Troublemaker [Fællestråd]

KYYARH DA DA! Lød det fra Xenon der nu trak sig væk fra hoppen med et ganske fornærmet blik. Han fnyste surt og trådte endnu et vaklende skridt tilbage. Dumme kost! Den unge hingst besluttede sig dog for at fordufte i et ganske langsomt og haltende tempo. Han skulle ikke nyde noget af deres pusleri. Bvadr!

//OUT med Xenon

Det var meget tæt på at Ava havde hakket ud efter den lille igen, men i stedet valgte hun at ignorere ham. Det kunne også hjælpe engang imellem. Det lod også til den unge hingst stille og roligt forduftede igen. Ava flyttede stadig ikke sin mule. Ikke før den sært brogede hingst berørte hendes næseryg. Det var også kun for at nippe ud efter hans pandelok. "Familie eller ej, så er det ikke acceptabelt at lade sig selv gå amok på den måde. Det at kunne holde sig selv tilbage gør en stærkere. Det er det der gør forskellen mellem de stærke og de svage. Dem der er stærke nok til at kontrollere sig selv" Det var det hun selv havde fået at vide når hun havde lagt sig ud med de andre plage og det var endt i slåskampe. Det var vel heller ikke anset at en der engang skulle være en leders hoppe, rendte rundt og deltog i diverse fights. Der skulle mere end bare en 'jeg fik nok' grund til.

Mindraper foretrak ikke en mine da hoppen igen begyndte at belære ham. Han nikkede blot tavst, men Ava havde ingen idé om hvor lang tid Mindraper havde brændt inde med alt den vrede. Hans mule gav sig til at vandre over Avas sorte krop, mens han i han sagte tone nu besvarede hendes tale.

" Jeg var skam i kontrol Ava. Uden kontrol havde jeg slået ham ihjel. For megen kontrol kan også skabe indebrændthed, og ilden kan man ej kontrollere.. "

Han lagde sig ikke ud i en diskussion om hvorvidt han havde handlet korrekt eller ej, men han konkluderede blot at for meget beherskelse og kontrol kunne skabe endnu mere kaos, for intet kunne holde på det i sidste ende. Lige som Mindraper ikke kunne holde mulen fra Ava i dette øjeblik hvor han næsten virkede helt opslugt af at stryge mulen undersøgende over hende.

På trods af at Ava havde tænkt sig at forsøge at få Mindraper til at falde lidt ned og slappe af, var det i stedet hende nu stod helt afslappet. Hendes ene øre vrikkede ganske kort. I dette øjeblik var der ingen paranoia. Ingen skygger hun behøvede at være på vagt for. Ingen flammende øjne der kunne se lige ind i hendes sjæl. En sagte brummen undslap Ava.
"Det er en forkert kontrol. Hvis det var meningen du ville slå den unge helt til plukfisk, så har du en meget mørk sjæl. Han lærer intet af det. Han lærer kun at gøre det samme mod andre eller sætte sig op mod andre der er stærkere end ham selv. Jeg kan i hvert fald se han intet har lært. Han har stadig ingen respekt."
Ava strakte halsen lidt og drejede samtidig hovedet for at stryge mulen hen over hans hals. Hun slog et enkelt svirp med halen for at skubbe den stilhed på afstand som blev dannet efter hun stoppede sine ord. Stilheden mellem hendes ord og hans ord var lige så larmende som stilheden når hun var alene - og den brød hun sig ikke om.

Mindraper smilte kort svagt ved hoppens ord. Hun skulle bare vide hvad han havde været i stand til og egentlig også stadig var. Hans mule fortsatte stadig med at stryge sig undersøgende over hendes sorte pels med flygtige bevægelse, mens en maskulin brummen undslap hans strube i det hun nu strøg sin mule over hans hals. Det brød han sig ganske godt om.

" En meget mørk sjæl ville være at underdrive, mørkere findes næsten kun hos min moder. "

Brummede han så blot ganske afslappet, som var det ganske almindelig hverdagssnak. Han benægtede ikke at han havde en mørkt sind. For det ville skam være den største åbenlyse løgn han nogensinde ville kunne fyre af.

