Stilhedens syndere

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

En dag er der gået.. En dag, siden jeg fødte et andet liv, og dermed nok på en eller anden facon, også gav afkald på mig eget. Ikke at jeg er død, eller nær ved, men jeg har viget mit eget liv, til at beskyttet et andet. Desuden ved jeg os, at jeg nu ikke får meget selskab i det næste lange stykke tid; for allerede før jeg fik Saphira, brød næsten ingen sig om det selskab jeg kunne give dem. Og det er forståeligt nok, for hvem ønsker at være sammen med en hoppe, hvis adfærd er så langt fra andres.

Men nu har jeg Saphira, og hendes selskab skal jeg nu have i hvert fald de næste par år. Et helt år, hvor det er intensivt, fordi hun ikke kan klare sig uden mig, og året efter kan hun så klare sig mere alene; men jeg agter ikke at forsvinde fra hende, ligesom min morder gjorde fra mig.. De grå øre vipper stille omkring, inden jeg kigger imod Saph, der ligger gemt inde imellem de tætte træer og buske, hvor hun ligenu ligger og sover. Jeg selv, står stadig mellem træer, men dog ikke så gemt.. Langsomt sænker jeg mit hoved en smule nedad, mens ørene flapper skråt bagud, og øjnene knibes en smule sammen. Trods jeg har fået en datter, er jeg ikke fyldt med glæde. Nej, for der er så mange andre faktorer der spiller ind i mit ødelagte sind, at jeg her svært ved at forholde mig til at føle nogen form for glæde.

Min sorte hale slår et slag om den afmagrede bagpart, for igennem de sidste uger op til at jeg skulle fole, kunne jeg ikke finde føde selv, grundet de mange skader som Seth pådrog mig. Nu er såret på næseryggen næsten væk, dog er der stadig en smule sår, bare knapt så stort, og såret på halsen og i nakken er blevet til ar i stedet. De flænger der var over mine knæ er næsten også blevet til ar, men dog er de formindsket, og næsten lukkede. Lader ørene kort vippe, inden jeg lader dem flappe ud til siden, i en mere sørgmodig stilling. For ligenu er her jo ingen, og derfor tillader jeg mig selv kort at miste facaden og den stolte holdning.

(Forbeholdt Sabrina og Jaidev)

Solen agtede stadig, at herske på blålige himmel, og kastede de sidste af dens kræfter nedover Andromedas ydmyge land. Et land, hvor en vogter levede og ånde for at beskytte det lys, der var blevet ham givet. Hingsten, mørk og ædel, dansede fremad med en elegance, der sang om hvor meget fysik styrke han var underlagt. Underlagt af hans egen vilje og stædighed om at kunne klare sig, og opfylde de krav, der var blevet sat til hans tilstedeværelse. Solens blege stråler nåede nedover ham, nåede ned til den kappe, der smøg sig om hingstens korpus; en kappe skabt af himlen. De stråler der ramte hans kappen, gav genspil og fik farvenuancerne til at glimte som diamenter; som hvis solen skinnede nedover en olieplet, og lavede et mønster i regnbuens mange farver. Hingsten dansede igennem hans yndlingsland, Chibale, hvis omgivelser var præget af træer og ægte natur. Lydende var milde og hjemvendte, som fuglens milde kvidre og harens puslen over skovbunden. Men endnu en lyd fyldte tomheden i luften; en lyd af noget flagrende. En unik lyd der karakteriserede, når hans stærke ben drog ham af sted i hans dans gennem terrænet. Da en pludselig duft ramlede ind i hingstens følsomme, sensitive næsebor, stoppede han op i en samlet parade, og lod ørerne glide sidelæns, mens halsen knejst galant op. Luften var frisk og klar, men alligevel spillede duften af hoppe ind i luften omkring ham. De sortnede, vise øjne gled gennem træernes tykke stammer, inden han vandrede mod lugten med afbalanceret bevægelser.
En grålig skabning i landskabet gjord det tydeligt, hvem der ejede den fremmede lugt. Foran ham stod en grå hoppe og hang. Hingstens sortnede øjne betragtede den grålige skabning, hvis krop var udsmykket med aftegn, der mindede ham om andre sjæle, der levede i Andromedas land. Hvert skridt var målrettet og stabilt, flydende såvel som dansende, da den mørke hingst forlod træernes blokade, og derved stod foran den grå hoppe i en afstand, der prydede af respekt og høflighed; hverken for tæt eller for fjernt. Øjnes berøring var som en fjers blide kærtegn; hverken indgående eller intense for at se hoppen, men blot med en mildhed, der næsten var diskret. Da han stoppede op, nikkede hingsten galant til den grå hoppe, mens ørerne gled sidelæns, da en nyere duft trængte ind i næseborende; hun var ikke alene…

