Skovbrynet

"Jeg er bange for at det ikke er så simpelt igen!"

[/center]

Dune kunne endnu mærke det brænde i sine kinder og hun forsøgte stadig at skjule det bare en smule. Det eneste positive ved hendes brændende kinder var det, at det altid formåede at få varme i hendes krop som så nemt kom til at fryse. Hun kiggede op på hingsten igen. Hendes ord havde været sande, det ville være en sand kamp for hende at tage godt imod et kompliment, for hun gjorde i forvejen sit bedste. I nyt selskab tog det lang tid inden det gik ordentligt, men lige så snart hun kendte folk godt ville man se den sande Dune, den lidt mere sprælske lillepige type som nemmere ville kunne håndtere situationer som denne. På en måde fik Dune kort tanker om sin storebror der havde været en god del større end hende selv. Eagles ord lød meget som noget han ville kunne have sagt, en opmuntring, kloge ord. Dune vidste ikke om hun skulle splitte sit smil til en grædende grimasse af afmagt eller smile stort og taknemmeligt for at hun havde en der i det mindste ville kunne erstatte hendes kære bror. For nu valgte hun sidste alternativ og sendte hingsten et stort strålende smil, dog uden at kigge ham direkte i øjnene. I stedet fokuserede hun på et punkt lige i midten af hans pande, hvor hun vidste at hans hår ville danne en lille spiral.

I sandhed måtte hoppen tænke sig om, for hvad var syd for dette land? Kunne man overhovedet komme væk. Indtil videre havde hun ikke set nok til at vide det, og knap nok til at vide hvordan hun var kommet hertil, for der måtte da være en forklaring. Hendes smil forsvandt lidt og et mere forsigtigt udtryk kom i hendes øjne mens hun skævede mod ham, uden helt at turde at kigge direkte på ham.

"Savner du det?"

[/center]

Hendes stemme var stille og tøvende, for hun vidste ikke om hun ville gå ham for nær i dette spørgsmål. Hoppen krympede sig også en smule, for hun ønskede ikke at fornærme ham.[/size][/blockquote][/blockquote]

Eagle smilede venligt til hende, ak det var ikke nemt at tage imod komplimenter og slet ikke imens man er ung, for der fylder mange andre ting i hoved på en. Han kan stadig huske en del af hans ungdom, fra dag han var plag og fra lige da han blev betragtet som en voksen hest. Eagle brugte selv en del år med at komme på plads, lære at makke ret. Han havde selv haft hvad man ville kalde en normal barndom. Strid, pjattet og forvirret. Eagle lod nogle tanker drage tilbage på sin barndom i sit hjemland, hvor de om aften havde lyttet til de ældre heste. For han senere selv blev den hest de andre lyttede til for at høre historier han havde haft med sig fra sine lange vandringer.
Et smil tegnede sig om hans mule. Det liv havde været perfekt. Ikke fejlfrit, men bare perfekt i hvert fald de første mange år var. Eagle husker stadig lugten af bøge, ege og grandtræerne der havde været i skoven de holde til, flokken altså. De var langt fra lige så store som træerne her. Der var intet i Andromeda der lignede der hvor han kom fra. Ikke hvad han havde set hid til. Her var alting langt mere fortryllet. Måske i virkeligheden synes Eagle at Andromeda var et langt smukkere land end hans hjemland.
Eagle blev revet lidt med i sine tanker, minder og savn og håb. Dog blev hans opmærksomhed igen draget af Dune, hun stillede et nyt spørgsmål. Et spørgsmål der fik hende til at virke mindre. Måske var hun bange for hans reaktion. Forståeligt nok, nogen ville reagere voldsom, i hvert fald i forhold til Eagle der svarede hende venligt: "Ja, jeg savner det."
Der var nok i virkeligheden ingen vej tilbage her fra, og hvad var der måske også at vende tilbage til? Han var jo sådan set blevet smidt ud af sin flok, på grund af hans valg og sin brudte ed.
Han savnede nok mest at have et hjem at vende tilbage til. Her strejfede han jo evigt rundt. For selvom Eagle havde været meget omstrejfende og været på eventyr så havde han altid haft et sted at vende tilbage til. Her vandrede han rundt, evigt og altid. Eagle havde nu hørt om der var en flok her på Andromeda, men om han ville opsøge en flok han ej vidste noget om eller mødt nogle medlemmer af flokken.
"Savner de ikke også deres hjem?" spurgte han meget forsigtigt og venligt, for dette var i virkeligheden et spørgsmål han nok skulle have holdt igen. Hun var yngre, for ikke at sige for ung til at være taget fra sine vante omgivelser. Eagle strakte sit hoved længere ned, for mere at være i højde med hende, også for at vise at han ikke ville gøre hende ked af, eller på nogen måde få det skidt over hans spørgsmål.
Selvom Eagle end ikke kendte denne unge Dune, så ville han gøre hvad han kunne for at passe på hende, for at hun kunne føle sig tryk. Han havde ingen virkelig fornemmelse for hvordan det ikke måtte stå alene i et fremmede land i så ung en alder, men han ikke forestille sig at man måtte føle sig alene og forladt.
Eagles øjne hvilede med et roligt og venligt blik på den unge Dune der stadig vandrede ved hans side. Hans blik var nok afventene på en reaktion. Dog blev hans blik fanget af et stærkere lys fra månen. De stod atter hvor han var startet ud denne aften. Deres muler stod nu ud for den store lysning med søen. Der havde ikke været langt der til, men et stykke vej. Eagle stoppede op halv inde i skov kanten hvor få træer stadig stod omkring ham, men forparten var ude i lysningen.

