Hjem kære hjem..

Stigningen er hård her på det sidste, men der er kun få skridt til at de er oppe på et mere plant underlag, der herfra dog stadig vil have en stigning. Dette vil ikke være noget nogen af dem som sådan kan se eller føle, men det vil helt klart være mærkbart undervejs hvis udholdenheden ikke er bare nogenlunde god. Den røde og slanke hoppe klare dog dette stykke umådelig godt, for ikke at tale om tiden af turen førhen. Det lå stadig Djange utrolig fjernt at han havde sagt ja til dette, men på den anden side havde han heller ikke kunne se nogen konkret grund til en afvisning overfor hoppen Armonia, når hun trods af alt pænt havde bedt om hans hjælp.

Hun var okay; eller det sagde hun i hvert fald. Dog nagede det endnu den brogede hingst at hoppen var skadet, tydeligvis efter denne tur i bjergende sammen med ham som ledsager og stifinder. Han ville i hvert fald bide sig selv i halen på at hun ej havde haft dem skramme da hun først kom til ham allerede timer siden. Underlaget blev pludselig en del mere glat, og inden det havde Armonia allerede sat farten ned, hvilket var ret så kløgtigt lige nu. Han trådte selv mere vagtsomt nu, mens hans hjerte bankede stille. Dog ej af frygt eller usikkerhed, nej adrenalinen der pumpede i hans blod lige nu, helt boostede ham, mens han kort lukkede øjnene for at indånde den friske luft han altid fandt så dejligt døsende på åbne stigninger som denne. Bjergluft var helt igennem ikke som alt andet.

”Jeg trives Armonia.”
Han havde egentlig villet kommentere mere på hendes sår, der endnu væskede. Men hun syntes til selv at vide af det. Hans øjne missede sig en smule anseende, mens den lyserøde mule slog sig et par skeptiske rynker over hendes overbærenhed. Hun var alligevel mere standhaftig og stædig end han selv måske lige havde troet om en hoppe som Armonia. Hans stemme havde lydt hæst og intenst, men atter meget tonløst; til trods for han helt igennem talte sandt. Der gik kun få skridt nu, før Armonia måtte have trådt op på det mere plane underlag, som sikkert også var ret så glat. Jovist! Hurtigt blev hans lille teori bekræftet, da han selv satte den første hov fra den stejle stigning til det plane underlag. Han fnøs kort af ren reaktion over at han koncentreret satte sine hove præciserende én for én efter Armonia; som sikkert ville følge stien der drejede til venstre nu, bag en bjergvæg. Endnu en sti skulle de nu følge, mellem to tætte bjergsider. Dog ikke nær så smal som den forrige; og herved heller ej mørk som før. Månen skinnede atter sit blege skær over deres rygge, mens Djange kort nikkede bekræftende så snart hans hoved atter fandt sin norme position; højtstillet og rank.

Mine ben er virkelig blevet sat på prøve i dette terræn. Nok er mine ben ikke helt uden muskler, langt fra, men der er dog en stor forskel fra at vandre omkring i mine elskede skove, og så til at vandre her. Her i de majestætiske bjerge, der tårner sig over mig, og gør mig så ganske lille og ubetydelig. For mig, er de ikke trygge at vandre i, ikke lige så trygge som mine tætte træer. Dem kan jeg smidigt sno mig omkring, men her handler det ej så meget om smidighed, men nærmere udholdenhed. Jeg er stadig Djange evigt taknemmelig for at have sagt ja til denne opgave, trods han endnu ikke kender til hvorfor han skal føre mig hertil. Men det gør jeg. Og han vil tids nok få det af vide.. Mit blik viger lidt fremad, og jeg bemærker nu, at der ikke er mange meter, før vi når slutningen af stigningen, og derefter kommer til at gå en smule mere plant, hvilket vil give mig en lille pause, fra den stejle og hårde stigning.

Der går ikke længe efter at jeg har kigget op, før underlaget som vi bevæger os på, er mere glat, fordi her er mere åbent. Desuden er der koldere og koldere heroppe, så den fugt der ligger på bjergets sider og stier, er blevet til et tykt lag frost, som hurtigt kan give voldsomme problemer. Men dog ha vi begge opfattet det, og dermed sat farten ned i god tid, hvilket kun er godt. For havde jeg ikke opdaget det tidsnok, ville jeg nok ende med at kure ned af stien igen, og måske endda ryge udover bjergets side. Bag mig, kan jeg også høre at Djange har sat farten ned, og dermed passer vores tempo endnu engang til hinanden. Hans svar kommer kort efter, og det får mig til at smile, ganske mildt. For hvis han trives, kan mit selskab ikke være helt dårligt alligevel.

