|
Post by Deleted on Jan 10, 2013 16:51:49 GMT 1
Det tidligere snevejr over landet havde lagt sig; og det samme havde han uro. Han var tilbage! Tilbage i bjergpasset. Hans hjerte bankede varmt, mens en indre tryghed fyldte ham bragt, mens han trådte præciserende og sikkert over det ellers ret så glatte underlag. Sne såvel som is, var at finde alt oppe i denne tynde bjergluft især på denne årstid. Dog befandt han sig ikke specielt højt; og i denne dals kunne man endnu finde næsten levende græs under de mindste snedynger. Her var betrådt i sneen, men det var udelukkende grundet hans egen færden omkring. Roligt lod han et suk undslippe den lyserøde mule, mens han lod sig hvile på det ene bagben; skønt han endnu stod rankt. Kuns hans hoved var sænket en smule, men stadig lodretholdt. Det gav ham faktisk et lettere attraktivt udtryk, sådan som hans hals lavede en mere fin bue, især efter alle de muskler der var blevet sat, frem for når han spændte halsen i en højtholdt stilling. Ak ja, der var nu intet som stilheden her i bjergpasset.
´
[Reserveret til Armonia]
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 10, 2013 17:11:31 GMT 1
Der er ikke gået andet en blot nogle få døgn, siden jeg stødte på Den Vise, og hans ord og varme berigede mig med en ny opgave, og fornyet energi. En opgave, jeg nu har i sinde at skulle fuldføre, men hvornår det sker, det kan jeg ikke vide. For jeg er ej en hoppe, der tvinger andre til at skulle følge mig, side om side, så hvis den bjergkendende Djange nægter, da kan jeg intet gøre, før han siger ja. Det er sjældent at jeg vandre af sted, med et bestemt mål eller en bestemt søgen.
Men denne skumringsaften er dog en helt anden sag. For denne aften, der søger jeg ganske vidst noget bestemt, eller nogen bestemt. Jeg søger Djange. Og jeg har derfor også lader mit hoved bestemme hvor mine hove skulle føre mig, og ikke ladet hovene bestemme hvor jeg skulle hen. Jeg er derfor nu også søgt op i Enophis bjergkæder, hvor jeg dog vandre lavt nede endnu, da det ikke ville nytte noget at søge for højt op, da jeg ikke er bekendt i disse bjerge. Men det er ham, som jeg søger, og nu nok skal finde på et tidspunkt. Mine varme og milde øjne søger omkring bjergenes kroge og forhøjninger, og der fremme foran mig, står den spraglede Djange, heller ikke højt oppe i bjergene, ligesom jeg selv ikke er. Langsomt træder jeg nogle skridt nærmere, inden jeg da standser nogle meter fra ham. Et lyst og mildt brum glider fra min krop og hen imod ham, hilsende og venligsindet, men jeg bliver dog stående, for ikke at komme brasende eller træde over hans grænser.
,,Godaften, du spraglede Djange"
Lyder min stemme så, mild og let.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 10, 2013 17:23:49 GMT 1
Kulden i bjergende her, hvor den tynde luft ikke gør det just varmere; er end ikke så tynd her, som meget længere oppe. Det afhang også meget af om man færdes mest udenpå bjergsiderne, frem for inde i labyrinterne. Han var ej højt oppe i bjergende, men heller ej helt på ydersiderne. Han var ikke langt fra den sti der førte ham hurtigst muligt ned til engen, når han nu og da måtte søge mod søen, for at sikre tørsten ej brød ud. Men fine og næsten forsigtige hovslag lød, som klinker mod skrøbelige fliser, da en genkendelig duft ramte ham; blandet med det forundrende syn for Djange. Nu havde han lige godt set dét med! Var det ikke Armonia?
Næsten pludseligt fik han stampet det før hvilende bagben, hårdt i jorden; for atter at ranke sig op til sit normale holdning. Den sødmeagtige og alligevel skarpe og markante Timian duft sneg sig ind; mens en svag rynke slog sig på den lyserøde mule. En smule overrasket over dette sanseindtryk, samt gensyn.
