Hjem kære hjem..

Måske kender Djange nogle af de samme sjæle som jeg gør. Nok er Andromeda et stort land, hvor øerne er så vidt forskellige. Den skovbelagte ø, Chibale, den besandede ø, Zenobia, den vulkanske ø, Foehn, den frodige og åbne, men alligevel dækkede ø, Leventera, hvor bjergkæder holder en varm hånd om den åbne dal, og sidst men ikke mindst den store ø, Enophis, hvor bjergene bugter sig frem, så langt øjet rækker. Ja, der er en ø for enhver smag, og netop det elsker jeg Andromeda højt for. Inden er tvunget til at være steder, hvor de ikke hører hjemme, for alle vil nok kunne finde et sted, der i sidste ender minder dem om noget fra deres gamle hjem.

Jeg kigger ikke bagud imod Djange mens vi går, for så tror jeg ærlig talt ikke at jeg kan koncentrerer mig om at placere mine hove ordentlig ned i det hårde og bulede underlag. Djange må nok inderst inde være en anelse frustreret over, at jeg ikke bevæger mig hurtigere end det jeg gør, men jeg vil hellere holde et roligt tempo, end at jeg vil sætte farten op, og så miste balancen. Stien er efterhånden smallere, og stigningen bliver hun stejlere og stejlere. Et snefnug lander på min røde mule, efterfulgt af endnu et, og flere endnu. Pludselig falder mange snefnug fra himlen, og skaber et idyllisk billede udover Enophis ø, som jeg kigger udover nu, nu hvor vi kommer højere og højere op. Men jeg ved os, at der nok er ganske lang vej endnu.
Da Djange begynder at tale igen, lytter jeg til de navne han nævner. Zekaryah kender jeg også, en hingst hvis selskab jeg godt kunne have tænkt mig at være i igen, men han er ej at finde nogen steder.

,,Zekaryah har jeg ligeså mødt. Nogle sjæle har vi da begge mødt så”

Konstaterer jeg, med den milde og rolige tone, inden mit hoved sænkes en smule mere ned, for at min ryg bliver strukket ud, og dermed bedre kan arbejde for mig, sammen med mine ben. Da han pludselig nævner et afkom, Athene, kan jeg ikke lade være med at føle en lille varme, over at denne Djange har fået skabt sig en familie, hvilket er min drøm.

,,Det glæder mig at høre Djange, at De har opnået så meget her igennem de seneste år. Ligner Deres Datter dem så? Og jeg kan fortælle Dem, at den lille sorte Liberty, også er en sjæl jeg har været så heldig at møde, igennem min tid. Hun var næsten lige ankommet, da jeg så hende i Leventera, og faldt i snak med hende. De har valgt en hoppe, med et godt hjerte, Djange”

Siger jeg så mildt, og laver så et lille skridt sidelæns med det ene forben, fordi der er en lille flække i den sti vi følger, og den vil jeg helst ikke placerer min hov i, så naturligvis træder jeg over den og udenom den, roligt.

Lettere pludselig begyndte fnug nu at dale fra himmelen, hvilket intet mindre end normalt var her i bjergende. Det var som om bjergende ikke havde del i himmelen på samme måde som resten af landet. Tilmed virkede det som om at bjergende selv bestemte hvilket vejr det ønskede, frem for nede på engen og i resten af landet. Ak ja, hoppen her kendte også til Zekaryah. Den store og stolte hingst, som Djange selv altid havde set sig godt på egentlig. Rolig fulgte han hende atter, som hun forsigtigt trådte nu. Det var nu ikke unormalt, hvor selvom stien var smal, og bjergvæggen på venstre side truede nærmest med at skubbe en ned, selvom den højre side endnu ikke var så stejl endnu, skulle man stadig forholde sig forsigtigt for ikke at komme galt af sted.

Armonia virkede glad, oprigtigt glad på hans egne vejende, omkring Athene. Samt at hun havde stødt på den lille sorte, som hun til synladende så som et godt valg. Det fik hans hjerte til at slå et ekstra slag, mens varmen kort prydede hans indre. Han sukkede stille, lydløst jovist, før han kort strakte mulen, nærmest som en sikkerhed, da hun trådte let sidelæns.

”Athene ligner mig ja, meget endda. Både udseendemæssigt, mens vi også deler samme tankegang… for det meste.”
Havde hans stemme hæst og intenst lydt, atter tonløst; mens de sidste ord udkom med en svag brummen. Han kastede nu fokuserende blikket frem. Ganske rigtigt, vejen sluttede her, endte blidt, op imod en bjergvæg der nærmest cuttede stien af. Sådan så det ud. Men en halv meter oppe, nærmest i bjergvæggen, skråt for slutningen, var en åbning. En spaltning igennem dette bjerg. Han havde ikke helt glemt stierne nej.

”Vi skal op her.”
Havde hans stemme lydt, som de nærmede sig. Tonløst, mens hans kolde og tomme blik fokuserede frem, før han atter kom tilbage til deres emne.

”Det skulle jeg også mene at jeg har.”
Konstaterede han roligt, en smule mindre tonløst; og næsten varmt? Mens hans hæse og intense stemme spillede, over det hun havde sagt om Liberty. Han var faktisk spændt på hvordan hun ville klare den her smalle sti. For rar var den ikke. Den hældte meget nedad i stigning, mens det heller ikke behøvede at være lige nemt at træde op i åbningen.

