Unlucky you

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Unlucky you [RESERVERET TIL SB OG MINDRAPER] Mørket var atter faldet over Andromeda. Ava havde ikke opholdt sig inden for flokkens område i den sidste tid. Hvad skulle hun sige når hun vendte tilbage? Hvordan ville andre reagere? Hvor mange spørgsmål ville der blive stillet som hun ikke ville kunne svare på? Ikke fordi hun ikke havde lyst, men simpelthen fordi hendes sind nægtede at tro på de ting der ikke kunne forklares, og alligevel var hun nødt til at tro på dem, for hun kunne ikke komme med nogen anden forklaring, og beviserne stod hun jo også med selv. Hun havde selv følt dem. Drømmen der blev til et mareridt var ikke længere bare en et søvn-minde, nej... Det var blevet virkelighed! Åh gud. Virkelighed! Det betød at hvad hun først havde regnet for fuldkommen sikkert havde vist sig ikke at være fuldstændigt trygt. Her var noget. Noget hun ikke helt kunne forklare, og alligevel vidste hun godt hvad det var. De skizofrene skygger, som den hvide skygge havde talt om. Hans brødre. Hans søstre. Ham selv. De var et og samtidig mange. De havde snakket om en hersker som hun ikke selv havde hørt om før. Hvordan kunne mørke være sand hersker i et frodigt land som dette? Det gav ikke ret meget mening og alligevel gav det rigtig meget mening. Det var ikke som det skulle være. Andromeda var forkert. I hvert fald i forhold til skyggens, mørkets, den hvide skygges brødre og søstres ord. Hun slog et svirp med halen og lod ørerne glide om langs nakken mens hun spejdede rundt i det øde ingenting. Mørket skjulte detaljer hun med lethed kunne se i dagslys, og derfor var det ikke helt nemt at tro på at der intet var. Hendes sind kunne også sagtens lege med hende. Få hende til at tro at ting var der selvom de ikke var. Hun syntes stadig at se skygger af og til, og kunne uden videre vige tilbage for noget som egentlig ikke var der. Det havde skræmt hende. Ikke på en måde der fik hende til at frygte mørket. Det havde gjort hende ondt – og det hun frygtede var smerten. Det var ikke noget hun havde stiftet kendskab til ret mange gange. Det var selvfølgelig sket nogle gange hvor hende og de andre plage havde tumlet rundt. Men hun havde aldrig været udsat for den slags bid skyggen havde givet hende. Den kolde skarpe fornemmelse der havde efterladt et lille pelsløst område på hendes hals, der var lige på grænsen til at være et frysemærke. notes,- word count, 420

[/td][/tr][/table][/center]

Det var ikke ofte at Mindraper befandt sig på den øde ø Zenobia, men kulden fra de andre øer havde bragt ham hertil. Ikke fordi han var kuldskær, nej, men sneen der havde lagt var bestemt ikke noget for den spraglede hingst der foretrak at camouflere sig ved hjælp af træer, bjerge og sand. De kunne man ikke i den kridhvide sne som udstillede ham i den grad. Han havde derfor begivet sig tværs over øen i et ganske afslappet tempo for han havde intet han skulle nå, ingen han skulle møde. Dog var der noget der fik ham til kort at stoppe op og misse en anelse med de farlige gule øjne som borrede sig gennem mørket og fast på en mørk skikkelse, der gik godt i et med mørket, men de hvide aftegn afslørede dens tilstedeværelse. Det var aftegn han huskede og brisen der førte duften af skikkelsen med sig fik ham til at genkende denne som den sorte hoppe Ava. Han huskede hende tydeligt, vedholdende med sine egne holdninger. Hingsten trak kort på skulderne. Det var vel ikke den værste man kunne støde på, selvom hun virkede en anelse paranoid som hun stod der.
En maskulin brummen lød højt fra han strube, rettet hilsende mod hende, inden han så skridtede hen til hende. Han stoppede udenfor rækkevide og nikkede så som en høflig gestus.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Unlucky you Ava iagttog den skikkelse der nærmede sig. Også selvom hun ikke var sikker på den rent faktisk var der. Hun kunne ikke vide om hun så syner. Om hendes sind forsøgte at snyde hende og få hende til at tro hun kunne høre skridt i det bløde sand – ligesom når hun kunne høre vinden hviske. Alle vidste at luften ikke kunne tale? Det var vel heller ikke anderledes her end hjemme i det gamle land hvor hun kom fra. Luften bragte dog færden af en anden med hende. Vinden havde ikke kun en retning i øjeblikket. Den havde flere. Denne ø havde ikke ret meget der bragte læ. Ikke når man stod på de højeste steder. Hendes blik var ikke helt lige så mildt og venligt som det måske engang havde været. Hun ville ikke lade nogen snyde hende på den måde. Hendes ører fløj tilbage i nakken i det hun kastede hovedet opad og gjorde tegn til den anden måtte holde afstand. Også selvom det var de gule øjne hun før havde set. En hun før havde mødt og snakket med. Hvem vidste om skyggerne kunne blive til andet end det de var? Hvis de var en del af den hvide skygge også. Hendes lille, korte vrinsk var advarende. Ikke feminint på nogen måde. Dog blev hun stående og betragtede den skikkelse der ikke lod til at forsvinde i mørket. Den skikkelse der ikke lod til at blive til flammer af sort toge. Hun trådte selv nærmere efter lidt tid, men stadig med ørerne vendt bagud. De isnende blå øjne var fast plantet på den særtbrogede hingst, Mindraper. Selvom hun kunne virke som en sur og tvær hoppe, så var hun det dog ikke. Blot en anelse mere på vagt end hun før havde været, fordi hun nu vidste hvad der eksisterede. Om hun skulle bruge ord eller lade være vidste hun ikke, så hun forholdt sig tavs. Hun strakte dog mulen lidt frem mod denne Mindraper, undersøgende, dog også klar til at vige væk hvis han ville bide, som han før havde gjort, og denne gang ville hun ikke tøve med at bide tilbage. notes,- word count, 356