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

De grå øre viger kort omkring, men lige nu er der ingen at hverken høre eller se. Kun Saphiras små puslende lyde, er det eneste jeg i disse minutter hører. Derfor forbliver jeg også stående med denne holdning, med hovedet sænket og ørene flappet ud til siderne, som så jeg mig selv som en skændsel; og det gør jeg vel egentlig også. For jeg har ikke grund til andet, har jeg? De sorte øjne er let knebet sammen, og jeg ser derfor kun en lille smule af jorden under mig.
Bedst som jeg tror at jeg står alene, hører jeg pludselig en flakkende lyd, som kommer den fra fugle der er nær mig, men lyden er også blandet med hovslag, som i mine øre tilhører en hingst, og ikke en hoppe. Men jeg opdager det for sent, fordi jeg er henslængt i mine egne tanker, og mine forestillinger, så før jeg har lokaliseret hvor lyden kommer fra, tropper en brunlig hingst op foran mig, i en respektabel afstand. Mit hoved flyver op i en voldsomt bevægelse, og ørene smides bagud i nakken, klistrende. Jeg jogger nogle skridt bagud, og virrer med hovedet i en forsvarende handling.

Jeg har ikke kun mig selv at passe på nu, men også en anden lille skikkelse, som ikke kan klarer sig alene, endnu.
Derfor er jeg måske også endnu mere afvisende end jeg ellers plejer at være, men desuden er han også en af de første jeg har mødt, efter seancen med Seth, og mine skader er stadig ikke helt forduftet. Jeg ønsker ikke at blive yderligere skadet, og derfor er jeg også endnu mere spændt op i min spinkle og trætte krop, fordi han nu er her.
Der er noget anderledes ved denne hingst, en attitude og en aura der lyser ud af ham; han er stolt over noget, noget andet end andre hingste er. Men da jeg står og overvejer hvad det er, falder mine sorte og tomme øjne imod noget der hænger over hans brune krop, et tæppe af en art, noget jeg aldrig har set før, og det får derfor også et fnys frem fra mine udspilede næsebor. Jogger endnu et skridt bagud, mens jeg knejser op i en spændt holdning. Jeg er trådt nogle skridt bagud, i retning af Saphira, selvom han jo ikke kan se hende. Men han kan sikkert lugte hende. Mine øjne falder flakkende imod ham, men aldrig i hans øjne, for han skal ikke se mine øjne, se hvilke ar jeg har på sjælen. Jeg siger absolut intet, men stirrer blot imod ham, flakkende, med ørene helt skråt bagud, og kroppen spændt. Det bunder nok mere i usikkerhed og frygt, overfor om denne sjæl os vil mig noget ondt.

