Watching over an angel without wings

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Endnu engang havde Altaïr bevæget sig ud I sandets ocean. Sandets verden, hvor han vel ikke var velkommen. Men den skimlede hingst, der hverken var dominerende af sind eller adfærd, var dog stædig, og ønskede at lærer mere om denne ørken; for ude i ørkenen, havde han oplevet to ting, som fortalte hans sind, at den var værd at besøge igen.
Om natten var himlen så klar, klarere end alle andre steder, og det tillod den skimlede hingst at have endnu mere direkte adgang til stjernernes verden, hvor han kunne skabe sine elskede drømme. Han var fri herude, fri til at flyve så langt hans sind ønskede det, og alligevel ville han altid have fodfæste i det kvælende sand, så han kunne vende tilbage igen. Og så havde han set denne uvirkelige bevingede hoppe herude, som havde haft et sind, der vel jog ham på afstand. Men hans nysgerrighed var for stor; han ønskede at se denne sære sjæl igen, lærer om hende. Hvorfra hun havde sine vinger?
Sandets udfordringer var mange, og det var ikke fordi at den skimlede hingst nød at vandre i det slugende sand. Det prøvede at hive ham ned, standse ham og tvinge ham til at vende omkring og søge mere fast underlag; men han vidste, at han med tiden nok skulle lærer at svømme i sandet uden anstrengelse. Engang.
Hans færden havde bragt ham et godt stykke ind i det sandede ocean; og hvis man kiggede sig omkring, var det kun de guldfarvede sandbanker der var at ane. Dog vidste han hvilken vej han skulle gå, for at komme ud - hans sind havde husket vejen af nødvendighed. At strande herude ville være et dumt træk, og det ville han for alt i verden undgå.
Mens han vandrede, lod han hele tiden hans blik søge efter ting og sager, han kunne genkende stederne på, således at han kunne navigere både frem og tilbage; men da så han hende. Den bevingede hoppe, der stod og spejdede ud i horisonten. Han havde lært fra sidste møde; så han nærmede sig ikke, men afgav i stedet et hingstet vrinsk, tilegnet hende. Afviste hun, ville han søge videre, men ellers ville han søge hende igen, for at se nærmere på hende og hendes sind.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Den bevingede hoppe, som havde fanget opmærksomheden hos den skimlede hingst, lod til at have flere ting, der trak i hendes opmærksomhed. Det lod som om, at der var en anden i nærheden, eller noget som hun bare var nødsaget til at holde øje med, ud over den skimlede sjæl, der nu strøg igennem sandet, hen i mod hende. Han kunne huske fra sidst, at det absolut ikke gik at røre hende, og selvom det nu engang var ham, at hilse hopper an på denne måde, da stoppede ham op på respektabel afstand, således at hun ikke ville føle sig foruroliget over hans nærhed. Han nikkede derpå anerkendende og respekterende overfor hendes grænser. Han ville ikke træde over dem igen og ende med at få bid, som sidst. Han hævede derpå hovedet i en nobel holdning, mens hans så den bevingede hoppe an. Det var ham stadig et mysterium, hvorfra hun var kommet, og egentlig kunne han ikke genkende den gyldne ørkenhoppe, som han jo faktisk havde set for lang tid siden, dengang hun endnu ikke bar vinger.
Han brummede dybt, nærmest hilsende imod denne magiske hoppe, eller, det var hun i hans øjne, hvorefter han bøjede sig i et buk til ære for hende. Da han endnu havde samlet sig sammen, lå der et udfordrende, men charmerende smil og blik i ansigtet på den skimlede sjæl - for selvom hun kunne være farlig, bidsk af sig, så tiltrak faren ham vel også lidt.

,,Melady, goddag. Jeg undskylder for vores sidste møde; min fejl. Men tillad mig at spørge dig, hvorfra en bevinget sjæl som dig, er kommet?”

Spurgte han med en yderst høflig tone, hvorefter han lagde hovedet på sned. Som hun nok kunne regne ud, var dette ikke hans normale fremgangsmåde, når han skulle hilse selskaber an, for normalt var han bedøvende ligeglad med, hvorfra de kom. Men det gjaldt ikke helt i dette tilfælde; for en som hende, måtte da næsten komme fra selve dette land, hvor han vidste, at der i hvert fald fandtes magi?

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/i]

Melady? Melady... Hingsten havde valgt at døbe hende uden tilladelse. Saint fandt det dog ikke helt forfærdeligt, for så kunne hun havde lov at holde sit rigtige navn gemt i mysterierne. Hun var næsten så distraheret af at han havde valgt at kalde hende ved et ukendt navn, at hun missede hans næste ord. En undskyldning var skam på plads, men Saint vidste ikke helt om hun skulle tro på oprigtigheden i ordene, så hun lod dette ligge til overvejelse senere.