”Værhilset Armonia.” Havde hans hæse og intense stemme lydt tonløst, som var han ligeglad. Det var ikke til at tyde på hans toneleje at han rent faktisk var overrasket over at se hende. Om hvilke følelse der prydede hans hoved, når han så hende? Det var ikke til at sige, og lige nu heller ikke selv for Djange. Alligevel undlod han som altid et respektfuldt og høfligt, men mekanisk, hilsende nik. Hans krystalblå øjne bar endnu det kolde og tomme blik, som langsomt blev misset en anelse anseende sammen, en smule skeptisk måske?
”Hvad bringer Dem hid?” Havde han ej holdt tilbage, en smule spydigt havde det måske lydt med det tonløse leje, ak det blot var nysgerrigheden der nagede her. Aldrig havde han troet at skulle se hende, i bjergende.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 10, 2013 17:45:53 GMT 1
Min afstand til den spraglede Djange ændrer sig ikke. Jeg træder ham hverken tættere på, men ej heller flytter jeg mig fra ham. Hvis han ønsker mig længere væk, er jeg sikker på at han nok skal vise det på en måde, hvorpå jeg ikke er i tvivl, og da vil jeg så flytte mig fra ham, og skabe større afstand. Djange er hurtigt til at opfatte at jeg er kommet til ham, og der går ikke andet end nogle sekunder før han flytter på sig, og igen ranker sig op til sin faste og bærende holdning, der er stolt af sind, og ædel at betragte.
Men ikke nok med hans holdning, der er ædel og rank, så er der også noget i hans ansigt som er en anelse forandret fra vores sidste møde. For han ser mig noget overrasket ud, over at se mig i disse bjerge, hvilket jeg skam godt kan forstå til fulde. Jeg er ikke bygget til at gå i disse bjerge, for der hvor jeg kommer fra, var det åbne områder, og skovbelagte områder. Ikke bjerge. Min krop er skabt til at bevæge sig imellem tætbevoksede skove, med en stor ynde, eller at gå i lange afstande, fra et fladt område til et andet fladt område, ej i bjerge. Derfor ved jeg os, at denne vandren bliver noget af en prøvelse for mig, hvis Djange da siger ja til at følge mig på vejen.
Et dybt nik glider fra mig, respektfuldt, fordi han ligeså gør dette til mig. Jeg er en ydmyg hoppe, og respekterer andre mig, er jeg slet ikke tøvende med ligeså at respekterer dem, og vise dette. Dog er jeg nu også normalt en hoppe, der altid ejer en stor respekt for andre sjæle og hvem de er.
,,Djange, jeg kommer for at bede Dem om noget, jeg måske ej kan tillade mig. Men du er den eneste jeg kender, som kender disse bjergkæder så godt. Jeg er kommet til Dem, i et håb om, at De vil følge mig til bjergenes labyrinter, og der skal jeg da finde et kammer, hvor jeg selv må fortsætte min vandre, uden din hjælp. De vil ikke kunne finde dette kammer for mig, det vil jeg kun selv, men jeg har brug for Deres hjælp, til at finde bjergenes labyrinter, for Dem kan jeg ej finde rundt i, og ej heller finde.”
Besvarer jeg ham med en rolig tone, mens mit blik falder imod ham, søgende efter en reaktion på min forespørgsel. For hvordan han mon reagerer? Jeg siger intet om, at han dernæst skal søge til bjergets top, alene, og at der dér vil vente noget, noget der måske vil forandre ham for altid, men noget der ham intet ondt vil; nærmere det modsatte.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 10, 2013 18:16:27 GMT 1
Armonia udviser tydeligvis gensidig respekt; som han før havde haft gavn af at betragte. Det var efterhånden længe siden han havde truffet hende. År. Hun havde været den første sjæl han overhoved havde truffet; hvilket også gjorde at hans hoved så småt blev distraheret en anelse af mange minder. Minder fra før dette land; minder fra hans egen tid før alt dette. Før dette skift; før denne omvæltning. Han vidste endnu ikke hvad der var sket, og sandt og sige frygtede han lige præcis dette der var sket. Sådan at blive trukket fra den ene verden til den anden, sådan uden videre. Uden valg, uden indblik på skæbnens valg. Han frygtede dette, da det var det eneste han gang på gang kunne komme på, hvor han var fuldstændig hjælpeløs. Hvilket han hadede inderligt!
