Ude godt, men hjemme bedst!

Savana

Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at Savana følte sig aller mest hjemme her i ørkenen. Det var nok fordi, det var her hendes mor også altid hørte til, det var altid rart, at komme rundt omkring. Og opleve nye steder, men det var altid dejligt at komme tilbage. Til der hvor man følte sig aller mest hjemme. Og mens den gylden hoppe tarskede gennem det tunge, orange varme sand. Var hendes skridt stadig en smugle usikker, hun øvede stadig i at holde balancen, og alt kom jo ikke på en dag. Hun kæmpede bravt, Savana er en stædig lille en og hun havde sat sig for at hendes, kluntedehed ikke skulle være hende, en hindring. Langt fra, hun viste hun måtte gå en masse, for at øve sig i at styre de lange bene. Da hun havde gået lidt lage hun sig ned i sandet. Hun var letter udmattede og måtte lige have en pause.

[/color][/blockquote][/blockquote]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b]

Hendes stemme lød i en varm uvant klang over ørkenen. Dette tonefald forskrækkede stadig Saint, for hun vidste ikke at hun kunne fremkalde så bløde og søde toner, men hendes lyse stemme passede perfekt dertil.
[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Savana

Savana lå og slappede af i det lune sand, hun var en smugle udmattede. Da hun havde øvet sig i at gå på de lange ben, og var også blevet meget godt til det, endnu ikke perfekt. Men det gik stille frem af. De små velformet ører løftede sig op da hun hørte hendes navn blive sag. Hun genkendte stemmen med det samme, det var hendes moder der kaldte på hende. Hurtigt kom hun på bene, og satte frem i en ret kluntede trav, sandet var en smugle svært at bevæge sig i. Når man endnu ikke, var helt sikker på sine ben. Men hun havde da lært at holde balancen i skridt, og var blevet meget bedre i sin trav. Det så dog, stadig en smugle kluntede ud. De brune øjne, fik øje på den gule hoppe som var hendes mor. Hun kom med et lille hvin.

''Moooar''

Da hun kom hende helt nær, puttede hun sig tæt ind til hende. Og begyndte at nulrede hendes side, Savana viste ikke helt endnu hvad hun søgte. Men der var noget der sagde hende, hun var meget tæt på og blot skulle mufle lidt videre, langs hendes mors side.

[/color][/blockquote][/blockquote]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Savana

Den gylden hoppe, kunne ikke løbe fra at Saint var hendes moder. De brune øjne der havde mødt hinanden i et kærligt blik, var som to dråber vand. Selv bar Savana ingen vinger som sin moder, og det genere hende ikke. Hun viste intet til den onde i denne verden. Blot et lille uskyldigt hoppe føl, med en sjæl så ren, som kun den vise havde - men med tiden ville denne rene sjæl, ikke længer være så ren. Den ville falme og hvem ved, hvor mørk den blev. Savana viste endnu ikke meget om den store verden, der ventede hende. Men lige nu generede det hende ikke, hun havde sin mor ved sin side.

Og det var alt hvad hun ønskede sig, og måske lidt mere til. Hun mærkede hvordan hendes mave rumlede, og en underlige følelse kom i hele kroppen. Det gule føl, havde følt sulten for første gang. Og alle hendes instinkter sagde hende, hun var på rette vej. I hendes søgen, på at komme denne mærkelige førelse til livs. Hun puffede stadig, med den lille brune mule. Endelig fandt hun frem til hvad hun søgte, hendes mors søde varme mæl. Da hun fik fat, logrede den lille hale, som kunne den aldrig stoppe igen med at slå. Hun mærkede hvordan hele verden, forsvandt omkring hende. Og hun følte sig tryk og elsket. Ingen kunne gøre hende noget ondt i denne verden.

Efter lidt tid, havde Savana fået slukket tørsten og stod et kort sek. og nød sin mors blide kærtegn hen over hendes ryg. Det var som om Saint var bange for at, Savana ville knække i 1000 stykker, så blidt rørte hun hende. I et kort sek. lukke Savana sine øjne og døsede hen til hendes mors blide kærtegn. Men da hun stoppede, med at nusse hende. Slog hun atter øjene op. Hurtigt bakkede hun lidt væk fra sin mors side, så de stod mere front mod front. Atter engang mødte de brune øjne hendes moders brune øjne, og der stod de med kærligeblikke og betragtede hinanden. Hvad mon hendes mor tænkte på? Hun så lettede hun syntes Savana, et skævt smil kom frem så man lige kunne ane, de pinke gummer. Hvor efter den lille hoppe lavede et lille hop, bare for at vise mor. Hvor dygtig hun var blevet til at styre de lange ben.

[/color][/blockquote][/blockquote]

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b] Saints hoved gled på skrå, oprigtigt interesseret. Saint havde allerede ladet Savana drage lidt ud alene, blot en lille smule væk fra hendes side, og hun var spændt på at høre sin datters tale, høre hendes glade lyse stemme.
[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]