"Jeg kommer fra et land langt væk, meget ligesom denne ørken, bare større og derfor mere dødelig og betagende."

Selv om hun selv nævnte hvor skadelig den ørken hun kom fra havde været, så kom der kort en ganske svag varme i hendes øjne. Hun havde elsket den natur hvori hun havde opholdt sig, også selv om det var denne der havde været ved at dræbe hende i de få sekunder inden hun kom hertil. Hun lod dig ikke sig selv svinde hen i minderne, det var en farlig affære! Hendes hoved gled let på sned, for hvor ville han hen med dette spørgsmål?

Saints ene øre gled let ud til siden, væk fra sin plads i hendes nakke, for at lytte bag hende. Hun ville ønske hun kunne stoppe, men hendes instinkter tiggede hende fortsat. Der kom dog ingen usædvanlige lyde fra det krat hvori Savana lå, hun var stadig sikker!
[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Den skimlede hingst kunne fornemme, hvordan den guldfarvede ørkenpegasus havde ting, der trak i hendes opmærksomhed; for selvom hun tydeligt ikke ønskede ham nær, og selvom hun allerede nu, trods hans acceptable afstand, lod sin krop spændes op, som var han hende nær, så trak noget andet også i hendes sind, men hvad, kunne han ikke greje. Efter at hans tanker havde tumlet omkring hvad det mon kunne være i nogle få minutter, lod han det dog ligge, for hvad end det var, var det ikke tilegnet hans ører og øjne. Han brummede dæmpet, respektabelt vel, da den guldfarvede bevingede hoppe begyndte at tale. Hun beskrev hendes land, en ørken, som større og farligere en denne, de nu befandt sig i. Et ocean af sand, endnu større end dette, havde han svært ved at forestille sig, men det skulle ikke undre ham, at der fandtes langt større sandhave. Sandet var en ganske ødelæggende kraft, og hvis først den bredte sig, kunne den ikke stoppes. Han lagde hovedet en smule på sned, for selvom den bevingede hoppe havde virket utroligt anspændt og utilpas, ved at den skimlede hingst endnu engang havde vovet sig i hendes nærhed, så gled der en svag glæde, ja nærmest stolthed over hendes udtryk et øjeblik, da hun omtale hendes ørken. Altaïr trak sig en smule bagud, overvejende, og for at give hende mere plads; måske dette ville kunne få de anspændte træk i hoppens krop til at lægge sig en smule.

,,Det lyder som et barskt sted, melady. Et sted hvor jeg ved, jeg ikke ville kunne begå mig. Men, melady, sig mig. Nu hvor du kommer fra en sådan ørken, så måtte du hver aften have frit udsyn til stjernerne der hænger over vore hovedet om natten. Hvad synes du om disse?”

Han vendte så småt tilbage til den fremgangsmåde, han altid brugte overfor fremmede; nemlig den spørgende, hvor han undersøgte deres sind og fantasi. Han yndede at tale om stjernerne, drømmene og ønskerne. Det var emner han nød, og emner han vidste ville vise nok om hans selskaber, til at han kunne finde ud af, hvordan deres sind basalt så ud. Han smilede kort, ja nærmest prøvende, til denne ørkenhoppe, inden han sænkede hovedet en anelse. Han søgte vel om tilladelse til at træde hende nærmere igen, da han helst ikke lagde så meget afstand imellem sig selv og sine selskaber, med mindre det var nødvendigt. Og denne dragende sjæl, ville han hjertens gerne tættere på.

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b][/center]

Hoppen mærkede sine øjne knibe sammen. Inden hun var stødt på landets kuppel havde hun ikke set på stjernerne på denne måde, men nu når hun kiggede op så hun en svag hinde der omgav hele landskabet deroppe. Det var ganske vidst sikkert hendes egen forestilling, for da hun var ramlet ind i noget i sit forsøg på at flyve væk fra dette sted havde hun ikke kunnet se det hun var stødt på. Hun fnøs svagt, og mærkede vreden boble op ved tankerne om det bedrag djævle hingsten havde gjort mod hende. Hun kunne dog heller ikke hade ham til det uendelige, for det var også han der havde skænket hende sin lille datter.
Opmærksomt så hun på den grå klat og bemærkede hans kropssprog. Hun mærkede sig selv rette sig mere op ved hans gestus der virkede så spørgende. Hun hævede kort den ene hov, men sænkede den stille ned igen. Hendes muskler slappede en anelse mere af, men mere skete der ikke i den gyldne hoppes krop.
[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Hoppen, den guldfarvede hoppe, den bevingede sjæl, var svær at læse. Hun både lod til at ville væk fra ham, og samtidig lod det til at hun havde blot en svag interesse for den skimlede hingst; måske lige akkurat stor nok, til at hun i sidste ende ville blive i hans selskab.
Der gik nogle minutter, hvor den skimlede hingst ikke var sikker på, hvordan og hvorledes den guldfarvede bevingede hoppe ville reagere, men så lod det til, at hun tog en beslutning. Hendes øjne, kunne han nu diskret søge; selvom han vidste at hun nok ville vende hendes egne væk, når først de mødtes. Han forsøgte sig dog alligevel. Hendes sagte prust lød og bølgede sig hen over hans mule. Han lod øverlæben krænges en smule op, ofr at holde fast i den duft der kom fra hende; ikke, som når han ved brunstens ankomst lod overlæben krænges op i en flehmen, men bare en diskret løftning, var det der nu kunne ses over mulen på den skimlede sjæl. Dernæst lød hendes ord; ord, der fortalte ham, at han nærmest var gemt væk bag noget, et slør, der ikke kunne defineres. Et lille smil gled over den skimlede hingsts mørkere mule, inden han gav sig til at svare, med den karakteristiske drømmende stemme.

