans hoppes død ikke havde vværet hans skyld. Alligevel følte han den nage sig døbt inde, hvor selv ikke flammerne kunne nå. Men skylden brædnte kun med en lille flamme, et minde om den altædende ild der engang havde brændt hans grunde til aske, tilladt ham at glemme alting, selv sin styrke og sine pligter som lederhingst. Men nu var han ej så, arret var healer, selvom han stadig bar det, og det gjorde ondt til tider. Men det var overstået, og det gjorde ham ej ondt på samme måde længere. Dog synes denne hoppes sår at gå langt dybere. Selvom han havde næræet en stor kærlighed til sin natsorte hoppe, var det tydeligt at denne hoppe, denne Lenora bar et ar.. nej, et sår, der var langt dybere og voldsommere end det han havde haft. Det brændte igennem hende som gift, og han så bekymret til imens murene omkring den mørke hoppe faldt sammen, hvorledes hendes facade, stolthed og elegance faldt til jorden, og blottede den skælvende unghest der nu stod i hendes sted, de hun var. Forsigtigt, langsomt, sænkede hingsten hovedet, og strakte sin mule en anelse i hendes retning. Han følte hendes sorg, hende fortvivlelse, men bar samtidig overblikket. Da hun vendte sig væk, lod han hende gøre så, men han flyttede ikke de efterårsbrune øjne fra hende, eller følte den mindste bid af lyst til at forlade hendes side. Hun var for længst optaget i hans blod som en del af hans flok - selvom han ikke havde i sinde at hyrde hende til den. Nej, hun var tilføjet til de flok af minder og hende har bar i sit indre, den hjord hvori selv mindet af natskyggen befandt sig. "Du natsorte..." Hans stemme var dyb, og synes at bryde en evig tavshed, der dog blot havde varet et par øjeblikke. Men tiden i smerte syntes langt længere, det var han bevidst om. Der lå en dyb medfølelse, og dog klang af det lederskab, af den tittel han engang havde båret deri. "Det gør mig ondt at din mentor skal have lidt en sådan død, at hun skulle forlade dig som hun gjorde i det moment. Men ligesom min hoppes død ej var min, og ej bar mig som skyldig, er din mentors død ej din at bære, at hun forlod verden var.. Uønskeligt, men dit ønske om længere hvile var ej hvad der ledte til den. Alles liv ender på et tidspunkt, vi er alle bestemt til at slutte os til den evige stemme, til den gud, vi alle har lånt livet fra. At leve uendeligt er ikke en dåd jeg endnu har oplevet, og selvom visse døde er mere ønskede end andre, efterlader de alle os med tab." Den flammefødte tiede igen, og lod til at tænke sig om for han fortsatte, med samme milde, ledende stemme. "Hvis hun kunne se dig, stå ved din side i dag, tror du da hun ville ønske den skyld du har pådraget dig, at hun ville tro dig skyldig for sin død? Måske hun var død på andenvis hvis i ej var gjort holdt, måske hendes tid blot var til ende."

[Out - tråd lukkes]