Den spraglede Djange, har fået sig en familie. En familie, han lyder til at være stolt over. For hans tone før, var gladere, og med et snert af stolthed. Men det kan man ej heller bebrejde ham. For han har opnået noget stort, både et afkom af eget kød og blod og samtidig har han fået en mage, der for ham garanteret er rigtig god. Sådan som jeg husker Liberty, var hun en fornuftig hoppe, med hjertet på det rette sted, og med en tålmodighed der var stor også. En mage, der for Djange nok i sandhed er ’perfekt’, hvis noget da er det. Han fortæller nu om Athene, en datter der ligner ham af udseende og ligeså af tankegang. En hoppe med ben i næsten, og en stor stædighed med det da så være i sandhed. Men det er der nu ej heller noget galt med.

,,En datter af Deres sind, må være en datter, der ved hvad hun vil, og kan klare sig på egen hånd.. Jeg er sikker på, at hvis jeg møder hende, så tror jeg ej at jeg vil være i tvivl om, at det er Deres datter”

Svarer jeg mildt, og det er skam ment som en kompliment, og intet ondt, eller sarkastisk. Slet ikke. Den røde hale slår et lille slag, da jeg nu er tvunget til at stoppe, og samtidig høres hans stemme i mine ord endnu engang. ’Vi skal derop’. Jeg kigger en smule op, og der, en halv meter oppe, som måske ikke virker af så meget, men det er det nu altså. For jeg kan jo ikke bakke og tage tilløb og så springe derop. Nej, jeg skal jo nærmest.. kravle derop.

Kort vipper mine øre en smule overvejende rundt, inden jeg så stemmer mine forhove imod bjergets side, og skubber mine bagben en smule længere ind til mig, så forhove og bagben nu står meget tæt på hinanden. I et ryk, løfter jeg så vægten en smule, så jeg får begge forhove ind i åbningen, og nu handler det så bare om at få bagbenene med. Mine baghove stemmes imod bjergets væg, og med nogle lidt usikre dog elegante skridt, kommer jeg nu helt op i åbningen, som jeg så træder lidt ind igennem, så Djange kan komme med. Mens jeg står heroppe, ryster jeg mig selv en smule over. En lille flænge er kommet nede ved koden af mit højre ben, efter at have stødt imod noget bjergvæg. Men det er dog ikke voldsomt. Skimter ned på det, inden jeg så kigger rundt, i det mørke der efterhånden er helt nu.
Et øre er vippet bagud imod Djange, for at lytte efter om han er med mig.

Det er med en mere afslappet mine nu, at det ene øre glider ud til siden da hun atter taler. Han havde efterhånden skudt lidt tanken om denne Seth ud af hovedet, så meget han nu kunne. Den hingst kan kun kendte til, der havde gjort både hans egen Athene fortræd, såvel som den gyldne og tro hoppe Illana. Stille missede hans øjne sig sammen, en smule anseende; med let usikker skepsis. Han blev et kort øjeblik usikker på hvordan Armonia ville klare den her? Han blev stående der hvor han var stoppet bag hende, som en sikkerhed hvis hun skulle have hjælp; men samtidig også som net hvis hun skulle glide tilbage. Han så dertil blot til, mens hun fik bakset sig op, med en stadig vis elegance og finhed. Det var dog tydeligt at hun ikke havde helt kontrol over det, men nu vel. Der skulle nok komme flere sjove indvendinger på deres vej…

”Det tror jeg heller ikke De ville være Armonia.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt bekræftende; men tonløst. Selvom en kort gnist af liv, var at se i hans blik, der dog ikke var til syne for hoppen lige på nuværende tidspunkt. Med al elegance og kontrol, satte han kort en stemmende hov op mod bjergsiden, før han satte den anden oppe i indgangen. Han havde prøvet det før; i stort set alle tempoer, og teknikken var tydelig på at han havde været der en del gang. Det lød klirrende og en smule rungende da han satte sine hove derinde. De to tætte bjergvægge på begge sider af dem, var åbne for oven, men mange hundrede meter oppe først. Stjernerne var så småt tittet frem, som var det eneste der som sådan gav bare lidt lys. Han fnøs kort, en smule dæmpet; blot for at understrege at de skulle fortsætte. Han så sig frem, og man kunne som sædvanlig ikke se enden af denne gang mellem de to bjergsider. De to bjergsider som udgjorde en smal sti, hvor to heste kunne stå side om side. Dog ikke uden at stå mave til mave, og skulder til væg på begge sider.

”Vær forsigtig Armonia, det går inden længe ned af bakke; og det vil det blive ved med, ind til vi er ude på den anden side af bjerget.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt tonløst; informerende. Mens han nu rent faktisk havde sagt det af bekymring for hende, og hendes færden i bjergendes terræn nu.

