Nyt liv..

Forbeholdt Maria og 'Noname/Føllet' (:

Der er efterhånden gået en del tid, siden seancen mellem Seth og jeg stod på. Mine sår på halsen og ved nakken er nærmest healet helt, mens næseryggen halter dog en smule endnu, men ikke meget. Men såret er der stadig, bare ikke betændt og ligeså åben. Mine grå øre viger omkring, uroligt. Jeg er søgt længere ind i skoven på Chibale, for at søge væk fra mulige sjæle der vil opsøge mit selskab; for fra nu af, skal jeg være alene..

Mine skridt er ophørt, og i stedet står jeg nu alene, inde i skoven dybe indre. Jeg har fundet et sted, hvor krat og buske kommer til at kunne skjule mig nogenlunde når jeg ligger mig ned. Sveden er efterhånden begyndt at vise sig henover mit skind og den grå pels, og visse steder er jeg mørkere end jeg plejer at være. Men jeg ved jo godt hvorfor; for føllet kræver at komme ud i den virkelige verden. Men selvom jeg ved det er derfor, er jeg stadig urolig, og jeg føler et stor ubehag.

Kort tripper jeg nogle skridt sidelæns, mens jeg i et ryk virrer hovedet sidelæns og bider mig selv i skindet ved min mave, ikke sådan at der kommer hul selvfølgelig men bare et lidt hårdt og markerende nap, fordi jeg er urolig, og ikke rigtig kan finde ud af hvad jeg præcis skal gøre af mig selv i disse minutter. Brummer i en tung tone, mens mit hoved sænkes en smule ned af. Allerede nu er jeg begyndt at presse bagtil, af ren instinkt. For selvom dette er første gang, ligger der bare så mange instinkter i dette, at mit hoved nok egentlig er koblet en smule fra.

Efter nogle minutters pressen, ligger jeg mig ned med forbenene først, hvor jeg kort står, overvejende, og vil egentlig rejse mig igen. Men jeg gør det ikke. I stedet vælter mine bagben også ned, så jeg nu ligger helt ned, på siden, med halsen strakt frem for mig. Igen presser jeg på, mens mine næsebor udspiles og vibrerer en anelse ustyrligt. Det føles som en evighed, men endelig mærker jeg så en forløsende følelse. Brummer i en tung tone igen, inden jeg rejser mig hoved op, og kigger bagud på det føl, jeg nu har givet liv. Et liv, jeg ikke ved hvordan bliver, overhovedet.. Skubber mig selv lidt til siden, så jeg kommer mere ned til det.

Lader min sorte mule søge ned til det, og bider så fosterhinden over, også af ren instinkt, inden jeg så lader mine øre vippe uroligt omkring. Hvad skal der nu ske, med det lille liv, som jeg har givet til den her verden? Mine øre glider opmærksomt omkring, lyttende, inden de så hviler imod den lille skabning, nysgerrigt, og alligevel med en frygt i mit indre. Forsigtigt glider min mule frem imod det, inden jeg rør det i panden, hvor jeg begynder at slikke det rent for fosterhinde og blod..

Der er noget, der er anderledes. Der sker noget, der ikke er sket før. Det tager et stykke tid, men er alligevel ingenting set i forhold til, hvor længe jeg har ligget trygt og varmt, og jeg mærker, hvordan varmen forsvinder sammen med mørket. Noget, der ikke er behageligt. Jeg hører en lyd, og jeg kan ikke rigtigt følge med i, hvad der sker, før jeg mærker noget varmt, der lægges mod min pande, inden jeg mærker, hvordan varmen kommer lidt tilbage, fordi min mor er i gang med at slikke mig ren. Jeg rammes af utrolig mange dufte. Dufte, som jeg ikke har nogen chance for at kende fra hinanden, men alligevel er der en duft, som jeg ikke er i tvivl om, og det er duften fra min mor, der ligger ned ved siden af mig.