Hun lyttede til hans ord, men de gav ikke meget mening. Hun forstod at han mente han havde en mørk sjæl og at der næsten ikke fandtes noget mørkere. Men hans moder. Af hvad Ava havde oplevet, så var hun ikke så slem. Ganske rart selskab og en ganske venlig hoppe. Hvordan skulle hendes sjæl kunne være mørk?
"Jeg er ikke enig"
Det var den eneste kommentar hun kom med. Hun puffede ganske svagt til hans hals, inden hun fortsatte med at køre mulen hen over hans pels i små nussende cirkler. Det var ganske beroligende for hende selv, og hun havde ikke et problem med at yde den slags service for andre heller. Ikke hvis det kunne få andre til at falde ned. Hver gang hun trak vejret, lukkede hun luften ud gennem næseborene så en lille strøm af varm luft ramte hans brogede pels.

En svag klukken lød fra Mindraper ved hendes ord. Hvor morsomt! Han tav dog hurtigt og brummede istedet fornøjet over hendes nuseri og mimrede let med den mørke mule og begravede den derpå i hendes man, inden han strøg ned ned over hendes skulder og derefter op over maven.

" Du kender hende ej som jeg. Jeg har set hvor farlig den hoppe kan være, men her er hun harmløs. Medmindre man ligger en hov på Xenon vel og mærket. "

Forklarede han blot med et meget svagt smil på mulen. Ak ja, det var Mindraper der fik hoppens mørke sider at føle når han havde gjort Xenon fortræd og nogen gange bare fordi Xenon havde fået ham i problemer. Mindraper skød dog disse tanker væk inden han lod hans mule søge hendes og pustede hende varmt i næseborene.

"Og du vil lade den lille provokere dig nok til at få din moder til at lade sin vrede gå ud over dig? ... Raper... Det må jeg sku sige.. Så har den lille måske alligevel en smule hjerne.. Der er det nok ham der vinder alligevel"
Ava kunne ikke helt holde en lille latter inde. Hvornår hun sidst havde lukket sådan en ud vidste hun ikke helt. Selv her i landet havde hun mødt nogle venlige sjæle, men det var ikke dem alle der fik hende til at le. Hun nippede ganske forsigtigt ud efter hans mule inden hun gav den et lille puf. Hendes blik gled rundt i området der pludselig virkede stille. Der var ikke andre stemmer end deres længere. Ingen andre at opsnuse inden for en rimelig afstand. Hendes ører vrikkede en anelse og den lille uro begyndte lige så stille at krybe ind over den sorte hoppe. Ikke fordi hun frygtede hendes selskab. Det var mere manglen på sjæle inden for rækkevidde der kunne gøre hende nervøs - især når hun ikke selv var gået fra en gruppe.

Ja han var snu ham den lille gyldne djævel. Hvor det irriterede ham grænseløst. Han så igen på Ava. Hun virkede en anelse urolig. Han puslede let i hendes man med en maskulin brummen, inden han blidt nippede til hendes mule.

" Han må have det efter hans far.. "

Mumlede han så distret, inden han istedet satte mulen mod Ava's pande og nussede den blidt. Ja selv den mørke Mindraper kunne være from som et lam når det passede ham.

I stedet for at kommentere mere på det, smilede den mørke hoppe i stedet. Tænk at et føl kunne være så snu. Det havde Titan vel også været på et eller andet punkt. Alle de gange det var lykkedes ham at snige sig væk da han var mindre - kun for at udforske område og eventyr. Kun for at trodse hendes ord ligesom hun havde trodset hendes forældres. Ava tog en dyb indånding og lod luften sive ganske stille og roligt ud mellem næseborene, samtidig med en lille varm brummen lød. Hendes fokus vendte hun mod den særtbrogede Mindraper igen og da hans mule berørte hendes pande, lukkede hun øjnene lidt for i stedet bare at koncentrere sig om det der skete omkring hende i stedet for det hun ikke kunne se. Hun stod stille i lidt tid inden hun flyttede hovedet for i stedet at nippe ud efter hans kæbe.