Men Armonia havde direkte opsøgt ham, hvilket hendes ord afslørede. Lettere rankende trak han let på holdningen, efter hans før lidt afslappede stilling, før hun havde trådt ham ind på hans område, så og sige. Let havde det ene øre gledet ud til siden, understregende for Armonia af at han lyttede til hende. Stille slog der sig en rynke på den lyserøde mule, en anelse skeptisk vedrørende hendes start. Indledningen er meget direkte, selv fra en hoppe som Armonia, han kun kunne erindre at snakke i lange ugyldige og unyttige sætninger. Direkte bede ham om noget? Hm, hvad mon det gik ud på? Straks ledte den ene reaktion til den næste, da hendes ord omkring hendes viden om at han kendte til bjergende, gjorde at hans øjne missede sig lettere skuende sammen, mens hans blik atter så stift på hendes øjne. Hun talte videre, og trods han meget skeptiske udtryk, forstod han at hun blot ønskede at han ledte hende gennem bjergende. Men det undrede ham. Hvad i grunden mente hun med det at hun vidste hvor hun skulle hen, at hun såvel kunne finde dette kammer, men ikke kunne finde der hen alligevel? Rynkerne var mange, og næsten misfornøjet så han ud, mens han vidst svagt kom til at blotte få tænder. Han slappede dog pludselig lidt mere af i mulen, og et lidt hårdt fnys undlod hans mule.
”Så jeg skal lede Dem til labyrinterne?” Lød hans stemme hæst og intenst, meget tonløst; og mange ville nok tolke det direkte afvisende og afskyende, også med den mine han havde trukket over hovedet på sig selv nu. Hans øre lå lidt hårdere i nakken nu, mens kun hans bringe der afslørede hans åndedræt, gav tegn på rolighed i denne hingsts krop.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 10, 2013 18:40:53 GMT 1
De varme og milde øjne forbliver imod den spraglede Djange, så jeg kan se hvordan han reagerer, hvis han da reagerer. Men det gør han, ganske synligt endda. En rynke falder over hans lyserøde mule, i en skeptisk holdning overfor de ord jeg siger, dernæst knibes hans øjne sammen, og dernæst kommer hans tænder en smule til syne, hvilket får mit ene øre til at vippe en smule forsigtigt bagud, måske endda undskyldende.
Jeg er ikke ude på at fornærme ham, og ej heller irriterer ham, men blot søger jeg jo hjælp hos ham, en form for guide. Jeg er i tvivl om, hvad hans ord bliver til dette. For ærlig talt, så er jeg begyndt at miste håbet for, at det vil lykkes for mig, at få ham med, og guide mig ind i bjergenes labyrint. Men jeg vil ej opgive, blot efter et ’nej’. Da vil jeg blot komme igen, og søge hans hjælp atter engang. Hans stemme høres nu, og jeg lytter ganske intenst og opmærksomt til hans ord.
,,Jeg vil bede Dem om at vise mig til labyrinterne, ja.” En kort pause holdes. ,,Jeg kan ikke love, hvordan vejen bliver, og jeg kan ej love at mit selskab er Dem passende. Men jeg vil og kan love Dem, at rejsen ej vil være noget De fortryder, Djange. Men jeg kan ej fortælle Dem det hele, ej endnu. Det virker så dumt, at bede Dem stole på mig. Men jeg vil alligevel bede Dem om, at have en smule tillid til De ord jeg siger.”