[/td][/tr][/table][/center]

Ava's kropsholdning var ganske interessant for Mindraper som han betragtede hoppen virke næsten afvisende og mistroisk. Et advarende vrinsk lød fra hende og det fik hingsten til at knejse i nakken og brumme maskulint af hende. De gule øjne faldt på hendes mule der dog alligevel søgte frem mod ham og hans lod sin egen søge hendes med et blidt pust mod den. Ingen fare her. Hoppens ageren havde vækket en interesse i Mindraper, en interesse for at komme nærmere på det uforudsigelige hoppedyr der stod foran ham. Han knejsede derfor i nakken og skød brystkassen en smugle frem, dog uden at være for frembusende, for Mindrapers dans var varsom overfor fremmede og det var sjældent han åbnede helt op. Derfor trak han mulen til sig og rettede de gule øjne mod Ava's blå. Hvad mon var hændt hende siden sidst?

" Ava "

Hilste han med sin dybe stemme, som dog var fyldt med intensitet i det han sagde hoppens navn. Han sagde ikke mere end det, for han var en svær hingst at lokke mere end nødvendigt ud på, medmindre han kogte over. Det skete sjældent og derfor var de udbrud også mere voldsomme end normalt, men ligenu ventede han blot på om hoppen lukkede ham ind.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Unlucky you Avas hoved søgte opad i små ryk. Nærmest som små kast med hovedet som hvis hun havde været bange for at han ville gøre hende noget hvis han så meget som bare rørte hende, selvom det ikke helt var tilfældet. At han skød brystkassen fremad fik noget til at ændres inde i Ava. Der gik ikke mange sekunder før hun næsten aggressivt langede et forben ud i retningen af den særtbrogede hingst. Ikke fordi hun ville skade ham, men også for at vise hun ikke ønskede ham alt for nær – dog var hun heller ikke ude på at skræmme sit selskab alt for langt væk. Det var næsten som om den sorte hoppe ikke rigtig kunne bestemme sig for helt præcist hvad hun ville. Dog fik lyden af hendes navn hende til at stå bum stille i nogle sekunder. Der gik dog ikke lang tid før den lidt nervøse trippen startede igen og hendes hale piskede fra side til side om hendes bagpart mens nakken blev knejset så hendes mule næsten rørte bringen. Den hvislende lyd fra den sorte hale var det eneste der brød stilheden, da hun ikke selv åbnede munden for at tale lige med det samme. Hun trippede en smule nærmere hingsten, for det var kun hende selv der havde tilladelse til at træde nærmere andre – ikke andre der havde tilladelse til at komme nærmere hende. ”Hingst! Mindraper med de gule øjne” Hun brugte hans navn som en form for hilsen på samme måde som han kun havde nævnt hendes navn. Hun tilføjede dog en lille beskrivelse for at vise at hun godt kunne huske ham, på trods af det var noget tid siden deres veje sidst havde krydset hinanden. ”Her er øde. Her er intet. Og stilheden er stadig for larmende. Jeg har hørt mørkets hvislende stemme og jeg kan ikke slippe af med den igen” notes,- word count, 310