,,Ligeså er du anderledes, melady; med vinger så hvide som himlen og med en krop så guldfarvet som ørkenen. Men, melady, der ligger intet slør over mig, nej. Jeg gemmer mig ikke bagved noget andet, der skal skjule hvem jeg er. Jeg står overfor dig, og hvis du vil, kan du få alt at vide om den jeg er, som du vil”

Fremsagde den skimlede hingst, med sit drømmende toneleje. Han nød skam at udlægge sine meninger for andre, og det var skam ikke anderledes med denne hoppe, selvom hans fascination lå på et helt andet niveau overfor denne bevingede sjæl, end hos nogen anden; fordi hun netop var noget andet end alle andre. Hun kunne flyve som fuglen, begå sig deroppe, hvor ingen anden sjæl havde sat deres hove før. Ærefrygt, kunne man vel også sige, lå i hans årer, overfor denne hoppe, der sagtens kunne bide fra sig, hvis hun blev presset for meget, og det havde han både respekt for, og fandt signalerende om et sind, der måske ikke var så let at arbejde med; måske var det lukket, spærret inde og tillod ikke fantasien at strømme. Han prustede dæmpet, inden han lagde hovedet en anelse på sned. Han kunne sige meget mere, men han valgte at holde inde, indtil den bevingede hoppe havde ageret på hans ord; det måtte hun da vel have noget at sige om?

[atrb=border,0,true][atrb=cellSpacing,0,true][atrb=cellPadding,0,true][atrb=width,400,true]

[/b][/center]

Hoppens lyse stemme blev blot en lille smule legende. Den svang sig anderledes, syngende om ordene som havde de en anden betydning end den hun gav til kende. Saint vidste dog ikke om ordene hun talte var sande, eller om de udtrykte noget helt andet. Hendes hoved gled dog på sned, mens hun betragtede hans blå øjne med dyb intensitet.
[/blockquote][/color][/size]


[/td][/tr][/table][/center]

Det var tydeligt, at der var misbehag i sindet på den gyldne og bevingede sjæl, som Altaïr af anden omgang forsøgte at nærme sig. De øjne hun bar, viste overhovedet ingen tegn på, at hun brød sig om at have selskab, eller brød sig om noget i det hele taget - men det skulle langt mere til at skræmme den skimlede hingst på afstand. Han lagde hovedet på sned, og et lille smil tegnede sig på hans mule, ved lyden af hoppens ord. Ikke et glædeligt smil, men om end et mere medlidende smil? Han brummede dæmpet, og der gik nogle minutter før han svarede; ikke fordi han ikke havde et svar, at give den bevingede sjæl, men simpelt fordi han gerne ville have at hun slugte sine egne ord helt, i og med at den udformning de havde, lå til den fornærmende side. Derpå begyndte den skimlede hingst at tale, med ferm tunge og den charmerende, drømmende tone.

,,Har de ej et behov, melady, behøver det ikke blive opfyldt. Ønsker du intet at vide om min sjæl, vil jeg intet sige, og da vil jeg opfordre dig til at vende opmærksomheden imod de mysterier der holder dig på jorden, hvis min tilstedeværelse ingen interesse har for dig”

Sagde han, høfligt. Han ønskede langt fra at belemre hoppen med hans tilstedeværelse, for selvom han nu fandt hende umådeligt fascinerende, interessant, var hans vilje langt fra at irritere andre sjæle. Han ville kun være i selskaber, der ligeså ønskede at være i hans, og ellers måtte han blot være foruden. Den langbenede, ædle hingst, rykkede en anelse på sig, og mærkede endnu engang hvordan hans hove sank ned i sandet under ham. Det var et uvant underlag for ham, og selvom han kunne danse derude, var det trættende, nok mere trættende end denne ørkenhoppe nogensinde ville føle det. Han brummede dæmpet, som for at markere afslutningen af hans ord - og dermed lod han det være helt op til hoppen, om hvor vidt de skulle fortsætte denne samtale.