Luften omkring de to sjæle, der var fremmede for hinanden, var tyk af anspændthed og nervøsitet. Hingsten kunne nærmest se, hvordan den grå hoppes nervøsitet sitrede gennem luften, og lagde en form for uro mellem de to sjæle. Hvis hingsten havde været letpåvirkelig af denne mistroiske hoppe, ville han have bukket under for hendes aggressive adfærd, der lyste ud af hende; en adfærd, han ej var van til at se i Andromedas fredfyldte land. Enhver sjæl levede i harmoni med sig selv, respekt og accept til omverdenen, men undertiden havde hingsten mødt flere og flere med knæk på sjælen, der havde medført en særpræget personlighed af flabethed og dominans. Den grå hoppe udviste dog ikke dominans, blot en reserveret adfærd; et signal om, at han ej var velkommen tættere på, end han allerede var. Ørerne vippede en smule, mens han holdte dem til hver side, alt imens kappen sagte flagrede omkring hans silkebløde pels. Da hoppen bakkede og fnyste af den himmelske kappe, hævede hingsten hovedet en smule, mens hans sortnede øjne søgte hende; søgte dybere på hende. Ar og sår var efterladt på hendes musegrå krop, knogler var fremtrådt og en sølle aura af opgivelse og udmattelse hang over hende, flettet ind mellem hendes sitrende anspændthed.

” Jeg hilser Dem. ”

Ordene der havde forladt den silkebløde mule hingsten ejet, var ejet af en stemme af maskulinitet og ædelhed; ædelt som et gammelt, galant sprog. Men undertonerne var behagelige, rolige og vise, beskyttende og ærlige. Ordene søgte mod hoppens hørelse, kærtegnede og berettede om, at han ej ønskede hende ondt. En diskret, lille rynke mimrede pludseligt på hingstens mule, da stilheden atter tog til blandt dem, og lugten af hest sneg sig ind i hans næsebor. En lugt, der end var ny og uberørt af verden. En lugt han allerede kendte. De sortnede øjne skævede mod busken bag den grå hoppe, inden han gjord et respektfuldt nik mod hende; han havde opdaget hvilken skat, hun gemte i skjulet.

Asira
A new life is born.
Another life if over.
Another day has come,
and yet one is gone.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Jeg er ikke tryg ved, at jeg nu møder en helt fremmed. Ikke nu hvor jeg har en datter at passe på. En ting ville være, hvis jeg havde mødt ham da jeg var alene, så ville jeg nok bedre kunne have håndteret det, men stadig ikke til fulde. For jeg er ikke særlig god til selskaber, slet ikke efter at to af mine selskaber har endt ud i en kamp imellem mig, og den pågældende sjæl. Sidst var det Seth, og det kom der er nyt liv ud af, selvom jeg end ikke selv er andet end 3 år gammel, og i manges øjne nok stadig ikke er helt voksen. Anspændtheden er stor imellem os, ikke fordi han er anspændt over mig, men fordi jeg er anspændt nok for os begge to. Men han hæver hovedet, da min fnys har forladt min mule; nok fordi han ikke er tilfreds med fnyset. Men jeg ved ikke hvad det er der hænger over hans ryg, og det er fremmed for mig; og dermed er det for mig, noget der er uvant og som ikke burde ligge dér, henne over hans ryg. Mine øre glider blot endnu mere bagud, af hans mere hævede hoved nu, og jeg sænker aldeles ikke mit længere ned nu, men hæver det heller ikke. Da hans stemme kommer frem, er det en anderledes hilsen, end jeg før har hørt.

,,Godaften.”

Besvarer jeg ham blot, en smule sammenbidt. Jeg ved stadig ikke hvad han vil mig, og derfor er jeg meget påpasselig med mine ord og handlinger. Men da han nu pludselig nikker respektfuldt imod mig, fordi han har opfanget lugten af Saphira, ser jeg måske en smule undrende ud i første omgang, inden jeg kniber øjnene en lille smule sammen. Hun er opdaget, Saphira, og derfor skuler jeg stille bagud imod hendes busk, hvor hun ligger og sover, inden jeg drejer hovedet imod den fremmede igen, og svagt lader det ene øre vippe en lille smule imod ham. Hvad vil han nu? Nu hvor hun er opdaget?