Mindraper løftede kort hovedet da Ava nippede til hans kæbe. Han brummede kort maskulint af hende og trådte et skridt nærmere den sorte hoppe, inden han knejsede i nakken og mod mulen vandre ned af hendes hals inden han sukkede ganske tilfredst. De gule øjne havde en rolig glød og han brød sig ganske godt om hendes selskab. Han valgte at forholde sig tavs, i det han et kort øjeblik blot stod og betragtede den sorte hoppe, inden han pustede varmt til hende. Han så sig kort omkring inde hans valgte at placere hovedet på hendes ryg med en mere hingstet adfærd end ellers. Selvom Ava var stærkere end ham så kunne han da godt lege stor farlig hingst der beskyttede 'sin' hoppe.

Den sorte hoppe var lille. Hun havde ikke mødt nogen mindre end hende, men hun havde da mødt nogen der havde næsten samme lille størrelse - dog stadig lidt højere og lidt mere langbenet. Det ene øre blev vendt mod den særtbrogede hingst da han trådte nærmere. Hun havde intet imod det. Intet imod selskab eller nærhed for den sags skyld. Hun var trods alt opvokset i en flok. Hun drejede hovedet lidt og lod mulen hvile mod hans skulder igen. Hun stod ganske stille og lod tankerne lige så stille svæve rundt inde i hovedet i stedet for at skabe en masse ord og spørgsmål bare for at overdøve stilheden. Dog kunne hun ikke forholde sig tavs hele tiden.
"Tror du han sladrer?"

" Det gør han "

Lød det så fra Mindraper, ganske stilfærdigt. Han så ned på Ava og brummede ganske svagt da hun placerede mulen på hans skulder. Hans mule søgte hendes og han pustede hende varmt ind i næseborene. Den spraglede hingst var et kort øjeblik fjern og hans tanker kørte kort på den næsten skideballe han ville få. Det ville ske før eller siden. Blikket blev så rettet mod Ava og et svagt smil formede sig på hingstens mule, som han nu næsten kærligt trykkede mod hendes i en blid nussen. Ha-....Vent lidt... Kærligt? Mindraper spærrede øjnene næsten forfærdet op og næsten kastede sig bag som havde han set et spøgelse. Bevægelsen var så voldsom at han næsten havde sat sig pladask på røven, men han formåede da at holde sig oprejst. Han stod nu blot som forstenet og stirrede tomt ud i luften. Forpulede ustabile facade.

Avas lyse mule dannede nogle rynker. Hun skulle i hvert fald nok kunne finde en måde eller to at lære den lyse plag en ting eller to om respekt uden at skabe en dum situation for sig selv. Hun var ikke interesseret i at få en vred hoppe på nakken - men hun ville skam også sagtens kunne stå imod. Måske ikke vinde men hun ville i hvert fald stå fast ved hendes mening om, at nogen burde lære plagen et par ting om livet og færden blandt andre sjæle - stærkere sjæle.

Det gav et Z i hoppen da den brogede Mindraper nærmest kastede sig bagover, og hun var med det samme meget opmærksom, mens hun lod de isblå øjne glide hen over omgivelserne, mens hun spændte i musklerne igen. Der var bare ikke noget at se. Ikke noget hun kunne se i hvert fald. Her skete af og til ting som ikke kunne forklares, og det kunne da være han havde set noget som for hende ikke var synligt.
"Hvad er det?"

Mindraper snerpede mulen sammen i et sammenbidt udtryk. Nej det her var bestemt ikke godt, nej. Hingsten slog blikket ned i jorden ig rynkede så på mulen. Han var i en fuldstændig uvant situation og han kunne slet ikke finde hoved eller hale i noget somhelst. Han var helt rundt på gulvet og det fik ham til at ryste på hovedet. Da Ava så talte til ham stirrede han næsten forfærdet på hende, men lige på fortabt som et lille føl der manglede sin mor.

"J-je-... "

Mindraper rystede voldsomt på hovedet for at få styr på sine facader igen. Afsløret! Hvor ubelejligt. Den fortabte Mindraper endte så til sidst med at sætte sig på røven med et bumb og stirre tomt ned i jorden. Derp.