Forsigtigt åbner jeg øjnene, og det første, der rammer mig, er et stærkt lys. Et lys, jeg er betaget af, lige indtil det lige så stille svinder ud. Mit lille hoved drejes til siden mod min mor. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at hun er min mor. Mine ører, der indtil nu har været flappet ud mod hver deres side, vippes nu forsigtigt frem mod hende, mens jeg prøver at strække min lille mule frem mod hende. Af instinkt ved jeg, at jeg nu kan bevæge mig, men jeg skal lige finde ud af hvordan, og det er ikke helt nemt. Hurtigt finder jeg dog ud af, at jeg har en lille tot siddende bagpå, og nysgerrigt drejer jeg hovedet, så jeg kan se, hvordan min lille hale kan feje henad jorden.

[/size][/color]

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Mine sorte øjne hviler imod den lille sorte skabning, som til min irritation ligner sin far langt mere end mig, en skabning der i disse minutter er en helt ren sjæl, der er uberørt af den verden som hun er født ind i. En verden, som for mig aldrig har været god i længere perioder af gangen. Blot har den kun været god, ved få møder der var varet nogle minutter med min fader, eller Taia, men ellers har denne verden, været et helvede ifølge mig. Men for andre, er det nok ikke tilfældet. Andre, har nok oplevet mange gode ting i denne verden, men ikke jeg. Endnu i hvert fald.. Da hun begynder at åbne øjnene, lader jeg min sorte mule ramme imod hendes lille mule, inden jeg så rejser mig op.

Lader min mule sænke sig ned til hende, og slikker hende færdigt henover ryggen, inden jeg så træder et skridt bagud. Af instinkt, ved jeg, at hun skal op at stå. Og selvom jeg er udmagret, og udmattet, så er der bare ikke noget at gøre. Hun skal op og stå og have gang i cirkulationen. Et brummende kald glider fra min krop og ned imod hende, inden jeg kigger opmærksomt rundt, men vi er dog alene, indtil videre. Lader det ene øre finde sin vante plads skråt bagud, mens det andet hviler ned imod hende. Kort slår jeg et slag med halen igen, inden jeg endnu engang lader et brum glide imod hende, opmuntrende, kaldende men også en anelse bestemt, for op, det skal hun.

Jeg mærker hendes mule mod min, og i et nyt forsøg prøver jeg at rette ørerne frem mod hende, men det går ikke meget bedre end før. Kort efter rejser hun sig op, og den varme, hun afgiver til min lille, fugtige krop, forsvinder fra mig. Jeg kan mærke en panisk følelse brede sig, fordi jeg frygter, at hun skal forlade mig. Samtidig føler jeg også et instinkt, som siger, at jeg burde gøre som hende. Men hvordan de her lange stænger virker, det aner jeg faktisk ikke. Hun giver et brummende kald fra sig, og jeg forstår, at jeg hellere må komme op, ligesom hun lige gjorde. I et forsøg på at rejse mig, strækker jeg forbenene frem for mig, hvorefter jeg prøver at stable mig på benene.

Det kan jeg naturligvis ikke finde ud af, og i en tumlende bevægelse falder jeg til jorden igen. Forsigtigt vippes mine ører bagud, inden jeg flytter mit blik op på hende og betragter hende med mine store, mørke øjne. Hvordan gør hun det? Hvordan kan jeg lære det? Forsigtigt forsøger jeg at rette ørerne fremad mod hende, og denne gang går det langt bedre. Hun giver endnu et kald fra sig, og lige så langsomt begynder jeg at genkende hendes lyd. I endnu et tappert forsøg prøver jeg at komme på benene, og endelig kommer jeg op på alle 4. Jeg rykker mig ikke, og mine lange, spinkle ben ryster en anelse under mig. Stolt retter jeg mit blik op mod mor.

[/size][/color]

Måske vil nogen sjæle i det her land, mene at jeg er en anelse hård, fordi jeg sådan bare rejser mig op, og beder hende om det ligeså. Men jeg ved per instinkt, at vi ikke bare kan blive liggende her. Vi skal væk fra den blodlugt der er kommet, fordi jeg jo lige har givet hende liv. Og desuden er det også per instinkt, at jeg ved hun skal op og stå, og lære at gå, allerede få minutter efter hun er kommet til verdenen. For hvis der kommer rovdyr, er chancen for hendes overlevelse i forvejen lille, men dog større hvis hun kan gå og løbe snarest muligt.