Efterhånden er det nok ved at gå op for mig, at vi måske kommer til at vandre her i flere timer, og at muligheden for at vi måske ikke lige kommer tilbage foreløbig er særlig stor. Desuden vandre mine tanker os på Djange, om han vil stole nok på mig, til at tage turen op til det højeste af bjerget, på egen hånd, for at møde én, ham, Lyset, uden at jeg som sådan kan fortælle ham, hvad der præcis venter ham deroppe, på toppen af bjerget, udover at det ham intet ondt vil; men derimod det modsatte. Men jeg må tage det til den tid, og ej hænge mig i det nu. Trods jeg lidt frygter denne bestigning, og labyrinternes indre, så er jeg vis på, at Lyset passer på mig, på min vej, ligesom han lovede det, og også at passe på Djange. Jeg kommenterer ej yderligere på Athene, Djanges datter, for der er ej mere at sige. For hvis jeg en dag møder hende, da vil jeg kunne sige mere om denne skabning, men ej før det. Da jeg hører han kommer op, kigger jeg lidt bagud til ham, søgende, lyttende og opmærksomt, inden jeg så kigger frem, da han taler.

,,Jeg skal nok være forsigtig.”

Besvarer jeg ham, med en rolig og varm stemme, inden jeg så bevæger mig fremad, med en rolighed der nok stråler ganske meget. Det går jo ej ned af endnu, og derfor er mit tempo nogenlunde hurtigt, trods det er forsigtigt og velovervejet. Her er stadig mange ujævnheder, men med tanken om en bjergryg på hver sin side, gør det at jeg hurtigere kan bevæge mig af sted, fordi jeg ved jeg ikke risikerer at ryge udover bjergets side, da dette er umuligt lige nu.

,,Må jeg spørge dig Djange, om hvad de finder tiltalende ved bjergenes indre?”

Jeg er ganske nysgerrig efter at vide, hvad det er han præcis elsker så højt ved disse bjerge. I mit hoved, er de majestætiske og guddommelige at betragte og gå tæt på, men de er samtidig også en stor udfordring for mig, fordi jeg ikke er bygget til at vandre op af dem, eller inde i dem, og derfor er de for mig langt mere elskelige, når jeg bevæger mig ude foran dem, for at beskue dem, når de tårner sig op imod himmelen. Men jeg vil derfor rigtig gerne vide, hvad det er der tiltaler Djange så meget.

Den smidige røde hoppe begav sig i et tempo der pludselig var steget. Det grundede nok hældningen på terrænet under deres hove. Selv, spadserede Djange med en vis velovervejet og anseende mine; mens ørene lå en smule utrygt i nakken nu. Ej af frygt som sådan, nærmere fordi nerverne stille skreg at han skulle passe på hoppen. Hendes lidt pludseligt hurtige færden slog en svag nervøsitet op i den brogede hingst, mens hans krystalblå øjne havde misset sig sammen, så han mest af alt så nærmere utilfreds eller truende ud, som han gik der bag hende. Jovist var han oppustet; samt direkte paranoid over enhver mulig fare – men det var nu til ære for denne Armonia. Han havde lovet at føre hende sikkert, og det ville han skam også gøre.

Hendes ord fik dog hans øjne til at spærre sig en smule op, før han svagt og næsten uafslørende rystede stille på det kønne hoved over hende. Hun var præcis som hun havde været de andre gange han tidligere havde truffet hende, tilbage dengang da han endnu var ny i landet her. Standhaftig og selvstændig, udadtil. Især hvis man da også spurgte hende. Kort havde et skævt og næsten overbærende, en anelse hånligt over hendes selvbevidste kommentar han bestemt ikke tog særlig alvorligt, grundet hendes tempo. Skævt over den lyserøde mule. Men ak ja, kun et splitsekund, var det at se før det atter forsvandt over den endnu glatte mule, der ellers gjorde optræk til en rynke eller to. Hans ene mørke øre havde nu gledet en anelse ud, lyttende, mens hans øjne havde misset sig skuende sammen imod hende, hendes røde øre; han nu havde valgt at fokusere på; selvom hendes forpart lige nu smeltede lidt sammen i en helhed i dette mørke. Han rynkede stille på mulen ved dette spørgsmål, mens tankerne stille hobede sig op. Skeptisk så han til, med det kolde og tomme blik, mod hende endnu hurtigt vandrende Armonia.

”Ser De Armonia.”
Havde hans hæse og intense stemme startet ud, som svar på hendes spørgsmål; mens en mekanisk nik havde været indvendt.

”Jeg selv er født og opvokset i bjergende; og finder dem selv ret så trygge. Her er stille, ro; idyllisk. Der er altid nye steder at udforske, udfordringer der kan tages op, når man begiver sig i bjergende. Det er næsten som en verden for sig.”
Havde hans stemme atter lydt, tonløst og yderst informerende. Som betød disse bjerge intet for ham, trods de betød alt. Han fandt bjergende både som sit fortrukne terræn, såvel som det eneste han følte han kunne være bekendt at begive sig i. Engene var uanset land, altid for åbne og afslørende. Skovende for tætte og uoverskuelige. Tørke med ørken, for ødet og atter for åbent, som ved engene. For afslørende! Blottet for fare var man konstant.