[/td][/tr][/table][/center]

Et forben kom flyvende i retning mod den spraglede hingst som tog et skridt bagud med et svagt fnys. Han var ikke begejstret for flyvske forben og andre løse dele på en hoppe som kunne forvolde ham skade. Hun virkede nervøs og Mindraper kunne kun gætte sig til at noget måtte have hændt den sorte hoppe som normalt var ih og åh så nysgerrig. Hun trådte nærmere og det fik ham mistroisk til at hæve hovedet en anelse, inden han vippede med ørerne, der dog blev vendt fremad igen ved lyden af hans navn, formuleret i en hilsen og en kort beskrivelse. Hun huskede ham, men det kunne umuligt være hans bid der havde gjort hende sådan og dette blev også bekræftet da hoppen endnu engang åbnede munden og talte. Mørket. Dette ord fik Mindraper til nysgerrigt at rette blikket mod Ava. Det var tydeligvis noget der interesserede ham meget.

" Jo mere du forsøger at slippe af med det, jo sværere er det. Mørket er skam ikke så farligt når du først har lært dig at begå dig i det. "

Sagde han så med et dybt tonefald der ikke var præg af mange følelser, men det var blot et neutralt statement fra en hingst der vidske hvad han talte om. Mørket, noget som Mindraper kunne begå sig i ganske problemfrit. Han benægtede det ikke og han forsøgte heller ikke at kæmpe i mod det, for han kunne lide det, trods alt havde han jo ikke kendt meget andet.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Unlucky you Den sorte hoppe, Ava, rystede på hovedet ved lyden af hans ord, og rankede sig en smule op. Så let lod det ikke til at være. Hun havde ikke rigtigt fået fred siden. Ikke rigtig fred. Det var næsten som om vinden viskede og træerne med. Selvom ingen af delene havde en mund at bruge. Det hele foregik oppe i hendes hoved, det var hun helt sikker på. Det var jo ikke mørket hun var bange for – ikke mørket som lagde sig over Andromeda hver aften og nat. Ikke det mørke der forsvandt når solen kastede sine stråler på dem. Noget andet mørke. Skygger af mørke. Med de flammende øjne. De isblå øjne spejdede rundt i det mørke de nu befandt sig i. Iagttagende og opmærksomt. Selvom hun allerede havde set rundt og ikke fundet andet end Mindraper, så fik det hende ikke til at stoppe med at holde øje. ”Lært at begå mig i mørket? Hvordan?”

[/b]

Hun var ikke helt enig i at mørket ikke var så farligt. Det ville fjerne lyset – og uden lyset ville græsset ikke kunne gro. Uden græsset ville de ikke kunne leve. Ava vidste hvad de flammende skygger kunne gøre. Hun bar rundt på et lille bevis i form af et hårløst stykke på halsen der næsten havde form som et bid. Det var vel også et bid – men ikke et bid fra en normal hingst. heller Ikke et bid en normal hoppe ville kunne lave. Det var koldt. Iskoldt og det havde gjort meget mere ondt end et almindeligt bid.
[/div][/center]

notes,-
word count, 257

[/td][/tr][/td][/tr][/table][/center]

Mindraper iagttog opmærksomt Ava og det gjorde da også at han fik øje på det hårløse sted på hendes hals, som næsten mindede om et frysemærke. Han løftede hovedet og beskuede det ganske stilfærdigt, men også nysgerrigt. Det var ikke et bid, nej. Det var forsaget af noget helt andet. Han knejsede let i nakken og udstødte en maskulin brummen, inden han blev revet ud af sine tanker da Ava igen talte.

" Det er ganske simpelt, men svært at forklare for en der altid har begået sig der. "

Mindraper ville ej afsløre for meget overfor den sorte Ava, for vidste hun hvordan hun skulle begå sig i mørket, så ville hun hurtigt finde en måde at nedbryde Mindrapers facader og det ønskede han ikke. Det havde været for tæt på med den gyldne, det skulle ikke komme så vidt igen. Det kunne ikke krakelere for ham, slet ikke nu.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Unlucky you Den sorte hoppe rystede ganske svagt på hovedet. Det nyttede jo ikke noget at han fortalte hende at der var en måde at slippe uden om den følelse af at noget konstant overvågede eller fulgte efter. Noget der hele tiden var der – hvis han ikke kunne forklare hvordan man slap. Hun kom med et ganske kort fnys og rankede sig en smule mere op. Hun trådte nogle skridt til siden i det gyldne sand, der var blevet køligt, fordi solen ikke længere var oppe til at skinne ned på det. Der var stille omkring dem. Ikke en sjæl at spotte ud over de to mørke – den ene med mere specielt aftegn end den anden. ”Så du siger det er simpelt at begå sig i mørket, men du vil ikke fortælle mig hvordan. Sikke en hjælp”