Jeg står længe og ser til, mens det lille skravl forsøger at komme op at stå. Og jeg kommer til at tænke tilbage på, om jeg mon så ligeså lille og sårbar ud, da jeg forsøgte at rejse mig. I første forsøg, lander hun igen i sneen, med en lidt fortumlet mime i ansigtet. Men i andet forsøg lykkes det for hende at komme op, dog med bævrende ben, og uden at flytte sig efterfølgende. Jeg træder et skridt nærmere hende, overvejende, inden jeg stopper igen, og vipper usikkert rundt med ørene. Hvad så nu? Men så træder jeg et skridt tættere på hende, og placerer mig ved hendes side, så hun i noget tid kan stå og læne sig op af mine forben, så hun kan vænne sig til følelsen af at stå. Jeg sænker mit hoved en lille smule ned, og lader mine mule lande imod hendes ryg, hvor jeg kommer med en lille prustende lyd, der afgiver varme ned imod hendes krop, og ligeså er mine ben også imod hende, så de både støtter og afgiver min varme til hende.

[Indlæg nummer 40 i Januar]

Jeg har meget hurtigt fundet ud af, at min lille tot af en hale kan bevæges, og det finder jeg ganske underholdende. Jeg drejer hovedet om mod min bagpart for at holde øje med min hale, der viftes fra side til side. I hvert fald indtil min mor rykker sig tættere på, og det er jeg overhovedet ikke utilfreds med. Det er ikke nemt at holde balancen på de her lange stylter, så det er en behagelig følelse, der spredes i min krop, da jeg kan få lov til at læne mig op mod hende. Hun er dejlig varm mod min lille krop. Hun sænker sin mule ned mod mig, og jeg mærker den mod min ryg, og så giver hun en lyd fra sig, der varmer mig endnu mere. Kan jeg mon også gøre sådan?

Forsigtigt drejes mit hoved ind mod hende, og jeg lægger min mule mod hendes skulder. Jeg forsøger at afgive samme lyd som hende, så jeg også kan varme hende, som hun varmer mig. Livligt lader jeg min hale vifte fra side til side endnu, mens jeg op til flere gange forsøger at pruste mod hendes skulder, inden jeg lader mit blik falde op mod hendes. Mine store, mørke øjne bærer et mildt glimt, og det kan svagt antydes, at jeg er lidt stolt over, at jeg også kan varme hende. Langsomt begynder jeg at kunne stå mere stabilt, uden at mine ben skal ryste sådan under mig.

[/size][/color]

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Da jeg jo sådan står op af hende, er der også en eller anden form for lettelse og tryghed der glider ind over mig. For netop fordi jeg står så tæt op af hende, kan jeg dermed også bedre beskytte hende, hvis det bliver nødvendigt, dog håber jeg det ikke. Jeg har selv haft en turbulent opvækst, og jeg håber inderligt på, at jeg bare kan klare det en smule bedre end min egen mor gjorde det. Men jeg ved ikke hvad der sker; dog håber jeg ikke, at alverdens ulykker rammer denne lille og fine skabning.

Da hun drejer sit hoved, og lægger sin mule imod min skulder, ligger jeg hovedet en smule på skrå, for at kigge ned på hende, og se hvad hun laver. Og da hun så forsøger at pruste imod mig, op til flere gange, dukker der langsomt et lille smil op på mine læber, det første smil, der har vist sig igennem mange, mange måneder, vis ikke flere år. Mit hoved lader jeg nu falde længere ned til hende, og lader mulespidsen ramme imod hendes hvide plamage i panden, hvor jeg afgiver endnu et prust fra mig, inden jeg retter hovedet op igen.

¤Saphira¤

Siger jeg så, og et nik glider fra mig. Det er hvad hun skal hedde, Saphira. Forsigtigt træder jeg nu et skridt bagud, for at få hende til at stå selv, da jeg har bemærket at hendes ben nu ikke bævrer sådan under hende, og så er det på tide, at hun igen prøver at stå alene, uden mine ben at læne sig op af.

Jeg lader mine store, mørke øjne hvile mod hende, mens jeg forsøger at opfange hver eneste lille af hendes bevægelser. Langsomt glider der et nyt udtryk henover hendes ansigt; et udtryk, som jeg godt kan lide. Hun ser glad ud. Hun smiler. Det vil jeg gerne gengælde, og derfor forsøger jeg også at lade min lille mule forme sig i et smil. På trods af at det ikke er længe siden, at jeg er kommet på benene, er min desorientering lige så stille begyndt at forsvinde. Jeg føler mig tryg herude ved min mors side.