Djange har altid været en sjæl, der vidste hvordan han ville have tingene. I hvert fald sådan som jeg opfatter det. Men der er dog en lille forskel at spore i hans måde at agerer på. For nok har han stadig sine egne og meget klare meninger, men det ændre dog ej på, at til trods for denne stædige egenskab, så har han alligevel valgt at lægge sine egne meninger på hylden, og har dermed valgt at følge mig af sted, af sted imod bjergenes labyrinter, som jeg jo intet kender til. Og netop det faktum, siger mig noget om, at Djange igennem sin tid i Andromeda har ændret sig ganske meget. Og det beviser han også, ved at have sit eget afkom og en mage at dele sin tilværelse med.

Jeg har valgt at sætte tempoet en smule op, for det kan jeg ærlig talt ikke se noget problem i, eftersom det lige nu ikke går stejlt ned af bakke, og derfor ser jeg intet problem i at gå en anelse hurtigere. Måske er jeg ikke den fødte bjergvandrer, men når det næsten går ligeud pt. Og bjergvægge sørger for at man hverken kan vælte ud over den ene eller den anden side, ja, så ser jeg ingen grund til ej at skulle gå en smule mere friskt. Men da det begynder at gå ned af, ret stejlt endda, er jeg ikke langsom om at opfatte det. Og derfor sagtner jeg også farten betydeligt meget, så jeg for hver skridt har tid til at overveje hvor det nu er bedst at sætte sine hove, for ikke at snuble fremad, og dermed skade mine knæ eller ben.
Da han begynder at tale, er mit ene øre vendt imod ham, lyttende efter hans fortælling, en fortælling jeg finder ganske interessant, meget endda.

,,Jeg forstår Dem godt, Djange. Deres ben er også bedre bygget til dette terræn, end mine egne er. Dog holder jeg også af disse bjerge, ligesom jeg holder af alt andet i landet; men bjergene har blot en majestætisk indflydelse på mig, netop fordi de tårner sig så højt op, som var de uovervindelige. Dog holder jeg mere af at betragte dem udefra, hvor jeg ej er på dem. Jeg nærer skam en stor respekt for bjergene, for de er trods alt noget af det eneste, der ej kommer til at forlade jorden, af alderdom eller sygdom. Nej, de kan klare det hele”

Siger jeg med en mild tone. Hans tone er altid tonløs, som om han er dybt ligeglad med det hele. Men det ved jeg nu godt, at det ikke er tilfældet. For hvis han inderligt var ligeglad med alt og alle, så ville han ej få en mage. Ej skabe et føl, og han ville da slet ikke følge mig igennem bjergenes indre, medmindre han vidste at han selv ville få noget ud af det. Det gør han jo også, men det ved han jo blot ikke. Måske er mit svar volapyk i hans ører, men det er det ikke i mine.

Stjernerne på himmelen begynder så småt at titte rigtigt frem over hovederne på de to sjæle, som de begiver sig af sted af den smalle sti. Stien som både hælder i stigning, mens den samtidig følger bjergsiderne rundt. I en større bue, som ikke er til at bedømme når man begiver sig i den, da den kun drejer meget lidt, få grader over flere meters afstand. Dog er enden endnu uklar foran dem, enden af denne sti, mellem de tætte bjergsider er ikke til at se endnu. Armonia gør det godt! Tempoet er fint, og det slår næsten Djange at han helt glemmer at han har hende med. Men hun sagtner så alligevel farten, og det samme gør han selv. Mens hun finder sin rytme igen, stopper den brogede hingst lettere op. Skævende ser de krystalblå øjne kort omkring dem, selvom der ikke er meget at se; mens han opmærksomt og en smule vagtsomt lytter fokuserende bagud. Var her andre end dem? En anelse paranoid var han, som altid, men nu alligevel mest fordi han havde den røde hoppe med.

Hun talte nu, mens hans ene øre gled en smule ud til siden. Han var godt nok bevidst om at hun ikke så på ham, mens hun atter trådte og talte, men det var blevet ren og skær vane for ham, at understrege for sit selskab at han lyttede til deres ord. Hun nærmest roste bjergende, som var det noget hun direkte så op til, hvilket fik de kolde og tomme øjne til at spærre sig en smule op, opmærksomt. Hans mule forblev blegnet ud, mens ørene lidt roligt lå tilbage. Hans hjerte bankede stille, mens en følelse af ro fyldte ham. Noget han egentlig var bevidst om ikke var unaturligt, i selskab med en hoppe som Armonia; men alligevel overraskede det ham. Det var som om han ikke havde så meget besvær med at lytte til hendes mange, og stadig for ham ligegyldige, ord igen…

”De har ret Armonia. Bjergende er ikke noget der forfalder som sådan uden videre. Man kan regne med dem. Jeg kan regne med dem.”
havde hans ord lydt, tonløst, med den hæse og intense stemme. Dog var han atter ærlig, hvilket han jo egentlig var altid? Aldrig havde han i sit liv sagt noget han ikke mente til fulde. Det kunne aldrig falde ham ind. Til trods for han jo var bevidst om at det til tider sårede sjæle omkring ham selv, når han sagde hvad han mente.

Hældningen på stien, som vekslede mellem stejl og mere plan, viste nu enden. Mørket for enden af denne gang, sti; var at se. Lyset fra stjernerne og månen, lyste sneen op, som på det plan stykke for enden af denne form for tunnel. En hunrede-to hundrede meter var der til de var ude; og hvis han ikke huskede helt forkert, ville de atter være en kort stund ude på siden af bjerget igen, som de nu havde vandret igennem.