Nikker jeg mildt, mens min stemme toner sig færdigt, i de varme og venlige lage. Mit blik hviler atter på ham, ej stirrende eller granskende, men dog en smule søgende. Jeg falder ej på ’knæ’, for at bede ham inderligt om hjælp, for sådan er jeg nu heller ikke. Jeg vil ej tigge nogen om at hjælpe mig, for hvis han inderligt ikke ønsker at hjælpe mig i denne omgang, da vil jeg give det tid, og møde ham atter engang, for blot at være i hans selskab. For Djange er intet skidt selskab, det er jeg sikker på, blot har han nogle parader oppe, der ikke er så nemme at træde igennem; og det behøver det ej heller at være.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 10, 2013 18:53:33 GMT 1
Hoppen har tydeligvis brug for lige hans hjælp. Hvilket vel også gav lidt ekstra til hans overordnede skeptiske mine. Hvad bildte hun sig egentlig i grunden ind; komme her og bede om hans hjælp, bare sådan uden videre. Samtidig så han det en smule ironisk at hun kunne komme og bede og hans hjælp. Selv lige fra første møde med denne røde hoppe, havde hun været synderligt bevidst om ikke at ville have hjælp. Den første gang hvor han havde tilbudt hende ly, ro og tryghed, når nu hun var ny i landet. Men næh nej, hun kunne da klare sig selv; en hoppe der ej var afhængig af hverken tryghed eller fællesskab; som hun også havde nævnt en gang for ham. Han kunne ikke påstå at han ikke var enig! Men, at hun så skulle komme her… og så lige til ham! Var faktisk direkte morsomt.
Han havde vel mere eller mindre givet sig selv det resultat af at han ville lede hende, men ej kunne han undgå dette. Det hun fortalte ham. Hun havde så sandelig ret! Hvem havde sagt at denne tur gennem labyrinter, til labyrinterne; ville være synderlig rar eller komfortabel med lige hende som selskab? Ak ja, det måtte tiden vel vise for den brogede hingst. Dette skulle ikke stoppe ham i at lede hende, når nu hun egentlig så pænt havde spurgt.
”Passende selskab eller ej. Tillid eller ej. Jeg skal nok lede Dem Armonia; til labyrinterne, rundt i labyrinterne. Sågar også tilbage hertil, men ikke et skridt længere.” Fastslog hans hæse og intense stemme tonløst; trods han mente hvert et ord, mens hans kolde og tomme blik atter så på hende, fra de krystalblå øjne der havde spærret sig mere eller mindre op nu igen. Stille lå hans øre også blot bare tilbage nu igen, ej hårdt; mens der dog stadig svang sig en lille skeptisk rynke over hans mule. Han stolede ikke på hende nej, men han ville heller ikke sige at han tvivlede på hende. Tillid er et stort ord.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 10, 2013 19:46:50 GMT 1
Egentlig er jeg nok godt klar over, at Djange finder alt det her yderst morsom og sikkert også en smule mærkeligt, og måske endda irriterende. Men jeg bebrejder ham det ikke. For det er flere år siden, vi sidst har mødtes, og han var det første selskab jeg havde. Dengang, var jeg lige ankommet til landet, og ganske forvirret over min pludselig forsvinden fra mit gamle hjem. Jeg havde været alene i et godt stykke tid, i mit gamle hjem, da jeg ankom til Andromeda, og mit sind var derfor en smule forvirret. Jeg så inden grund som sådan til at binde mig til en flok eller et fællesskab, men dette har dog ændret sig helt og aldeles.
Igennem min tid her, har mit sind ændret sig til mit gamle sind, det jeg havde i mit gamle hjem. Og derfor er følelsen af at skulle være alene, og uden for et fællesskab ikke særligt tiltrækkende. Jeg vil gerne være i nærheden af andre, så ofte som muligt, men jeg er nu ikke direkte afhængig af det, for jeg kan også klare mig på egen hov, og uden andre. Men lige nu, har jeg brug for hjælp, mere end jeg før ar haft. For den opgave jeg er blevet pålagt af Den Vise, var jo netop at skulle opsøge præcis denne hingst, Djange, og bede ham hjælpe mig til bjergenes labyrinter, finde et ’kammer’ og røre det hjul der er i dets indre, så hjulet fremover vil rykke sig, når jeg kommer igen. Andre vil ikke kunne gøre det, for det binder sig til mig, og min sjæl, min berøring, ikke andres. Djange åbner nu munden, og svaret der kommer, er en glædelig overraskelse for mig.