Hun siger noget, der ikke kun er en lyd, men noget, som sikkert betyder noget. Jeg forstår det ikke rigtigt, men det lærer jeg vel på et tidspunkt, ikke? Hendes tonefald er dog ikke negativt, og derfor er jeg ikke bange for, at det er noget dårligt, hun siger. Bedst som jeg tror, at vi kan blive stående her i et stykke tid, rykker hun dog væk fra mig, og jeg mærker en ubehagelig følelse i kroppen, som om min tryghed bliver trukket fra mig.

I en forsigtig og temmelig ustabil bevægelse forsøger jeg at vende mig om, og det er bestemt ikke nemt. Mine ører rykker jeg om mod min nakke, inden jeg med en lidt manglende balance forsøger at stavre over mod hende. Jeg vælter ikke, men det kræver en hel del koncentration, samtidig med at jeg frygter, at hun skal bevæge sig længere væk fra mig. Langsomt strækker jeg mulen frem mod hende for at finde tryghed i en berøring.

[/size][/color]

Den lille fine, sorte skabning, står nu der og studerer mit ansigt, mens vi står så tæt på hinanden. Et lille bitte smil kommer henover hendes mule, et smil, der får mine følelser til at blusse op, selvom jeg så gerne vil lægge dem væk, og ikke lade hende komme så tæt på mit indre. Men det kan jeg ikke. Det er også først nu, at det går op for mig, at hun er den første skabning, der har været så lidt tid i mit selskab, og så alligevel fået lov til at stå helt op af mig. Men uanset om jeg vil det eller ej, er der nok bare en forbindelse mellem mig, og denne lille skrøbelige ting.

Da jeg er trådt fra hende, ser hun ret så.. utryg ud pludselig, så lille og ensom, og skrøbelig. Og i en lidt klundtet bevægelse, får hun nu vendt sig om, så hun kan komme tættere på mig.. Og da hun så når hen til mig, strækker jeg min mule ned til hende, og giver hende et let strøg over panden, rosende, inden jeg så vender mig om, og begynder at skridte af sted, ind imellem træerne som vi jo allerede befinder os imellem.

Jeg bevæger mig meget langsomt, for at hun ikke bliver væk fra mig, eller ikke kan følge med. Men vi skal væk herfra, og hun skal have styr på sine ben og sine bevægelser. Derfor er vi tvunget til at gå af sted. Et brummende og mildt kald glider fra mig engang imellem, for at vise hende, at hun skal med mig, og at jeg altså ikke går fra hende; ligesom min mor gik fra mig pludselig..

Jeg kan mærke trygheden vende tilbage, da hun også strækker sin mule frem mod mig, og jeg finder hendes berøring i min pande ganske behagelig. Men kort efter vender hun om igen, og selvom jeg kan mærke trygheden blive taget fra mig igen, så ved jeg godt, at jeg nok bare må følge efter min mor, indtil hun stopper op igen. Min balance er absolut ikke på plads endnu, men mine ben er foldet mere ud nu, hvilket gør det en smule lettere at gå; det er i hvert fald ikke en umulig mission for mig. Derfor bevæger jeg mig livligt af sted efter hende.

Der er en masse høje, brunlige dimser omkring mig, og nysgerrigt retter jeg mit blik opad. De er virkelig høje! Det ligner næsten, at de vokser hele vejen op i den grålige himmel, men alligevel er jeg ikke bange for dem. De har jo været her hele tiden, har de ikke? Jeg retter mit blik fremad igen, og der får jeg øje på hendes mørke hale. Stille lægger jeg hovedet på skrå, for den er jo meget længere end min? Drilsk napper jeg fat i en lok af hendes hale.

Modigt forsøger jeg at lunte op på siden af hende, stadigvæk med lokken i munden. Hun går temmelig langsomt, så jeg er ikke bange for at jeg ikke skulle kunne nå på benene igen, hvis nu jeg skulle vælte, men det går, som det skal, og med et drilsk blik i øjnene går jeg ved hendes side med en lille lok af hendes hale i min mund.