Det er efterhånden en del år siden, jeg sidst befandt mig i bjerge. End ikke i dette land, før nu, har jeg bevæget mig rundt i bjergenes indre. Jeg gjorde det ganske få gange, i mit tidligere hjem, som efterhånden ligger ret fjernt i min hukommelse, fordi der netop er så mange andre indtryk i dette land, som nu sidder fast i mit indre, og har erstattet mange af de billeder jeg før havde på min nethinde, af det gamle land; men jeg vil dog aldrig glemme det, helt og aldeles; for der vil altid være momenter, som jeg vil kunne huske, som var det i går. I dette land, er forskellen dog markant og stor, fra min gamle verden og hertil; for i dette land, har jeg intet ondt oplevet. Ingen rovdyr, ingen sygdom, eller at andre grusomme ting er sket. Og i min gamle verden, der var disse faktorer der hele tiden.

Mine skridt forholder sig ganske forsigtige, i et forsøg på at placerer sig ordentligt i det hårde underlag, der jo også er rimelig glad, grundet den sne og is der hele tiden falder stille ned imellem bjergenes sider, og lægger sig som en dyne over det stenede underlag, og dermed gør det glat og usikkert at bevæge sig på. Min hale slår ganske svagt til, næsten useeligt, men det er blot fordi jeg koncentrerer mig ganske meget. Idet Djange så svarer mig, lader jeg mit ene øre vippes bagud til ham, ganske lyttende, mens det andet dog peger fremad, for jeg vil nu også gerne lytte til det der kunne risikerer at komme fremadrettet, da jeg helst ikke vil overraskes. For i denne strækning, er det jo ej nemt at flygte eller gemme sig, og hvis nogen kommer fra den anden side, så handler det i sandhed om at gøre sig lille, så vi kan passerer hinanden.

,,Jeg forstår godt, at De stoler på Dem, og deres indre. De kender det jo også ganske godt”

Svarer jeg ham med den milde og bløde stemme. Jeg vælger ikke at spørge om mere, eller tale i en længere sætning, selvom jeg sagtens kunne, for at skåne Djange. Nu har han jo været så venlig, at følge mig af sted, trods det er så længe siden vi sidst har set hinanden. Og derfor vælger jeg nu, at forsøge at tie stille, medmindre han egentlig ønsker at jeg skal snakke, for det kan jeg jo af gode grunde ikke rigtig vide. Begge mine øre peger nu fremad, imod den smule lys jeg nu kan skimte frem for os, som om denne ’gang’, vil komme til vejs ende om ikke så længe, måske 100- 200 meter, eller også er det blot mine øjne der spiller mig et puds.

Den røde hoppe Armonia gav klart udtryk for hendes forståelse omkring bjergende; alt imens den brogede hingst roligt lyttede til hende. Hastigheden over det glatte underlag gik ikke just hurtigt; men roligt fulgte han blot trop bag hoppen. Roligt, men alligevel vågen overfor mulige fare; alt mens det ellers virkede ret så trygt her i mørket, med stjernerne for oven og de tætte vægge omkring de to sjæle. Alligevel gjorde disse omgivelser også den arme Djange mere paranoid overfor fremmede fare; selvom han egentlig ikke havde været ude for nogen som sådan, efter han var kommet her til dette land. Som var landet fredet og sikret for fare som arrige ulve, de modstridende flokke. Alligevel var naturfarende alligevel truende. Han havde da været ude for sit her i bjergende, og var da heller ikke sluppet uden et par skrammer fra tider til anden.

Djange havde godt hørt Armonias ord, og langsomt buldrede hans tanker omkring denne Seth. Hvordan mon hun havde haft det med denne sjæl? Hvordan mon han havde opført sig overfor hende som hoppe. Nysgerrigheden hobede sig op, i takt med en indre lidt blussende vrede. Langsomt forøgede hans hjerte i brystkassen tempoet over dens slag; mens han roligt alligevel forholdte sig bag Armonia; mens han kort nikkede mekanisk og bekræftende af hendes ord hun havde sagt for kun kort tid siden. Der var kun få hunrede meter; før de ville træde ud i månelyset, som sikkert ville virke tilmed oplysende, ved sådan en mørk aften som denne i bjergende. Månens og stjernernes lys havde det som regel med at lyse klipperne til strækkeligt meget op, som kastede de lyset tilbage mod himmelen; uanset nat eller dag.

Det var en smule spændende hvordan Armonia ville håndtere denne mindre hindring der nu kom. For så snart de ville nå enden af gangen, ville der være en dyb sprække i klippen, som adskilte den nye åbne sti de skulle følge, fra den gang de kom fra. Gangen havde stadig en hældning, mens den ”nærmest” platform de skulle over på, var plan. De ville snart nå der til, og til højre for udgangen ville Armonia nok finde denne stejle skrænt, ned i dybet ret så frastødende! De ville nemlig havne på den anden side af bjerget, igen på ydersiden, atter på en smal sti. Så til højre skulle de nu; over den dybe sprække mellem den åbne sti og gangen, og dernæst rundt om bjergsiden til højre, som så ville føre en stejl sti opad et stykke, med stejl skrænt nedad så langt øjet rakte til venstre for dem. Sprækken var vel omkring en tyve centimeter, og det var som om tilfredsstillelsen fyldte den brogede hingst krop, bare ved tanken om spændingen over hvordan hun ville bære sig ad… og så i mørke.