,,Djange, jeg takker Dem, ganske meget, og oprigtigt. Jeg ved ej om du vil følge mig af sted denne aften, eller en anden aften. For jeg vil ikke bede dig gøre det når det passer mig, for det skal også passe dig.. Det er op til dig at bestemme, hvornår vores hove skal bestige bjergene, sammen.”
Siger jeg så ganske roligt, mens et mildt smil breder sig henover min røde mule. Jeg mener det jo ganske oprigtigt, for jeg vil ikke bestemme hvornår vi skal drage af sted. For har han andet at skulle først, og ikke lysten nu, da har jeg skam tålmodighed nok, til at vente, til tiden er inde.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 10, 2013 22:40:31 GMT 1
Hoppen syntes hurtigt at virke næsten lettet. Dette trak dog ikke hans fornøjede følelser fra hans sind, omkring dette møde. Finurligt lige frem, var det da at hun havde opsøgt ham. Men nu nok om det! Ud gled det ene gråbrune øre, for at understrege overfor Armonia at han skam lyttede til hende. Om man ville det eller ej, var Djange nu ikke så skidt som folk måske gik og troede af og til. Respekten var der altid, såvel som høfligheden. Han udviste det vel bare ikke ved at underdanige sig selv, eller over pylre med høfligheden og de små komplimenter. Nej, han sagde det som det var. Ærligt og direkte; hårdt, jovist nogen gange. Men man kan vel heller ikke gå rundt og leve i en drøm og fantasiverden hele sit liv! Selvom han efterhånden var begyndt at tro at dette måske var en fantasiverden han havde færdes sig i, de sidste nu tre år af hans liv.
Djange nikkede en anelse mekanisk over hendes ord, i den stadig samme holdning, mens hans blik forblev koldt og tomt; holdte de sig dog fra at være missede. Stille blegnede mulen også ud, før den atter slog en svag rynke, af ren overraskelse over at et smil bredte sig på hoppens mule. Han rankede sig let, før han fnøs en smule hårdt; nærmest markerende. Skønt der intet lå i det fnys.
”Armonia; nu ikke al den prædiken dér – lad os komme af sted!” Havde hans hæse og intense stemme tonløst lydt, før den sidste sætning havde lydt en smule kommanderende, så at sige. Han veg en smule med hovedet, og drejede hovedet fra hende. Han skævede kort op på himmelen der var en smule mat. Det var endnu ikke aften, men der gik ikke længe før månen ville erstatte den sol, som alligevel var skygget af skyer. Hvis den da ikke allerede var på vej ned i horisonten? Hurtigt vendte han hovedet imod hende igen, før han en anelse stampende, trådte få skridt bagud, og vendte præciserende og kontrolleret omkring; med en understregende stolthed. En smule oppustet, mens han gjorde sin entre. Han så nu Armonia som en der fulgtes med ham; ergo, én han havde ansvar for.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 10, 2013 22:55:39 GMT 1
Jeg er ikke helt klar over, hvor jeg egentlig har Djange henne. Jeg kender ham ganske lidt, vidst næsten ikke. Men jeg er dog også sikker på, blot fra vores sidste møde, at Djange ej siger ja til noget, som han ikke vil. Så hvis han inderligt ikke ønskede at vise mig vej til bjergenes labyrinter, så ville han nok have sagt nej, og bedt mig om at gå. Men det er ikke tilfældet. Han sagde ja, og nu vil vi så være følgesvende, hvis det da er nu vi skal af sted.
Da hans stemme igen dukker op, er det en smule kommanderende. Men dette smiler jeg dog bare af, for jeg er jo en hoppe af mange ord, der for nogle kan være kringlede og unyttige, men for mig er de vigtige, og en del af den jeg er. Men når jeg er i selskaber, der ikke bryder sig om al min snak, så tilpasser jeg mig skam deres selskab, og korter mine ord og sætninger ned, og det vil jeg da også gøre nu, hvor han har bedt mig om ikke at prædike sådan; selvom jeg nu ikke ser det som en prædiken, overhovedet.