,,De er også i Deres hjem, Djange.”

Siger jeg mildt, kommenterende til hans svar. For det er jo her, han er hjemme. Her han føler at han hører til. Mine hove rammer nu det plane underlag, som egentlig nærmere er mere glat end underlaget før, men dog er stigningen nu ikke så stejl, og derfor går det en anelse nemmere at bevæge sig her. Mine hove blive dog hele tiden velplaceret, da jeg aldeles ikke er interesseret i at træde forkert, og dermed ende nede af bjergets side. Varsomt bevæger jeg mig af sted, langs bjerget. Da stien begynder at dreje mod venstre, følger jeg den ganske roligt, mens mit blik nu glider en smule fremad, for at se hvad der venter mig forude. Og der kan jeg nu se en ny sti, der bevæger sig ind imellem to bjergsider, som den sti vi fulgte først. Dog er der her en smule mere plads. Mine øre glider blidt fremad, imod stien, som bliver lyst ganske meget op, grundet månens skær. Jo mere jeg nærmer mig, jo mere kan jeg mærke en varm fornemmelse i mit indre. En fornemmelse, der fortæller mig, at vi nærmer og mere og mere, det område hvor vores veje skal skilles.. Der hvor jeg skal finde hjulet, og der hvor Djange må fortsætte sin vej op det højeste snit af bjerget, og der vil hans belønning være.. Hvis han da vælger at stole på mine ord, og gå derop.

Underlaget var dybt spejlglat under dem, selvom det stenede grus underlag tittede igennem meget af isen som små skridsikre knubser. Hun klarede sig umådelig godt, alt mens Djange blot tog denne vandring som endnu en af hans daglige vandringer. Alligevel følte han suset i maven da hans krystalblå øjne kort kastede blikket ned i det dybe fald, der let kunne forekomme ved bare ét fejltrin. Bjergvæggen der dannede den venstre væg på stien de snart betrådte, fortsatte selv stejlt videre og lige ned, fra den åbne sti de havde betrådt. Han så for korte sekunder ned i den åbne død, som helt sikkert skulle blive hans sidste fald, hvis han nogensinde skulle forlade dette land med værdigheden i orden. Kort blev den lyserøde mule prydet med et fornøjet smil, mens adrenalinen blussede sitrende under hans skind ud i alle hans muskler, før smilet et kort splitsekund efter svandt ind igen. Han fulgte roligt efter Armonia der endnu trådte forsigtigt. Han kendte denne rute bedre end sin egne hove, og vidste præcist hvor han skulle træde for ikke at skride; hvilket automatisk gjorde ham immun for en stund, overfor den forsigtige gang. Dog forblev han i et roligt tempo der ej skulle presse hende til at træde hurtigere eller friskere til.

Stolt og rankt, blev hans holdning atter, mens de kolde og tomme øjne kastede et sidste blik ned i dybet ved deres side, før han selv trådte den første hov ind på stien. Hoppens ord før, havde han ikke som sådan reageret på. Nærmere havde han blot fulgt hende standhaftigt; alt mens han nu fandt vej til hendes side, frem for hendes bagparti. De gråbrune øre blev presset re så anstrengt i nakken, mens han nærmere sig hendes side; mens mulen stille rynkede sig skeptisk, og hun kort fik kastet et lidt skulende blik fra de kolde og tomme øjne. Stille slappede de tilbagevendte øre dog lidt mere af, mens han ledende dog forblev på hendes side, som hendes ligemand. Trods han endnu forholdte sin holdning. Hans opmærksomhed faldt derpå også kort omkring dem, analyserende over omgivelserne her i mørket, hvor det blege måneskind dog let fandt fej ned på stien, grundet dens bredere omgivelser.

”Vi skal ikke følge disse snoede gange længe, før vi når det der kaldes labyrinterne.”
Hans stemme var hæs og intens, men endnu udelukkende tonløs, mens hans blik havde plantet sig direkte frem, fokuserende på stien der allerede nu drejede rundt til højre; og så snart derefter ville fortsætte skarpt rundt til venstre, før de atter skulle følge et kort stykke ligeud, hvorefter de skulle dreje til højre så snart sien delte sig kun få trehundrede meter fremme dernæst.