”Vi skal til højre for enden Armonia; og pas på sprækken ved slutningen af gangen.”
havde hans hæse og intense stemme lydt, tonløst og ligegyldigt, trods han blot advarede hende. Gjorde hende opmærksom, mens han ikke helt kunne vente på hvordan hun ville reagere på den virkelige verden, ved at færdes i bjergende på hove og glat underlag.



[Besked nr. 60 i Januar!]

Djange har altid, i mine øjne hvert fald, været en ganske speciel og spændende sjæl. Ganske vidst, synes jeg at alle sjæle er specielle og unikke, men nogle sjæle, har blot flere træk, som ikke minder om andre, og dermed bliver de blot den lille smule mere unikke og spændende at lære at kende. Det har også taget lang tid, for mig, før Djange overhovedet begyndte at accepterer mig selskab, er jeg næsten sikker på. Men dog må han jo have accepteret mit selskab nu, siden han har sagt ja, til at følge mig til bjergenes labyrint, hvor jeg så skal følge mit hjerte, og dermed finde det kammer, hvori hjulet gemmer sig, til Andromedas årstider..

Der er stille omkring os, i et godt stykke tid, men pludselig bryder han så stilheden igen, med ord, der skal advare mig om det der foran os kommer. Og oveni det, skal vi også til højre for enden, hvilket jo også skal have min opmærksomhed, når jeg når ud til enden. For at vise, at jeg har hørt ham, nikker jeg ganske mildt, inden jeg så sagtner farten, blot en lille smule mere, da andet måske ville være dumdristigt. Dér, ikke andet end få meter væk fra os, er udgangen nu at se. Den er tydeligt, fordi månens lys, går direkte ind i mellem bjergenes mørke sider, og dermed skaber det en lysning, et lys, for enden af tunnelen.

Da jeg er kommet helt derud, standser jeg en smule op, inden mig hoved glider en smule ned, i et lille ryk, fordi sprækken jo er dér, foran mig, ikke andet end en meter væk. Den er ikke så stor, at man skal springe over den, er alligevel stor nok til, at hvis jeg træder forkert, så sidder jeg fast i den, og det er jeg jo heller ikke rigtig interesseret i. Samtidig, skal vi også dreje til højre, så det skal jeg jo også sørge for at huske på. I en let og smidig bevægelse, smyger jeg min krop om bjergets væg, og drejer mig til højre langs det, inden jeg søger en smule væk fra væggen, og bevæger mig frit. I en præciseret bevægelse, træder jeg over den sprække han før omtalte, med meget præcise skridt og længde, for jeg skal ikke nyde noget af, at falde ned med hovene i den sprække, og så sidde fast.

Da jeg er trådt over denne sprække, mister jeg kort fodfæstet, fordi underlaget er glattere herude, hvor frosten bedre kan ramme bjergets sider, fordi det nu ikke længere er en sti, der er gemt imellem to bjergsider. Kort vakler jeg sidelæns, men jeg genvinder balancen ganske hurtigt efterfølgende, og det varer derfor ikke andet end et sekund eller to, hvor balancen ikke er helt optimal.. Vipper et øre en smule rundt, inden det ene øre finder bagud til Djange, lyttende.

Månens lys der beklædende over det mere åbne landskab de nu skal bestige, kastes en smile pludseligt på den røde hoppe, da det skinner få meter ind i denne smalle gang. Armonia havde tydeligvis registeret og hørt hans ord, de advarende ord; der af ren bekymring havde været udsendt mod hende. Hun havde nemlig nikket; og i samme øjeblik havde den brogede hingst mere eller mindre været stoppet op. Fint havde han lavet sign en parade, af ren refleks på at hun skulle have plads til denne lille hindring. Ganske rigtigt satte hun også let farten ned, før hun få skridt efter kort stoppede op. Næsten fornøjet pressede et smil på over den lyserøde mule; men aldrig nåede det at komme til syne, før han atter satte fokus på hvordan hun ville bære sig ad.

Roligt så han mere eller mindre bare til, mens han gradvist tog skridt frem efter hende, som hun skabte mere afstand imellem hende og hans parerende position. Næsten stirrende blev hans krystalblå øjne, mens de blot så koldt og tomt til, på hendes fire hvide koder, der med de fire hove fandt fint vej over den dybe sprække. Men hoppen mistede hurtigt hov fæstet på det pludseligt mere glatte underlag. Lidt hurtigt rankede han sig op, og trådte et par hurtige skridt reagerende frem, stadig i gangen, mens hans hjerte slog et på ekstra slag; og øjnene kort spærrede sig en anelse op – mens en svag rynke kom til syne. Men det var kun for få sekunder, før hun atter fandt balancen, og smøg sig omkring bjergets side, ud på stien; på rette kurs. Stille fnøs han, næsten lydløst; næsten lettet lød det? Men ellers, re t så intetsigende og næsten uhørligt.