Hoppens blå øjne hvilede oppe på hingstens ansigt. Det virkede til, at han kort tænkte på noget der lå et helt andet sted. Hendes ører spidsede sig op mod ham, som ville hun så kunne høre hans tanker, men han svarede dem for hende. Han savnede også sit hjemland! På en måde gjorde det Dune en smule mere tryk, gladere og mere tilpas. Så var hun ikke længere den eneste der havde det forfærdeligt med at være væk hjemmefra. For Dune var hjemve noget hun aldrig havde kendt til før for nogle dage siden, og det havde stadig hårdt fat om hendes hjerte og truede med at lade det briste. At han muligvis havde det på samme måde løsnede det hårde tag om hendes hjerte blot en smule.
Hoppens hoved dukkede sig for hans ord. Han havde skam ikke stillet et forkert spørgsmål, men lige ordet hjem gjorde ondt. Her havde hun intet hjem, ingen flok, ingen venner. I dette land var hun en fortabt sjæl endnu, forvirret og fortvivlet om hvad hun skulle lade verden bringe hende. Aldrig havde hun ønsket at gå på eventyr, og dette var ingen undtagelse nu hvor hun var tvunget til det. Hendes øjne søgte jorden, søgte trygheden i det mørke muld de gik på, og for en tid glemte hun alt om de farlige dæmoner i skoven. Hoppen åndede hårdt ind for at prøve at tvinge tårer væk der truede med at rinde over hendes øjenlåg og for at få nok luft i lungerne til ikke at skulle have en skælvende stemme.

"Jeg har aldrig skulle savne noget, og jeg bryder mig heller ikke om det! Jeg savner det derhjemme så meget at det gøre ondt!"

Dune turde ikke hæve sit blik for hun skammede sig over sine ord. Hendes stemme forblev dog rolig, men hun tog sig tid og huskede sine dybe indåndinger, hun havde allerede grædt en gang denne aften, og hun kunne ikke klare meget mere. Hun prøvede at fokusere på sine grå hove i stedet for de tanker der cirkulerede i hendes hoved. Da muldet under hendes hove blev stille blødere og hun vidste hvad det betød. De var nær vand!
Hoppens øjne turde nu søge op fra hendes øjne, og ganske vidst så hun nu ud over en smukt oplyst sø i en stor lysning.

[/size]

Den store gyldne hingst havde selv opfanget at hans spørgsmål ramte hende et sted hvor smerte og savn kunne findes. Eagle havde fortrudt at han havde vendt spørgsmålet til hende også, men nu hvor han kendte svaret og hørte og kunne se hendes smerte over at være fortabt i dette land. Måske ikke forevigt ville det være sådan. Her ville man nok kunne finde et hjem, finde et sted at føle sig tryg.
Den store gyldne hingst puffede blidt til hende med sin lyse mule. Et opmuntrende og venligt puf. "Kære Dune, hvis det kan lette smerten, vil jeg gerne være her for dem, de kan opsøge mig til en hver tid, og aldrig vil jeg svigte dem hvis det er omsorg, hjælp, selskab og tryghed de søger," sagde han med en venlig tone i den dybe stemme som han besad. Ej kendte han hende vel, men være derfor hende, hjælpe hende igennem alt hun nu ville kunne bruge hans hjælp til, ville det være en ære for ham.
Over søen hang månen og lyste klart op, den skær gjorde det muligt at kunne se tydeligt her i åbningen, næppe ville nogen overraskelser kunne snige sig ind på dem. Om man kunne kalde stedet her i den store åbning ved søen for tryg, var måske i virkeligheden et spørgsmål om hvor mange fare der i virkeligheden lurede i dette land.
"Her vil næppe være nogle skyggedyr efter dig," sagde den store gyldne hingst med et venligt smil om mulen, imens han så på hende med de gyldenbrune øjne. Dette sted var sikkert langt bedre end skoven. For Eagle dog ikke bedre end stranden, nede ved havet. Den friske brise som kom fra det store hav var opkvikkende, forfriskende. Duften af saltvandet var en fryd for næsen, i hvert fald noget Eagle var vild med.