Hans hoved glider fra mig, og i stedet op imod den matte himmel, der snart vil blive helt sort og mørk. Ikke noget jeg som sådan bryder mig helt om, for i forvejen bliver denne bjergvandring noget af en prøve for mine hove og min balance, men jeg er sikker på, at jeg nok skal gennemføre det, for det er den opgave jeg har, og det mit hjerte higer efter at gennemføre, for Lyset, så jeg kan hjælpe det, hjælpe Den Vise. Djange stamper nu i jorden, og i en præciserende bevægelse vender han sig om, så han nu står med ryggen til mig. Jeg forstår godt nu, at det er nu vi går, denne aften, og jeg skal følge ham. I nogle lette skridt, der dog er ganske velovervejet og velplaceret, bevæger jeg mig imod ham, dog ikke for tæt, stadig med nogle meter imellem os, men dog heller ikke mere end det. For jeg skulle jo gerne kunne se, hvor han træder, så jeg kan gøre ham kunsten efter, så godt som muligt.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 10, 2013 23:05:14 GMT 1
Hoppen smiler blot af den brogede hingst; over hans opførsel. Havde det været for blot få år siden, havde dette pisset den arme Djange af. Men stillede prellede det af ham, før han tog et par sikre skridt, over den både skæve, ujævne og glatte jord under deres hove. Han stoppede dig brat, mens han opmærksomt lyttede på Armonias lettere forsigtige skridt, i forhold til hans, bag ham. Hans blik spejdede kort rundt, de skulle blot lige ud et stykke her; men han vidste at der snart ville komme en stigning. Hårdt piskede hans hale en smule markerende om hans bagpart, før han kort orienterede sig diskret for omgivelserne. Han veg så hovedet, og lod det dreje sig nærmest mekanisk, så han så tilbage på Armonia.
”Efter Dem Armonia.” Insisterede hans hæse og intense stemme, endnu ikke så tonløst igen. Næsten høfligt kunne man fornemme i stemmen, trods ordene tydeliggjorde høfligheden. Men der lå nu mere bag, end blot høflighed. Han havde efterhånden ledt flere sjæle igennem bjergende, og af ren erfaring vidste han at hun ville færdes bedst, ved at gå forrest. Kun sådan kunne han hjælpe hende på stigninger, især nu; når der også var glat. Begik hun sig bag ham, og skulle skride, ville der ikke være nogen chance for at gribe hende, eller hjælpe.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 11, 2013 0:03:10 GMT 1
Mine skridt er placeret imod det lidt glatte underlag, uden at jeg ligenu skøjter rundt eller glider. Men vi når heller ikke andet end nogle meter, før Djange pludselig stopper op, og lader sit blik falde tilbage på mig. Selv, standser jeg naturligvis også op, mens mine øre nu vippes frem imod ham, og blikket løftet op fra jorden, og op til hans i stedet. Lidt spørgende og måske endda undrende. Men så lyder hans stemme. Han vil have mig op foran, og det ved jeg ikke helt hvad jeg skal synes om. For jeg aner jo ikke hvor pokker vi skal hen. Men mon han så bare vil guide mig bagfra?
Med en let bevægelse, sætter jeg gang i mine hove igen, snart når jeg op på hans side. Bevæger mig forbi ham, og op foran, hvor jeg vipper det ene øre bagud til ham, meget lyttende og nok os lidt søgende. Men så sætter jeg atter frem i en naturlig skridt igen, der dog rummer en stor forsigtighed, for jeg vil helst ikke træde forkert p den glatte overflade. Mit blik glider fremad og op, og jeg kan godt se, at det snart kommer til at stige opad, og ikke bare være en plan overflade. Og det er nok først når vi rammer det punkt, hvor vi skal opad, at jeg for alvor sætter mine ben og hove på prøve. Hele tiden er mit ene øre vippet bagud til Djange, så jeg kan opfange om han siger noget til mig, eller kommer med utilfredse lyde. Det andet øre vipper rundt i alle retninger, lyttende, både opmærksomt men også nysgerrigt på sin vis.