Søgende virkede hun kort nu, da hendes røde øre vippede opmærksomt efter den brogede hingst placering; og med al præcision og overlegenhed, trådte han roligt over sprækken, og så tæt omkring bjergsiden han nu kunne komme. Han havde skævet kort ned af den stejle skrænt der lå til deres venstre; som han altid gjorde, og altid havde gjort. Ak ja, at falde ned der ville godt og vel være ens død. Hvis ikke et ulideligt mareridt.

Stien gik nu blot stejlt op af nu, og næsten oplyst virkede der her; grundet månens lys der blev kastet frit ned, uden hindringer for andre bjergeklippers skygge. Han så kort op, frem og henover den røde hoppe foran ham; stien som kun var få hundrede meter lang, før den drejede rundt til venstre, ind mellem to bjerge, fortsættende som en sti. Denne sti var dog betydeligt meget bredere end den gang de havde passeret nu. Den var i hvert fald hele syv-otte meter bred, hvis ikke omkring ti meter bred. De var ikke langt fra labyrinterne nu! For fulgte de bare denne åbne og brede sti, et godt stykke; mens den ville sno sig mellem mange andre tætstående bjerge, skulle de nok snart finde frem. Roligt fnøs han, en smule understregende, kort efter hans trin helt op i røven på hende nærmest. En smule kommanderende, og en del hårdere og hunsende, lød det end det egentlig skulle have været; mens han lod sig forblive nær hende, af ren sikkerhed, hvis hun skulle glide baglæns; på denne stejle og glatte bakke, der trods af alt lå på ydersiden af det bjerg de lige havde passeret sig igennem.

Djange vil nok klare denne passage noget bedre end jeg kommer til, det er jeg næsten klar over. Og da jeg har lavet mit lille glat is nummer, lytter jeg jo bagud imod ham, søgende efter om han stadig er med mig. Den måde, han nærmest fnyser på, ved mit lille glide nummer der før var, kan jeg ikke lade være med at smile en lille smule over. Men jeg tror nu ej, at han kommer i problemer, ved denne udfordring, for han må kende bjerget og dets muligheder samt farer, for når han kan følge mig så godt af sted, uden at tøve, da må han virkelig have vandret ofte i disse bjerge. Men selvom han kender bjergene så godt, så kan jeg ej benægte, at jeg ikke også frygter for hans liv. For skulle det ske, at den kære Djange pludselig glider, eller snubler, da kan jeg ej være hurtig nok til at hjælpe ham, for vi jo ikke går side om side, men i stedet er han bag mig, for at hjælpe mig. Derfor, er jeg også søgende efter at høre hans hovslag, og da de så atter kommer, fordi han er trådt over sprækken, og har smyget sig omkring bjergets side, vippes mine øre en smule lettet omkring.

Men denne lettelse, den er kun ganske kortvarig, for dernæst kigger jeg nu frem for mig, imod den stejle stigning, som de spinkle ben skal bære mig frem imod. Jeg er ikke en af de hopper der er aller spinklest i dette land, for jeg har da før set andre hopper af mere spinkel kaliber. Men jeg er ej heller robust eller stor af bygning. Mine øjne glider en smule ned imod mine sorte hove, som nu skal til at skabe sig vej op af denne høje stigning, uden at jeg før har prøvet det. Jeg ved ej, hvor længe jeg skal gå af sted af stejle bakker, eller stejle skråninger nedad. Og jeg ved ej heller hvor længe mine ben og hove overhovedet kan dette. Men jeg har nu altid været en hoppe, som ikke har givet op på forhånd, og det agter jeg dermed heller ikke at gøre i denne omgang.

Pludselig kan jeg høre Djanges hove, komme helt tæt på mig, og det får mine øre til at vippe spørgende bagud til ham, og måske også en smule trykket. For jeg ved ej helt, hvilke hentydninger han forsøger at udvise, men dog tager jeg det som om, at jeg skal gå videre. Hans fnys understreger hans skridt der før førte ham helt tæt på mig, og derfor forstår jeg også, at jeg skal fortsætte fremad, hvilket jo var det jeg søgte efter at få af vide. Med meget overvejende og lettere forsigtige skridt, bevæger jeg mig så af sted, med Djange lige i hælene. Mit hoved er sænket ned, for at min ryg er strukket mere ud, og benene dermed bedre kan arbejde, end hvis jeg har hovedet oppe.

For hvert et skridt jeg tager, på det glatte, hårde og knottede underlag, ryster mine forben et lille sekund, fordi jeg jo ikke er vant til disse områder, og samtidig fordi jeg koncentrerer mig så meget om at sætte dem det rigtige sted, og derfor sommetider flytter forbenene flere gange, inden jeg finder det rigtige sted at sætte dem. Men efterhånden som jeg er gået nogle meter, synes mine skridt at blive en smule mere rolige, og rystelserne forsvinder. Mine øre vipper hele tiden frem og tilbage, fordi jeg både søger at lytte efter ham, hvis han kommer med indskydelser, og samtidig også, fordi jeg gerne vil lytte frem for mig, om nogen hindring skulle komme på vejen.

