I Skjul af skoven

Savana

Den gylden skabning, tumlede rundt mellem de store stammer. Et stykke inde i skoven, det var et sikkert sted. Når hendes mor ikke lige var ved hendes side, hun viste hun var lige i nærheden hvis hun skulle få brug for hende. Og i mellem tiden kunne, hun jo øve sig i balancen. Hun var stadig ikke ret yndefuld at se på, når hun sådan gik af sted. Da hun var meget klodset og usikker på sine ben endnu. Hun var heller ikke mere end få dage gammel, så der var stadig meget at lære endnu. Roligt vippede hun øren frem og tilbage, mens hun nynnede lidt for sig selv, hun betragtede de bare træer som stod der lige, så høje som de var. Hvad mon der fik dem til at se, så tomme ud. Når hun kiggede på de små buske i bunden, havde de mere fylde på sig (blade) det var en underlig verden, så meget at opdage og så meget at lære. Stille gled hun ind i sin, egen verden og sine egne tanker. Hun tænkte på sin mor den sol gule hoppe, det passede godt til hende. Mon hun nogen sinde havde været oppe og rører den kæmpe gule ting, som man får ondt i øjnene af at kigge på. (solgen) et lille grynt kom fra hende, hvor efter hun forsatte med at udforske skoven.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Det kolde vejr havde endnu sit præg på landet, mens mange af træerne endnu var i hi omkring i den ellers tætte skov her på Chibale. Lyse hove trådte roligt over den nedtrådte sne, der mange steder var efterhånden brunlig, af ren mangel på ny nedfalden sne den sidste tid. Duellerende spadserede tre hvide ben i sammenarbejde med et enkelt rødligt. Åndedrag fra en hvid mule drog til vejrs, mens skikkelsen selv spadserede roligt mellem de tætte og nøgne træer på denne eftermiddags kolde vinterdag. Men noget tumlede rundt, og en lille skikkelse mellem træerne spottede de mørke øjne. Sprudlende og energisk så Diegos blik til, mens de plyssede øre vippede nysgerrigt frem, lyttende imod denne små springende skabning et stykke væk mellem træerne. Et føl måske? Diego lyste tilmed helt op, mens smilet bredte sig drenget på hans mule, før han satte kursen mod det fremmede føl.

Savana

Der gik ikke mange minutter, før Savana. Med et fik færten af noget eller nogen i det fjerne, hun var blevet en smugle mere opmærksom, efter sit første møde, hvor hun slet ikke havde bemærket verden omkring hende. Hun var nød til at være mere på vagt, her var åbenbart mange skabninger, og hvem ved. Om de ville gøre hende ondt!? Hun vippede øren lidt tilbage i nakken, da hun lagde mærke til. Hvordan lyden af noget kom nærmer, hun sprang hurtigt i skjul, bag et træ - hvor hun lige tittede frem, hvad mon der var på vej mod hende? Der gik lidt inden hun fik øje. På en stort rød hest, med 3 hvide ben og hvid blis. Hun strakte hoved længer frem for, bedre at kunne se. Men uden at tænke over at hun jo skulle, holde sig i skjul. På denne måde hun stod lige nu, der var hun røbet på alle led og kanter. Hendes brune øjne kiggede på den fremmede og hun sagde intet, kiggede blot med store øjne.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Yderst elegant dansede den lille skabning sig mellem de tætstående og nøgne træer. Men hurtigt fik føllet jovist øje på ham; næsten hurtigt fandt føllet sig bag et træ. Diego stoppede let, og et fornøjet og drenget smil bredte sig muntert over hans hvide mule. Få sekunder gik der også, før føllet; som efter en meget ny og urørt duft at dømme var en hoppe, tittede frem bag den ellers rimeligt store træstamme. Sprudlende så hans mørke øjne nysgerrigt til, før hans plyssede øre vippede opmærksomt imod hende. Varmen strømmede fornøjet i hans krop over dette lille føl der afslørede sig fuldstændig.

