Twinkle, Twinkle, Little Snowflake [Fuego]

T A I A

---

Taia... en hoppe med ar på både sjæl og krop, men alligevel positiv af sind. Et smil lå over hendes mørke mule da hun begav sig afsted henover en af Enophis mange enge. Øen var en af hendes favoritter, af mange forskellige grunde, men ingen som var nødvendige at bringe op. Bag hende snoede den sorte hale sig afsted gennem den hvide sne; sporet der blev dannet så noget sært ud, når man blandede det med aftrykkende fra hendes hove. Over hende var himlen en sjælden blå farve: for en enkel gangs skyld holdt skyerne sig væk og solen skinnede om kap med sneen; desværre syntes den blot at tabe, for sneen glitrede som aldrig før.

Sneen gav en hul lyd hver gang Taia placerede sine hove og når hun hævede dem igen, hvirlede den løse sne omkring. Hun havde skiftet tempoet til trav, hvilket fremhævede hendes halten, men hun tog sig ikke af det. Det var blevet hverdag meget hurtigt og selvom smerten var der, så var un begyndt også at ignorrer den delvist. Hun følte den stadig, ingen tvivl, men den var blevet nemmere at leve med. Grundene var mangfoldige, men på samme tid var de hendes lille hemmelighed: hendes lille skat. Et prust lød fra hoppen før hun slog over i galop, dog kun for et øjeblik. Der var alligevel visse grænser, ting hun måtte tage hensyn til. Galop var blevet en sjældenhed, kun brugt når det var allermest nødvendigt: når alternativet gav mere smerte end galoppen...

De røde øre vipper en anelse flakkende omkring. Jeg befinder mig igen på Enophis, den ø som jeg ankom til, den dag, for nogle måneder side. Svirper med den røde hale, inden jeg kort standser en smule op, for at se imod de forskellige små træer der er at finde. Jeg nyder egentlig bare udsigten, der er udover den åbne dal, for lige nu befinder jeg mig selv på en lille svag forhøjning, efter min lange vandring igennem den skinnende og lettere tunge sne.

Jeg er en høj hingst, og derfor har jeg måske ikke helt så mange problemer med at træde igennem sneen, trods det nok er 30 cm. Dybt og dybere nogle steder. Solen skinner en smule i dag, og det gør at sneen skinner endnu mere op i mine mørke og milde øjne.
Bedst som jeg står stille og roligt, og nok egentlig mest ønsker selskab, skimter jeg nu frem for mig, hvor en hoppe kommer gående igennem sneen. Hendes gang, ser i mine øjne en lille bitte smule anstrengt ud, som om hun har ondt i det ene ben, eller også er det bare kulden der driller. Da hun sætter i galop, kigger jeg betragtende på hende, og måske endda betagende. Jeg synes altid det er et skønt syn, når hopper bevæger sig sådan af sted. Men det er dog un for en kort tid, at hun galoperer, gør hun igen går. I en let bevægelse, slår jeg frem i en taktfast trav, der bærer mig af sted med store skridt, som ikke virker anstrengt eller besværlige. Da jeg nærmer mig hende fra siden af, vælger jeg at udsende en let brummen imod hende, dybt og venligt. I en let afstand standser jeg lidt op fra hende, med ørene fremme. Jeg har en rolig men autoritær holdning, mens et smil falder over min mule.

,,Goddag, My Lady. Tillad mig, at præsentere mig selv. Mit navn er Fuego”

Siger jeg galant, og skubber det ene forben mere frem, for at bukke dybt ned i nakken, og dermed give hende en ærefuld hilsen. Det fortjener en hver skabning, især af det modsatte køn. For i min verden, er der ikke noget skønnere, end de firbenede og kønne skabninger, der altid har et specielt udseende i mine øjne.

T A I A

---

Det var uvist for den brune hoppe, hvor længe hingsten havde set hende, men pludseligt var han der. Det overraskede hende lidt og det gav et, ikke forskrækket, men bestemt overrasket, ryk i hendes krop da han pludselig var der. Hun burde have hørt ham, men hun havde været så fordybet i tanker og minder, at hun intet havde hørt. Et øjeblik ramte hendes arrede ører hendes nakke, før de i forundring blev spidset. Overrasket, det var hun bestemt. Et par skridt blev taget sidelæns, før traven kom til et holdt og hun så på ham. Hingsten var ikke langsom til at introducere sig, han gik faktisk meget direkte fremad, også til hendes overraskelse. De fleste var lidt langsommere, men det gjorde hende intet; hun kunne lide når andre var lidt direkte som hende selv. Hun havde dog aldrig forstået hilsnen 'My Lady', selvom Grålingen havde brugt den samme hilsen. Hun burde spørge nogen om det på et tidspunkt, for i hendes ører lød det sært; som om det ikke helt hørte til sproget.