Hingstens nærkontakt var betryggende. Det var som hver en berøring han gav, påførte hende en smule mere mod. Det var som dengang hun var lille hvor hendes moder altid havde puffet opmuntrende til hende for at give hende mod til de forskellige ting i hverdagen. Det varmede næsten ligefrem!
Den sørgelige grimasse blev skiftet ud med et varmt smil til hendes følgesvend. Aldrig havde en hun ikke havde kendt fra fødsel sagt således til hende og hun kendte ham ikke engang! Måske han virkelig brød sig om hende, måske hun havde en chance i dette land. Hendes lille krop blev pludseligt overvældet af glæde og smilet voksede sig større og større til to perlerækker af tænder viste sig. Mens hun kiggede op på ham med strålende blå øjne kunne hun ikke lade være med at grine lavmældt og muntert på sin tøsemåde.

"Vil du virkelig det for mig!? Du er nu ganske skønherlig Eagle!

[/b]

Dune puffede glædeligt til sin kompagnon inden hun huskede hvad hun for få sekunder havde sagt og hun blev pinligt berørt over sine egne ord. Det var for tidligt at snakke sådan! Hun kiggede igen ned mod jorden og mærkede varme brænde i sine kinder og videre til hele hendes krop. Det var en sand temperaturkarussel for hoppen.

Der var en tung lugt af muskus ved søen, der stammede fra jorden og det omkringliggende. Træerne omkring søen gav også en krydret duft til området der blandede sig med det lette fersk i søen. Dune kiggede ud over området og smilede stille og tilfredst. Dette ville gå for nu! Her var sikkert. Mistroisk skævede hun dog kort bag sig, hun var bange for at når hun blev alene igen ville skyggemonstrene igen komme efter hende. Hun kom dog til sig selv da hingsten talte. samtykkende nikkede hun, det var nød til at være sandt! Hun ville stole på hans ord, for hvis hun ikke gjorde det ville hun bekymre sig for meget. Stille dristede hun sig til at bevæge sig frem mod søens kant mens hun kiggede ned i dets spejl, ned på sit egen ansigt der både bestod af kanter og af kurver.
[/size][/blockquote][/blockquote]

Månen lyste mat op på himlen, dens spejlbillede var at se i søen, og kun små bevægelser fik det til at se små levende ud, som den dansede sin egen sjæler i søens vand. Intet i forhold til ved havet, men ganske smukt var det, søens vand fik Eagle til at længtes efter havet; men lige nu ville han ej forlade den unge Dune.
Hans opmærksomhed hvilede på den unge hvide hoppe, hvis kropssprog udstrålede stor glæde. Det var tydeligt at se på hele hende, at hans ord oprigtig havde gjort hende glad. Det store smil der var at se over hendes fine lille mule der næsten synes sølvhavet i månens lys.
"Jeg vil være her for dem, hver gang de behøver mig, det vil jeg gerne love dig," sagde han og mens et varmt smil var tegnet over den lyse mule. hans trang til at beskytte denne unge hoppe var stor, selvom han lige havde mødt hende. Hun virkede så lille og skrøbelig, en der behøvede nogen omkring hende til at beskytte hende, passe på hende. Bare sørge for at alt nok skal blive okay.
Det kunne ses at hendes kinder blusede lidt op, men Eagle lod som om han ikke bemærkede det, mere fordi han ikke ville til at tvære i at hun rødmer. Det var ganske naturligt, og specielt i en ung alder. Eagle havde selv gjort det meget i sine yngre dage, han kunne knap og nap sige noget til nogen uden det havde plusset op i ham. Til hans fordel var hans hoved meget tynd i pelsen så den lyse hud under i forvejen skinder igennem, det havde ikke været så tydeligt på ham når han rødmede. Et lille blidt på gjorde han imod hendes hals. En opmuntring.
For en stund blev Eagle stående halvt i skovkanten, alt i åbning, imens Dune havde bevæget sig ind til søen. Han betragtede den unge hoppe. Denne hvide hoppe var en man ikke ville glemme hvis man først havde mødt hende. Hendes uskyldige sind, var ikke til at tage fejl af. Hun lignede næsten en engel, som hun stod der badet i månens lys.
Roligt bevægede den store gyldenfarvede hingst sig tættere på sit nye bekendtskab og søen. Et lille stykke fra hende, stoppede Eagle op. De rav gyldne øjne hvilede roligt på hende. Han ønskede ikke at forlade hende denne nat.

//Skal vi oprette os en ny tråd?

//Ja, out her så :b