”Goddag lille ven.”
Havde hans stemme lydt varmt, med den unge og drengede stemme, der spillede fra et uskyldsrent og ærligt smil. Han havde sænket det flotte hoved en anelse, og mulen en anelse frem. Mest for at vise at han ikke var farlig, trods hans nysgerrighed måske kunne virke for frembrusende for sådanne en lille én. Ligesom med det andet lille mørke hoppeføl han havde truffet.

Savana

Savana bemærkede hvordan den store røde, fremmede hest. Stod der og smilede, mon det var af hende? Hun vippede de små gule ører helt frem, mens de brune øjne mødte hans mørke øjne. Det gøs lidt i hende, aldrig før havde hun set en anden skabning, med så mørke nogle øjne. Hurtigt så hun hvordan, et smil kom til syne. Hun slog let med halen, og stod stadig helt strakt. Idéen med at gemme sig, havde hun vist ikke helt forstået. Da hun ikke var ret skjult, og selv afslørede sig. Men nysgerrig-heden havde tage overhånd, frem for frygten.

Da han snakkede venligt til hende, sprang hun frem fra hendes 'skjul' og lavede et par lette hop. Hvor på hun kiggede på den store røde skikkelse. Hun havde aldrig, set så rød en skabning før, og hendes øjne blev næsten lige så store som æbler 'rundetårne XD'. Selv mærkede hun hvordan, denne skabning sprudelede af energi lige som hende selv. Igen gjorde hun et par kåde hop, inden hun stod helt henne ved den fremmede.

''Goddag store ven''

Savana, gav ham svar på tiltale, hvis hun var 'lille ven' så måtte han da være 'store ven'. Hun satte den brune mule, lidt frem mod hans den hvide. Lige for at fange hans duft, og gemme den i sin hukommelse. Hvem ved, måske ville hun møde denne røde skabning igen engang. Den lille hale, slog fra side til side. I en ivrig og taktfast rytme, som kun et lille føl kunne mestre. De brune øjne, som hun var i besindelse af lyste, at uskyldighed og energi.

[/color][/blockquote][/blockquote]

Næsten som at se ham selv; eller Simba dengang tilbage til hans tid med familien, flokken og de evige græsmarker med de store skove. Ak ja, det lille hoppeføls entre fik blot hans hjerte til at banke et par ekstra varme slag, mens smilet blot forblev. Hans øjne sprudlede nysgerrigt og vågent, mens hans øre vippede endnu engang opmærksomt mod føllet, der snart stod helt henne ved ham.

Små skyer, bitte små dampende skyer, steg til vejrs fra hoppeføllets mule, da hun talte. Kulden var omkring dem, uhyrlig meget; og det overraskede lidt Diego at sådan en ung skabning ikke var i nærheden af sin mor, ved denne temperatur. Det kunne selvfølgelig tænkes at dette føl var en værre én, som blot var smuttet uden videre. For det var hårdt at være mor, at skulle opdrage på sådanne en lille én, der fra tid til anden var her og der. Han huskede tydeligt selv hvordan hans mor ikke altid havde styr på ham; eller Simba for den sags skyld. Diego lo let, drenget og ungt, kort og dæmpet ved tanken. Kort efter hoppeføllets ord, så det tydeliggjorde at det var hende der havde frembragt latteren. Det overraskede dog Diego, at dette føl havde et ordforråd, et ordvalg som dette, i så ung en alder. Hun kunne ikke være mere end sølle seks måneder! Men det misfornøjede ham dog ikke, nej, måske han kunne kommunikere med dette føl så?

”Hvad laver du her alene uden mor?”
Havde han så sagt med den drengede og unge stemme, nysgerrigt og omsorgsfuldt. Mens de mørke øjne atter sprudlede levende og ungt. Stille gav han et lille pust imod hoppeføllets mule, der drog sig tættere på, sikkert for at snuse til ham. Dampen steg atter til vejrs, og i en del større sky end hendes små, der drog fra mulen.