,,Goddag... Fuego."

Et kort nik fulgte ordene, respektfuldt, om end ikke helt så meget som hingstens. Ikke fordi hun ikke tillagde ham den samme respekt som han gav hende, men blot fordi hun ikke overdrev den så meget. For hende var et nik mere end rigeligt, men hun så ikke ned på det hingsten havde gjort. Et smil spillede på den mørke mule, på trods af smerten fra den korte forglemmelse.

,,Mit navn er Taia."

Hovedet, med den let buede næseryg, blev strakt frem mod den røde hingst. På trods af hvor direkte, næsten fremfusende, han kunne virke, så virkede han også ganske charmerende og venlig. Meget lig så mange andre sjæle, men alligevel lavede Taia ikke generaliseringer. Med udseende gjorde hun, men ikke med sjælen. Det var imod hendes principper.

Hun virker måske en smule overrasket over at jeg pludselig er henne ved hende, men nu gik hun vidst også mere eller mindre i sine egne tanker, så måske har hun ikke hørt mine hovslag, fordi hendes egne overdøvede mine, i sneen. Jeg kan heller ikke så godt høre andre i snevejret, hvis jeg selv går, for så sys jeg at jeg formår at larme så meget i mig selv, at det altså ikke er nemt at opfatte at andre så kommer imod mig. Den brune hoppe, ser ud til at være et ganske venligt gemyt. Hun virker hvert fald ikke til at være en strid hoppe, der mest af alt har lyst til at sætte tænderne i mig, fordi jeg nu altså kom så hurtigt ned til hende, uden lige at gøre opmærksom på det. Mit hoved glider led på skrå, da hendes hilsen glider tilbage til mig, hende navn, Taia, mens et smil spiller henover hendes mule. Et smil, jeg elsker allerede nu. For der er ikke noget skønnere, i hvert fald ikke ifølge mig, end når en hoppe smiler, og det ikke er et påtaget smil.

,,Mig en ære at møde dig, My Lady Taia”

Siger jeg med den galante og høflige tone, der dog overhovedet ikke er kedelig og gammel at lytte til. For selvom jeg snakker galant og høfligt, er der hele tiden er frisk pust i undertonen, og ligeså er der et muntert glimt i de ellers autoritære, mørke øjne.

,,My Lady Taia, har du vandret længe her i landet?”

Det har jeg jo ikke selv, kun i nogle få måneder, så jeg kender knapt nok områderne endnu, men dog er Enophis den ø jeg kender bedst, dernæst kommer Leventera. Men jeg er da sikker på, at jeg med tiden kommer til at kende områderne, ligesom alle dem der har været her i lang tid; men derfor vil jeg nu stadig gerne vide mere om landet, end det jeg ved nu, og måske kan denne Taia, komme med nogle andre fortællinger om Andromedas land.

T A I A

---

Nok vidste Taia ikke hvad 'My lady' betød, men hun brød sig ikke om det. Det lød formelt, fik sætningerne hingsten sagde til at lyde overformelle. Hun sagde dog intet til det første gang, men anden gang var det fatisk lidt irriterende. Ikke på den måde der gjorde hende direkte irriteret, men det nagede da lidt. Alligevel spillede et venligt smil på hendes mule og med en munter, men stadig bestemt, tone sagde hun sin mening om forlængelsen af hendes navn.

,,Mit navn er Taia, ikke 'My lady Taia'. Formeliteter er ikke nødvendige, Fuego."

Det kunne lyde irriteret og det var det, men ikke meget. Selvom Taia havde en stor kultur, bundet i mange ting og høfligheder, så var der ikke de store formelle ting. En leder blev tiltalt med titel, det samme gjaldt andre højtstående, men ellers var navnet mere end rigeligt og såvidt Taia huskede, så bar hun for tiden ingen titel her i Andromeda. Et øjeblik smilede hun dog skævt, forsikrende om at hun mente hvad hun sagde, men ikke på en dårlig måde. Hun var i hvert fald sikker på at titalen var formel, men egentligt var hun langt fra sikker: man kunne kalde det en mavefornemmelse.

,,Et år, måske lidt længere. Hvorfor da?"

Det tunge hoved blev tiltet let på skrå, blot et par grader, en anelse undret for at være ærlig. Hvad skulle han med den information? Ikke at hun mistænkte ham for noget, men det var egentligt et sært spørgsmål at stille så tidligt, var det ikke? Af natur var hoppen ikke mistænktsom, men tiderne havde ændret sig en anelse og hun tog sine forholdsregler. De var hverken strenge eller unfair, selvom de kunne virke lidt.. ja.. underlige til tider.