Vores rejse er nu for alvor begyndt, en rejse som jeg ikke ved hvad kommer til at rumme, men dog ved jeg, at når jeg nu endelig skal søge op til bjergenes labyrinter, så er det selskab jeg har i Djange, det bedste selskab jeg kunne få dette tilfælde, så jeg er indvendigt lykkelig, for at han sagde ja, og nu er påbegyndt en rejse med mig.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 11, 2013 8:31:14 GMT 1
Fokuserende på Armonia, ses det hvordan hun hejser hovedet og blikket op fra jorden. Hun er tydelig usikker på dette underlag, hvilket blot bekræfter hans forslag om at hun skal op foran ham. Hendes mørke øjne ser på ham, og en vis undrende mine synes Djange at opfange hos hende. Roligt venter han, mens hun træder forbi ham. Han spænder dog hurtigt op, mens ørene presses en anelse hårdere i nakken, idet hun passere ham. Rynkende forholder hans mule sig, næsten advarende, alt imens han forholder jeg behersket, da hun søgende lytter imod ham.
Kort efter begiver hun sig fremad i en forsigtig skridt gang igen; mens han selv præciserende og kontrolleret træder frem efter hende. Han misser kort anseende øjnene sammen, før han atter skæver tilbage. Har var vidst ingen – ind til videre, end de to. Inden længe var de af sted, ude på deres rejse; sammen… Med kursen imod labyrinterne. Næsten oppustet forholdte Djange sig, mens han næsten paranoidt forholdte sig skeptisk overfor enhver farer. Han holdte dog også med Armonia, i tilfælde af hun skulle få problemer med den stigning de faktisk allerede så småt var påbegyndt. Hun lyttede atter til ham, med det ene øre, mens han kort satte hende og hans eget åndedræt op imod hinanden, med henholdsvis til tempo; ud fra de dampskyer der steg så småt til vejrs for hver en vejrtrækning.
”Armonia; det er nu alligevel længe siden jeg har truffet Dem.” Brød Djange så alligevel stilheden efter et lille stykke tid, med den hæse og intense stemme der tonløst lød; som var han fuldstændig ligeglad med hende og det han selv havde sagt.
”De må ha truffet en del sjæle gennem tiden; må jeg spørge hvilke?” Havde han afsluttet sit egentlig spørgsmål, mens han kort skævede rundt endnu engang; og han atter forholdte sit blik ligeud, over hende; på den vej de skulle følge, men kun et stykke endnu.
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 11, 2013 10:14:28 GMT 1
De røde er meget opmærksomme på ham, da jeg træder forbi ham, netop fordi jeg ved, at han nok ikke bryder sig så meget om, at vi dermed kommer en anelse tættere på hinanden. Men jeg skal jo forbi ham, og kan ej blot gå en stor bue udenom. Men da jeg er kommet forbi, og vi igen begynder at træde af sted med rolige skridt, virker det til at afstanden nu passer ham fint igen, hvilket jo må være hovedsagen. Det ene røde øre er vendt imod ham, lyttende, for han kunne jo risikerer at komme med ord, der skal fortælle mig hvor vi nu skal hen. Men indtil videre fortsætter jeg nu blot ligeud, indtil han siger vi skal noget andet.
Da hans stemme så lyder, er det først en konstatering af, at vi ikke har set hinanden længe, og dette må jeg jo give ham ret i. Dernæst flyder der et spørgsmål ud i stilheden, et spørgsmål henvendt til mig, om hvem jeg har truffet igennem tiden i Andromedas land. Dette får en lidt tænkende mine frem, i mit ellers rolige og harmoniske ansigt. Langsomt lader jeg begge øre vippe bagud til ham, for at vise at han skam har min fulde opmærksomhed, og at jeg også nu kommer med et svar.
,,Det er længe siden, vi er gået af hinandens veje. Mine veje går gennem skovene i Chibale, eller blandt de flade sletter i Leventera. Sjældent kommer jeg til Enophis mægtige bjerge, så måske netop derfor, er vores veje ikke krydset længe.”