[/size][/color]

Det er ikke andet end nogle få timer siden, at jeg lå ned, og gav liv til den lille sorte skabning, med den store hvide stjerne i panden. Hvor hun egentlig har den fra, det er mig lidt en gåde. For nok har jeg aftegn der er hvide i mit ansigt, men ikke en stjerne. Det er mere en.. En ’streg’, fra panden og nedover den sorte mule. Og Seth, han er jo helt sort, sort som en ravn, og uden nogen form for aftegn. Men det må jo så på en eller anden måde være fra mig af. Men på trods af, at det kun er få timer siden, at hun kom til verdenen, så vil jeg mene at jeg på en eller anden måde allerede er trådt ind i den moderlige rolle. En rolle, jeg aldrig i livet ville have haft, hvis jeg selv kunne vælge.

Da hun kommer sådan dansende, lytter mine øre hele tiden bagud imod hende, og samtidig er jeg meget opmærksom på, om der kommer andre imod os, eller nogle ukendte lyde. Men nej, vi er skam alene. Pludselig mærker jeg et nap i min hale, og da jeg så kigger bagud, kommer hun pludselig dansende op til min side, med noget af min hale i hendes mund. Mine øre glider helt frem, og i hendes retning, mens et smil breder sig over min mule.

Langsomt sænker jeg hovedet lidt ned til hende, og stryger hende let henover hendes fine lille mule, inden jeg giver hende et puf på halsen, der dog er meget svagt. Men det er hun jo selvfølgelig os, så måske vælter hun, men så må jeg bare få hende op at stå igen. Men sådan som hun tripper der, med min hale i hendes mund, går noget op for mig.. Hvis jeg kunne fravælge hende nu, og sige hun ikke skulle eksistere, så ville jeg ikke kunne vælge det. For det går netop op for mig, at jeg lige nu, er mere lykkelig end jeg længe har været.

Jeg er ikke i tvivl om, at min mor og jeg nok skal blive gode venner - det skal jeg i hvert fald nok sørge for! Da hun smiler af, at jeg kommer trippende med en lok af hendes hale i munden, spidser jeg mine ører fremad mod hende, inden jeg giver et lille, skingert hvin i en glad tone fra mig, der nok mest af alt miner om et piv. Jeg opdager hurtigt, at jeg kan en hel masse ting, selvom det naturligvis tager tid at lære at gøre det ordentligt, men bare det, at jeg nu kan give lyd fra mig, det er jeg meget stolt over.

Kort efter puffer hun til min hals, og det slår mig en anelse ud af balance. Ustabilt rykker jeg sidelæns, men jeg slipper ikke hendes hale. Utilfreds stopper jeg op og lader mine ører flappe ud mod hver deres side, inden jeg en anelse fornærmet retter blikket mod hende. Hun er meget stærkere end mig, og hvis hun ikke stopper op, når hun mærker et træk i halen, er jeg nok nødsaget til bare at slippe. Men inden det overhovedet kommer på tale, vælger jeg alligevel at ombestemme mig, og derfor bevæger jeg mig fremad igen.

Jeg ved ikke, hvor vi skal hen, men jeg håber ikke, at der er alt for langt, for det er hårdt for mine lange, men spinkle og skrøbelige ben at bevæge sig af sted, og det kræver en hel del energi. Men jeg har ikke lyst til at stoppe op, for tænk hvis hun så bare ville fortsætte, uden mig?

[/size][/color]

Hendes lille skingre hvin, får mine øre til at vippe en smule tilbage og frem igen, i en hurtig bevægelse. Hun kan altså sige lyde, det må jeg jo erkende. Men det er også kun godt. For skulle det ske, at hun og jeg bliver væk fra hinanden, så vil hun kunne give lyd fra sig, og dermed vil jeg så kunne finde hende igen, hvilket kun er positivt i mine øre. Men det ændre nu ikke på, at den skingre hvinende lyd, er en anelse højlydt i mine ret så sensitive øre.