De brunlige øre, er hele tiden vendt imod den brune, arrede hoppe, der bærer en noget bredere bygning end de andre hopper jeg har set i dette land. Faktisk, er hun vidst den første, større hoppe, jeg har set i dette land, hvilket undrer mig en smule. Den flok jeg passede på, og ledede, var blandet af mange artsfæller. Nogen større end andre, men mest af alt var den kendt for sin alsidighed, blandt større og mindre heste. Men dog er denne hoppe, Taia, en smule bredere af bygning end dem der var i min flok, hvilket jo nok også er klart, taget i betragtning af, at min race jo dominerede det meste af området. Ved hendes ord, vipper mit ene øre en smule bagud, ikke vredt, eller tynget ned af hendes ord, men dog heller ikke lige så glædeligt som før.

,,Taia, du må undskylde, hvis ordene irriterede. Men dog skal du vide, at ’My lady’ ikke er en formalitet i mit hjemland, men en simpel og venlig omtale af hopperne i blandt os. Men nuvel, Taia”

Siger jeg ganske roligt, med et nik. Jeg har ikke en kæmpe undskyldning at skulle ud med, for jeg ser ingen grund til at skulle stå og undskylde for de ord, der falder mig helt naturligt. Men samtidig er jeg også en hingst, af respekt for andres meninger og holdninger, og derfor har jeg jo også tænkt mig, ikke at omtale hende med ’My Lady’ mere. Et let smil er hele tiden henover min mule, inden jeg strækker min mule en lille smule frem imod hende, i en venlig gestus, og samtidig også for at kunne huske hendes lugt fremover. Igen trækker jeg så mit hoved til mig, da hun svarer på det næste.

,,Et år?”

Nikker ganske let, tænkende, inden jeg så ser en smule på hende, med en glædelig gnist i øjnene, for så er hun måske netop den rette til at fortælle en smule mere om landet, noget som jeg måske ikke allerede nu ved noget om. Men det er jo ikke sikkert, at hun kender til mere end jeg gør.

,,Nåh, jeg er skam bare ny i området. Og jeg forsøgte et lave en konklusion om, hvorvidt alle var nye i området, eller ikke. Men nu har jeg mødt både du og en anden, som har været her i et år eller mere, men også en som kom et par måneder før jeg selv kom. Så jeg er blevet enig med mig selv om, at der nok hele tiden kommer nye hertil”

Siger jeg roligt, med et nik. Om det er rigtigt, det ved jeg jo ikke. Men det er dog min konklusion indtil videre.

T A I A

---

Den arrede hoppe tog et mildt udtryk, da hingsten undskyldte. Som sådan var der ikke noget galt i tiltalen, det generede hende blot, også selvom han ikke så det som noget formelt. Formaliteter var forbeholdt Lederem, Drømmere, Fortællere og selveste Orctics, ingen andre. Et let nik var alt den røde hingst fik fra hende, da han accepterede hendes mening og tog den til sig. Man skulle dog ikke undervurdere hvor meget det betød; der lå megen respekt i det nik, nok mere end mange ville tro. Taia var nemlig ikke den der åbenlyst gav respekt; det var mere en ting hun gav lydløst til andre, alle andre. Hun nærede respekt for alle og enhver. Alle og enhver hest det er, for hun nærede intet for Slangehingsten Rumpelstiltskin.

Varm luft indhyldede kort hingstens mule, da Taia fnyste blidt mod den. Selv holdt hun hovedet sænket; ikke i overgivelse, men hendes hoved nåede aldrig højt. Hun var langt fra en skræmmende og dominerende hoppe, så hvorfor prøvet at agere som en? Han virkede næsten glad over, at hun havde været her i den tid hun havde. 1 år var ikke lang tid efter hendes mening, men måske var det for ham? Han viste sig i hvert fald at være ny og, ikke underligt, nysgerrig. Igen nikkede hun, men denne gang blot for at fortælle ham, at han var korrekt. Nye kom til, nogle med store mellemrum, andre så det næsten virkede som grupper. Et var dog sikkert; ingen der var kommet her, kendte hinande. I hvert fald såvidt hun vidste.

,,Det er rigtigt, nye kommer og, desværre, går heletiden. Vi kommer fra alle steder tror jeg. Jeg har mødt nogle der er bedst kendt med bjerge, andre med dale: nogle er van til store ørker, andre flade enge. Alle bygninger, alle køn, alle aldre. Selv kommer jeg fra et land af sletter."

Hendes blå øjne hvilede let på hingsten, studerede ham for et øjeblik. Umiddelbart stod han ikke ud når hun satte ham op mod andre hingste, men alligevel gjorde han. Han var kraftigere og alligevel lettere; mere langbenet og alligevel lavere. Sært hvordan tingene kunne hænge sammen på den måde.