Svarer jeg ham roligt, inden jeg så kigger lidt opmærksomt fremad, da der nu begynder at komme et let stigning, og det mærkes i mine ben, fordi de nu arbejder anderledes end før.
,,Jeg har mødt mange sjæle i landet, Djange. Fra den ravnsorte Seth, til den skimlede månehingst, hvis sind var fyldt med drømme. Ligeså har jeg mødt den hvide Ahearn, den røde og muntre Diego, den ædle Jaidev, den varme og smilende Brêgo, den fyrige Matthew og mange, mange flere.”
Jeg har jo mødt ganske mange, men at remse dem alle op, ville nok komme til at kede Djange, og derfor siger jeg blot nogle af navnene, samt sætter en lille ekstra detalje på dem, fordi det blot falder mig ind og er naturligt.
,,Men hvad med Dem, Djange, De må vel også have mødt en del selskaber igennem årene?”
Spørger jeg da tilbage, mens det ene øre igen vippes imod ham, og det andet fremad, så jeg kan lytte til eventuelle farer, eller forhindringer der kunne risikerer at komme på vores vej. Hele tiden siger mine hove nogle små fine ’klikkende’ lyde, imod det hårde underlag, men det lyder ikke hårdt eller voldsomt, fordi jeg netop går så forsigtigt som jeg gør; det gør jeg jo altid. [Indlæg nr. 20 i Januar] [/size][/color]
|
|
|
|
Post by Deleted on Jan 11, 2013 10:36:49 GMT 1
Hoppen Armonia holder nu fint trit af en mere fladterræns vandrer; dog en smule forsigtigt og langsommere tempo fulgte hun, end han selv gjorde når han begav sig omkring i bjergendes landskaber. Dette kunne have irriteret ham, men nej. Det var hende ikke værdigt også at skulle skynde på hende, hun havde trods af alt aldrig gjort ham noget? Armonia blev dog hurtigt opmærksom, hvilket han virkelig værdsatte, før han lyttede til hendes ord. Det var sjov; Chibale. Mon hun så havde stødt på nogle af hans piger? Stille nikkede han blot, med et kortvarigt lidt hæst brum, blot for at understrege at han havde lyttet og forstået. Samt bekræftet hendes lille teori om at deres veje ikke krydsede sig særligt ofte.
Dernæst lød hendes ord atter, og med det samme lå hans øre dybt i nakken næsten gemt væk i den fyldige mørke man. Hans mule rynkede sig, af ren væmmelse, mens øjnene missede sig sammen. Han slog dog hurtigt tankerne ud af hovedet; mere eller mindre, mens vreden langsomt blussede op over det navn hun nævnte. Seth. Denne ravnsorte hingst. Det slog pludselig Djange at Athene i sin tid også havde fortalt ham om denne sorte hingst; denne trodsige hingst, han endnu ikke kendte til. Blot lyttede han atter, til hendes andre fortællinger; hvor kun denne Jaidev var ham bekendt. Hans øjne spærrede sig en smule mere roligt op, mens tankerne om Seth stadig rørte ham stille. Stillede hejste han hovedet lidt, efter at have ladet det sænke en smule, på grund af stigningen og det arbejde hans ben og ryg skulle udføre.
”Jeg har mødt en del må man sige. Den hidsige hoppe Midnight Myth, den smukke og nu bevingede hoppe Sunrise Saint. Den store og stærke hingst Zekaryah, samt den også den røde Jaidev.” Nævnte han roligt, en smule opremsende, da den tonløse hæse og intense stemme havde lydt bag hende. Vreden omkring denne ukendte Seth, nagede ham endnu; men alligevel fortsatte han af den anden dur.
”Derudover har jeg fået mig et afkom; Athene, samt en tro mage; den lille sorte Silent Liberty.” Lød hans stemme så hæst, en smule mere intenst, mens en svag stolthed og varme var at spore i hans ellers tonløse stemme, mens han kort skænkede dem en tanke. Specielt Athene, med den situation hun stod i nu…
De begik sig efterhånden ind på en smallere sti nu, hvor stigningen kun blev stejlere.
|
|
|