Alt nu og vel, de var på rette vej; og der ville efter denne ret så glatte bakke, snart være blot en mindre vandring tilbage. Roligt forblev den brogede hingst bag den røde hoppe, som tydeligvis skulle bruge både mange fysiske, såvel som psykiske kræfter på denne udfordring. Hendes hoved blev da også sænket; og egentlig kunne Djange kun se til, og ikke uden videre som sådan hjælpe hende, med mindre hun fik besvær med at komme videre fremad, måske hun skulle glide tilbage, eller fuldstændig miste hov fæstet til underlaget under dem? Men ind til da, måtte han blot følge trop; hvilket han også tillod sig, at gøre på sin vis tæt hold, i forhold til hvad han ellers normalt ville gøre. Dette var udelukkende for at forstørre sikkerheden, hos dem begge.

Der gik ikke længe før hun vidst fandt sin egen rytme, og hendes hoved blev da også sænket, så hun vidst havde nemmere ved denne stigning. Rent instinktivt gled Djanges hals også mere ned på et vandretholdt plan, mens hans hoved søgte ned. Hans hoved blev derfor sænket ned på Armonias venstre side, ud mod skrænten; mens han fortsat tillod sig at forblive forholdsvis tæt på hende. Hendes genkendelige sødmeagtige Timians duft blev pludselig drastisk mere skarp i de lyserøde næseborer, når nu han begav sig så tæt på hende.

Men pludselig slog det den brogede hingst, at hoppen var skadet! Han fulgte mere eller mindre hendes bagbens skridt, for ikke selv at miste balancen, ved at se mere frem end nødvendigt; på denne smalle sti. Et ret så nyt forekommet sår på hendes ene bagben, der tydeligvis blødte. Selv i dette mørke, som pludselig virkede helt lyst, mes månens lys som de ellers havde været foruden en tid, i den gang de havde begivet sig i. Der gik nogle skridt, hvor han så lidt til, på den måde hun påtog sig dette, hvis hun da overhoved selv havde opdaget dette? Stille pressede de nedlagte øre let på sig, mens en svag følelse af bekymring blussede stille op i den brogede hingsts krop.

”Alt vel Armonia?”
Havde hans hæse og intense stemme blot lydt, en smule prustende, trods den stadig tonløse lyd; grundet at denne stigning da også tog på ham, uanset hvor vandt han så var til dette terræn. Den stigning som de mere eller mindre snart ville være helt oppe af.

Stigningen der er foran mig, virker stor og voldsom, og jeg føler mig pludselig ganske lille og sårbar, på den måde jeg ikke har følt før. For disse bjerge, de er så majestætiske og store, voldsomme men elegante, og jeg føler mig pludselig blot som en lille ting, en ubetydelig lille ting, der nu har vovet mig af sted på dets stigninger, alene kan det føles som, mens jeg går og tænker, men jeg ved dog, at jeg ikke er alene; for Djange er bag mig, tæt, med hovedet sænket ned ligeså. Trods jeg frygter for at træde forkert, glemmer jeg det til tider, fordi jeg er så optaget af, hvor flot det er her, koldt og farlig, men ualmindeligt smukt og befriende. Her er ikke mange sjæle oppe i denne højde, og derfor virker her så.. fredfyldt, stille, men på en god og fornøjelig måde.

Jeg elsker selskab, det gør jeg virkelig, men i situationer som disse, stunder som disse, ja, der gør det mig intet at mit selskab består af ingen ord, og at vi blot går stille og roligt, ikke side om side, men dog stadig som ligemænd. Ja, Djange er bestemt et godt selskab at følges med i disse bjerge, og beroligende ligeså, eftersom han kender disse bjerge så godt som han gør. Derfor føler jeg mig også sikker, med ham bag mig, trods jeg ikke kender ham så godt, som jeg måske kender andre sjæle i Andromedas land. Og denne tanke, får mig ledt på vejen til Jaidev.. Et selskab, jeg med garanti savner ganske meget, men jeg har ikke kunnet finde ham, siden før vinteren, og tanken om at han måske er væk fra landet Andromeda, er ikke noget der gør mig glad; men jeg vil dog håbe, at hvis han er draget væk, at han så er glad for hans beslutning.

Pludselig bliver mine tanker stoppet, da Djange bryder stilheden, og spørger om alt er vel. Jeg har jo godt selv mærket det lille fine sår der er kommet på mit ene bagben, men det er dog ikke noget der smerter. Det svider engang imellem, men så heller ikke meget mere end det. Mit ene øre vippes roligt bagud til ham, men det andet forbliver fremme, så jeg endnu kan koncentrerer mig om at bestige denne stigning, uden at snuble, eller træde forkert.

,,Jeg har det fint, tak Djange”

Besvarer jeg ham med den milde og varme stemme, mens jeg skridter videre, i mit eget tempo, for ikke at gå for hurtigt, og dermed ikke kunne sætte mine hove ordentligt, på det stejle og glatte underlag. Så vil jeg hellere gå en anelse langsomt, og tage tingene i mit eget tempo.

,,Men, er alt vel for Dem, Djange?”

Spørger jeg så tilbage, da jeg jo også er en hoppe der af sin, kerer mig om andre, og gerne vil vide om også han er okay.