Post by Deleted on Feb 24, 2013 19:42:56 GMT 1
T A I A
Det så ud som om den grå hoppe tænkte. Over hvad vidste Taia ikke, men det virkede som dybe tanker, for et øjeblik syntes hun fraværende. Da hun endeligt kom 'tilbage', blev den ældre hoppe mødt af et sørgmodigt blik. Hun ville gerne have gjort noget, men så snart det var kommet, forsvandt det igen, både til Taia's skuffelse og glæde. Et øjeblik cirkulerede hendes egne tanker om, hvad der kunne have fyldt hendes, men det forsvandt hurtigt igen, præcis som Asira's blik.
Et godmodigt, næsten moderligt, smil kom på den mørke mule, da Asira flappede sine ører til siden. Der kommer intet svar, men det var heller ikke forventet af den arrede hoppe. Et lille nik kommer der dog, før modet syntes at blomstre i den grå hoppe, som bar ar af helt andre grunde end den brune. Smilet forvandlede sig til et opmuntrende, i håbet om at bygge videre på det, som hendes ord havde startet.
,,Asira.. man skal ikke stræbe efter at ligge over det værste, men hellere ligge efter det bedste."
Taia var ikke sikker på, hvorvidt hun ville forstå det, som hun havde sagt. Det var en gammel talemåde, som man ofte brugte i Taruhk, specielt i Taia's familie, men hvor hørt den var andre steder, turde hun ikke gisne om. Hurtigt blev Asira's forståelse af ordsproget dog hendes mindste problem og den arrede hoppe fulgte den yngres bevægelser med øjnene. Hun forstod ikke ideen med, at Asira stilte sig over Saphira, men det var næppe en dårlig ide. Asira var, trods alt, mere forsvar end flugt. Alligevel følte Taia dog, at hun helst ville holde den grå hoppe fri for begge dele. Med blikket rettet mod lyden af hovslag, talte hun igen. Denne gang var hendes stemme dog dæmpet og hun havde allerede sat i skridt.
,,Asira..? Bliv her hos Saphira, så får jeg hvem end der er derude, på andre veje."
Det tunge hoved blev vendt mod den lettere hoppe, inden ordene stoppede helt. Med et opmuntrende, forsikrende smil, fulgte et par sidste ord.
,,Du kan sagtens klare det her Asira; det er jeg sikker på. Indtil vi mødes igen: Pas på dig selv og Saphira."
Med de ord forsvandt den arrede hoppe ind mellem træerne og i takt med at hun fjernede sig, blev lyden af hendes haltende hovslag lavere og lavere. Da de fremmede hovslag holdt op, gjorde hendes lige så...~Fin