Jeg ejer en ganske stor respekt, for den kære Djange, der trods vores meget korte, og måske lige anspændte bekendtskab, har valgt at hjælpe mig med denne opgave, som han end ikke kender størrelsen på. Han ved ej, hvad der venter mig, når jeg når til labyrintens indre, og dermed må forlade ham, og bede ham gå af egne veje og vilje, til det højeste på dette bjerg, hvor nogen eller noget vil vente ham. Jeg selv, skal da søge gennem labyrinternes indre, i min søgen på den fortryllede hjul, der skal skabe forår, sommer, vinter og efterår i dette land, når jeg rør det, og drejer det. På den måde, skal jeg, ydmygt, hjælpe Den Vise, og være en del af det han kaldte Vogterne. Jeg er ydmyg overfor denne opgave, og om end lige så ydmyg over den hjælp jeg har fået, igennem Djange.

Hele tiden går jeg med forsigtige skridt, på vores rejse ned og op af bjerget, og lige nu går jeg endnu mere forsigtigt, fordi underlaget under min sorte hove, er ganske glat og blankt, og på min højre side, er der intet at støtte sig op af; dermed hvis jeg glider, og ryger til den side, vil mine sidste sekunder være at finde, for da jeg vil jeg nok ånde ud for sidste gang nogensinde, og dette har jeg aldeles ikke lyst til.

Da hans ord lyder, lytter jeg intenst til hvad han siger. For jeg skal jo gerne vide, hvor jeg skal søge hen. Et let og mildt nik glider fra mig, for at påvise ham, at jeg skam har lyttet til de ord han fremsagde. Men jeg er skam blot ganske koncentreret om min færden lige nu, og derfor forlader ingen ord min bløde mule, da ingen ord virker rigtige i denne sammenhæng, og så hellere tie. Jeg følger bjergets ’væg’, og når det enten slår til højre eller venstre, følger jeg det tæt, og uden at standse, men dog sagtne farten en smule, i et forsøg på ikke at snuble eller glide; og det lykkedes skam også for mig, indtil videre.

Deres vandring gennem bjergende sammen, lå endnu den brogede hingst meget fjernt. Han kunne ej fortrænge de efterhånden gentagne møder med denne røde hoppe Armonia; som aldrig blev til mere end en uforstået optakt. Aldrig havde de fundet hinanden – og det ville de nok heller ikke. Alligevel havde han valgt at følge hende, her i bjergende. Hvilket ikke var underligt for Djange, selvom mange sjæle som kendte eller havde ham til bekendt, ville se dette yderst mærkværdigt. Nej, den brogede hingst havde nu hjulpet mange sjæle på vej gennem sit liv, lige siden den helt unge alder. Om han selv lod til at nyde det, fra andres synspunkter var en anden sag. Han havde da hjulpet Illana ud af bjergpasset da hun havde behov for dette, samt vist og guidet flere sjæle som han måske ikke ønskede at spille tiden på blot at socialisere med ved hjælp af tale.

Underlaget under dem var endnu meget glat; skønt sikkerheden af to vægge omgav dem. De vandrede i et stykke tid, mens Djange lod sig forblive bag Armonia; blot for sikkerhedens skyld. Hun bar sig dog ad vældig fornuftigt – og det så mest af alt ud til at han sagtens kunne begive sig her uden han behøvede at træde ind. Selvom han selvfølgelig ville gøre det var uheldet var ude. Hans øre hvilede atter tilbage, til trods for de opmærksomt opfangede en hver lyd omkring dem. Væggene om dem var høje, men udadgående; så her var endnu rig belysning, til trods for den smalle sti de havde fulgt tidligere. Vejen snoede sig diskret men meget, som de to sjæle fulgtes ad. Djange tav, mens han et eller andet sted lige nu ville indrømme at han nød dette selskab, denne tavshed. Som han også nød når han var sammen med hoppen Deadly Myth. De krystalblå øjne var tomme og kolde mens de roligt overvågede Armonias skridt mere granskende nu og da. Han vidste de var tæt på labyrinterne nu!

Men mon Armonia vidste lige så? Hun havde trods af alt forsøgt at bilde ham ind at hun selv kunne finde vej så snart de ankom dertil. Han missede øjnene blot ved tanken, anseende på hendes røde øre; samt lysere røde man der roligt bølgede over hendes hals mens hun spadserede der foran ham. Svagt slog hans lyserøde mule en skeptisk rynke, mens han stille skævede rundt; opmærksomt, før opmærksomheden landede på Armonia og stien frem endnu engang.