Efter jeg har puffet til hende, standser hun ret pludselig op, med et noget utilfreds ansigtsudtryk i hovedet, men det kan jeg nu ikke tage mig af, ikke lige nu. Det puf hun fik, dem vil hun få en del af, og nogle vil ikke være blive og kærlige som mine er. Men hun tripper dog hurtigt op til min side igen, stadig med min hale i hendes mund, hvilket jeg stadig morer mig en lille smule over. Jeg ved ikke rigtig hvem hun minder om endnu, for jeg ved, at jeg aldrig rigtig legede.. Kun med mig sig, en sjælden gang imellem. Men hun er heller ikke præget af nogen fortid endnu, og derfor er hun jo blot som mange føl måske er, legesyge, glade og kærlige.

Efter noget tids gåen, vælger jeg nu at stoppe, blot for en stund, så Saphira kan få lov at hvile en smule, på de lange og dinglende ben, der i forhold til hendes krop, er alt for lange. Langsomt drejer jeg hovedet hen til hende, og lader min mule søge ned til hendes ryg, som jeg blidt pruster imod, for at skabe varme ind under hendes pels, og ind til hendes tynde hud. Mine øre er roligt vendt fremad, min indeni, er jeg slet ikke så rolig. Jeg er bange for at gøre noget forkert, hele tiden.

Efter et lille stykke tid er gået, stopper hun op, og det er jeg glad for. Uden at tøve stopper jeg op ved hendes side, inden jeg en anelse usikkert stamper lidt rundt på mine bagben, indtil jeg endelig lægger mig ned. Jeg ved ikke, om det var det, hun havde tænkt sig med sit stop, men jeg vil da ikke forpasse sådan en chance for at hvile mine lange ben lidt. Hun virker hele tiden så opmærksom på alting omkring os, og jeg forstår ikke hvorfor. Hvad er det mon, hun holder øje med?

Eftersom jeg ligger tæt ved hende, er det ikke svært for mig at drille hende en lille smule. Mine ører spidses, inden jeg strækker mulen frem mod hendes ene forben, og ganske drillende nipper jeg mod hendes hovskæg for at kilde hende en anelse. Kort efter stopper jeg, inden jeg retter mit blik op mod hende for at se, hvordan hun mon reagerer på mit lille påfund. Hele tiden er jeg opmærksom på hendes reaktion på ting jeg gør, fordi jeg er meget nysgerrig efter at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert.

Der er mange nye dufte omkring mig hele tiden, og nogle af dem har jeg allerede lært at kende. Min mors duft er nok den mest tydelige af dem alle, men jeg har også lagt mærke til, at der er en duft, der bliver forstærket, når de høje, brune dimser står tæt omkring os, og derfor går jeg ud fra, at det må være dem, hvis duft jeg også har lært at kende.

[/size][/color]

Der går ikke andet end få sekunder, før Saphira folder sine lange ben sammen, og smider sig ned på jorden. Det var måske ikke helt det, jeg havde tænkt mig. Men selv er jeg også træt, og det er klart. For jeg har for få timer siden, givet liv til denne lille sorte skabning, så det er vel klart, at min krop er træt. Kort kigger jeg bagud, søgende imod det sted vi før var, men det er ikke til at se, og derfor ved jeg os, at vi er langt nok derfra, og at vi så kan tillade os at smide os her, bare for en stund.

Da hun hapser til mit hovskæg, tager jeg hovedet ned til hende, og puffer lidt til hendes hoved, dog ikke irettesættende, for der er ikke noget galt i det, så længe hun ikke bider eller forsøger at gøre det i en trodsig handling, og sådan tolker jeg det hvert fald ikke. Lader mig hoved søge ned til hende, inden jeg så lader mine forknæ ramme imod jorden, og derefter lader jeg hele kroppen dumpe sig ned, så jeg nu ligger ved hende, med min mave tæt imod hende, for at kunne give hende varme.

I en let bevægelse, tager jeg hovedet og halsen let henover hende, så min hals faktisk dækker meget af hendes lille krop, og dermed giver varme til hendes lille krop, så hun ikke kommer til at fryse, når vi nu ligger ovenpå frossen jord og sne. Fejer min hale ind til mig, og brummer i en sagte lyd, inden jeg lader ørene vippe rundt hele tiden, meget lyttende. Jeg kan ikke ligge mig til at slappe helt af, for jeg skal hele tiden være klar, hvis nogen søger herhen. I stedet ligger jeg bare og siger nogle brummende lyde, mildt og kærligt, så hun kan huske dem fremover, at det er mine lyde.