[/b]

Det kom måske til at lyde en smule muggent og en anelse utilfreds samtidig med hun vel på en måde kritiserede ham for det. Men det var jo også kun fordi hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv eller hvordan hun skulle løse det problem hun nu havde – hvordan skulle hun kunne lukke ting ude hun vidste eksisterede?. Hun kunne jo ikke bare benægte skyggerne og skyggehingstens eksistens når hun havde set dem og følt dem gøre hende ondt? Hvis han ikke kunne hjælpe eller ville hjælpe, så måtte hun vel søge hjælp et andet sted. Hun vidste nogenlunde hvor hun kunne søge. Hun havde snakket med en før, som skyggerne havde gjort gak gak.

[/div][/center]

notes,-
word count, 253

[/td][/tr][/td][/tr][/table][/center]

Mindraper trak hovedet til sig i et ryk understreget af et advarende fnys da hoppen rykkede en anelse på sig. Der gik dog ikke længe før han rettede ørerne frem og lyttede opmærksomt til hende og han brød ud i en perlende latter. Hun var da vidst blevet godt og grundig hoppe fornærmet, noget Mindraper bestemt fandt yderst morsomt. Han trådte da et skridt til siden for han vidste ikke om Ava nu ville forsøge at bide hans øre af eller noget i den retning.

" Alt hvad man siger kan og vil blive brugt i mod en Ava. Det kan du både tage som min grund til ikke at kunne hjælpe, men så sandelig også som en hjælp. Mørket leder efter svagheder, du må ikke vise dem nogen, hvis du vel og mærket har dem."

Fik hingsten så kryptisk fremsagt. Det virkede ligetil, men det var noget der var svært at mestre. Det krævede mange ofre og ensomme stunder. Noget Mindraper havde haft det helt fint med fra før han kom til Andromeda, men her var det svært at begå sig alene, uden magt og magi.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Et lille fnys kunne høres, og det stammede fra den sorte hoppe. Hendes ører vippede en anelse frem og tilbage. Alt hvad man siger, kan og vil blive brugt imod en. Det havde hun aldrig hørt før. Der var heller ikke rigtig nogen der havde brugt noget som helst hun havde sagt mod hende selv. Hun lyttede dog stadig til hingstens ord, uden at tænke alt for meget over det. ”Alle har svagheder, men det betyder ikke at man kender dem.. Nogen har bare ikke fundet dem endnu” Selv havde hun ikke rigtig nogen svagheder. Ikke mere. Hendes svaghed havde været hendes broder, Arc, men han var ikke længere i fare. Han var et godt sted. På de evige græsmarker – eller det ville hun i hvert fald selv tro på. Han kunne ikke være andre steder! Lidt forsigtigt puffede hun til hans hals, og nappede til en lille lok af hans man. ”Giv mig en god grund til jeg skulle bruge dine ord imod dig..” Det var ikke så meget en kommando, og alligevel var det vel. Hun kunne ikke selv se hvorfor hun skulle gøre det, men det kunne være han havde oplevet nogen gøre det før. Hun ville kunne forstå det hvis han kunne komme med en grund til det i hvert fald. word count, 215

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper trak let på skulderne og iagttog blot den sorte hoppe, som han var ganske var ganske opmærksom på. Hun var ikke en dum hoppe, og bestemt heller ikke naiv som de fleste. Hun vidste godt at Mindraper ikke var meget for at hjælpe sådan umiddelbart, men det var ikke fordi han ikke ønskede det, men han fandt det bare ikke særlig sikkert. Han trådte let et skridt frem mod hende. Svagheder, alle havde dem og som hun ganske rigtig antyd, så var det ikke altid man vidste det.

" Det har du ganske ret i Ava, kunsten er at gemme dem så langt væk som muligt. "

Brummede han lettere sagte med hans ellers mørke tonefald. Han bevægede sig hele tiden et skridt nærmere den sorte hoppe, som endnu ikke havde bidt øret af ham. Han vidste hun var stærkere end ham fysisk, så den kamp ville han aldrig tage op, ja heller ikke hvis det havde været omvendt.