Taia, som hun hedder, får et mere mildt udtryk da jeg har undskyldt, og det milde udtryk, det klæder hende, virkelig godt endda. Men jeg har nu os på fornemmelsen, at denne Taia, er en hoppe som mange ville synes om. For selvom hun ikke brød sig om, at jeg kalde hende ’My lady’, så er det ikke noget jeg føler mig stødt over; i stedet så glæder jeg mig bare over, at hun sagde det, for jeg vil langt heller have, at hun er ærlig med sine ord, omkring mig og det jeg siger, i stedet for at bomben pludselig springer, og det så kunne eskalerer i noget, som ikke ville være så kønt. Desuden viser det også bare, at hun er en oprigtig hoppe; hvert fald i mit hoved. En oprigtig hoppe, der har sine egne meninger, og det holder jeg af. Da hendes fine mule kommer hen til mig, og fnyser blidt, lader jeg forsigtigt men uden at virke usikker, min mule ramme hendes næseryg, i en venligsindet gestus, mens jeg fnyser ganske svagt tilbage, så varm luft også rammer hendes brune og let arrede mule. Hvad mon hun har været ude for, siden så mange ar har fundet vej til hendes krop? Trækker mulen tilbage til mig selv, i en galant bevægelse, inden jeg vipper begge øre meget lyttende og opmærksomt frem imod hende, da hun begynder at fortælle. For jeg kan jo virkelig bruge det til noget, da jeg jo ikke selv kender så frygteligt meget til områderne her, og derfor suger jeg gerne viden til mig, fra andre af, selvom jeg jo også lærer noget på egen hånd.

,,Apropos at komme fra forskellige lande, og klimaer, så er det virkelig fascinerende, at dette land, både ejer bjerge, sletter, skove, vulkaner og endda ørkener! Det undre mig, hvordan så meget, kan være samlet i et land, godt nok på forskellige øer. Men alligevel”

Min stemme er lys og venlig, varm men autoritær og hingstet. Jeg lyder nok meget fascineret da jeg snakker, og det er jeg jo os.

,,Jeg kommer også fra et land med sletter, men også et land af forskellig karakter. Omkring vores slette, var en bjergkæde, der beskyttede den flok jeg ledte.. Så vi kunne også søge op i bjergene, hvis det var det vi ønskede”

Siger jeg så roligt, mens mine mørke øjne finder vej til hendes blå. Blå øjne, har for mig altid været meget specielle, og det er de også hos hende. De lyser, lyser så meget mere, end almindelige brune øjne kan. Mit smil forbliver på den brune mule, mens jeg taler, og de mørke øjne forbliver hos hende, opmærksomt og nysgerrigt.

T A I A

---

,,Jeg tror det er svært at finde et sted, som er mere varieret end dette ø-rige; end Andromeda."

Et smil lå på den mørke mule da hun svarede hingsten. Han virkede oprigtigt interesseret i hvad hun sagde om området og det gav mening, for han var jo ny i området. Da hun var kommet havde hun foretrukket at holde sig for sig selv, men hjælp havde bestemt været tiltrængt til tider. Hun havde dog selv valgt at blive væk, valgt at prøve og vænne sig til sine ar, før hun blev van til området. Hvis det viste sig, at han i sandhed søgte mere om landet, så ville hun gerne fortælle mere, men for nu holdt hun inde.

Hingsten, Fuego som han hed, var interessant at høre på. Hans stemme fangede hende ikke så meget, som Grålingen formåede at gøre det, men de var også vidt forskellige, selvom hun så nogle ligheder mellem dem. Nogle sære ligheder. Begge havde en stemme hun ønskede at lytte til, men kun en kunne fortrylle hende; begge brugte titler, som hun så som formelle, men kun en tillod hun at bruge dem. Begge havde en dragende aura, men kun en formåede at holde på hende. For nu i hvert fald.

Med ørerne spidset mod ham, lyttede hun interesseret til hans næste ord: han havde været en leder. Det kom lidt bag på hende, men intet gav tegn på dette. På trods af at det kom bag på hende, interesserede det hende også. Hun ønskede ikke at blive en del af en flok, men andre kunne måske have gavn af det. Hvis en havde været leder før, hvad holdt så vedkommende fra at blive det igen? Interessen tindrede let i hendes øjne og hun ventede blot til hans ord ebbede ud og tillod hende at tale.

,,Den flok du ledte?"

Den arrede hoppe håbede på, at hendes nysgerrige stemme var nok til, at han fortalte mere. Hun ønskede ikke at spørge direkte, så hvis Fuego ikke forstod det, så ville hun lade det ligge. Indtil da, ville hun dog forblive opmærksom og interesseret.

LUKKET