Uden tvivl, er Djange og jeg nok så vidt forskellige som man kan være. Men dog er der alligevel nogle ting hos Djange, som jeg sagtens kan følge, og selv relaterer til. Hans selskab, er for mig ganske godt, ligesom så mange andre selskaber. Men jeg har også en evne til at tilpasse mig andres selskaber og ønsker, og derfor kommer jeg som regel også godt ud af det med andre. Der er da sommetider, hvor mine selskaber og jeg selv, ikke har været en god kombination. Men dog har det aldrig slået mig ud af kurs, eller fået mig til at give op. Jeg er altid villig til at give endnu en chance til andre, og gerne flere; men jeg har skam også grænser.

Som vi begynder at nærme os det, som Djange før kaldte labyrinterne, begynder der at komme en trang i mit indre. En følelse, en varme, der gør at jeg higer efter at komme labyrinterne nærmere, og komme helt tæt på dem. Jeg ved ikke hvor hjulet som sådan befinder sig, men Den Vise fortalte mig, at når jeg nærmede mig det, ville jeg ej være i tvivl om dette; og det må jeg så stole på. Men alligevel er der en lille tanke i mit indre, der gør at jeg tvivler en smule på mine egne evner. For hvad sker der, når jeg pludselig står på egne ben, og skal finde hjulet? Hvad hvis mine evner ikke er der til det alligevel? Tankerne ryster jeg ud af hovedet, og betragter nu den sti som efterhånden har nået sin ende.

Da jeg nu når enden, standser jeg op, og kigger betragtende imod det, som hedder labyrinten. Og det er ikke noget under, at det kaldes for det; for foran mig, snor vægge sig rundt og igennem hinanden. Én stor labyrint. Mit blik falder bagud på Djange, mens et stille smil viger frem på min røde mule, mens mine røde øre vipper en lille smule.

,,Jeg takker dig ydmygt, Djange, for at have fulgt mig til labyrintens indre. Mange, mange tak. Men jeg har en sidste opgave, en sidste bøn til dig. Jeg vil bede dig om, at stole på mig en sidste gang, og fortsætte op af bjerget. Fortsæt så langt op du kan, op til toppen af bjerget, på egen hånd. På toppen af bjerget, vil der vente en på dig; en du skal tale med. Der vil dig intet ond ske; nok nærmere det modsatte. Jeg kan ej røbe mere end det, blot håbe på, at du vil stole på mig, og gå til toppen”

Siger jeg så mildt, inden jeg træder lidt længere ind imod labyrinten, inden jeg så vender min front imod Djange, for at kunne se hans reaktion. Men nu er der plads til, at han kan komme udenom mig, og fortsætte alene, lige som jeg selv skal.

Blot rundt om dette hjørne; og de to sjæle ville være ved labyrinterne. Nærmest som en bakke ned ville de snart betræde, bag dette sving – så labyrinterne ville bane sig vej langt forude for dem, hvor der normalt sikkert blot ville have ligget en dal midt i bjergende. Djange havde godt været der inde før, men på samme side havde han også været ved at fare vild der inde samtlige gange.

Det overraskede vel den brogede hingst en anelse, at det var som om hoppen kunne genkende dette sted. Labyrinterne, som hun stoppede op. Han stoppede selv brat i den stive og ranke holdning, alt imens han kort kastede det kolde og tomme blik på hende, før det landede på labyrinterne. Det passede måske alligevel at hun godt selv vidste hvor hun skulle hen?.. eller i hvert fald søge hen… Ørene pressede stille på sig, mens han svagt missede de krystalblå øjne en anelse anseende sammen over hende. Hvorfor stod hun bare der?
Han kunne straks anse et smil fra hoppens røde mule, mens han selv hejste hovedet lidt i et stille ryk, selvom det skønt ej kunne hejses mere i denne anspændte holdning. Men straks talte hun og det ene gråbrune øre gled let på sned, alt mens øjnene langsomt spærrede sig lidt mere op; så det kolde og tomme blik kunne falde på hendes mørke øjne.