" En god grund Ava? Hvis du ønsker at gøre mig fortræd, så er det ikke smart du kender mine svagheder. "

Hviskede han så ganske svagt i det han nu stod tæt på hoppen og havde placeret mulen oppe omkring hendes øre. Hans varme ånde kærtegnede let hoppens pels, men kulden omkring dem skar næsten igennem marv og ben.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Ava så en smule undrende ud i udtrykket. Hvis hun ønskede at gøre ham fortræd? Hvorfor hun skulle gøre ham fortræd vidste hun godt nok ikke. Ava trak hovedet lidt til sig, hvilket resulterede i at hun næsten var nødt til at kigge opad, inden hun trippede et par dansende skridt til siden og smældede med halen. ”Hah! Hvis jeg ønskede at gøre dig fortræd havde jeg allerede gjort det” Den sorte hoppe var bestemt ikke en man sådan skulle spøge med. Ligesom hun kunne være en venlig sjæl så kunne fanden også tage over. Hun havde i hver fald gjort sig for at sætte en skimmel hingst på plads, som teede sig som om hun intet var værd og som om han ejede hele jorden. Hendes ører vrikkede ganske kort. ”Men jeg forstår. Du kender mig ikke godt nok til at stole på hvad jeg siger, går jeg ud fra.. Det kommer jeg bare ikke ret langt med” Hendes blå øjne skimmede endnu en gang mørket igennem for at se om der skulle være nogle skygger at se – selvom det var mørkt. De kunne stadig ses i mørket. Hun havde set dem i mørket. De gjorde mørket tættere og mere sort. Det opslugte ting omkring sig. Det var det de skygger som den hvide skygge havde talt om. De skygger som den hvide skygge var i selskab med. Men det var ikke før indtil for nylig at hun fandt ud af at den hvide skygge ikke bare var skingrende sindssyg. word count, 251

[/td][/tr][/table][/center]

Mindraper brummede kort en anelse utilfredst af hoppens ord og ligeså meget til at hun bare sådan trak sig bagud. Han knejsede let i nakken og lagde hovedet på sned med en mild brummen. Hun havde ret, hvis hun ville kunne hun. Han så kort omkring, men rettede så blikket med den sorte hoppe.

" God pointe, men man ved aldrig hvad fremtiden bringer med sig. "

Sagde han så blot. Han bevægede sig kort efter hende med lette skridt og halen svagt piskende bag ved ham med en hingstet brummen inden han kastede en anelse uroligt med hovedet. Han bemærkede hvordan hendes blik igen søgte efter noget i mørket og han brummede mildt.

" Selvfølgelig kan du ikke det Ava. Men en må finde sin egen vej gennem mørket eller dvæle i det forevigt, hvilket ikke er det værste der findes.. "

Brummede han så roligt og trådte blot op på hendes side og placerede mulen på hendes hals, som ville han forsikre hoppen at ingen ville komme. Til trods for hun var stærkere end ham, så ville han da stadig gerne berolige hende lidt.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Unlucky you Hidsigheden voksede hos Ava hver gang den særtbrogede Mindraper åbnede munden og ikke havde lyst til at hjælpe hende. Hun havde næsten lyst til at vrisse af ham at han ikke havde set eller følt hvad hun havde. Skyggerne havde gjort hende fortræd og det var selvom hun ikke havde nogen svagheder. Det var ikke almindeligt mørke. Det var det mørke der kunne blænde en og det mørke der kunne holde dig fanget. Ikke et man bare lige kunne finde en vej igennem. Det sitrede lidt i den blanke sorte pels da hingstens mule berørte hendes hals. Det fik hende dog alligevel til at slappe en smule af igen. Hun kunne sagtens køre sig selv op til det punkt hvor hun ville være svær at hive ned igen. Det punkt hvor ingen ville kunne få et ord indført uden at hun ville råbe og skrige af dem at ingen var rigtig kloge. Det var dog ikke kommet til det punkt ret ofte. Det var kun sket en enkelt gang før fordi hun nogenlunde vidste hvordan hun holdt det inde. Men frygten – eller ikke frygten, men den urolighed hun følte fordi hun havde fornemmelsen af nogen var i nærheden selvom der ikke var noget som helst at se, kunne drive hende til vanvid. Hendes ører flød ud til hver sin side og hun sænkede hovedet en smule, mens hun lukkede øjnene for i stedet at lytte. Der var ikke så meget andet at høre end vinden. Og den svage hvisken der lige så stille blev til lyden af de brusende bølger i stedet. Sikkerhed. word count, 263

[/td][/tr][/table][/center]