Hoppens tak, udgjorde et anspændt og stift, men respektfuldt lille nik fra den brogede hingst; før hun påbød ham en sidste opgave. Ørene blev begge lagt i nakken, mens han veg en smule afvisende med det hvide hoved, mens øjnene på ny missede sig sammen. Så snart hun nævnte ordet at han måtte stole på hende, slog en svag rynke sig da derpå også skeptisk. Kort fik han en trang til at kaste blikket op imod bjergets højeste punkt, men han undlod dette – han vidste præcis hvor dette var; hvor han skulle søge hen! Men hvorfor?!
Direkte skeptisk gled det ene ikke-eksisterende bryn let op, spørgende da Armonis nævnte en. En som ville vente ham?.. Alligevel fangede det næste hun sagde ham en smule? Selvom han nok ikke selv ville indrømme det; så det eneste der ændredes var det ene øre der svagt gled ud igen, lyttende. Hvad var alt dette nu for noget? Hvad havde hun muligvis rodet ham ind i? Samt, hvad ville der ske hvis han nægtede at tage derop…

Tankerne var mange, men Armonia måtte sikkert videre; så et svar måtte han være hende gyldig.

”Jeg ønsker Dem held og lykke på Deres tur ned i labyrinterne.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, direkte tonløst og uden nogen form for følelsesladt stemme. Han valgte bevidst at undgå med ord, alt andet hun havde sagt. Han havde simpelt intet svar på hendes forhåbning og prædiken omkring at hun ønskede at han søgte op til bjergets højeste punkt. Han nikkede kort, mens hans øjne spærrede sig langsomt op, før de svagt missede sig sammen en anelse igen. Anseende, alt imens hans tanker fyldte hans sind til randen nu; og han blot ventede på at hun skulle søge ned i labyrinter; hvorpå han dernæst måtte… søge op mod bjergets højeste punkt?.. eller hvad..?



[OUT]

Det trækker i mig. I mit indre, og endda ganske meget. Det higer i hele min krop, for at træde af sted og forlade Djange, men sådan er jeg bare ikke. Nok ved mit indre, hvor jeg nu skal søge hen, forhåbentligt, for at finde det runde hjul, som jeg dermed skal dreje en tak, således at det fremover kun vil kunne drejes af min berøring, og ikke andres. Jeg håber inderligt på, at dette er sandheden, at de ord Den Vise sagde til mig, er sande, for ellers tror jeg ej, at jeg kan finde Hjulet.. Men lige nu, må jeg koncentrerer mig om, at den kære Djange jo stadig er i mit selskab; og jeg håber inderligt på, at han vælger at bestige bjerget til dets højeste, for da vil han jo blive belønnet.

Der går skeptiske miner over Djanges ansigt, da mine sidste ord er sagt, og jeg forstår ham skam ganske godt. For jeg er ej en nær ven i hans sind, vil jeg da ej tro, men nok mere en bekendt, og nu står jeg så her og beder ham om at stole på mig. Efter en del tids stilhed, går der dog ikke længe før han nikker en lille smule, uden at jeg ved hvad det er svar til, og derefter ønsker han mig helt og lykke, på min vej ned igennem labyrinterne. Et held og lykke, jeg måske endda får brug for. Med et respektfuldt nik, og mildt brum, siger jeg ham da farvel, og i samme øjeblik som han, drejer jeg omkring og bevæger mig nu af sted på egne hove, uden en guide eller vejleder.

Mine hove støder imod det hårde underlag, og fremad går det. Jeg har aldrig været i dette område før, aldrig nogensinde. Men alligevel er der bare noget i mit indre, der fører mig af sted af de smalle stier og gange, længere og længere ned, uden at jeg ved hvor jeg skal gå. Men som Den Vise sagde, så ville jeg kunne finde det, mit hjerte kender vejen. Det bliver mørkerer jo længere jeg kommer ned, og et lille humpel får mig til at snuble over mine egne hove, så jeg næsten kommer ned at ligge, men jeg støder kun det ene knæ i jorden, og får mig derefter rejst op, elegant og feminint, mens mine øre vipper fredeligt rundt.

Fremme foran mig, kommer et lille hul, en fordybning der er stor nok til at jeg kan komme derind, og også op igen. Og der søger jeg hen, med forsigtige skridt, grundet det manglende lys i disse mørke gange, nu hvor det også er nat. Da jeg når derhen, kommer der en varme i mit indre, en varme der hele tiden har været der, men som nu er langt større; og der er det, Hjulet. En ærefrygt træder igennem mig, og det får mig til at stoppe op, og samle min spinkle røde krop, mens jeg i nogle sekunder blot kigger ind i fordybningen, og ned på hjulet. Efter en vis tænkepause, træder jeg så helt ind, og ned af den lille skråning, ind til hjulet, og da jeg når helt derhen, lader jeg min mule hvile imod hjulet, for derefter at ligge pres på det, og skubbe det et hak frem, præcis som Den Vise fortalte at jeg skulle. Min opgave er udført, men om Djange så også er søgt til bjergets top, kan jeg kun håbe på…